Lugten af ko hænger endnu i den gamle staldbygning, da Arthur Thistlewood den 22. februar 1820 mødes med sine medsammensvorne.
Mødet finder sted på et støvet høloft i Cato Street i et af Londons ydmygeste kvarterer. De beskedne omgivelser generer dog ikke Thistlewood – for ved denne tid dagen efter vil han ifølge sin plan befinde sig i anderledes fornemme omgivelser: Hele den britiske regering vil da være udslettet og magten tilhøre ham og hans håndlangere.
Thistlewoods planer skulle komme til at ryste Storbritannien. For første gang siden 1600-tallet forsøgte regeringsmodstandere at tage magten med vold.
Cato-sammensværgelsen, som komplottet fremover blev kaldt, skulle præge Storbritanniens politiske liv de følgende årtier.
Kun de rige måtte stemme
Mens statskup var sjældne, hørte oprør og optøjer i 1800-tallets begyndelse næsten til dagens orden.
Tiderne var hårde. Fem år tidligere besejrede engelske tropper Napoleons styrker ved Waterloo, men krigen havde kostet dyrt. Gæld og arbejdsløshed fulgte i krigens kølvand. Værst af alt var forholdene nærmest umulige at ændre for jævne folk. Stemmeretten var nemlig forbeholdt den lille procentdel af befolkningen, som bestod af mænd med formue.
Mange mente, at tiden var inde til at gå drastisk til værks. Blandt dem var Arthur Thistlewood, en falleret bonde, som nu tilhørte den såkaldte Spence-bevægelse, en revolutionær bevægelse, der arbejdede for valgret til alle, fælles ejerskab af jord og socialhjælp til fattige.
Thistlewood deltog i en række demonstrationer, blandt andet de såkaldte Spa Fields-oprør, som endte i sammenstød med hæren.
Politiet greb ind
Statskuppet planlægges
Den 23. februar 1820 skulle kuppet finde sted. Sammen med sine medsammensvorne ville Thistlewood storme en ministermiddag.
14 betjente stormede
George Ruthven anførte en styrke på 14 betjente. Han råbte forgæves til Thistlewood, at han skulle smide sværdet.
Thistlewood dræber betjent
Thistlewood bar et usædvanlig langt sværd, som han dræbte en politibetjent med.
Hængt og halshugget
De dødsdømte blev hængt den 1. maj 1820. Som yderligere straf skar en maskeret bøddel hovederne af ligene med en kniv. Til skræk og advarsel for potentielle kupmagere blev de bloddryppende hoveder vist frem.
I 1820 var han klar til at gå et skridt videre. Sammen med sin nære ven George Edwards begyndte Thistlewood at planlægge et statskup.
Planen var lige så enkel, som den var grusom: Den 23. februar 1820 ville lord Harrowby, formanden for kongens råd, sætte sig til middagsbordet med sine ministre. Under middagen ville Thistlewood banke på døren under påskud af at ville aflevere et brev.
Så snart butleren var forsvundet med brevet, ville Thistlewood og hans medsammensvorne træde ind i husets hall og begynde at kaste håndgranater. Mens panik og forvirring bredte sig, ville mændene med pistoler, bajonetter og sværd myrde ministrene en for en.
Foruden Thistlewood og Edwards kendte kun en begrænset kreds til planerne. Den 22. februar samledes inderkredsen en sidste gang.
Kup førte til reformer
Hvad Thistlewood ikke vidste, var, at Edwards var politispion, og at politiet holdt skarpt øje med kostalden.
Da betjentene så Thistlewood og de andre gå ind, stormede de bygningen og kravlede op ad stigen til høloftet.
“Jeg døde, da frihed og retfærdighed blev forjaget fra dette land”. Arthur Thistlewood, kupmager, 1820.
For enden af stigen stod en høj mand, som viste sig at være Thistlewood. Han holdt et sværd i hånden. En betjent Ellis berettede:
“Smithers (en anden betjent, red.) løb forbi mig. Jeg så den høje mand (Thistlewood, red.) trække sin hånd tilbage og støde sværdet i hans bryst. Smithers strakte armene i vejret og råbte åh Gud, mens han faldt hen over mig”.
Kollegaen var død på stedet.
I forvirringen lykkedes det Thistlewood og flere andre at flygte. Han blev dog arresteret næste dag. Under retssagen indrømmede Thistlewood sin skyld, men forsvarede sine handlinger.
“Jeg døde, da frihed og retfærdighed blev forjaget fra dette land”, erklærede han. Sammen med fire andre blev han dømt og hængt for højforræderi.
Afsløringen af kupplanerne viste, at situationen var uholdbar. Parlamentet vedtog derfor i de følgende år en række reformer, fx udvidelse af valgretten – den spæde begyndelse på at give jævne folk en stemme.