Attica-fængslet under oprøret

Attica - Oprør i Attica-fængslet ender i massakre

Frustrationerne ulmer i Attica-fængslet, og en banal hændelse får vreden til at koge over. De indsatte tager gidsler – men deres krav om bedre forhold bliver mødt med tåregas og dræbende skudsalver.

Frustrationerne ulmer i Attica-fængslet, og en banal hændelse får vreden til at koge over. De indsatte tager gidsler – men deres krav om bedre forhold bliver mødt med tåregas og dræbende skudsalver.

Getty Images

Uroen ulmer i Attica

Fængselsbetjentene er forbløffede.

Normalt genlyder kantinen af højlydt snak og skramlen med service, når de indsatte sætter sig til bords, men denne søndag i august 1971 er salen i det topsikrede Attica-fængsel foruroligende tyst.

Fangerne sidder ubevægelige på deres stole, alle har de viklet et sort snørebånd eller en strimmel sort stof om armen som sørgebind.

“Hvad sker der?” spørger en betjent uroligt sin kollega.

“Det er Jackson”, lyder svaret.

George Jackson, en sort borgerrettighedsforkæmper, er dagen forinden blevet skudt under et flugtforsøg fra Californiens San Quentin-statsfængsel.

I sympati med den dræbte hverken taler eller spiser de indsatte i Attica, og bag deres tavshed ulmer en vrede, som har hobet sig op gennem lang tid.

I årevis har myndighederne sendt fanger fra New Yorks overfyldte fængsler til Attica Correctional Facility, som er bygget til 1.600 mennesker.

Nu er 2.243 indsatte stuvet sammen i de trange celler og lever under kummerlige kår.

Maden er elendig: Køkkenet serverer plumret, lunkent vand og kalder det “hønsekødssuppe”. Fangerne får udleveret blot én rulle toiletpapir om måneden, og kun én gang om ugen må de tage et brusebad – i koldt vand.

De indsatte har hverken adgang til lægehjælp eller undervisning, og vold og racistiske ydmygelser hører til hverdagen: Konsekvent kalder de hvide betjente sorte fanger for “boys” og “niggers”, og de omtaler deres knipler som nigger sticks (niggerstave).

Hvide mod sorte, rige mod fattige, ældre mod unge. Betjentene og fangerne kom fra hver deres planet i Attica-fængslet. De enorme modsætninger udløste spændinger bag murene.

Fængselsbetjente i Attica
©

BETJENTE

  • Etnicitet: Lokale hvide
    Betjentene kom fra den nærliggende by Attica og var vokset op på egnen. Kun 1 af i alt 398 betjente havde latinamerikanske rødder.

  • Alder: Midaldrende
    Langt de fleste var et pænt stykke over 30 år og var fædre. Nogle havde arbejdet hele deres liv i Attica-fængslet.

  • Uddannelse: Ingen
    Fængselsbetjentene var blevet lært op i fængslet.

  • Løn: Ganske god
    Årslønnen lå på ca. 9.000 dollar (265.000 kr. i dag).

Fanger i Attica
©

FANGER

  • Etnicitet: Sort underklasse
    54 pct. af fangerne i Attica var sorte, NI pct. puertoricanere og mexicanere, mens 37 pct., var hvide. Langt de fleste var fra New York City.

  • Alder: Unge
    Ca. 40 pct. af fangerne var under 30 år, resten var typisk i 30’erne eller 40’erne.

  • Uddannelse: Stort set ingen
    De indsatte havde typisk en lang kriminel karriere med fx narkoforbrydelser, røverier og tyverier bag sig. I snit afsonede de 10 års fængselsstraf.

  • Løn: Ussel
    Fangerne tjente dagligt ca. 15 cent (ca. 5 kr. i dag) på at lave bakker til kantiner.

Fangerne i Attica har klaget over forholdene til kommissæren for delstatens fængselsvæsen, Russell Oswald, som har lovet, at “forandringer vil finde sted”.

Men det løfte har vist sig at være tomme ord, og nu skal der blot en lille gnist til, før fangerne eksploderer i raseri.

Vild leg skaber uro i Atticas fængselsgård

Onsdag den 8. september 1971 kl. 15.45: Fangerne i Attica har tre kvarters gårdtur om dagen. Tiden i det fri bruger de til at snakke og slås for sjov.

Fængselsbetjent Richard Maroney tørrer sved af panden. Selv i skyggen er der hedt i gård A, en af Atticas fire fængselsgårde. Ved muren har fangen Richard Clark samlet ni muslimer til bøn.

Under normale omstændigheder ville Maroney have opløst mødet, da religiøse samlinger er forbudt, men betjenten har sin opmærksomhed et andet sted: To fanger er tilsyneladende røget i totterne på hinanden.

Med assistance fra et par kolleger griber Maroney ind, men den ene fange smutter væk mellem de indsatte. De er stimlet sammen for at se på de to medfanger, der egentlig bare har været oppe at slås for sjov.

Henne fra muren hører Clark, at den anden “slagsbror”, den 23-årige Leroy Dewer, bliver beordret til sin celle. Dewer prøver at stikke af, fordi han frygter at ryge i isolationscellen eller “boksen”, som de indsatte kalder den.

Men Maroney griber fat i hans arm. Dewer vrider sig fri og puffer hårdt til betjenten.

En anden fange, Ray Lamorie, gelejder ham ind i mængden, der lukker sig beskyttende om ham. Fangerne råber og skælder ud på Maroney og hans kolleger, der skræmte trækker sig fra gården.

Indsat kyler dåse efter betjent

Onsdag kl. 18.00: De to slagsbrødre skal i isolation. Det får de øvrige fanger til at protestere.

Som straf for at have slået ud efter Maroney bliver den modvillige Dewer, der skal flyttes fra sin celle i blok A til isolationsafsnittet, slæbt afsted af fire betjente.

Da Dewer passerer de andre enmandsceller på gangen, hamrer fangerne deres metalkrus mod tremmerne og råber: “Lad knægten være!”

Også Lamorie bliver ført til isolationscellen, og det får de indsatte til at koge over af frustration.

“Vi tager jer i morgen, røvhuller!” Fange til betjentene i Attica-fængslet.

I deres øjne er Lamorie uskyldig, og ingen i Attica er i tvivl om, hvad der venter ham og Dewer: Betjentene er berygtede for at gennembanke isolerede fanger med deres “nigger sticks”.

Mens betjentene trækker afsted med Lamorie, får vreden frit løb.

Fra sin celle kyler William Ortiz en suppedåse ud mellem tremmerne. Den rammer betjent Tom Boyle i ansigtet og efterlader en blodig flænge.

“Vi tager jer i morgen, røvhuller”, brøler en fange.

Masseslagsmål bryder løs i Attica

Torsdag kl. 6.30: Det er tid til morgenmad i Attica, men den hadske stemning har holdt sig natten over.

William Ortiz flår og rusker i tremmerne og forlanger at blive lukket ud, men betjent Gordon Kelsey nægter.

Hans kollega Tom Boyle er blevet syet med adskillige sting, og som straf for angrebet med dåsen skal fangen blive i sin celle og gå glip af morgenmaden.

Kelsey genner de andre fanger hen ad gangen. Bag hans ryg ser en af dem sit snit til at lirke boksen til låsesystemet op. Han slår kontakten fra, hvorefter samtlige celledøre på gangen glider op.

Ubemærket kan Ortiz smutte ud og blande sig med de andre.

Ved morgenmaden opdager en vagt den undvegne fange. Rasende giver fængselsdirektør Vincent R. Mancusi sine ansatte ordre til at pågribe Ortiz – men de skal vente til efter maden for ikke at skabe unødige tumulter i kantinen.

Da fangerne er på vej tilbage til cellerne og befinder sig i den gang, der fører til blok A, giver betjent Robert Curtiss pludselig de indsatte ordre om at stoppe.

Hans plan er at fiske Ortiz ud af mængden og holde ham tilbage, men den uvante ordre skaber uro blandt fangerne.

I forvejen kan deres tillid til Curtiss ligge på et meget lille sted. De mistænker ham for at have tæsket Dewer i “boksen”.

“Du er en skiderik”, brøler en fange.

I næste øjeblik hamrer en af de indsatte en knytnæve i tindingen på Curtiss, som falder besvimet omkuld. Så bryder helvede løs: Med et brøl går fangerne løs på de øvrige betjente i gangen i et kaotisk masseslagsmål.

Efter kort tid kommer Curtiss til sig selv og forsøger at tilkalde hjælp over en vægtelefon, men fangerne overmander ham og flår telefonen ned.

Hujende stormer de ned ad gangen i retning mod Atticas kommandorum, der kaldes “Times Square” og ligger mellem de fire fængselsgårde.

Følg fangeoprøret skridt for skridt:

Fanger erobrer Atticas kommandorum

Torsdag ca. kl. 9.00: Vagthavende i “Times Square” forsøger at slå alarm, da vrede fanger nærmer sig.

Med al deres vægt kaster fangerne sig mod porten til “Times Square”, hvor den vagthavende betjent, William Quinn, nervøst prøver at ringe efter forstærkning.

Men ledningerne ude på gangen er revet over, så telefonen er død.

Magtesløs ser Quinn portens slidte hængsler give efter, hvorefter fangerne vælter ind i kommandorummet og slår ham i gulvet. Nogle tramper på ham i raseri, og øjeblikket efter ligger han livløs i en pøl af blod.

Resolut flår en af fangerne betjentens nøglebundt til sig og låser portene op til gangene, der fører til fængselsblok A og D med flere hundrede celler.

Nu slipper 1.281 fanger ud. De bevæbner sig med bl.a. baseballbats, jernrør og værktøj – fængselsoprøret er i gang.

Gidsler får tæsk i fængselsgården

Torsdag ca. kl. 12.00: Fangerne samles i fængselsgården ved blok D. 40 betjente er taget som gidsler. Fangerne forlanger at møde fængselskommissæren.

Med kosteskafter banker nogle indsatte løs på de 40 gidsler, og en af fangerne hamrer en skovl mod betjent Philip Watkins’ arm, så den brækker. Alt er kaos og tumulter, indtil en af de indsatte, Roger Champen, resolut griber en megafon.

“Vi bliver nødt til at tage os sammen!” befaler han.

Ordene får fangerne til at besinde sig og lade gidslerne i fred.

Muslimen Richard Clark sætter sine trosfæller til at passe på de tilfangetagne og sørger for, at den bevidstløse fængselsbetjent, Quinn, bliver båret hen til den barrikade, som fangerne har flikket sammen af borde og stole i gangen til blok A.

Her bliver Quinn hentet af kolleger, der bringer ham til hospitalet.

Fangerne giver betjentene en liste med 33 krav plus en besked til kommissæren for delstatens fængselsvæsen, Russell Oswald, om at mødes til forhandling i fængselsgården.

Fangerne afleverer også en seddel med navnene på folk, som de forlanger tilkaldt som uvildige observatører.

På listen figurerer bl.a. borgerrettighedsforkæmpere og politikere samt journalisten Tom Wicker fra avisen The New York Times.

Fangerne kræver amnesti

Fredag om aftenen: Kampklædt politi samles ved Attica. Observatørerne opfordrer til forhandling.

“Jeg er glad for, at De er kommet”, hilser fængselskommissær Oswald og trykker journalisten Tom Wicker i hånden.

Kommissæren har sendt den forhadte fængselsdirektør Mancusi på orlov pga. opstanden.

Fængslets administrationskontor er fyldt med folk fra fangernes liste. Blandt dem er den hvide advokat og borgerrettighedsforkæmper William Kunstler, det puertoricanskfødte kongresmedlem Herman Badillo og den sorte journalist Clarence Jones.

Fængselskommissær Oswald er lettere modløs. Dagen før mødtes han med fangerne og mærkede deres knap kontrollerbare raseri.

Oswald føler sig presset: På den ene side er han villig til at forhandle, på den anden side ligger han under for et betydeligt politisk pres.

Delstaten New Yorks regeringschef, guvernør Nelson Rockefeller, har meddelt, at han om nødvendigt vil sætte Nationalgarden ind og erobre Attica tilbage med magt.

Fængselskommissæren i Attica, Russell Oswald, var en lus mellem flere negle i de fire døgn, forhandlingerne stod på.

Fængselschef i Attica Russell Oswald
© Getty Images

FÆNGSELSCHEF: Russell Oswald

Kommissæren ønskede at reformere New Yorks fængsler og forbedre fangernes forhold, bl.a. ved at tillade dem at uddanne sig og give dem mere tid uden for cellerne. Men juridisk og administrativt var han bundet på hænderne af guvernør Rockefeller.

Toppolitiker Nelson Rockefeller
© Getty Images

TOPPOLITIKER: Nelson Rockefeller

For at tækkes sine vælgere fremstillede den republikanske guvernør Rockefeller sig som en lov og orden-politiker, der slog hårdt ned på kriminalitet og ikke lod sig trække rundt i manegen af oprørske indsatte. Han blev i 1974 vicepræsident under Gerald Ford.

Fangetalsmand Richard Clark
© The New York Times/Ritzau Scanpix

FANGETALSMAND: Richard Clark

Efter ophold i bl.a. det frygtede Sing Sing-fængsel nord for New York City konverterede Clark til islam og blev aktiv i kampen for sortes rettigheder. Under fængselsoprøret i Attica stod Clark for sikkerheden i gård D. Efter at være blevet løsladt i 1972 skrev han bogen “The Brothers of Attica”.

Borgerretsforkæmper William Kunstler
© Getty Images

BORGERRETSFORKÆMPER: William Kunstler

Advokaten havde gennem 1960’erne forsvaret talrige sorte aktivister og gjort sig til fortaler for et retfærdigt samfund uden raceskel. Kunstler havde desuden været rådgiver for borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, der blev dræbt i 1968.

Journalist Tom Wicker
© Getty Images

JOURNALIST: Tom Wicker

Journalisten på The New York Times forfattede klummer om tidens betændte forhold, bl.a. om racisme og fattigdom. Efter sine oplevelser som observatør i Attica skrev han i 1975 en anmelderrost bog om oprøret og de elendige kår, fangerne levede under, “A Time to Die – The Attica Prison Revolt”.

Observatørerne fornemmer den anspændte stemning, og set med William Kunstlers øjne er der ingen tid at spilde.

Observatørerne skal omgående gå ind i gård D og forsøge at berolige fangerne, foreslår han.

Ved barrikaden tager en flok fanger imod observatørerne og fører dem ind i fængselsgården, hvor de forventer at finde et kaos af vold og anarki.

I stedet møder de et velorganiseret mini-samfund med fanger, der sørger godt for deres gidsler.

“Vi repræsenterer alle verdens undertrykte!” Herbert Blyden, talsmand for fangerne i Attica.

Et par indsatte spurter rundt for at forsyne betjentene med vand og medicin fra fængslets hospital, og nær muren er der placeret borde, hvor fangernes talsmænd, heriblandt Richard Clark, holder til.

En af talsmændene griber en mikrofon: “Verden hører jer! Vi er fortroppen! Vi repræsenterer alle verdens undertrykte!”

Fangerne brøler tilbage: “Sådan, broder Herb!”

Taleren, Herbert Blyden, sætter sig, og forhandlingerne kan begynde.

Øverst på fangernes liste står kravet om amnesti, dvs. en kollektiv eftergivelse af straf, så de undgår at blive retsforfulgt for at have gjort oprør og for vold mod betjentene.

Desuden kræver de fængselsdirektør Mancusi fyret for uduelig ledelse.

Efter at have lyttet til fangernes krav får observatørerne lov til at tale med gidslerne.

Flere har blodplettede bandager om hovedet, og én har sin arm i slynge, men trods kvæstelserne er alle ved godt mod og fortæller, at fangerne optræder venligt og forsyner dem med mad og tæpper.

“Vi prøver at få jer ud snarest”, lover journalisten Wicker. Ud på natten eskorterer en skare fanger observatørerne ud af gården igen.

På fængselskontoret fremlægger observatørerne fangekravene for Oswald, der er villig til at imødekomme de indsatte på flere punkter, bl.a. kravet om bedre mad.

Men amnesti kan umuligt komme på tale, slår han fast, selvom borgerretsforkæmperen William Kunstler påpeger, at netop dette punkt er altafgørende, hvis krisen skal løses, og konflikten i Attica nedtrappes.

Situationen er kritisk: På hospitalet har betjent Quinn netop fået konstateret dobbelt kraniebrud.

Hvis han dør, risikerer de skyldige fanger at ende i den elektriske stol.

De indsatte frygter retssystemet, hvor ikke-hvide notorisk får ringe behandling, men Tom Wicker og Herman Badillo har et forslag: Hvis den offentlige anklager i retskredsen skriftligt garanterer, at fangerne vil få en fair retssag, vil de måske alligevel overgive sig.

Erklæring splitter observatørerne

Lørdag kl. 7.00: Observatørerne opsøger den offentlige anklager for at få garanti for fangernes retssikkerhed. De er tæt på at lande en aftale.

Anklageren Louis James indvilger i at nedfælde en erklæring, som garanterer, at en retssag mod fangerne i gård D vil blive “fair og upartisk”, og at han kun vil rejse tiltale mod de indsatte, såfremt der foreligger “væsentlige beviser” for kriminalitet.

Da Louis James har underskrevet, trykker journalisten Tom Wicker højtideligt hans hånd:

“Får vi en aftale i stand i fængslet, er det begyndelsen på noget virkelig vigtigt”, vurderer Wicker, der sammen med to andre observatører har opsøgt den offentlige anklager.

Med hjertet i halsen vender de tre tilbage til Attica, hvor en kæmpe menneskemængde har samlet sig.

På den ene side af indkørslen til fængselsporten står bekymrede pårørende til de indsatte, langt de fleste er sorte.

Over for dem er et stort antal familier forsamlet – folk, som har en mand, en søn, en bror eller en far ansat i Attica.

Tilskuere ved Attica-fengselet

De pårørerende til gidslerne i Attica-fængslet stimler sammen udenfor fængselsmurene for at følge det fortættede drama på nærmeste hold.

© Getty Images

“Nigger-elskere!” råber en rasende hvid kvinde, da de tre observatører baner sig vej gennem mængden og forsvinder ind i fængslet.

På administrationskontoret læser observatør Clarence Jones erklæringen højt og bliver mødt med larmende tavshed.

Især borgerretsforkæmperen William Kunstler er utilfreds og erklærer, at dokumentet ikke er det papir værd, det er skrevet på.

Fangerne har elendige erfaringer med retssystemet, og de vil næppe lade sig overbevise af løfter om en retfærdig behandling, hvis bare de overgiver sig.

“Jeg kan stå inde for Louis James’ integritet med mit liv”, svarer journalisten Tom Wicker.

“Det afgørende er ikke, hvad du synes om James, men om fangerne tror på erklæringen”, afbryder Kunstler.

Efter en times skænderi bliver observatørerne enige om at præsentere papiret for fangerne, som så selv må beslutte, om de vil acceptere James’ udspil og overgive sig.

Betjent dør af sine kvæstelser

Lørdag kl. 16.30: Inden observatørerne går ned i gården, lyder der positive toner fra guvernøren. Men så indløber en nyhed, der ændrer alt.

Observatørerne på kontoret kan ånde lettet op.

Guvernør Nelson Rockefeller har pr. telefon meddelt, at han er villig til helt eller delvist at imødekomme 28 af fangernes 33 krav – bl.a. lover han ordentlig mad og fri adgang til aviser og bøger.

Men den gode stemning fordamper, da fængselskommissær Oswald dukker op. Med udslukt blik fortæller han, at betjent Quinn er død af sine kvæstelser.

Observatørerne er chokerede og i vildrede. Med Quinns død er fangernes krav om amnesti pludselig blevet et afgørende punkt.

Men intet sted i aftalen – eller “pakken”, som observatørerne har døbt den – er løftet om straffrihed nævnt. Derfor forekommer observatørernes indsats som skønne spildte kræfter.

“Seale må sælge pakken”, udbryder William Kunstler og griber kontorets telefon.

“Al magt til folket!” Bobby Seale, medstifter af Black Panther Party

Bobby Seale er medstifter af Black Panther Party – en revolutionær bevægelse blandt sorte borgere i USA.

Den karismatiske frontfigur indvilger i at træde til, og Kunstler sætter sin lid til, at Seale vil kunne overtale fangerne til at acceptere “pakken” som den bedste løsning på krisen.

“Al magt til folket!” råber Seale, da han få timer senere ankommer til Attica. Fangerne i gård D knytter hænderne mod himlen i en Black Power-hilsen.

I sin tale omtaler Seale kort “pakken” uden at komme ind på dens indhold. Det chokerer journalist Wicker, der frygter, at aftalen er værdiløs uden Seales klare anbefaling.

I et forsøg på løse hårdknuden tager observatør Clarence Jones mikrofonen og begynder at læse erklæringen op, men han bliver hurtigt overdøvet af buhende fanger.

“I har været borte hele dagen! Og så kommer I endelig og går igen efter bare fem minutter”, råber en af fangerne, da observatørerne forlader gården sammen med Bobby Seale.

Observatører spiller sidste kort

Søndag kl. 13.00: Fangeoprøret i Attica har varet i fire døgn nu, og en løsning er stadig ikke i sigte. Observatørerne frygter, at guvernør Nelson Rockefeller vil give ordre til at kvæle opstanden med magt.

Med sorte rande under øjnene af søvnmangel indfinder observatørerne sig på fængselskontoret.

Ingen af dem har lyst til at genoptage drøftelserne med de vrede fanger – selv den forhandlingsivrige William Kunstler indrømmer, at han “ikke ønsker at gå derind og dø”.

Ude på kontorgangen er stemningen ligeledes trykket. Fængselsbetjentene er trætte af snak; de vil erobre gård D og befri deres kolleger.

I de seneste par timer er konvojer med soldater fra Nationalgarden, delstatens væbnede styrker, ankommet.

Garden sættes sædvanligvis kun ind, når uroligheder skal bekæmpes med magt – og observatørerne aner, hvor det bærer hen:

Efter forhandlingsfiaskoen i går planlægger delstatens guvernør at tilbageerobre Attica.

Helikopter ved Attica

Umiddelbart inden stormen på Attica-fængslet kaster en helikopter tåregas.

© Getty Images

Journalisten Tom Wicker får en idé: Hvis observatørerne kan overtale guvernøren til at mødes med fangerne, vil det måske kunne lægge en dæmper på gemytterne og gøde jorden for nye forhandlinger.

De øvrige på kontoret tilslutter sig, og Tom Wicker ringer til Nelson Rockefeller.

“Vores allersidste kort er, at De kommer herop og deltager i forhandlingerne”, forklarer journalisten.

Guvernøren afviser blankt.

Fangerne har fået det bedste, han kan tilbyde. Desuden vil et besøg blot opildne dem til at stille endnu flere krav, forudser han.

“Jeg er nødt til at stå fast”, konstaterer guvernøren.

Efter storm følger dødens stilhed

Mandag kl. 9.00: Guvernør Rockefeller har i løbet af søndagen godkendt et angreb på Attica. Fangerne aner endnu ikke uråd.

Den muslimske fange Richard Clark skutter sig i morgenkulden. Regnen har silet ned hele natten, og han og de andre i fængselsgården er gennemblødte.

Pludselig får Clark øje på nogle mørke silhuetter, som bevæger sig hurtigt hen over tagene på de bygninger, der omkranser fængselsgården.

Det er skarpskytter, som kampklart lægger sig i position.

På etagerne nedenunder myldrer det pludselig med bevæbnede indsatsstyrker, alle er iført gasmasker.

Guvernør Nelson Rockefellers plan er, at 211 mand fra Nationalgarden, det lokale politi og fængslets egne betjente skal angribe gård D.

Uden for Attica holder en ekstrastyrke på flere hundreder mand sig desuden klar til om nødvendigt at støde til.

Clark og de andre fanger indser nu, at et angreb er undervejs, og i et desperat forsøg på at afværge en storm på fængslet tvinger de otte gidsler op på svalegangen over “Times Square”.

Bag hvert gidsel stiller sig en indsat med en kniv presset mod gidslets strube.

I flere minutter er det, som om tiden står stille. Men kl. 9.46 flænser en lavtgående helikopter ildevarslende luften.

Helikopteren spreder skyer af tåregas over fængselsgården, hvor det sviende kampstof får et af gidslerne på svalegangen til at krumme sig sammen i et hosteanfald.

VIDEO: Se stormen på Attica-fængslet

For skarpskytterne ser det ud, som om han er blevet angrebet med en kniv. “Skyd!” befaler en af skytterne.

Skudsalverne brager uophørligt, og kuglerne rammer tilfældigt fanger og gidsler, der ikke har en chance for at krybe i dækning.

Omkring 3.000 skud bliver affyret i løbet af en halv time, og da bragene omsider forstummer, er fængselsgården forvandlet til et blodigt slagtehus.

“Hænderne over hovedet. I vil ikke lide overlast”, råber en soldat i sin megafon, hvorefter indsatsstyrken stormer ind i fængselsgården, hvor døde og sårede ligger i pøle af blod.

Døde etter angrep på Attica

Fængslet blev på en halv time forvandlet til et slagtehus med 39 døde og 128 sårede.

© Getty Images

“Fuck dig, nigger! Du skulle have haft en kugle i hovedet”, raser en betjent og banker hadefuldt løs på en fange.

Andre betjente tvinger de besejrede oprørere til at smide tøjet og løbe spidsrod, mens knippelslagene hagler ned over deres blottede rygge.

Flere bliver truet til at drikke betjentenes urin eller til at spille russisk roulette, og nogle får tværet glødende cigaretter ud på den nøgne hud.

Massakren i fængselsgården ender med at koste 10 gidsler og 29 fanger livet, mens 128 er blevet såret.

Oprørerne i Attica hængt ud som mordere

Fangeoprøret i Attica blev dækket intenst af medierne, og millioner af amerikanere fulgte med i live-transmissionerne fra gidseldramaet.

Men mange journalister godtog myndighedernes version af begivenhederne.

Bl.a. fortalte guvernørens talsmand efter stormen på fængslet, at fangerne havde dræbt gidslerne ved at skære halsen over på dem. Den udlægning blev bragt helt ukritisk videre, men viste sig at være direkte usand.

Efterfølgende kunne retsmediciner John Edland påvise, at samtlige af de omkomne i fængselsgården var døde af skudsår.

Fangerne havde ikke slået et eneste gidsel ihjel, tværtimod var alle blevet dræbt af politi, fængselsbetjente og soldater. Flere af de døde var gennemhullet af talrige skud.

I årene efter oprøret i Attica bliver 62 fanger tiltalt for over 1.200 lovovertrædelser, bl.a. mord og kidnapning.

En hær af frivillige advokater træder til for at bistå de tiltalte, men trods deres indsats vanker der fængselsstraffe på op til livstid.

Adskillige fanger og efterladte kræver i civile søgsmål erstatning for brug af overdreven magt.

Først i år 2000 indvilger staten New York i at betale i alt 12 mio. dollars i erstatning til Atticas ofre.

Oprør i Attica banede vej for bedre kår

Bedre mad, mere fritid, lægehjælp og mulighed for samvær med de andre indsatte. Sådan lød nogle af fangernes i alt 33 krav til myndighederne – flere af dem blev imødekommet efter oprøret.