Færre dødsstraffe fik fængslerne til at eksplodere
I starten af 1700-tallet havde England intet statsligt fængselsvæsen og måtte sende kriminelle til fjerne fangekolonier eller i private fængsler, som var fyldt til randen.
Manglen på plads førte i 1723 til den såkaldte Bloody Code, hvor mere end 200 forskellige lovovertrædelser kunne resultere i dødsstraf.
Personer, der stjal et ur, fældede et træ eller iførte sig sort ansigtsmaling, risikerede at betale med deres liv.
I slutningen af 1700-tallet blev den hårde straf dog i stigende grad anset for umenneskelig og ude af trit med oplysningstidens ånd, og med vedtagelsen af “Penitentiary Act” i 1779 blev kimen lagt til det fængselssystem, vi kender i dag.
Nu byggede staten sine egne fængsler som et alternativ til dødsstraf og landsforvisning.
Fængslet var baseret på kristne principper og gav fangen tid til at angre sine synder.
Som noget nyt skulle opholdet ikke kun betragtes som en straf, men også som et forsøg på at genopdrage fangerne, så de kunne sluses ud i samfundet som genfødte mønsterborgere.
Forvandlingen krævede ekstreme metoder, men så længe der ikke var for mange, der døde i fangenskab, kiggede politikerne den anden vej.
Reformerne førte i 1800-tallet til flere nye fængselsformer, især i Storbritannien og i USA.
Her konkurrerede fængselsdirektører om at finde den billigste og bedste metode til at nedbryde de kriminelles sind.
Fængselssystemer
Fra slutningen af 1700-tallet kom oplysningstidens tanker til fængelsvæsenet, hvor fangerne ikke længere bare skulle straffes, men også reformeres. Mange nye former for fængsler skud op i USA og England, men de blev hurtigt propfyldte og så mange fanger måtte lide med endnu mere inhumane alternativer.
Fangevogternes løn blev betalt af de indsatte
I 1700-tallet var alle engelske fængsler privatejede.
Her blev fangevogternes løn næsten udelukkende betalt af de indsatte gennem afgifter.
Fangerne måtte altså til lommerne eller bede deres familiemedlemmer om penge, hvis de fx ønskede en celle med en rigtig seng og vinduer.
I nogle tilfælde krævede fængslerne sågar penge for at løslade fangerne.
De fattigste indsatte kunne let ende i en gældsspiral, hvor de måtte blive flere år i fængslet efter at have afsonet deres oprindelige dom.
For fanger, der havde penge på kistebunden, kunne opholdet dog næsten være behageligt.
De kunne bl.a. købe adgang til en bar med alkohol og mulighed for at blive lukket ud om dagen.
Først i 1823 gennemførte det britiske parlament en lovændring, der sikrede, at fangevogternes løn blev betalt af arbejdsgiveren og ikke de indsatte.
Fangerne så ikke et menneske i årevis
Et par km uden for byen Philadelphia i Pennsylvania åbnede i 1829 Eastern State Penitentiary.
Det 40.000 m2 store fængsel var den største bygning i USA og et af de første fængsler i verden, der indførte streng isolation af fangerne i enkeltceller – også når de indsatte skulle arbejde.
Den konstante adskillelse blev kaldt separationssystemet.
Systemet var så populært, at mere end 300 fængsler i 1800-tallet blev bygget ud fra disse principper, inkl. det store britiske statsfængsel Pentonville, som åbnede i 1842.
Idéen bag det nye fængselssystem kom fra religiøse bevægelser i USA, der mente, at streng isolation af fangerne kombineret med intens bibellæsning og hårdt arbejde ville føre til en højere religiøs bevidsthed og en angren hos synderen.
Som to franske politikere skrev til den franske regering efter at have besøgt fængslet i 1831:
“Ensomheden får fangen til at reflektere. Placeret med kun sin ugerning som selskab lærer han at hade den”.
Resultatet af flere år i total isolation var dog ofte et helt andet: Mange af fangerne udviklede depressioner eller blev direkte sindssyge af ikke at tale eller have nogen fysisk kontakt med andre mennesker.
Kritikken af denne inhumane straffemetode voksede støt frem mod det nye århundrede, og i 1913 droppede Eastern State Penitentiary helt det omstridte isolationssystem.
Fængselsskibe var helvede på Themsen
“Helvede på havet” og “en flydende skærsild” – Englands berygtede fængselsskibe opstod i kølvandet på USA’s uafhængighed i 1776 og fik hurtigt mange øgenavne.
Tabet af den amerikanske koloni betød, at det ikke længere var muligt at sende britiske fanger over Atlanten.
I stedet blev gamle krigsskibe omdannet til flydende fængsler kaldet prison hulks.
Egentlig skulle denne nødløsning kun vare i to år, men selv efter 1788, hvor Australien begyndte at blive brugt som fangekoloni, holdt myndighederne fast i fængselsskibene.
I 1843 befandt over 70 pct. af alle dømte kriminelle i England sig på et fængselsskib, hvor forholdene var værre end i fængslerne på land.
Sygdomme som kolera, dysenteri og tyfus løb som en steppebrand på skibene og tog livet af mere end en tredjedel af fangerne.
De, som overlevende, var dømt til flere års benhårdt arbejde, hvor de med lænker om benene skulle fjerne sten og mudder fra floder som Themsen, imens de var til hån og spot for offentligheden.
Fangerne
Når først en fange var placeret i et af de nye fængsler, blev hans liv til et skemalagt helvede. For selv de mindste forseelser blev mennesker dømt til flere års hårdt arbejde, som både ødelagde deres kroppe og drev mange til vanvid.
Fanger prøvede at skjule deres identitet
I dag kræver det ofte blot et fingeraftryk at fastslå identiteten på en kriminel. Så let gik det ikke i 1800-tallet.
Her blev fanger nøje målt og fotograferet ved indsættelsen.
Billederne og de øvrige informationer blev sat ind i et kartotek, så det var lettere at identificere forbryderen, hvis han eller hun flygtede.
Forbryderbilleder blev benyttet fra midten af 1800-tallet, men først da den franske politimand Alphonse Bertillon i 1882 skabte et standardiseret system, blev de udbredt til de fleste fængsler i USA og England.
Men datidens fototeknik var dyr og krævede et stillestående motiv.
Derfor skabte mange dømte sig voldsomt i håbet om, at fotoet blev så uskarpt, at de ikke ville kunne genkendes på det.
Nogle vred og drejede sig, så de måtte holdes fast, eller tyede til vold mod betjentene.
Andre lagde ansigtet i vanvittige folder, som det var svært for betjentene at gøre noget ved.
Arbejde og straf
Arbejdet i fængslet skulle være så hårdt så muligt, for både at nedbryde fangernes kroppe og deres kriminelle sind. Og hvis de stadig ikke makkede ret, var straffen hård og blev leveret promte.
Trædemøllen drev fanger i døden
Nu om dage træder millioner af mennesker hver dag op på løbebåndet for at komme i form, men motionsmaskinen blev oprindeligt opfundet til 1800-tallets fængsler, hvor den var en benhård straf.
Den første trædemølle blev konstrueret af den engelske ingeniør William Cubitt i 1818 som en smart måde til at beskæftige mange fanger samtidig.
Møllen bestod af 24 “trappetrin” placeret med 20 cm’s afstand.
Når fangerne tog et skridt op ad trinnene, drejede møllen rundt og tvang dem til at tage nye skridt for ikke at falde af.
I nogle tilfælde var trædemøllen forbundet til et møllehjul, der kværnede korn, men ofte var den ikke knyttet til noget. Dermed blev arbejdet meningsløst.
Det forvoksede hamsterhjul var billigt i drift og blev hurtigt udbredt til fængsler i England og USA.
Det monotone slid vise sig effektivt til at nedbryde fangernes psykisk, men ødelagde dem også fysisk.
En af fangerne var forfatteren Oscar Wilde, der blev dømt til to års fængsel i 1895 pga. homoseksualitet.
Her arbejdede han seks timer om dagen i trædemøllen.
Wilde kom sig aldrig over oplevelsen, og han døde blot tre år efter sin løsladelse.
Håndtaget var den værste straf
Disciplin var altafgørende i fængslet, og hvis en af fangevogterne fx ikke mente, at fangen udførte sit arbejde godt nok, fremstod doven eller på anden vis satte sig op imod reglerne i det strikse fængselssystem, faldt straffen prompte i form af fx piskning.
Ofte blev uvorne fanger dømt til flere timers arbejde end de 8-10, som var den daglige norm.
Arbejdet havde til opgave at omprogrammere den kriminelle og nedbryde hans egoisme.
Undersøgelser viste, at dette skete mest effektivt, hvis det hårde slid ingen mening havde.
Dermed blev fangen berøvet muligheden for at føle en tilfredsstillelse ved sit arbejde.
Det perfekte eksempel på meningsløst arbejde var det berygtede “håndtag” – en kasse med et drejehåndtag, som fangen blev sat til at dreje op mod 10.000 gange.
Arbejdet foregik i en isolationscelle, hvor en indbygget tæller registrerede, hvor mange gange håndtaget var drejet rundt, og al mad blev tilbageholdt, indtil det endelige antal var nået.
Det kunne tage en hel dag og var ekstremt hårdt for både krop og sind.
Allerede i slutningen af 1800-tallet blev håndtaget kritiseret for at være inhumant.
Churchill viste vejen frem
Grundtanken bag 1800-tallets fængsler var, at fangerne skulle reformeres, og oplevelsen skulle være så hård, at de aldrig havde lyst til at komme tilbage.
Men mange løsladte kom ud til et liv i ekstrem fattigdom og var blevet så nedbrudte fysisk og psykisk, at de ikke kunne finde et job.
I England begik tre ud af fire løsladte ny kriminalitet igen.
En mand, der besluttede sig at gøre noget ved problemet, var Winston Churchill, der tiltrådte i 1910 som indenrigsminister i England.
Han stod bag en række reformer, der skulle resultere i færre fængslede – og en behageligere tilværelse for dem, der allerede var sat bag tremmer.
Han fik bl.a. gennemført lavere straffe for unge – og at der fire gange om året skulle holdes koncerter og foredrag i engelske statsfængsler.
Et inhumant fængselssystem peger tilbage på dem, der styrer landet, mente Churchill:
“Vis mig dit fængsel, og jeg skal fortælle dig, hvilket samfund du lever i”, udtalte den senere premierminister.
Churchills reformer vandt også gehør i USA, hvor Sing Sing-fængslet i New York i 1913 bl.a. fjernede den stribede uniform og åbnede en biograf.