Salvatore Giuliano, La Domenica del Corriere, Sicilien

Blodbad kostede Siciliens Robin Hood hans heltestatus

Salvatore Giuliano stjal fra de rige, gav til de fattige og var elsket af folket i 1940’ernes lovløse Sicilien. Men passionen for politik førte helten på afveje. I 1947 traf han en fatal beslutning.

Salvatore Giuliano stjal fra de rige, gav til de fattige og var elsket af folket i 1940’ernes lovløse Sicilien. Men passionen for politik førte helten på afveje. I 1947 traf han en fatal beslutning.

akg-images/Fototeca Gilardi

Salvatore Giuliano smugler korn under 2. verdenskrig. Selvom den sicilianske bondesøn kun er 20 år gammel, er han allerede en dreven sortbørshaj.

Men den 2. september 1943 går det galt. En flok sortklædte carabinieri – politibetjente – spærrer vejen og vil beslaglægge de to tunge kornsække, han bærer.

Giuliano tænker hurtigt. De fleste politifolk er lette at bestikke, og måske kan han slippe afsted med at forære dem kornet.

Men politifolkene lader sig ikke formilde, så Giuliano trækker sin pistol i håb om at true sig fri. En betjent trækker også sit våben.

I panik trykker Giuliano på aftrækkeren. Mens politibetjenten forbløder på vejen, flygter morderen hjem til sine forældre.

Da politiet finder ham her, skyder Giuliano endnu en betjent, før han igen stikker af.

Nu er der ingen vej tilbage. Giulianos liv som én af Siciliens mest eftersøgte, frygtede og feterede banditter er begyndt.

“Længe leve Salvatore Giuliano, Italiens befrier”. Graffiti på husmur i Palermo, 1947.

Lovløshed herskede på Sicilien

Giuliano var langtfra den eneste sortbørshandler på Sicilien.

Historikere anslår, at omkring 70 pct. af øens madvarer blev solgt på det sorte marked under de lovløse tilstande, som herskede i 2. verdenskrigs sidste år. Men politiet var i lommen på mafiaen, som styrede byens politiske og økonomiske liv.

Ordensmagten gik derfor kun efter de små fisk – som Giuliano.

Giuliano lod sig ikke slå ud. Han gemte sig i bjergene rundt om hjembyen Montelepre, hvor han samlede en håndfuld loyale mænd.

Hans nærmeste forbundsfælle blev Gaspare Pisciotta. Han var partisan i den sicilianske selvstændighedsbevægelse, som Giuliano ivrigt støttede.

Salvatore Giuliano, Gaspare Pisciotta, Sicilien

Gaspare Pisciotta (til venstre) var Giulianos (til højre) nærmeste bandekammerat og kampfælle.

© Italian Wikipedia

Banden plyndrede overklassen, som trods krigen levede i luksus.

Det kendteste offer blev hertuginden af Pratameno. Flankeret af sine folk troppede Giuliano op i grevindens dagligstue. Med trusler om at bortføre hendes børn fik han hende til at aflevere alle sine smykker.

Blandt trofæerne var hertugindens store diamantring. Den kvitterede banditten for med et håndkys.

Næsten lige så indbringende som røverierne var Giulianos bortførelser af velhavende sicilianere. Løsesummen blev altid udbetalt i kontanter, en fordel i tiden efter 2. verdenskrig.

“Jeg dræber kun for at fremme retfærdigheden. Giuliano har aldrig besudlet sine hænder med blod for pengenes skyld”. Salvatore Giuliano, 1947.

Massakre ændrede alt

Gavmildheden gjorde Giuliano populær. “Længe leve Salvatore Giuliano, Italiens befrier” stod der på næsten hver eneste husmur i Palermo i begyndelsen af 1947.

“Jeg dræber kun for at fremme retfærdigheden. Giuliano har aldrig besudlet sine hænder med blod for pengenes skyld”, erklærede bandelederen stolt.

Men snart blev troen på hans uskyld sat på prøve. I 1947 var Giuliano dybt engageret i selvstændighedsbevægelsen. I sin politiske kamp gik han lige så hensynsløst til værks som under sine røverier.

Under arbejdernes 1. maj-fejring i Portella della Ginestra uden for Palermo omringede Giuliano og hans mænd mødedeltagerne og skød ind i mængden.

11 døde. Blandt dem var tre børn.

Giuliano forklarede, at han blot ville skræmme folk fra at stemme på kommunisterne, som han mente modarbejdede selvstændighedsbevægelsen.

Salvatore Giuliano, Sicilien, drab

Tegningen i det italienske ugeblad La Domenica del Corriere viser myndighedernes – fejlagtige – udlægning af mordet på Giuliano.

© akg-images/Fototeca Gilardi

Politiet udsendte løgnehistorie

Giuliano er på flugt

Giuliano er på flugt og gemmer sig i byen Castelvetrano. Politiet hævder, at de her opsøger, skyder og dræber den eftersøgte bandit. I virkeligheden ankommer politiet først efter Giulianos død.

Bandit fremstår svært bevæbnet

Maskinpistoler og pistoler er en del af Giulianos image, og han lader sig gerne fotografere svært bevæbnet. På dødstidspunktet er Giuliano i virkeligheden aldeles forsvarsløs.

Politiet får ram på Giuliano

Ifølge politiets forklaring dør Giuliano efter en heftig skudduel med politiet. I virkeligheden er skudhuller i liget påført efter døden. Sagens rette sammenhæng stod først klart den 11. maj 1951, da morderen gik til bekendelse.

Men beslutningen blev skæbnesvanger, for nu gik jagten for alvor ind på bandelederen.

Politiet nedsatte en specialstyrke på flere hundrede mand. Fang Giuliano, død eller levende, lød ordren.

I sommeren 1950 blev Giuliano træt af at være fredløs. Med den trofaste Pisciotta ved sin side drog han til byen Castelvetrano tæt ved kysten. Herfra ville han rejse til USA.

Den 4. juli om aftenen gik han til ro for at hvile ud før den videre færd.

Han vågnede aldrig igen.

Efter aftale med politiet skød og dræbte Pisciotta den sovende Giuliano. Liget efterlod han på en åben plads i nærheden. Dagen efter meddelte politiet, at de omsider havde fået ram på den eftersøgte bandit.

Italienerne strides stadig om, hvorvidt Giuliano var en helt eller en skurk. I alle tilfælde blev forræderiet mod ham hævnet.

På trods af løfter om frit lejde blev Pisciotta idømt fængsel for livstid. Den 9. februar 1954 blev han fundet død i sin celle, forgiftet med en solid dosis stryknin.