“Hænderne op! Det er et røveri!”
Klokken er 10.15 tirsdag den 27. juni 1995, da kunder og personale i Commerzbank stivner af skræk. Fire mænd med maskinpistoler stormer ind i banken i berlinforstaden Zehlendorf.
Forbryderne er iført kedeldragter og sorte elefanthuer. De retter deres våben mod kunder og ansatte i lokalet og kommanderer dem ned på gulvet. I forvirringen smutter en ansat ind på bankbestyrerens kontor, hvor Armin Jende sidder bag sit skrivebord.
“Udløs alarmen, udløs alarmen”, når hun at gispe, inden røverne trænger ind på kontoret. Jendes hjerte hamrer af angst, men han genvinder fatningen ved at tænke på bankens instruks om væbnede røverier:
“Menneskeliv går forud for penge. Gør, som røverne siger, så det hele kan blive overstået i en fart”.

Commerzbankens filial i Breisgauer Strasse blev rammen om en af Tysklands mest omtalte kriminalsager.
Men røveriet, som udspiller sig i Jendes filial, kommer ikke til at forløbe helt som vanligt. Snart står det klart, at forbrydernes ankomst blot er indledningen til en af de mest bizarre forbrydelser i tysk kriminalhistorie.
Gidsler bliver bagbundet
Inde i banken arbejder forbryderne effektivt – uden at veksle mange ord bevæger de fire mænd sig hurtigt rundt mellem de 16 gidsler på gulvet og binder deres tommelfingre sammen bag ryggen med strips.
Den eneste, som går fri, er Armin Jende. Bankbestyreren opfanger de første spæde tegn på, at der ikke er tale om noget almindeligt røveri. I stedet for at tømme hovedkassen i en fart tvinger forbryderne ham med ned i kælderen til kundeboksene.

Gidseltagerne viste sig at være mest interesseret i bankens kælder. Bag beton og svære døre lå her hundredvis af kundebokse.
Jende får besked på at udlevere bankens universalnøgle til boksene. Roligt må bankbestyreren forklare, at en sådan nøgle ikke findes. Kun kunderne kan låse deres boks op. Svaret passer tydeligvis ikke røveren.
“Hvis jeg alligevel finder den nøgle, så skyder jeg dig”, hvæser han med maskinpistolen rettet mod bestyreren.
Jende taler sandt, alligevel ryster benene under ham. Imens ruller de første politibiler op foran Commerzbank.
Alarmen, som Jende udløste, har tilkaldt SEK, det tyske politis Spezialeinsatzkommando – en enhed, der er trænet i at håndtere bevæbnede forbrydere og gidseltagninger.
Rutinemæssigt afspærrer de gaderne omkring banken og lukker alle nærliggende butikker. SEK-betjente iført skudsikre veste og hjelme omringer banken.

Politiets specialenhed, SEK, rykkede ud med panserkøretøjer og maskingeværer.
Kort efter går døren til banken op. Et af gidslerne træder tøvende ud. Tydeligt rystet rækker hun et stykke papir til politiet. På den maskinskrevne seddel står gidseltagernes krav: 17 mio. D-mark (godt 92 mio. nutidskroner) samt en flugtbil og en helikopter til at flyve bort i.
Politiet har seks timer til at indfri kravet, hvis de vil redde gidslernes liv.
Røverne nægter at sige noget
Som forbindelsesled til politiet udser gidseltagerne sig Armin Jende. Han skal hver time ringe til politiet og minde om tidsfristen. Med håndjern lænker gidseltagerne derfor Jende fast til stolen ved skrivebordet og trækker en stofpose ned over hans hoved.
Politiets forhandlere ærgrer sig, da de får Jende i røret. SEK har aldrig før været ude for, at gidseltagere ikke selv fører ordet. Ved at tvinge bankbestyreren til at stå for al kommunikation afskærer forbryderne politiet fra vigtig information.
SEK bruger normalt gidseltagernes stemme og toneleje til at finde ud af, om de er harmløse eller desperate og tæt på at gøre alvor af deres trusler om at skyde gidslerne.

Gidseltagerne tvang bankens bestyrer til at besvare alle opkald fra politiet.
At situationen er alvorlig, behøver politiet ikke at tale med gidseltagerne for at afgøre. For at få et bedre overblik over situationen beslutter SEK at rykke ind i lejligheden over banken. Det viser sig hurtigt at være en farlig beslutning.
Så snart betjentene trænger ind i lejligheden, bryder helvede løs. Gidseltagerne har hørt dem, og mens kunder og bankansatte skrækslagne trykker sig mod gulvet, skyder forbryderne vildt op i loftet.
Skuddene splintrer også bankens overvågningskameraer. Skyndsomst må SEK trække sig ud af lejligheden.
Gidseldramaet tager en drejning
Nede i banken holder de bevæbnede mænd jernhård justits med gidslerne. Ingen må bevæge sig eller tale sammen. Når nogen beder om lov til at gå på toilettet, bliver de én for én eskorteret til bankens tekøkken i baglokalet. Her må de forrette deres nødtørft i en papirkurv i hjørnet.
VIDEO: Se tysk politi i en sky af gnister
Det lave gitter foran banken skulle saves væk, så flugtbilen kunne bakkes helt op til bankens fordør, forlangte gidseltagerne.
Midt på eftermiddagen tvinger gidseltagerne nok en gang Jende til at ringe til politiet, for tidsfristen udløber klokken 17.
Han forklarer også, at det lave jernhegn foran banken skal fjernes, for at gidseltagernes flugtbil kan komme til at holde direkte foran banken. Arbejdet skal udføres af håndværkere kun iført underbukser, kræver forbryderne, men her trækker politiet grænsen.
I stedet sætter SEK politifolk iklædt reglementeret arbejdstøj til at skære løs med vinkelslibere, så gnisterne flyver.
Hvad SEK imidlertid ikke ved, er, at gidseltagerne hverken har brug for en holdeplads til deres bil eller vil benytte den forlangte helikopter under deres flugt. Gidseldramaet og de mange krav er blot et snedigt røgslør, som skal holde ordensmagten beskæftiget.
Imens får forbryderne arbejdsro til at gennemføre det egentlige kup. Uden at politiet har mulighed for at se det, er gulvet i bankens kælder blevet brudt op. Nedefra!
Fra en tunnel, som banden har brugt måneder på at grave, slutter yderligere to mænd sig nu til gidseltagerne. Sammen tager de fat på at bryde kundeboksene op. Ud vælter smykker og penge, som borgerne i den velhavende bydel har deponeret her.





Garage nær banken
Over et år før røveriet lejede et af bandens medlemmer ved navn Moutaz Al Barazi en garage 200 m fra banken i Breisgauer Strasse. Pressen døbte ham senere “Tunnel-Toni”. Al Barazi drev et autolakeringsværksted i nærheden. Fra garagen gravede banden en tunnel hen til en kommunal rørledning.
Livsfarlig regn
Rørledningen blev lagt for at føre regnvand væk. Arbejdet med at bore sig gennem den tykke beton var krævende. Rørets diameter var blot 75 cm, og under et kraftigt regnskyl steg vandstanden så meget, at et af bandens medlemmer nær var druknet.
På skateboard i røret
Det sidste stykke tunnel fra betonrøret og ind under banken var det vanskeligste at grave. Al jord skulle transporteres væk gennem det trange rør. Bandemedlemmerne lagde sig på skateboards og skubbede en lille vogn med jorden foran sig.
I ly af skyderiet
Hullet i bankens betongulv kunne først gennembrydes under gidseltagningen. Mens de fire bandemedlemmer oppe i banken skød løs mod loftet, borede to andre gerningsmænd i ly af larmen løs nedefra.
Snydt, så vandet drev
Mens betjentene spærrede alle udgange fra banken, forsvandt formuer væk under fødderne på dem. I over en time rullede løsepenge og værdierne fra bankens bokse på skateboards over til “Tunnel-Tonis” garage.
Gennem tunnellen begynder forbryderne at skaffe værdierne fra kundeboksene væk. Mens politiet bevogter alle udgange på gadeniveau, bugserer banden ved hjælp af skateboards penge og smykker bort lige under betjentenes fødder.
Trusler skaber rædsel
Arbejdet trækker ud, for tunnellen er 200 m lang, og det længste stræk, der udgøres af den kommunale rørledning, er kun 75 cm i diameter, så gidseltagerne har brug for mere drama til at aflede politiets opmærksomhed.
Da klokken nærmer sig 17, proklamerer én af de bevæbnede mænd, at han vil skyde et af gidslerne i knæet, hvis politiet ikke snart efterkommer kravene. Skyderiet vil ske ved vinduet, så politiet bedre kan se, hvad der foregår.
“Bare det ikke bliver mig”, når bankassistenten Andreas Vogt at tænke, før to mænd griber ham bagfra og trækker ham hen til en stol ved vinduet. En maskinpistol rettes mod hans knæ.
I sekunder, der føles som timer, holder Vogt vejret, indtil gidseltageren sænker våbnet.
“Vi kommer aldrig ud”, tænker Vogt opgivende.
“Hold en sygeplejerske i beredskab, for klokken 19 begynder vi at skyde”, truer gidseltagerne politiet.
Lidt senere har gidseltagerne en ny afledningsmanøvre klar. Bankbestyrer Jende videregiver gidseltagernes nye trussel:
“Hold en sygeplejerske i beredskab, for klokken 19 begynder vi at skyde”.
Kort efter stiller politiet fem plastiksække ved bankens fordør. Som røverne har krævet, er betjentene kun iført underbukser, da de nærmer sig.
I sækkene ligger pengesedler i tykke bundter – i alt 5 mio. D-mark (27 mio. nutidskroner) af den forlangte løsesum på 17 mio. Kontanterne er alt, hvad politiet har kunnet skaffe på den korte tid.
Da bankens dør går op, bliver politiet igen skuffet. I stedet for en af gidseltagerne kommer Armin Jende til syne. Røverne har bundet en snor i hans bælte, så han ikke kan stikke af. Én efter én trækker Jende sækkene indenfor og lukker døren.
VIDEO: Se halvnøgne betjente i aktion
Ikke ligefrem politiets stolteste øjeblik, men betjentene var villige til at gå langt for at redde menneskeliv.
Mens mørket falder på, arbejder politiet febrilsk for at skaffe resten af løsesummen. En halv time før midnat ringer Armin Jende og meddeler til SEK’s store lettelse, at gidseltagerne igen har forlænget fristen – denne gang til klokken to om natten.
Inde i banken får gidslerne deres arme og ben klæbet sammen med gaffatape. Hver af dem får derefter en stofpose trukket ned over hovedet. Herefter sænker stilheden sig.
Ingen tør sige noget, og selv lyden af røvernes skridt forstummer. Kun timeslagene fra bankens ur lyder. Nogle af gidslerne døser hen af udmattelse – trods ubehaget ved at ligge bagbundet på det hårde gulv.

Moutaz Al Barazi (Tunnel-Toni) blev arresteret ni dage efter kuppet, fordi hans værksted lå nær garagen, hvor tunnellen endte.
Klokken to om natten mister Jende tålmodigheden og begynder at vriste sig fri. Pludselig ringer telefonen. Det er politiet, som er ved at være nervøs over tavsheden, der har varet i flere timer. Jende tror, at gidseltagerne er gået i kælderen for at sove.
“I en time har vi hverken hørt eller set gidseltagerne”, forklarer han med dæmpet røst.
Klokken 3.45 stormer politiet omsider banken og befrier gidslerne, der har været fanget i 18 timer. Med den allerstørste forsigtighed trænger SEK-folkene ned i bankens kælder.
Gulvet flyder med papirer og smykker, men her er ikke et øje. Endelig opdager betjentene tunnellen i gulvet, og sådan finder de frem til tunnellens udgang i den nærliggende garage. Men røverne er over alle bjerge med deres bytte.

Tyske aviskiosker havde kronede dage efter det dristige kup.
Berlin har Tysklands dummeste politi
Tyske medier morede sig kosteligt over, hvordan gidseltagerne havde narret politiet. I dagene efter kuppet gjorde adskillige overskrifter tykt nar af de uheldige betjente.
“Berlins politistyrke er ikke bare den største, men også den dummeste”, skrev en avis i kølvandet på bankkuppet. Trods hovedstadspolitiets enorme ressourcer blev de grundigt narret af forbryderne.
“Det frækkeste bankrøveri: Ups, så var de væk. Med 5 mio. gennem tunnellen”, skrev et andet dagblad hånende om røvernes dristige flugtaktion, som bogstavelig talt fandt sted under betjentenes fødder.
“Politiet klædt af til skindet”, forkyndte en formiddagsavis. Under overskriften var et stort billede af en næsten nøgen betjent. Gidseltagerne forlangte, at betjentene tog tøjet af, før de afleverede løsesummen.
“Fejl på fejl. Sådan dummede politiet sig”, skrev en anden nyhedsformidler – med henvisning til politiets manglende evne til at gennemskue gidseltagernes sande hensigter.
“Blamage a la Berlin”, “Hele Tyskland sidder på sofaen – og græmmer sig”, skrev avisen Die Welt om tyskernes utilfredshed med håndteringen af gidselaffæren i Commerzbank.
Selvom Berlins politi blev grundig narret af gidseltagerne, endte betjentene med at få oprejsning. Banden havde efterladt sig flere spor, som førte til opklaring af sagen. De fleste bandemedlemmer havde mellemøstlig baggrund og blev idømt mellem 4 og 13 års fængsel.
Hvor stort udbyttet var, er uvist, for mange af de deponerede penge var sorte penge, som bankkunderne ikke ville gøre rede for. Hovedparten af byttet er aldrig blevet fundet.