Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Attica-fængslet under oprøret

Attica - Oprør i Attica-fængslet ender i massakre

Frustrationerne ulmer i Attica-fængslet, og en banal hændelse får vreden til at koge over. De indsatte tager gidsler – men deres krav om bedre forhold bliver mødt med tåregas og dræbende skudsalver.

Getty Images

Uroen ulmer i Attica

Fængselsbetjentene er forbløffede.

Normalt genlyder kantinen af højlydt snak og skramlen med service, når de indsatte sætter sig til bords, men denne søndag i august 1971 er salen i det topsikrede Attica-fængsel foruroligende tyst.

Fangerne sidder ubevægelige på deres stole, alle har de viklet et sort snørebånd eller en strimmel sort stof om armen som sørgebind.

“Hvad sker der?” spørger en betjent uroligt sin kollega.

“Det er Jackson”, lyder svaret.

George Jackson, en sort borgerrettighedsforkæmper, er dagen forinden blevet skudt under et flugtforsøg fra Californiens San Quentin-statsfængsel.

I sympati med den dræbte hverken taler eller spiser de indsatte i Attica, og bag deres tavshed ulmer en vrede, som har hobet sig op gennem lang tid.

I årevis har myndighederne sendt fanger fra New Yorks overfyldte fængsler til Attica Correctional Facility, som er bygget til 1.600 mennesker.

Nu er 2.243 indsatte stuvet sammen i de trange celler og lever under kummerlige kår.

Maden er elendig: Køkkenet serverer plumret, lunkent vand og kalder det “hønsekødssuppe”. Fangerne får udleveret blot én rulle toiletpapir om måneden, og kun én gang om ugen må de tage et brusebad – i koldt vand.

De indsatte har hverken adgang til lægehjælp eller undervisning, og vold og racistiske ydmygelser hører til hverdagen: Konsekvent kalder de hvide betjente sorte fanger for “boys” og “niggers”, og de omtaler deres knipler som nigger sticks (niggerstave).

To verdener stødte sammen i Attica

Hvide mod sorte, rige mod fattige, ældre mod unge. Betjentene og fangerne kom fra hver deres planet i Attica-fængslet. De enorme modsætninger udløste spændinger bag murene.

Fangerne i Attica har klaget over forholdene til kommissæren for delstatens fængselsvæsen, Russell Oswald, som har lovet, at “forandringer vil finde sted”.

Men det løfte har vist sig at være tomme ord, og nu skal der blot en lille gnist til, før fangerne eksploderer i raseri.

Vild leg skaber uro i Atticas fængselsgård

Onsdag den 8. september 1971 kl. 15.45: Fangerne i Attica har tre kvarters gårdtur om dagen. Tiden i det fri bruger de til at snakke og slås for sjov.

Fængselsbetjent Richard Maroney tørrer sved af panden. Selv i skyggen er der hedt i gård A, en af Atticas fire fængselsgårde. Ved muren har fangen Richard Clark samlet ni muslimer til bøn.

Under normale omstændigheder ville Maroney have opløst mødet, da religiøse samlinger er forbudt, men betjenten har sin opmærksomhed et andet sted: To fanger er tilsyneladende røget i totterne på hinanden.

Med assistance fra et par kolleger griber Maroney ind, men den ene fange smutter væk mellem de indsatte. De er stimlet sammen for at se på de to medfanger, der egentlig bare har været oppe at slås for sjov.

Henne fra muren hører Clark, at den anden “slagsbror”, den 23-årige Leroy Dewer, bliver beordret til sin celle. Dewer prøver at stikke af, fordi han frygter at ryge i isolationscellen eller “boksen”, som de indsatte kalder den.

Men Maroney griber fat i hans arm. Dewer vrider sig fri og puffer hårdt til betjenten.

En anden fange, Ray Lamorie, gelejder ham ind i mængden, der lukker sig beskyttende om ham. Fangerne råber og skælder ud på Maroney og hans kolleger, der skræmte trækker sig fra gården.

Indsat kyler dåse efter betjent

Onsdag kl. 18.00: De to slagsbrødre skal i isolation. Det får de øvrige fanger til at protestere.

Som straf for at have slået ud efter Maroney bliver den modvillige Dewer, der skal flyttes fra sin celle i blok A til isolationsafsnittet, slæbt afsted af fire betjente.

Da Dewer passerer de andre enmandsceller på gangen, hamrer fangerne deres metalkrus mod tremmerne og råber: “Lad knægten være!”

Også Lamorie bliver ført til isolationscellen, og det får de indsatte til at koge over af frustration.

“Vi tager jer i morgen, røvhuller!”
Fange til betjentene i Attica-fængslet.

I deres øjne er Lamorie uskyldig, og ingen i Attica er i tvivl om, hvad der venter ham og Dewer: Betjentene er berygtede for at gennembanke isolerede fanger med deres “nigger sticks”.

Mens betjentene trækker afsted med Lamorie, får vreden frit løb.

Fra sin celle kyler William Ortiz en suppedåse ud mellem tremmerne. Den rammer betjent Tom Boyle i ansigtet og efterlader en blodig flænge.

“Vi tager jer i morgen, røvhuller”, brøler en fange.

Masseslagsmål bryder løs i Attica

Torsdag kl. 6.30: Det er tid til morgenmad i Attica, men den hadske stemning har holdt sig natten over.

William Ortiz flår og rusker i tremmerne og forlanger at blive lukket ud, men betjent Gordon Kelsey nægter.

Hans kollega Tom Boyle er blevet syet med adskillige sting, og som straf for angrebet med dåsen skal fangen blive i sin celle og gå glip af morgenmaden.

Kelsey genner de andre fanger hen ad gangen. Bag hans ryg ser en af dem sit snit til at lirke boksen til låsesystemet op. Han slår kontakten fra, hvorefter samtlige celledøre på gangen glider op.

Ubemærket kan Ortiz smutte ud og blande sig med de andre.

Ved morgenmaden opdager en vagt den undvegne fange. Rasende giver fængselsdirektør Vincent R. Mancusi sine ansatte ordre til at pågribe Ortiz – men de skal vente til efter maden for ikke at skabe unødige tumulter i kantinen.

Da fangerne er på vej tilbage til cellerne og befinder sig i den gang, der fører til blok A, giver betjent Robert Curtiss pludselig de indsatte ordre om at stoppe.

Hans plan er at fiske Ortiz ud af mængden og holde ham tilbage, men den uvante ordre skaber uro blandt fangerne.

I forvejen kan deres tillid til Curtiss ligge på et meget lille sted. De mistænker ham for at have tæsket Dewer i “boksen”.

“Du er en skiderik”, brøler en fange.

I næste øjeblik hamrer en af de indsatte en knytnæve i tindingen på Curtiss, som falder besvimet omkuld. Så bryder helvede løs: Med et brøl går fangerne løs på de øvrige betjente i gangen i et kaotisk masseslagsmål.

Efter kort tid kommer Curtiss til sig selv og forsøger at tilkalde hjælp over en vægtelefon, men fangerne overmander ham og flår telefonen ned.

Hujende stormer de ned ad gangen i retning mod Atticas kommandorum, der kaldes “Times Square” og ligger mellem de fire fængselsgårde.

Følg fangeoprøret skridt for skridt:

Attica-fængslet set oppefra

Attica endte som et nedslidt helvede

Da Attica-fængslet åbnede i 1931, var det en af tidens dyreste straffeanstalter med moderne faciliteter som fx eneceller og gårde til fangerne. 40 år senere, i 1971, var fængslet i forfald. Låse, porte og tremmer var slidt ned, og cellerne var fyldt til bristepunktet med over 2.200 fanger i stedet for de 1.600, som anstalten med de fire fløje var beregnet til.

Getty Images
Kantinen i Attica-fængslet

Oprøret begynder

På vej fra kantinen til cellerne overfalder en skare fanger de betjente, der ledsager dem. Fangerne bryder ind i kommandorummet “Times Square”, hvor de låser cellerne op. Betjent William Quinn bliver slået ned og får kraniebrud.

Getty Images
Gården i Attica-fængslet

Fangerne samles i gård D

De over 1.200 fanger, der er sluppet ud af cellerne, samles i gård D, hvor også de 40 gidsler befinder sig. Nogle af fangerne sørger for at skaffe forbindinger og medicin fra fængselshospitalet til de sårede gidsler, andre henter mad og vand.

Getty Images
Forhandlinger i Attica-fængslet

Forhandlingerne går i hårdknude

Mens gidslerne sidder i en kreds på jorden med bind for øjnene, udarbejder fangerne en liste på 33 krav, som de forlanger opfyldt. Ordentlig mad, flere gårdture, bedre løn, ret til lægehjælp, ansættelse af sorte fængselsbetjente og adgang til bøger og aviser er blandt de ufravigelige krav, som talsmændene fremfører fra de forhandlingsborde, de har slæbt ned i gården. I fire dage forhandler de indsatte med myndighederne, men forgæves. Medierne får også adgang til gården, og for første gang får omverdenen et kig ind i fængselshverdagen.

Getty Images
Attica-fængslet angribes

Angrebsstyrken er på plads

Efter at en helikopter mandag den 13. september kl. 9.46 har kastet tåregas over fængselsgården, stormer politi og soldater fra Nationalgarden ind. Over 200 bevæbnede tropper indtager de bygninger, der omkranser gård D, samt svalegangene, der hæver sig over fængselsgården. Herfra er de oprørske fanger – og deres gidsler – på direkte skudhold.

Getty Images
Attica-fængslet angribes af skarpskytter

Skarpskytter på tag og i tårne

I vagttårnene og på taget er der placeret 30 skarpskytter med rifler, der har en rækkevidde på op til 900 m. Skytterne løsner de første skudsalver umiddelbart efter tåregasangrebet. På godt en halv time bliver ca. 3.000 skud affyret. 10 gidsler og 29 fanger bliver dræbt, mens 128 såres.

Getty Images

Fanger erobrer Atticas kommandorum

Torsdag ca. kl. 9.00: Vagthavende i “Times Square” forsøger at slå alarm, da vrede fanger nærmer sig.

Med al deres vægt kaster fangerne sig mod porten til “Times Square”, hvor den vagthavende betjent, William Quinn, nervøst prøver at ringe efter forstærkning.

Men ledningerne ude på gangen er revet over, så telefonen er død.

Magtesløs ser Quinn portens slidte hængsler give efter, hvorefter fangerne vælter ind i kommandorummet og slår ham i gulvet. Nogle tramper på ham i raseri, og øjeblikket efter ligger han livløs i en pøl af blod.

Resolut flår en af fangerne betjentens nøglebundt til sig og låser portene op til gangene, der fører til fængselsblok A og D med flere hundrede celler.

Nu slipper 1.281 fanger ud. De bevæbner sig med bl.a. baseballbats, jernrør og værktøj – fængselsoprøret er i gang.

Gidsler får tæsk i fængselsgården

Torsdag ca. kl. 12.00: Fangerne samles i fængselsgården ved blok D. 40 betjente er taget som gidsler. Fangerne forlanger at møde fængselskommissæren.

Med kosteskafter banker nogle indsatte løs på de 40 gidsler, og en af fangerne hamrer en skovl mod betjent Philip Watkins’ arm, så den brækker. Alt er kaos og tumulter, indtil en af de indsatte, Roger Champen, resolut griber en megafon.

“Vi bliver nødt til at tage os sammen!” befaler han.

Ordene får fangerne til at besinde sig og lade gidslerne i fred.

Muslimen Richard Clark sætter sine trosfæller til at passe på de tilfangetagne og sørger for, at den bevidstløse fængselsbetjent, Quinn, bliver båret hen til den barrikade, som fangerne har flikket sammen af borde og stole i gangen til blok A.

Her bliver Quinn hentet af kolleger, der bringer ham til hospitalet.

Fangerne giver betjentene en liste med 33 krav plus en besked til kommissæren for delstatens fængselsvæsen, Russell Oswald, om at mødes til forhandling i fængselsgården.

Fangerne afleverer også en seddel med navnene på folk, som de forlanger tilkaldt som uvildige observatører.

På listen figurerer bl.a. borgerrettighedsforkæmpere og politikere samt journalisten Tom Wicker fra avisen The New York Times.

Fangerne kræver amnesti

Fredag om aftenen: Kampklædt politi samles ved Attica. Observatørerne opfordrer til forhandling.

“Jeg er glad for, at De er kommet”, hilser fængselskommissær Oswald og trykker journalisten Tom Wicker i hånden.

Kommissæren har sendt den forhadte fængselsdirektør Mancusi på orlov pga. opstanden.

Fængslets administrationskontor er fyldt med folk fra fangernes liste. Blandt dem er den hvide advokat og borgerrettighedsforkæmper William Kunstler, det puertoricanskfødte kongresmedlem Herman Badillo og den sorte journalist Clarence Jones.

Fængselskommissær Oswald er lettere modløs. Dagen før mødtes han med fangerne og mærkede deres knap kontrollerbare raseri.

Oswald føler sig presset: På den ene side er han villig til at forhandle, på den anden side ligger han under for et betydeligt politisk pres.

Delstaten New Yorks regeringschef, guvernør Nelson Rockefeller, har meddelt, at han om nødvendigt vil sætte Nationalgarden ind og erobre Attica tilbage med magt.

Stærke viljer stod på deres ret

Fængselskommissæren i Attica, Russell Oswald, var en lus mellem flere negle i de fire døgn, forhandlingerne stod på.

Observatørerne fornemmer den anspændte stemning, og set med William Kunstlers øjne er der ingen tid at spilde.

Observatørerne skal omgående gå ind i gård D og forsøge at berolige fangerne, foreslår han.

Ved barrikaden tager en flok fanger imod observatørerne og fører dem ind i fængselsgården, hvor de forventer at finde et kaos af vold og anarki.

I stedet møder de et velorganiseret mini-samfund med fanger, der sørger godt for deres gidsler.

“Vi repræsenterer alle verdens undertrykte!”
Herbert Blyden, talsmand for fangerne i Attica.

Et par indsatte spurter rundt for at forsyne betjentene med vand og medicin fra fængslets hospital, og nær muren er der placeret borde, hvor fangernes talsmænd, heriblandt Richard Clark, holder til.

En af talsmændene griber en mikrofon: “Verden hører jer! Vi er fortroppen! Vi repræsenterer alle verdens undertrykte!”

Fangerne brøler tilbage: “Sådan, broder Herb!”

Taleren, Herbert Blyden, sætter sig, og forhandlingerne kan begynde.

Øverst på fangernes liste står kravet om amnesti, dvs. en kollektiv eftergivelse af straf, så de undgår at blive retsforfulgt for at have gjort oprør og for vold mod betjentene.

Desuden kræver de fængselsdirektør Mancusi fyret for uduelig ledelse.

Efter at have lyttet til fangernes krav får observatørerne lov til at tale med gidslerne.

Flere har blodplettede bandager om hovedet, og én har sin arm i slynge, men trods kvæstelserne er alle ved godt mod og fortæller, at fangerne optræder venligt og forsyner dem med mad og tæpper.

“Vi prøver at få jer ud snarest”, lover journalisten Wicker. Ud på natten eskorterer en skare fanger observatørerne ud af gården igen.

På fængselskontoret fremlægger observatørerne fangekravene for Oswald, der er villig til at imødekomme de indsatte på flere punkter, bl.a. kravet om bedre mad.

Men amnesti kan umuligt komme på tale, slår han fast, selvom borgerretsforkæmperen William Kunstler påpeger, at netop dette punkt er altafgørende, hvis krisen skal løses, og konflikten i Attica nedtrappes.

Situationen er kritisk: På hospitalet har betjent Quinn netop fået konstateret dobbelt kraniebrud.

Hvis han dør, risikerer de skyldige fanger at ende i den elektriske stol.

De indsatte frygter retssystemet, hvor ikke-hvide notorisk får ringe behandling, men Tom Wicker og Herman Badillo har et forslag: Hvis den offentlige anklager i retskredsen skriftligt garanterer, at fangerne vil få en fair retssag, vil de måske alligevel overgive sig.

Erklæring splitter observatørerne

Lørdag kl. 7.00: Observatørerne opsøger den offentlige anklager for at få garanti for fangernes retssikkerhed. De er tæt på at lande en aftale.

Anklageren Louis James indvilger i at nedfælde en erklæring, som garanterer, at en retssag mod fangerne i gård D vil blive “fair og upartisk”, og at han kun vil rejse tiltale mod de indsatte, såfremt der foreligger “væsentlige beviser” for kriminalitet.

Da Louis James har underskrevet, trykker journalisten Tom Wicker højtideligt hans hånd:

“Får vi en aftale i stand i fængslet, er det begyndelsen på noget virkelig vigtigt”, vurderer Wicker, der sammen med to andre observatører har opsøgt den offentlige anklager.

Med hjertet i halsen vender de tre tilbage til Attica, hvor en kæmpe menneskemængde har samlet sig.

På den ene side af indkørslen til fængselsporten står bekymrede pårørende til de indsatte, langt de fleste er sorte.

Over for dem er et stort antal familier forsamlet – folk, som har en mand, en søn, en bror eller en far ansat i Attica.

Tilskuere ved Attica-fengselet

Foran Attica-fængslet følger gidslernes nærmeste ængsteligt slagets gang.

© Getty Images

“Nigger-elskere!” råber en rasende hvid kvinde, da de tre observatører baner sig vej gennem mængden og forsvinder ind i fængslet.

På administrationskontoret læser observatør Clarence Jones erklæringen højt og bliver mødt med larmende tavshed.

Især borgerretsforkæmperen William Kunstler er utilfreds og erklærer, at dokumentet ikke er det papir værd, det er skrevet på.

Fangerne har elendige erfaringer med retssystemet, og de vil næppe lade sig overbevise af løfter om en retfærdig behandling, hvis bare de overgiver sig.

“Jeg kan stå inde for Louis James’ integritet med mit liv”, svarer journalisten Tom Wicker.

“Det afgørende er ikke, hvad du synes om James, men om fangerne tror på erklæringen”, afbryder Kunstler.

Efter en times skænderi bliver observatørerne enige om at præsentere papiret for fangerne, som så selv må beslutte, om de vil acceptere James’ udspil og overgive sig.

Betjent dør af sine kvæstelser

Lørdag kl. 16.30: Inden observatørerne går ned i gården, lyder der positive toner fra guvernøren. Men så indløber en nyhed, der ændrer alt.

Observatørerne på kontoret kan ånde lettet op.

Guvernør Nelson Rockefeller har pr. telefon meddelt, at han er villig til helt eller delvist at imødekomme 28 af fangernes 33 krav – bl.a. lover han ordentlig mad og fri adgang til aviser og bøger.

Men den gode stemning fordamper, da fængselskommissær Oswald dukker op. Med udslukt blik fortæller han, at betjent Quinn er død af sine kvæstelser.

Observatørerne er chokerede og i vildrede. Med Quinns død er fangernes krav om amnesti pludselig blevet et afgørende punkt.

Men intet sted i aftalen – eller “pakken”, som observatørerne har døbt den – er løftet om straffrihed nævnt. Derfor forekommer observatørernes indsats som skønne spildte kræfter.

“Seale må sælge pakken”, udbryder William Kunstler og griber kontorets telefon.

“Al magt til folket!”
Bobby Seale, medstifter af Black Panther Party

Bobby Seale er medstifter af Black Panther Party – en revolutionær bevægelse blandt sorte borgere i USA.

Den karismatiske frontfigur indvilger i at træde til, og Kunstler sætter sin lid til, at Seale vil kunne overtale fangerne til at acceptere “pakken” som den bedste løsning på krisen.

“Al magt til folket!” råber Seale, da han få timer senere ankommer til Attica. Fangerne i gård D knytter hænderne mod himlen i en Black Power-hilsen.

I sin tale omtaler Seale kort “pakken” uden at komme ind på dens indhold. Det chokerer journalist Wicker, der frygter, at aftalen er værdiløs uden Seales klare anbefaling.

I et forsøg på løse hårdknuden tager observatør Clarence Jones mikrofonen og begynder at læse erklæringen op, men han bliver hurtigt overdøvet af buhende fanger.

“I har været borte hele dagen! Og så kommer I endelig og går igen efter bare fem minutter”, råber en af fangerne, da observatørerne forlader gården sammen med Bobby Seale.

Observatører spiller sidste kort

Søndag kl. 13.00: Fangeoprøret i Attica har varet i fire døgn nu, og en løsning er stadig ikke i sigte. Observatørerne frygter, at guvernør Nelson Rockefeller vil give ordre til at kvæle opstanden med magt.

Med sorte rande under øjnene af søvnmangel indfinder observatørerne sig på fængselskontoret.

Ingen af dem har lyst til at genoptage drøftelserne med de vrede fanger – selv den forhandlingsivrige William Kunstler indrømmer, at han “ikke ønsker at gå derind og dø”.

Ude på kontorgangen er stemningen ligeledes trykket. Fængselsbetjentene er trætte af snak; de vil erobre gård D og befri deres kolleger.

I de seneste par timer er konvojer med soldater fra Nationalgarden, delstatens væbnede styrker, ankommet.

Garden sættes sædvanligvis kun ind, når uroligheder skal bekæmpes med magt – og observatørerne aner, hvor det bærer hen:

Efter forhandlingsfiaskoen i går planlægger delstatens guvernør at tilbageerobre Attica.

Helikopter ved Attica

Umiddelbart inden stormen på Attica-fængslet kaster en helikopter tåregas.

© Getty Images

Journalisten Tom Wicker får en idé: Hvis observatørerne kan overtale guvernøren til at mødes med fangerne, vil det måske kunne lægge en dæmper på gemytterne og gøde jorden for nye forhandlinger.

De øvrige på kontoret tilslutter sig, og Tom Wicker ringer til Nelson Rockefeller.

“Vores allersidste kort er, at De kommer herop og deltager i forhandlingerne”, forklarer journalisten.

Guvernøren afviser blankt.

Fangerne har fået det bedste, han kan tilbyde. Desuden vil et besøg blot opildne dem til at stille endnu flere krav, forudser han.

“Jeg er nødt til at stå fast”, konstaterer guvernøren.

Efter storm følger dødens stilhed

Mandag kl. 9.00: Guvernør Rockefeller har i løbet af søndagen godkendt et angreb på Attica. Fangerne aner endnu ikke uråd.

Den muslimske fange Richard Clark skutter sig i morgenkulden. Regnen har silet ned hele natten, og han og de andre i fængselsgården er gennemblødte.

Pludselig får Clark øje på nogle mørke silhuetter, som bevæger sig hurtigt hen over tagene på de bygninger, der omkranser fængselsgården.

Det er skarpskytter, som kampklart lægger sig i position.

På etagerne nedenunder myldrer det pludselig med bevæbnede indsatsstyrker, alle er iført gasmasker.

Guvernør Nelson Rockefellers plan er, at 211 mand fra Nationalgarden, det lokale politi og fængslets egne betjente skal angribe gård D.

Uden for Attica holder en ekstrastyrke på flere hundreder mand sig desuden klar til om nødvendigt at støde til.

Clark og de andre fanger indser nu, at et angreb er undervejs, og i et desperat forsøg på at afværge en storm på fængslet tvinger de otte gidsler op på svalegangen over “Times Square”.

Bag hvert gidsel stiller sig en indsat med en kniv presset mod gidslets strube.

I flere minutter er det, som om tiden står stille. Men kl. 9.46 flænser en lavtgående helikopter ildevarslende luften.

Helikopteren spreder skyer af tåregas over fængselsgården, hvor det sviende kampstof får et af gidslerne på svalegangen til at krumme sig sammen i et hosteanfald.

VIDEO: Se stormen på Attica-fængslet

For skarpskytterne ser det ud, som om han er blevet angrebet med en kniv. “Skyd!” befaler en af skytterne.

Skudsalverne brager uophørligt, og kuglerne rammer tilfældigt fanger og gidsler, der ikke har en chance for at krybe i dækning.

Omkring 3.000 skud bliver affyret i løbet af en halv time, og da bragene omsider forstummer, er fængselsgården forvandlet til et blodigt slagtehus.

“Hænderne over hovedet. I vil ikke lide overlast”, råber en soldat i sin megafon, hvorefter indsatsstyrken stormer ind i fængselsgården, hvor døde og sårede ligger i pøle af blod.

Døde etter angrep på Attica

Fængslet blev på en halv time forvandlet til et slagtehus med 39 døde og 128 sårede.

© Getty Images

“Fuck dig, nigger! Du skulle have haft en kugle i hovedet”, raser en betjent og banker hadefuldt løs på en fange.

Andre betjente tvinger de besejrede oprørere til at smide tøjet og løbe spidsrod, mens knippelslagene hagler ned over deres blottede rygge.

Flere bliver truet til at drikke betjentenes urin eller til at spille russisk roulette, og nogle får tværet glødende cigaretter ud på den nøgne hud.

Massakren i fængselsgården ender med at koste 10 gidsler og 29 fanger livet, mens 128 er blevet såret.

Oprørerne i Attica hængt ud som mordere

Fangeoprøret i Attica blev dækket intenst af medierne, og millioner af amerikanere fulgte med i live-transmissionerne fra gidseldramaet.

Men mange journalister godtog myndighedernes version af begivenhederne.

Bl.a. fortalte guvernørens talsmand efter stormen på fængslet, at fangerne havde dræbt gidslerne ved at skære halsen over på dem. Den udlægning blev bragt helt ukritisk videre, men viste sig at være direkte usand.

Efterfølgende kunne retsmediciner John Edland påvise, at samtlige af de omkomne i fængselsgården var døde af skudsår.

Fangerne havde ikke slået et eneste gidsel ihjel, tværtimod var alle blevet dræbt af politi, fængselsbetjente og soldater. Flere af de døde var gennemhullet af talrige skud.

I årene efter oprøret i Attica bliver 62 fanger tiltalt for over 1.200 lovovertrædelser, bl.a. mord og kidnapning.

En hær af frivillige advokater træder til for at bistå de tiltalte, men trods deres indsats vanker der fængselsstraffe på op til livstid.

Adskillige fanger og efterladte kræver i civile søgsmål erstatning for brug af overdreven magt.

Først i år 2000 indvilger staten New York i at betale i alt 12 mio. dollars i erstatning til Atticas ofre.

Oprør i Attica banede vej for bedre kår

Bedre mad, mere fritid, lægehjælp og mulighed for samvær med de andre indsatte. Sådan lød nogle af fangernes i alt 33 krav til myndighederne – flere af dem blev imødekommet efter oprøret.

  • Symbol på mad

    Bedre mad

    Måltiderne består af bl.a. flæsk, uhumsk suppe og tørt brød.

    Fangernes krav (delvist gennemført):
    Sundere mad, færre retter med svin og daglig servering af frugt.

  • Symbol på censur

    Afskaffelse af censur

    Betjentene begrænser fangernes muligheder for at kommunikere med omverdenen og konfiskerer alle spanske breve.

    Fangernes krav (delvist gennemført):
    Ret til frit at sende og modtage breve og adgang til bøger, aviser og magasiner.

  • Symbol på indespærring

    Mere bevægelsesfrihed

    Fangerne er tvunget til at opholde sig i cellerne i 16 timer i døgnet.

    Fangernes krav (ikke gennemført):
    Mindre tid i cellerne, mere samvær.

  • Højere løn

    For seks timers dagligt arbejde tjener fangerne ca. 15 cent. Jobbet består bl.a. i at fremstille madbakker til fængsler.

    Fangernes krav (ikke gennemført):
    Minimumsløn efter delstatens satser, dvs. 1,60 dollars (godt 65 nutidskroner).

  • Symbol på lægehjælp

    Adgang til lægehjælp

    Lægen undersøger aldrig de syge fanger, men nøjes med at udlevere hovedpinepiller – uanset sygdommens art.

    Fangernes krav (delvist gennemført):
    Syge fanger skal undesøges grundigt og tilbydes passende behandling.

  • Symbol på sol

    Længere gårdture

    Blot tre kvarter om dagen, fra kl. 15.15 til 16, kan fangerne trække frisk luft i gårdene. Resten af tiden arbejder de i værkstederne eller er i deres celler.

    Fangernes krav (ikke gennemført):
    Flere timer og bedre faciliteter i fængselsgårdene.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul