Louis Pons kunne ikke glemme den kuffert, som han netop havde sat på hylden med bagage til London-afgangen.
Som ansvarlig for bagagehåndteringen på jernbanestationen La Gare Saint-Charles i den franske by Marseille var han vant til at håndtere alle slags bagage.
Og noget var forkert ved den enorme kuffert, som var blevet indskrevet tidligt om morgenen den 5. august 1907.
Pons besluttede sig for at undersøge sagen nærmere. Da han bøjede sig ned over kufferten, stivnede han.
En tyk væske sivede ud af kufferten. Væsken dannede en mørkerød pøl på gulvet, lige ud for snuden på Pons’ nypudsede sko.
En tyk væske sivede ud af kufferten. Væsken dannede en mørkerød pøl på gulvet, lige ud for snuden på Pons’ nypudsede sko.
Med rystende hænder drejede han adressemærkaten og noterede sig ejermandens navn – Vere Goold.
Navnet skulle snart blive kendt i hele Frankrig, for fundet af den bloddryppende kuffert indledte én af tidens mest makabre mordsager.
Druk kostede karrieren
Det var ikke første gang, Goold gjorde sig bemærket. To årtier tidligere var han én af stjernerne i den nye sport tennis. Overklassesønnen Goold var så talentfuld, at han i 1879 vandt det irske mesterskab.
Det parisiske dagblad Le Petit Journal dækkede indgående mordet på Emma Levin.
Retssagen blev en farce
Goold skiftede forklaring
Da Goold og Giraudin i retten måtte opgive at bedyre deres uskyld, skiftede de forklaring. Nu hævdede Goold i stedet, at han i fuldskab havde dræbt Levin, fordi hun forlangte at låne penge af ham.
Hustruen fik den højeste straf
Marie Giraudins myndige optræden i retssalen gav dommerne det indtryk, at hun var arkitekten bag rovmordet. De idømte hende derfor dødsstraf. Straffen blev appelleret og kort efter ændret til livstid.
Millionøsen blev parteret
Både Giraudin og Goold fik hårde straffe, fordi de under retssagen indrømmede, at de havde opbevaret Emma Levins lig i badekarret natten over, og at de næste dag havde parteret hende for at skjule deres forbrydelse.
Ved samme års Wimbledon-mesterskab, det blot tredje nogensinde, spillede Goold sig ubesværet i finalen – kun for at blive slået af engelske John Hartley. Efter sejren føjede Hartley spot til skade ved nedladende at omtale Goold som en “munter og vild irer”.
Skuffelsen over nederlaget fik Goold til at skifte tennisbanen ud med Londons barer. Langsomt, men sikkert gik det unge tennishåb i hundene.
Men Goold fandt nyt håb, da han i 1883 mødte den charmerende Marie Giraudin, der arbejdede som dameskrædder.
De to giftede sig, og en tid levede de lykkeligt, men dyre vaner fik regningerne til at hobe sig op.
“De nægtede at have myrdet kvinden. Sidste søndag kom hun til dem for at bede om penge, fortalte de”. The Times, 6. august 1907.
Gælden kunne ægteparret kun betale ved at låne hos velhavende venner.
Når pengene skulle betales tilbage, flyttede parret til en ny by, hvor de opdyrkede nye indbringende venskaber.
Presset af kreditorer fra alle sider besluttede parret i 1907 at prøve lykken på Monte Carlos kasinoer.
Her førte de sig frem med store armbevægelser og falske adelstitler. Heldet ved spillebordene udeblev, men lykken tilsmilede alligevel parret.
På et kasino fik parret øje på den velhavende enke Emma Levin. Levin udlånte beredvilligt sine penge – lige indtil hun fik nye venner. Igen måtte Goold og Giraudin på farten.
Mens de var i færd med at pakke, bankede Levin imidlertid på døren til Goolds luksuslejlighed. Hun krævede at få sine penge igen.
Dagen efter tilkaldte Louis Fons politiet. I den bloddryppende kuffert fandt ordensmagten Levins parterede lig.
Kasinoet i Monte Carlo tiltrak i 1907 aristokrater og velhavere fra hele Europa.
Paraply blev afgørende bevis
Goold og Giraudin blev straks arresteret. Under den efterfølgende ransagning af parrets lejlighed fandt politiet hammer, sav og blodspor samt en paraply, der havde tilhørt fru Levin.
Parret afviste enhver skyld. “De nægtede at have myrdet kvinden. Sidste søndag kom hun til dem for at bede om penge, fortalte de”, rapporterede London-avisen The Times den 6. august.
Goold hævdede desuden, at Levin i virkeligheden var blevet skudt af en jaloux elsker. Den absurde påstand holdt ikke i retten, hvor Goold og Giraudin blev dømt skyldige.
Marie Giraudin tilbragte sine sidste år i fængslet i Montpellier, hvor hun døde af tyfus i 1914. Vere Goold blev deporteret til straffekolonien i Fransk Guyana. Her begik han selvmord mindre end et år efter ankomsten – 56 år gammel.