Færre dødsstraffe fik fængslerne til at eksplodere
I starten af 1700-tallet havde England intet statsligt fængselsvæsen og måtte sende kriminelle til fjerne fangekolonier eller i private fængsler, som var fyldt til randen.
Manglen på plads førte i 1723 til den såkaldte Bloody Code, hvor mere end 200 forskellige lovovertrædelser kunne resultere i dødsstraf.
Personer, der stjal et ur, fældede et træ eller iførte sig sort ansigtsmaling, risikerede at betale med deres liv.
I slutningen af 1700-tallet blev den hårde straf dog i stigende grad anset for umenneskelig og ude af trit med oplysningstidens ånd, og med vedtagelsen af
“Penitentiary Act” i 1779 blev kimen lagt til det fængselssystem, vi kender i dag.
Nu byggede staten sine egne fængsler som et alternativ til dødsstraf og landsforvisning.
Fængslet var baseret på kristne principper og gav fangen tid til at angre sine synder.
Som noget nyt skulle opholdet ikke kun betragtes som en straf, men også som et forsøg på at genopdrage fangerne, så de kunne sluses ud i samfundet som genfødte mønsterborgere.
Forvandlingen krævede ekstreme metoder, men så længe der ikke var for mange, der døde i fangenskab, kiggede politikerne den anden vej.
Reformerne førte i 1800-tallet til flere nye fængselsformer, især i Storbritannien og i USA.
Her konkurrerede fængselsdirektører om at finde den billigste og bedste metode til at nedbryde de kriminelles sind.
Fængselssystemer
Fra slutningen af 1700-tallet kom oplysningstidens tanker til fængelsvæsenet, hvor fangerne ikke længere bare skulle straffes, men også reformeres. Mange nye former for fængsler skud op i USA og England, men de blev hurtigt propfyldte og så mange fanger måtte lide med endnu mere inhumane alternativer.
I Auburn-fængslet skulle fangerne altid gå i tæt gåsegang, så de ikke kunne se hinanden i øjnene.
Fangerne skulle nedbrydes
En af de populæreste nye straffemetoder i USA var det såkaldte tavshedssystem udviklet i Auburn-fængslet i New York.
Her skulle fangerne nedbrydes mentalt, så de kunne vende tilbage til samfundet som “tomme lærreder”.
Det blev gjort igennem hårdt arbejde, militær disciplin og afstraffelse.
Alle indsatte fik et nummer i stedet for deres navn, de bar en stribet uniform og måtte aldrig sige et ord. Selv den mindste forseelse blev straffet med piskeslag.
Tavshedssystemet var en stor succes i den forstand, at fangerne virkelig blev psykisk nedbrudt.
Derfor oplevede Auburn stort set aldrig fangeoprør, og mange andre amerikanske fængsler adopterede snart metoderne.
Men mange kunne ikke holde til de brutale metoder, og i de første to år begik fem fanger selvmord ud af i alt 83 indsatte.
Et af de mest berygtede gældsfængsler var Newgate i London, som eksisterede fra 1188 til 1904.
Fangevogternes løn blev betalt af de indsatte
I 1700-tallet var alle engelske fængsler privatejede.
Her blev fangevogternes løn næsten udelukkende betalt af de indsatte gennem afgifter.
Fangerne måtte altså til lommerne eller bede deres familiemedlemmer om penge, hvis de fx ønskede en celle med en rigtig seng og vinduer.
I nogle tilfælde krævede fængslerne sågar penge for at løslade fangerne.
De fattigste indsatte kunne let ende i en gældsspiral, hvor de måtte blive flere år i fængslet efter at have afsonet deres oprindelige dom.
For fanger, der havde penge på kistebunden, kunne opholdet dog næsten være behageligt.
De kunne bl.a. købe adgang til en bar med alkohol og mulighed for at blive lukket ud om dagen.
Først i 1823 gennemførte det britiske parlament en lovændring, der sikrede, at fangevogternes løn blev betalt af arbejdsgiveren og ikke de indsatte.
Pottawattamie County Jail i Iowa var kendt som “Egernburet”. Det bestod af en 45 tons tung tromle med celler i tre etager.
Karrusel-fængsler kostede liv og lemmer
Det roterende fængsel opstod i USA i slutningen af 1800-tallet.
Det bestod af en stor tromle med tremmer, som kun havde én celledør.
Fangerne kunne komme ud, når deres celle blev roteret hen til åbningen vha. et stort håndtag.
Systemet var både ustabilt og farligt.
Hvis en fange fx faldt i søvn med en arm stikkende ud mellem tremmerne, kunne den let blive knust, når tromlen drejede.
Det sidste roterende fængsel lå i Iowa og lukkede først i 1960, da en fange døde.
Det var umuligt at komme til hans lig i to dage på grund af en defekt i håndtaget.
Fangerne i det britiske Pentonville-fængsel fik hætter på, så de ikke kunne se hinanden, når de var uden for cellerne.
Fangerne så ikke et menneske i årevis
Et par km uden for byen Philadelphia i Pennsylvania åbnede i 1829 Eastern State Penitentiary.
Det 40.000 m2 store fængsel var den største bygning i USA og et af de første fængsler i verden, der indførte streng isolation af fangerne i enkeltceller – også når de indsatte skulle arbejde.
Den konstante adskillelse blev kaldt separationssystemet.
Systemet var så populært, at mere end 300 fængsler i 1800-tallet blev bygget ud fra disse principper, inkl. det store britiske statsfængsel Pentonville, som åbnede i 1842.
Idéen bag det nye fængselssystem kom fra religiøse bevægelser i USA, der mente, at streng isolation af fangerne kombineret med intens bibellæsning og hårdt arbejde ville føre til en højere religiøs bevidsthed og en angren hos synderen.
Som to franske politikere skrev til den franske regering efter at have besøgt fængslet i 1831:
“Ensomheden får fangen til at reflektere. Placeret med kun sin ugerning som selskab lærer han at hade den”.
Resultatet af flere år i total isolation var dog ofte et helt andet: Mange af fangerne udviklede depressioner eller blev direkte sindssyge af ikke at tale eller have nogen fysisk kontakt med andre mennesker.
Kritikken af denne inhumane straffemetode voksede støt frem mod det nye århundrede, og i 1913 droppede Eastern State Penitentiary helt det omstridte isolationssystem.
På de pilrådne fængselsskibe blev 16 fanger ofte klemt sammen i én celle.
Fængselsskibe var helvede på Themsen
“Helvede på havet” og “en flydende skærsild” – Englands berygtede fængselsskibe opstod i kølvandet på USA’s uafhængighed i 1776 og fik hurtigt mange øgenavne.
Tabet af den amerikanske koloni betød, at det ikke længere var muligt at sende britiske fanger over Atlanten.
I stedet blev gamle krigsskibe omdannet til flydende fængsler kaldet prison hulks.
Egentlig skulle denne nødløsning kun vare i to år, men selv efter 1788, hvor Australien begyndte at blive brugt som fangekoloni, holdt myndighederne fast i fængselsskibene.
I 1843 befandt over 70 pct. af alle dømte kriminelle i England sig på et fængselsskib, hvor forholdene var værre end i fængslerne på land.
Sygdomme som kolera, dysenteri og tyfus løb som en steppebrand på skibene og tog livet af mere end en tredjedel af fangerne.
De, som overlevende, var dømt til flere års benhårdt arbejde, hvor de med lænker om benene skulle fjerne sten og mudder fra floder som Themsen, imens de var til hån og spot for offentligheden.
Fangerne
Når først en fange var placeret i et af de nye fængsler, blev hans liv til et skemalagt helvede. For selv de mindste forseelser blev mennesker dømt til flere års hårdt arbejde, som både ødelagde deres kroppe og drev mange til vanvid.
Grød eller vælling var fast kost i de fleste fængsler.
Dagligdagen bestod af hårdt arbejde og elendig mad
I midten af 1800-tallet vågnede fangerne i de fleste engelske og amerikanske fængsler op kl. 5.30 til lyden af en kimende klokke.
Den insisterende ringen fortalte, at fangerne skulle komme i tøjet og gøre cellen klar til inspektion.
Madrassen blev rullet sammen, sengetøjet foldet, natpotten tømt og det sparsomme service bestående af tallerken og krus rengjort.
Dernæst fulgte morgenmad, morgenandagt og forskellige former for hårdt arbejde i op til 10 timer for alle fanger over 16 år.
I amerikanske fængsler som Sing Sing og Auburn blev fangerne bl.a. sat til at producere tøj, tønder og søm.
I de engelske fængsler bestod arbejdet især af hårdt slid i trædemøllen eller at pille reb fra hinanden i hver sin isolationscelle.
Fælles for fængselsarbejdet var, at det var opslidende og gav varige mén i form af bl.a. krum ryg og krogede fingre.
Det hjalp heller ikke på fangernes helbred, at maden, der blev serveret, manglede næsten enhver form for næring.
Ofte bestod menuen kun af vand, brød og en suppe eller vælling lavet af fx havre. Kombineret med det hårde arbejde var den utilstrækkelige kost med til langsomt at afkræfte fangerne, der i løbet af et fængselsophold blev enormt medtagne.
Sult var en fast følgesvend i fængslerne, og der findes adskillige eksempler på fanger, der i ren og skær desperation har fortæret vokslys og læderolie.
Som fangen Michael Davitt, der sad 15 år i det engelske Dartmoor-fængsel, beskrev det i sine erindringer fra 1882:
“Sulten driver mænd til dyrisk grådighed og alt, som en hund kan finde på at spise, er ikke længere frastødende til deres smag”.
Den kriminelle kæmpede som besat og skulle ofte holdes af flere betjente, når der skulle tages billeder.
Fanger prøvede at skjule deres identitet
I dag kræver det ofte blot et fingeraftryk at fastslå identiteten på en kriminel. Så let gik det ikke i 1800-tallet.
Her blev fanger nøje målt og fotograferet ved indsættelsen.
Billederne og de øvrige informationer blev sat ind i et kartotek, så det var lettere at identificere forbryderen, hvis han eller hun flygtede.
Forbryderbilleder blev benyttet fra midten af 1800-tallet, men først da den franske politimand Alphonse Bertillon i 1882 skabte et standardiseret system, blev de udbredt til de fleste fængsler i USA og England.
Men datidens fototeknik var dyr og krævede et stillestående motiv.
Derfor skabte mange dømte sig voldsomt i håbet om, at fotoet blev så uskarpt, at de ikke ville kunne genkendes på det.
Nogle vred og drejede sig, så de måtte holdes fast, eller tyede til vold mod betjentene.
Andre lagde ansigtet i vanvittige folder, som det var svært for betjentene at gøre noget ved.
Tyveriet af en sæk løg gav syv års fængsel
Den 8. april 1874 blev en landarbejder ved navn John Walker idømt syv års fængsel og syv år under politiopsyn for at have stjålet en sæk løg.
Under retssagen blev han anklaget for tidligere at have været dømt for 13 forbrydelser under aliasset Mulls.
Der var ingen reelle beviser til at bakke påstanden op, men den resulterede alligevel i, at Walker modtog sin hårde straf. Han var intet særtilfælde.
London gik fra én million indbyggere i år 1800 til mere end seks millioner 100 år senere.
En stor del af de nye borgere var fattige, især tilflyttere fra landområderne, som rejste til hovedstaden for at finde et job.
Ligesom i mange andre industribyer opstod der derfor store slumområder i London, hvor kriminaliteten voksede som ukrudt.
Antallet af forbrydelser om året i London blev firedoblet fra 1800 til 1840. Omkring 75 pct. blev betegnet som “småkriminalitet”, men det betød ikke, at straffen var mild.
Selvom fx tyveri sjældent medførte henrettelse, var udgangspunktet i det engelske retssystem stadig, at kriminalitet skulle straffes hårdt, især hos tidligere dømte.
Mennesker i de nederste samfundslag stjal ofte for at overleve og endte med at få flere år bag tremmer, hvor de blev ofre for 1800-tallets nye eksperimenterende fængselssystemer.
Inden han modtog sin straf, sad John Walker seks måneder i den lokale arrest.
Arbejde og straf
Arbejdet i fængslet skulle være så hårdt så muligt, for både at nedbryde fangernes kroppe og deres kriminelle sind. Og hvis de stadig ikke makkede ret, var straffen hård og blev leveret promte.
Trædemøllen drev fanger i døden
Nu om dage træder millioner af mennesker hver dag op på løbebåndet for at komme i form, men motionsmaskinen blev oprindeligt opfundet til 1800-tallets fængsler, hvor den var en benhård straf.
Den første trædemølle blev konstrueret af den engelske ingeniør William Cubitt i 1818 som en smart måde til at beskæftige mange fanger samtidig.
Møllen bestod af 24 “trappetrin” placeret med 20 cm’s afstand.
Når fangerne tog et skridt op ad trinnene, drejede møllen rundt og tvang dem til at tage nye skridt for ikke at falde af.
I nogle tilfælde var trædemøllen forbundet til et møllehjul, der kværnede korn, men ofte var den ikke knyttet til noget. Dermed blev arbejdet meningsløst.
Det forvoksede hamsterhjul var billigt i drift og blev hurtigt udbredt til fængsler i England og USA.
Det monotone slid vise sig effektivt til at nedbryde fangernes psykisk, men ødelagde dem også fysisk.
En af fangerne var forfatteren Oscar Wilde, der blev dømt til to års fængsel i 1895 pga. homoseksualitet.
Her arbejdede han seks timer om dagen i trædemøllen.
Wilde kom sig aldrig over oplevelsen, og han døde blot tre år efter sin løsladelse.
Fangerne arbejdede især med at opplukke tovværk. Resultatet var såkaldt oakum, der blev brugt til at lappe huller med i skibe, der var på havet.
Arbejde gav mén for livet
Arbejdet var benhårdt i 1800-tallets fængsler, men da den strenge general Edmund Du Cane blev leder af Englands statsfængsler i 1863, blev forholdene endnu værre.
Du Cane reformerede fængslerne en gang til under mottoet “Hårdt arbejde, hård kost og hård seng”.
Maden blev ringere, og hængekøjerne blev skiftet ud med et hårdt bræt.
Nye arbejdsformer blev også indført, bl.a. arbejde i stenbrud.
Her slæbte fangerne rundt på tunge sten og knuste dem med muggerter.
Stive led og deforme rygge var stort set altid resultatet efter et par år i stenbruddet.
Sikkerheden var ikke-eksisterende, og flere fanger blev knust under nedfaldende sten.
Det mest udbredte arbejde var dog at pille gamle reb fra hinanden for at skabe lappeudstyr til træskibe.
Arbejdet var ikke farligt, men fangerne skulle producere mellem 1,5 og 2 kg reb om dagen, hvilket kunne tage op til 12 timer.
Det monotone slid endte med at ødelægge fingrene, og tjæren, som rebene var blevet dyppet i for at beskytte dem, efterlod permanent sorte ar på hænderne.
Håndtaget var den værste straf
Disciplin var altafgørende i fængslet, og hvis en af fangevogterne fx ikke mente, at fangen udførte sit arbejde godt nok, fremstod doven eller på anden vis satte sig op imod reglerne i det strikse fængselssystem, faldt straffen prompte i form af fx piskning.
Ofte blev uvorne fanger dømt til flere timers arbejde end de 8-10, som var den daglige norm.
Arbejdet havde til opgave at omprogrammere den kriminelle og nedbryde hans egoisme.
Undersøgelser viste, at dette skete mest effektivt, hvis det hårde slid ingen mening havde.
I 1895 brugte 29 britiske fængsler håndtaget. Seks år senere var tallet nede på fem.
Dermed blev fangen berøvet muligheden for at føle en tilfredsstillelse ved sit arbejde.
Det perfekte eksempel på meningsløst arbejde var det berygtede “håndtag” – en kasse med et drejehåndtag, som fangen blev sat til at dreje op mod 10.000 gange.
Arbejdet foregik i en isolationscelle, hvor en indbygget tæller registrerede, hvor mange gange håndtaget var drejet rundt, og al mad blev tilbageholdt, indtil det endelige antal var nået.
Det kunne tage en hel dag og var ekstremt hårdt for både krop og sind.
Allerede i slutningen af 1800-tallet blev håndtaget kritiseret for at være inhumant.
Andersonville-fangelejren opbevarede 45.000 fanger i krigens sidste år, hvoraf 13.000 døde.
Borgerkrigens fangelejre var helvede på jord
I 1800-tallet forsøgte amerikanerne at vende ryggen til fortidens barbariske fængsler, men de gode intentioner forsvandt fuldkommen, da borgerkrigen brød ud i 1861.
Fangelejre på begge sider af konflikten forsøgte nærmest at overgå hinanden i umenneskelighed.
I alt 409.000 soldater blev taget som krigsfanger under borgerkrigen – 59.000 af dem var døde inden krigens afslutning i 1865.
Intet sted var tabstallene så høje som i sydstatslejren Andersonville i Georgia.
Her fik de indsatte stort set ingen mad, og den eneste vandforsyning var en lille bæk, der løb igennem lejren.
I Nordstaterne var der bedre adgang til både mad og medicin, men mange steder blev forholdene bevidst forværret for at give fangerne den samme forfærdelige behandling, som de fik i syd.
Churchill fik blik for fængselsforholdene, da han selv var krigsfange under Boerkrigen i 1899.
Churchill viste vejen frem
Grundtanken bag 1800-tallets fængsler var, at fangerne skulle reformeres, og oplevelsen skulle være så hård, at de aldrig havde lyst til at komme tilbage.
Men mange løsladte kom ud til et liv i ekstrem fattigdom og var blevet så nedbrudte fysisk og psykisk, at de ikke kunne finde et job.
I England begik tre ud af fire løsladte ny kriminalitet igen.
En mand, der besluttede sig at gøre noget ved problemet, var Winston Churchill, der tiltrådte i 1910 som indenrigsminister i England.
Han stod bag en række reformer, der skulle resultere i færre fængslede – og en behageligere tilværelse for dem, der allerede var sat bag tremmer.
Han fik bl.a. gennemført lavere straffe for unge – og at der fire gange om året skulle holdes koncerter og foredrag i engelske statsfængsler.
Et inhumant fængselssystem peger tilbage på dem, der styrer landet, mente Churchill:
“Vis mig dit fængsel, og jeg skal fortælle dig, hvilket samfund du lever i”, udtalte den senere premierminister.
Churchills reformer vandt også gehør i USA, hvor Sing Sing-fængslet i New York i 1913 bl.a. fjernede den stribede uniform og åbnede en biograf.
