Bødlernes dynasti

Charles erklærede Marguerite sin kærlighed. Men hun sagde, at det aldrig ville gå. Charles kunne ikke forstå hvorfor – indtil en dag i Dieppe, hvor en henrettelse skulle finde sted på byens torv.

Det var et optrin, Charles havde set mange gange, men da han så mod skafottet, blev han helt kold indeni. Bøddelen, som gjorde sig klar, var Pierre Jouanne, Marguerites far.

Bødlerne og deres familier blev mødt med afsky og foragt. Charles blev fortvivlet, men nægtede at opgive sin elskede:

“Marguerites skønhed og ærbarhed gør hende mere værdig til at være født nær en trone end et skafot. Selv om hendes far, mester Jouanne, radbrækker mennesker på stejle og hjul, findes der ikke en dråbe blod på de hænder, som hun har ladet mig kysse”, skrev han i sin dagbog.

Da det blev kendt, at han havde forelsket sig i bødlens datter, blev han blev frosset ud af de andre officerer. Charles besluttede sig for at forlade Frankrig for evigt og opsøgte Marguerite for at tage afsked.

Da han nåede frem, hørte han en dyb stønnen fra et skur ved huset. Da han kiggede ind, så han Marguerite ligge fastbundet på en bænk. På foden havde hun en torturstøvle, og bøjet over hende stod faderen, som råbte “Tilstå! Tilstå!”

Charles stormede ind og stoppede Jouanne. Den gamle bøddel forklarede, at han havde forsøgt at få sin datter til at sige, hvem hendes elsker var. Charles gik straks til bekendelse og sagde, at han var villig til at gifte sig med Marguerite.

Men Jouanne tøvede. Han var overbevist om, at Charles foragtede ham på grund af hans virke som bøddel – og dermed også hans datter. Men på én betingelse måtte Charles få Marguerite: Hvis han selv blev bøddel og dermed delte skam og skæbne med sin nye familie.

Her slutter Charles’ dagbog. Men den officielle protokol fra Rouen fortæller resten af historien:

“Mens han var i færd med at rædbrække en vis Martin Eslau, bad bøddelen Pierre Jouanne sin svigersøn, som nylig var blevet gift, om at rette et slag mod den dødsdømte. Svigersønnen mistede bevidstheden og blev pebet ud af mængden”.

Charles Sanson havde drømt om at vinde ære på slagmarken. I stedet endte han som en foragtet bøddel, og den kærlighed, han havde ofret alt for, blev ikke engang langvarig.

Nogle få år efter brylluppet døde Marguerite i barselssengen og efterlod ham en søn. Charles forstod, at han og Marguerite havde lagt kimen til et dynasti af bødler.

Charles var den første, og drengen var dømt til at følge i sin fars og morfars fodspor, en bøddels søn havde intet andet valg. Kun døden kunne udfri dem fra den skæbne, Charles Sanson havde påført sine efterkommere.

De nåede at blive seks bødler, og den sidste af dem samlede familiens historie i bogform.

Paris gjorde bøddelfamilien rig

Charles Sanson fortsatte med at praktisere som bøddel frem til 1699. Da var hans nerver så tyndslidte, at sønnen, der også hed Charles, overtog pligterne. På den tid var familien flyttet til Paris og havde overtaget posten som stadsbøddel der.

Det var toppen af bødlernes hierarki, og familien Sanson var blevet velhavende. I 1707 købte Charles, der var den anden i Sanson'ernes bøddeldynasti, et storslået palæ midt i byen. Her levede han et fredeligt og luksuriøst liv og forsøgte bag havens høje mure, så godt han kunne, at glemme sit arbejde.

Men det var aldrig muligt særlig længe ad gangen. Før eller siden kom en ny dødsdømt op på skafottet, hvor Charles stod klar til at torturere og henrette med sin hammer, glødende tænger og økse.

Bødlen gav de fattige lægehjælp

Charles Sansons søn, Jean Baptiste, var bare syv år gammel, da han som den tredje i Sanson'ernes dynasti blev Paris’ bøddel. Det var hans mor Marthe, som sørgede for, at hendes søn trods sin unge alder kunne overtage stillingen efter sin far.

Jobbet som stadsbøddel i den franske hovedstad var for indbringende til, at hun ville lade det glide familien af hænde. De første år var det nogle andre, der udførte selve opgaven, men Jean var altid selv til stede, først som tilskuer, siden som håndlanger.

Jean lader til at være den eneste Sanson, der nød jobbet som bøddel, eller i hvert fald fandt det interessant. Han tilbragte store dele af barndommen ved skafottets fod, og formentlig bidrog hans fascination af anatomi og medicin til, at han fandt det grusomme fag tåleligt.

De, der mødte Jean Baptiste, beskrev ham som en mild og omsorgsfuld mand. Hver morgen, når han kom hjem fra messe i St. Laurent-kirken, stod der en kø af mennesker og ventede på ham.

Det var nabolagets fattige, som kom for at få hjælp af den medicinkyndige bøddel. Når han ikke slog folk ihjel, gjorde Jean Baptiste sit bedste for at helbrede sine medmennesker.

Jean fik syv sønner, og alle endte med at blive bødler i forskellige dele af Frankrig. Når Jean Baptiste samlede hele familien i sit herskabelige palæ, sad han som en bøddel-patriark for den ene ende af bordet.

Ved den anden sad hans mor, og mellem dem sad de syv bøddelsønner, der ofte blot blev tituleret med navnene på deres embeder: Monsieur d’Orleans, Monsieur de Rheims, Monsieur de Soisson…

Damiens-henrettelse rystede bødlen

Det var stadig Jean Baptiste, som bar den mest ærefulde titel: Monsieur de Paris. Men i praksis var det den ældste søn, Charles Henri, der udførte sin fars opgaver.

Charles, der var den fjerde i Sanson'ernes slægt, ville egentlig gerne være læge og studerede i Leiden, da der kom besked om, at hans far var alvorlig syg. Han skulle komme til Paris for at overtage farens stilling.

Charles blev kastet ud i sit nye liv på dramatisk vis. I 1757 havde den sindsforvirrede religiøse fanatiker Robert- Francois Damiens forsøgt at dræbe kong Ludvig 15. Forsøget mislykkedes, men Damiens blev alligevel idømt lovens strengeste straf:

Først skulle hånden, som havde holdt kniven, brændes af med svovl. Derefter skulle han knibes med tænger flere steder på kroppen, og sårene skulle fyldes med smeltet bly. Til sidst skulle han rives i stykker mellem fire heste, før kroppen skulle brændes på bålet.

Da dagen for henrettelsen oprandt, gik alt galt. Den assistent, der skulle have hjulpet den 17-årige Henri, var ravende fuld og havde ikke skaffet de nødvendige remedier til henrettelsen.

Derfor måtte Henri – fulgt af en stor folkemængde – gå fra forretning til forretning for at købe svovl, bly, og hvad der ellers var brug for. Imens sad den ulykkelige Damiens på skafottet og ventede.

Omsider kom henrettelsen i gang. Pinsel efter pinsel fulgte, indtil Damiens blev bundet fast mellem fire heste. Da viste det sig, at hestene var for svage til at rive ham i stykker.

Yderligere to heste blev bundet fast til offeret, men heller ikke da lykkedes det. Til sidst måtte bødlen og hans hjælpere kappe senerne i Damiens' arme og ben over, og så gik lemmerne endelig af. Det groteske skuespil havde varet i fire timer, men endnu var det ikke ovre.

Da præsten gik frem til Damiens, viste det sig, at han endnu var i live, selv om han nu blot var en torso uden lemmer.

Ifølge øjenvidner bevægede Damiens' kæbe sig, som udbrød han noget, da kroppen og de afrevne lemmer blev kastet på bålet.

Sanson blev modeikon for adelen

Trods den dårlige begyndelse blev Henri snart succesfuld inden for bøddelfaget. Den flotte, begavede og velklædte bøddel blev lidt af en kendis i Paris. Tusinder af mennesker flokkedes om hans henrettelser, og det tøj, han bar, skabte mode.

I et forsøg på at forhindre det forbød myndighederne ham at bruge modefarven blå. Charles svarede igen ved at få syet endnu flottere klæder i grønt. Det skabte ny mode, og unge mænd fra adelen gik i jaket a la Sanson.

Men til trods for berømmelsen og rigdommen blev Charles aldrig en del af “det gode selskab”.

En dag, han var på jagt, standsede han ved et værtshus for at spise middag. Her faldt han i snak med den yndigste adelsdame. Charles var som altid veltalende og velklædt, og han charmerede damen så fuldstændigt, at “... det kunne virke, som om hjertet havde noget med vores samtale at gøre”, som han skrev i sin dagbog.

Da middagen var omme, sendte Charles bud efter sine heste og vogn og takkede den unge dame for selskabet, mens han bøjede sig dybt og kyssede hendes hånd.

Idet Charles var i færd med at forlade rummet, hørte han nogen spørge adelsdamen: “Madame, ved De, hvem den unge mand, De netop spiste middag med, var? Han er Paris’ bøddel.”

Adelsdamen var ved at besvime. Hun græd og bad om et glas vand. Derefter begyndte hun febrilsk at vaske hænder: Hun havde jo rørt ved en bøddel!

Bødlen dræbte sin drømmekvinde

Den franske revolution forandrede med et slag bødlens position i samfundet. Han var nu revolutionens helt, som rensede samfundet for adelens parasitter og fjender af folket.

De blev ikke længere kaldt “bødler”, men “folkets hævnere”. Det blev også foreslået, at man skulle udforme en uniform til bødlerne, tegnet af kunstneren David. Men her sagde den forfængelige Charles Henri stop.

I løbet af revolutionens kaotiske og blodige år blev 2918 adelsmænd, præster og almindelige borgere halshugget. Også Ludvig 16. endte i guillotinen.

Men især en henrettelse rystede Henri. I sin ungdom havde han lært abbed Gomart at kende. Den gamle præst havde til opgave at følge de dødsdømte til skafottet og var en hyppig gæst i Sanson-huset. Abbeden talte ofte om sin unge, smukke og godhjertede niece Jeanne.

Henri blev fascineret af abbedens beskrivelse af niecen, og en aften gik han hen til hendes hus. Han ventede, til hun kom ud af døren, og fulgte så efter hende.

Jeanne lagde mærke til det og havde bestemt ikke noget imod at blive kurtiseret af den flotte unge mand. Den og adskillige efterfølgende aftener vandrede de to unge langsomt sammen under lygterne i Tuilerie-haven.

Ved hvert møde voksede følelserne mellem de to, men de fik aldrig hinanden. Mange år senere skulle de dog ses igen.

Denne gang var det ikke i det milde lys fra Tuiliere-havens lygter, men i et goldt fangehul. De var ikke længere Charles og Jeanne, men bøddel og offer. Han var revolutionens helt, og hun var baronesse du Barry – Ludvig 15.s elskerinde. Charles beskrev deres sidste møde i sin dagbog:

“Da hun så mig, skreg hun og dækkede øjnene med hænderne og faldt ned på knæ, mens hun råbte 'Dræb mig ikke! Hvor er dommerne? Jeg har ikke tilstået alt, jeg har ikke tilstået alt; lad mig se dem!' En af mine assistenter kom for at klippe hendes hår af, men hun gjorde så meget modstand, at de havde store vanskeligheder med at binde hendes hænder.“

“Til sidst gav hun efter, men græd, som jeg aldrig før har hørt nogen kvinde græde. Jeg var mere bevæget end nogen anden, for denne kvinde mindede mig om min ungdom, om dengang, jeg kendte hende. Da hun så guillotinen, blev hun meget opbragt og kæmpede imod mine assistenter og forsøgte at bide dem. Hun var meget stærk, og det tog tre minutter, før de kunne bære hende op på platformen. Hun var frygtelig at se på, og hun gjorde modstand til det sidste”.

Oplevelserne under revolutionen blev for meget selv for en garvet bøddel som Henri. Han fik et stadig mørkere sind, den mindste lyd fik ham til at fare sammen, og han undgik andre menneskers selskab.

Og når han satte sig til middagsbordet, syntes han, han så blodpletter på dugen. Til sidst brød han fuldstændig sammen, og hans bror Martin måtte overtage hans opgaver.

Det gik hurtigt ned ad bakke for Charles Henri. På dødslejet kaldte han sin søn til sig: “Henri”, sagde han, “lad os blive ved med at bære den lod, skæbnen har givet os. Der er ingen grund til at håbe på, at verden derude nogen sinde vil tage imod dig. Din oprindelse vil hverken blive glemt eller tilgivet. Vælg aldrig et andet fag for dig selv eller din søn”. Så døde han.

Byens guillotine blev pantsat

Henri, den femte i Sanson-dynastiet, fulgte sin fars formaning og forberedte også sin søn Henri Clement på at overtage hvervet som Paris' bøddel. Henri Clement fulgte modvilligt familietraditionen.

Første gang han var med sin far til en henrettelse, blev han så skrækslagen, da han så bøddelassistenten putte den hovedløse krop i en kiste, mens en anden tørrede blodet op, at han løb sin vej.

Med tiden affandt også Henri Clement sig med skæbnen. Han udførte sine opgaver helt frem til en dag i 1847, hvor han modtog et forseglet brev. Brevet indeholdt hans opsigelse.

Henri Clement, den sjette i Sanson'ernes bøddeldynasti, skulle også blive den sidste. Grunden til, at han stoppede, var mindre ærefuld, end hans forfædre ville have ønsket: til trods for, at han som stadsbøddel i Paris tjente en formue, var han kommet så meget i pengebekneb, at han havde pantsat byens guillotine.

Henri Clement stod i hallen omgivet af portrætter af alle sine forgængere, da han læste brevet med sin opsigelse. Han ringede efter en af sine tjenere og bad om et fad med vand.

Højtideligt vaskede han syv generationers blod af hænderne. Kort tid efter solgte Henri Clement Sanson familiens palæ. Derefter forlod han Paris for altid og slog sig ned et ukendt sted, hvor ingen vidste, hvem han var, og hvad han havde lavet.