Guillotine

Bødlens sidste gerning

Den 23. november 1910 eksekverede en svensk bøddel for sidste gang en dødsdom. Johan Alfred Ander skulle dø, fordi han havde dræbt en ung kvinde og frarøvet et vekselkontor 5000 kr.

Den 23. november 1910 eksekverede en svensk bøddel for sidste gang en dødsdom. Johan Alfred Ander skulle dø, fordi han havde dræbt en ung kvinde og frarøvet et vekselkontor 5000 kr.

Shutterstock

Bag Långholmens centralfængsels tykke mure har Johan Alfred Andersson Ander besøg af en embedsmand og fængslets præst.

Den 37-årige morder afventer sin henrettelse, og loven slår fast, at enhver dødsdømt skal have mulighed for at forberede sig på det, der venter ham, ved at tale med en præst.

De to herrer beder Alfred Ander om at lette sit hjerte. Men han afviser at sige noget. De fortæller, det er deres pligt at tale med ham. Ander vrisser, at han giver fanden i dem begge.

Klokken er otte om morgen, og solen er lige ved at stå op. Tiden er inde til, at Ander skal henrettes for mordet på frøken Viktoria Hellsten, som han dræbte den 5. januar 1910.

Alfred Anders forbryderfoto

Ander afprøvede som den første – og den sidste – guillotinen, der var indkøbt i Frankrig.

© Polismuseet

Fængselspersonalet gør klar til at eksekvere dommen. Helt efter forskriften får Ander læst sin dødsdom op i cellen og bliver så ført ud i den halvcirkelformede fængselsgård.

Her venter officielle repræsentanter, bødlen Albert Dahlman og hans assistent, fængselspræsten og den fem meter høje guillotine, der skal benyttes til henrettelsen.

Bagbundet og uden bind for øjnene går Ander hastigt mod skafottet, standser op og siger: “Godmorgen, mine herrer”.

Han ser op mod guillotinens skarpe blad, mens bødlen folder hans krave ned.

Røveri og mord

Denne dag er afslutningen på et mislykket liv. Efter værnepligten ved artilleriet forsøgte Ander sig flere gange som værtshusholder i Sverige og Finland sammen med sin kone Julia Charlotta.

Forehavendet mislykkedes gang på gang, og Ander slog sig på flasken. Hans kone vidnede senere i retten om, at Ander mishandlede hende, når han var fuld, og at hun havde frygtet, at han ville slå hende ihjel.

Småforbrydelser sendte nu og da Ander i fængsel, og mellem afsoningerne begyndte han at strejfe om. I begyndelsen af januar 1910 tog han logi på Hotell Temperance i Stockholm.

Ander manglede penge. Han havde tidligere boet på Temperance og var dengang rejst fra regningen, så nu pressede personalet ham for penge.

Bismervægt

Ander overfaldt Viktoria Hellsten og slog hende med en bismervægt. Hun forblødte langsomt på vekselkontorets gulv.

© Shutterstock

Om eftermiddagen den 4. januar ringede han til et mindre vekselkontor ikke langt fra hotellet.

Ander opgav et falsk navn, sagde, han var handelsrejsende, og forhørte, om det var muligt at sælge nogle aktier til en værdi af ca. 8000 kr. den følgende dag.

Kontorets ejer kunne ikke umiddelbart give svar, men samtalen havde forvisset Ander om, at vekselkontoret lå inde med kontanter. Omkring halv ni den følgende morgen forlod Ander hotellet med en lang, tynd pakke under armen.

Det præcise hændelsesforløb i den følgende time er uvist, for Ander nægtede sin forbrydelse til det sidste, men ud fra vidneudsagn sammenstykkede politiet dette forløb:

Ander spadserede hen til vekselkontoret for at stjæle kassebeholdningen. Den unge Viktoria Hellsten, der passede kontoret denne morgen, satte sig formentlig til modværge, og Ander slog hende hårdt i hovedet med den tunge bismervægt, han havde medbragt i den lange tynde pakke.

Blandt hans ejendele fandt politiet bl.a. en papirlap med vekselkontorets telefonnummer, bundter af udenlandske sedler. Og Viktoria Hellstens taske.

Hellsten faldt om på gulvet, og Ander tømte kontoret for svenske kroner, tyske mark, amerikanske dollars, engelske pund, finske mark, russiske rubler og værdipapirer for i alt 5211,27 kroner.

Efter røveriet gik Ander tilbage til hotellet, pakkede sine ting, betalte regningen og tjekkede ud. Ved ti-tiden ankom et bud til vekselkontoret og fandt Hellsten i en stor blodpøl bag disken.

Hun var stadig i live, og både buddet og det tililende politi forsøgte at redde hende. Men forgæves. Hun døde, og jagten på hendes morder gik ind.

Morderen var fundet samme aften

Da nyheden om drabet nåede Hotell Temperance, gav personalet politiet et tip om den pludseligt velhavende Anders besynderlige opførsel.

Politiet fulgte hans spor til byen Vaxholm uden for Stockholm, og allerede samme aften blev Ander pågrebet.

Blandt hans ejendele fandt politiet bl.a. en papirlap med vekselkontorets telefonnummer, bundter af udenlandske sedler. Og Viktoria Hellstens taske.

Henrettelsesskuret i København

Henrettelsesskuret i København kom i anvendelse 29 gange.

© Chlor

Danmark genoplivede dødsstraf

Landsforrædere under 2. verdenskrig anede ikke, at de risikerede henrettelse. Dødsstraffen blev først indført efter befrielsen.

I 1933 blev dødsstraffen afskaffet i Danmark. Straffen havde ikke været benyttet i 40 år, men blot 12 år senere genindførte rigsdagen den – med tilbagevirkende kraft.

I månederne efter 2. verdenskrig skulle danskere, der havde været i tysk krigstjeneste, samarbejdet med besættelsesmagten eller på anden vis forrådt Danmark, stilles til ansvar.

  1. 521 “landssvigere” blev dømt, og uden større debat blev straframmen udvidet til at omfatte dødsstraf. I alt 46 personer blev henrettet, selv om deres handlinger ikke kunne medføre dødsstraf på gerningstidspunktet.

En gruppe frivillige politifolk eksekverede dommene ved skydning i Undallslund Plantage ved Viborg og på Bådsmandsstrædes Kaserne – det nuværende Christiania i København.

Den 20. juli 1950 kl. 01.00 skød bødlerne den sidste dødsdømte, Gestapo-manden Ib Birkedal Hansen, og et år senere forsvandt dødsstraffen fra “Landsforræderloven”.

Retsopgøret efter besættelsen har været kritiseret for at være motiveret af hævntørst, for at ramme hårdt og tilfældigt, og fordi indførelsen af dødsstraf med tilbagevirkende kraft strider imod en retsstats principper.

Den 14. maj 1910 blev Alfred Ander dømt til døden for drabet på Viktoria Hellsten og røveri af vekselkontoret. Han lyttede roligt til dommeren, der fastsatte, at henrettelsen skulle finde sted den 23. november.

På skafottet beder Ander om at få lov til at sige sine sidste ord, men bødlen nægter – eller hører ikke Ander – og placerer den dødsdømte under guillotinens blad.

I samme øjeblik Anders nakke er lagt til rette, trækker bødlen i udløseren, og bladet falder ned. Senere skriver avisen Aftonbladet:

“Den for det skrækkelige rovmord i det Gerellske vekselkontor arresterede og dødsdømte Alfred Andersson Ander har i dag sonet sin forbrydelse med døden”.

Alfred Ander var den sidste, der blev henrettet i Sverige. Dødsdomme var særdeles sjældne, og i 1921 afskaffede Sverige straffen i fredstid.

Læs mere:

  • Hans Gregersen: Galge og økse, Mammut, 1992

  • Dalman & Gunne: Sveriges siste skarprättare A. G.

  • Dahlman – Föregångare och Förrättningar, Skandinaviska Pressförlaget, 1934