Jane Hedley betragter bekymret sin venindes elsker, som ligger syg i sengen og vrider sig i smerte. Kalenderen viser fredag den 29. marts 1872, og Joseph Nattrass har været sengeliggende i adskillige dage nu.
Janes veninde, Mary Ann Cotton, passer og plejer Joseph døgnet rundt – igen og igen tørrer hun hans svedige pande og bringer ham den ene kop styrkende te efter den anden.
Men intet hjælper på den 34-åriges tilstand.
Officielt bor Joseph til leje hos Mary Ann, der er enke – i virkeligheden er de samlevende, og marts måned har været barsk for parret i den lille kystby Seaham Harbour syd for Newcastle.
Først døde Josephs 10-årige søn fra hans første ægteskab, og for blot en uge siden fulgte Mary Ann sin egen 14 måneder gamle søn til graven – en søn, hun havde fået med sin afdøde ægtemand.
Det er, som om døden klæber til det lille toetagers hus i Seaham Harbour. Selvom folk dør omkring hende, virker Mary Ann overraskende fattet.
Hun fortæller roligt Jane, at hvis Joseph går bort, får hun både hans ur og opsparing, som elskeren netop har testamenteret hende – en beroligende tanke, da Josephs tilstand bliver værre og værre.
Om eftermiddagen må den lokale læge nok en gang tilse patienten. “Er smerterne forsvundet?” spørger doktor Richardson, som får et anstrengt “nej” retur.
“Hvis du kan holde op med at have diarré og kaste op, vil du få det bedre”, forklarer lægen, som antager, at patienten har tyfus. “Det er ikke nogen feberlidelse, jeg har”, fremstammer Joseph.
Doktor Richardson slår patientens bemærkning hen og svarer fornærmet, at hvis Joseph er specialist, behøver lægen ikke at besvære sig med at komme på sygebesøg igen. Men Joseph har ret.
Sandheden om hans lidelser gemmer sig i en lille krukke på øverste hylde i spisekammeret.
Krukken indeholder et hvidt pulver, som hans elskerinde, Mary Ann Cotton, de seneste dage har drysset ned i den varme te, hun giver ham.
Mary Ann Cotton er i færd med at slå Joseph ihjel med arsenik. Og det er ikke første gang, den 38-årige kvinde dræber.
Som mange andre giftmordere ved Mary Ann, at stoffet forårsager en langsom død – hvis morderen nøjes med at give sit offer små mængder arsenik ad gangen. I folkemunde går giften under det sigende navn “arvingernes pulver”.
Mary Ann Cotton.
Ofrene fik en grum død
1800-tallet blev ligefrem døbt “arsenikkens århundrede”, fordi rivaler, ægtefæller og uønskede børn blev ryddet af vejen ved hjælp af giften.
Alene i 1840’erne måtte retssale i England og Wales lægge lokaler til 69 sager, hvor briter stod tiltalt for at bruge arsenik til drab eller drabsforsøg – og alt tyder på, at kun en brøkdel af det reelle antal arsenikmord kom for retten.
Arseniks store fordel var nemlig, at symptomerne på en forgiftning med det uskyldigt udseende pulver lignede flere af 1800-tallets dødelige sygdomme som dysenteri, maveforgiftning, tyfus, plettyfus og den mest frygtede af dem: kolera.
Når folk blev ramt af disse epidemiske sygdomme, fossede væske ud af mund og endetarm, inden døden indtraf. Præcis disse symptomer havde Joseph Nattrass i marts 1872.
Under den efterfølgende retssag mod Mary Ann Cotton beskrev veninden og øjenvidnet Jane Hedley hans sidste timer:
“Han klagede over en smerte nederst i tarmen. Jeg så ham have kramper. Det så ud til, at han havde store smerter. Han vred sine tæer og hænder og vendte dem i alle retninger. Han trak sine ben helt ind til sig og kastede sig rundt i sengen, og Mary Ann måtte holde ham med alle sine kræfter”.
Jane var også til stede den 1. april 1872, da Joseph “døde i en krampe, som var magen til dem, han havde haft tidligere”, som hun beskrev det.
Medicinske tidsskrifter fra 1800-tallet vurderede, at en arsenikforgiftning bragte offeret i “den mest elendige forfatning, noget menneske kan forestille sig”, og at arsenikdøden involverede “smerter, som ville blødgøre hjertet på selv den mest brutale fyr”.
Nogle ofre beskrev før deres død, at pinslerne i maven og musklerne svarede til at få “stukket et uendeligt antal nåle i kroppen på én gang” eller få “en proptrækker boret gennem marv og ben”.
Joseph Nattrass’ dødsårsag blev af doktor Richardson angivet som “tyfus”, hvad ingen i princippet kunne fortænke lægen i.
Mens et knivdrab gav blod på tøjet og straks afslørede, at offeret var blevet myrdet, var arsenikken det lydløse og usynlige mordvåben, som gjorde, at et drab formentlig aldrig blev opdaget.
At døden på den måde kunne komme snigende, vidste alle. Som Londonavisen The Leader skrev i 1855:
“Hvis dine hænder begynder at snurre, vil du så ikke mistænke det for at være arsenik. Dine venner og bekendte smiler alle til dig, mens måltidet ser ud, som det skal, men hvordan kan du på nogen måde vide, om de har puttet arsenik i karrygryden?”
Krampe og diarré plagede både kolerapatienten og offeret for en arsenikforgiftning.
Alle havde gift i hjemmet
Tanken var skrækindjagende. Ingen kunne længere vide sig sikker – især fordi ethvert britisk hjem havde et lille lager af den uhyre potente gift liggende i spisekammeret.
Det hvide pulver kunne købes nede hos købmanden og blev primært brugt til at udrydde rotter og andre skadedyr.
Hjemme i køkkenet skulle husmødrene dog passe på, for arsenikpulveret lignede mel og bagepulver til forveksling.
Kom de ved en fejl til at putte blot en tredjedel af et gram i en kage, var det nok til at slå en voksen mand ihjel.
Tusindvis af briter mistede da også livet på grund af sådanne fatale fejl i køkkenet – alene i årene 1837-1839 registrerede myndighederne i England og Wales 506 tilfælde, hvor personer ved en fejltagelse havde indtaget en dødelig dosis arsenik.
Ulykkerne skete, bl.a. fordi giftstoffet var helt uden smag, og familien derfor umuligt kunne opdage, at arsenik ved en fejl var havnet i bagværket.
Hos mænd og kvinder med onde hensigter – som Mary Ann Cotton – var arsenikken netop populær, fordi den ikke smagte af noget, let kunne anskaffes og kostede en slik.
Blev pulveret puttet i varm mad eller varme drikke, havde skurkene et uhyggeligt effektivt våben.
I kolde retter og kølige drikke blev arsenikken derimod ikke ordentligt opløst, og adskillige personer reddede livet, da de opdagede, at noget var galt med maden.
En hustru bemærkede fx en sandagtig konsistens mellem tænderne, da hun tog en bid af et æble, som manden havde præpareret med arsenik.
Da Mary Ann Cotton forgiftede sin elsker, Joseph Nattrass, i foråret 1872, var hun allerede ekspert i arsenikdrab, men ingen anede, at den tidligere søndagsskolelærer havde myrdet stort set alle sine nærmeste.
I løbet af 20 år havde hun ryddet sin mor, tre ægtemænd samt 10 børn og stedbørn af vejen – uden at nogen havde fattet mistanke.
På samtlige af familiemedlemmernes dødsattester blev alvorlige sygdomme som gastrisk feber, tyfus eller tarmproblemer angivet som årsag til den uventede bortgang.
Forsikringer fristede alle
Arsenikdrab på familiemedlemmer var hverdag i både 1700- og 1800-tallets Storbritannien. Og næsten altid var motivet penge.
Frem til slutningen af 1700-tallet var det primært i velhavende familier, at personer fandt på at dræbe for at indkassere en arv.
Når testamentet var skrevet, kunne fristelsen for nogle adelige sønner og døtre blive uimodståelig.
For de fattige var der derimod ikke meget guld at komme efter, men det ændrede sig i begyndelsen af 1800-tallet. Som noget helt nyt kunne nu også fattigfolk tegne livsforsikringer.
Idéen lød fornuftig i et århundrede med mange livstruende epidemier, men nogle briter betragtede ordningen som en genvej til at slippe ud af gæld eller opnå en smule velstand. I
ndustrialiseringen i 1800-tallet bidrog også til stigningen i antallet af arsenikmord. Arbejderne dannede fagforeninger og fik tilbudt medlemskab af såkaldte burial societies – begravelseskasser.
Ved at betale et lille årligt kontingent kunne medlemmerne forsikre sig mod dyre bedemandsregninger i tilfælde af dødsfald i familien.
Hvis et forsikret barn døde, fik forældrene udbetalt tre-fire pund fra kassen, og hvis forældrene var sparsommelige, kunne begravelsesudgifterne til barnet holdes nede på ét pund.
Pludselig kunne forarmede forældre tjene penge på at dræbe deres egne børn – dét havde Mary Ann Cotton og mange med hende forstået.
Listerne over registrerede børn i begravelseskasserne gik ligefrem under navnet “kataloger over de dødsdømte”. Og hvis en lille nyfødt blev skrevet på listen, var det et dårligt tegn, mente mange.
“En ny generation af giftmordere er sprunget ud”, skrev The Times i 1819 og refererede til kyniske familiemedlemmer, der brugte arsenik som mordvåben.
Myndighederne blev mere opmærksomme på problemet, men det var oftest umuligt at afsløre, om der var tale om mord – medmindre et vidne ligefrem havde set den mistænkte komme arsenik i offerets mad.
Bedemændene fik travlt, da forsikringspenge fra såkaldte begravelsesselskaber gjorde mord til en god forretning.
Morderen gik fri igen og igen
Under stribevis af retssager søgte anklagemyndigheden hjælp hos kemikere og toksikologer med ekspertviden om giftstoffer, men de var som regel på en nærmest umulig opgave.
I 1833 skulle den anerkendte britiske kemiker James Marsh eksempelvis hjælpe myndighederne med at efterforske en 80-årig landmands død.
Hans barnebarn stod tiltalt for at have slået ham ihjel for at indkassere en arv, og James Marsh fandt da også spor af arsenik i både den afdødes tarm og i en kop, som den 80- årige havde drukket af.
Alligevel frifandt juryen barnebarnet, fordi de fandt Marsh’ indviklede beskrivelse af undersøgelserne mangelfuld.
12 år senere, da sagen ikke kunne gå om, indrømmede barnebarnet, at han faktisk havde myrdet sin bedstefar med arsenik.
James Marsh blev rasende og satte sig for at udvikle en test, der kunne overbevise enhver jury. Resultatet blev den såkaldte Marsh-test, der blot krævede en vævsprøve fra offerets hud eller indvolde.
Prøven gennemgik en kemisk proces, hvor indholdet af arsenik til sidst blev aflejret på et et koldt glas og kunne vises frem for en jury i retten.
Marsh-testen blev første gang anvendt under en retssag i 1840 og varslede ilde for de britiske arsenikmordere.
Testen var dog så teknisk vanskelig at udføre, at mange landsbylæger ikke fik påvist arsenikken, selvom offeret havde indtaget store mængder af giften.
Og hvis testen alligevel lykkedes, havde lægen hyppigt svært ved at forklare juryen, hvor meget arsenik den afdødes krop indeholdt – en væsentlig detalje, da alle briter gik rundt med små mængder arsenik i kroppen, fordi mange af datidens produkter indeholdt giften.
Adskillige arsenikmordere blev derfor fortsat frikendt. Gennembruddet i retsmedicinen kom først, da den tyske kemiker Hugo Reinsch videreudviklede Marsh-testen, så den blev simpel nok til, at alle læger kunne udføre den.
Fra 1840’erne risikerede arsenikmordere at blive dømt, selvom ingen havde set dem drysse gift i offerets mad.
Morderne fortsatte ufortrødent
Selvom Reinsch havde gjort livet farligt for arsenikmordere, fortsatte mange ufortrødent deres ugerninger.
Overalt i Storbritannien afslørede den nye, effektive prøve, at giftmordere var på spil, og mange af dem blev stillet for en dommer.
Selv Mary Ann Cotton mærkede omsider lovens lange arm. I årene 1852 til 1872 havde hun bl.a. dræbt sine ægtemænd og børn for at indløse arv, livsforsikringer og begravelsespenge.
Ved ofte at skifte bopæl havde hun sørget for, at omgivelserne ikke kunne holde rede på de usædvanlig mange dødsfald omkring hende.
Lørdag den 6. juli 1872 ændrede dette sig dog, da Mary Ann løb ind i købmanden Thomas Riley.
Sammen med sin stedsøn, Charles Edward, havde Mary Ann nok en gang skiftet adresse, men hun havde været uforsigtig – hendes nye hus lå i en kommune, hvor hun blot fire måneder forinden havde myrdet elskeren, Joseph Nattrass, og to børn.
Da købmanden også var engageret i det lokale velgørenhedsarbejde, spurgte Mary Ann, om han ikke kunne skaffe Charles Edward en plads i et fattighus, så hun slap for at tage sig af ham – han var jo “trods alt ikke af hendes blod”.
“Drengen er i vejen”, proklamerede hun og fremviste en gravid mave. Hun havde mødt en ny mand, som ikke ønskede at forsørge stedsønnen.
Riley afslog, og i et øjebliks uopmærksomhed talte Mary Ann over sig: “Måske betyder det ikke noget, for jeg vil alligevel ikke være belemret med ham meget længere. Han dør som alle de andre i Cotton-familien”, fnøs hun.
Købmanden var overrasket over, at den “sunde lille dreng” skulle dø – men blot seks dage senere spadserede han forbi Mary Anns hjem og hørte, at den syv-årige præcis som forudsagt var bukket under for en mave-tarm-infektion.
Bestyrtet og væbnet med en sund portion skepsis løb købmanden til den lokale læge. Først efter flere dages insisteren fik han omsider overtalt lægen til at foretage den afslørende Reinsch-test.
Lægen fremskaffede med besvær en vævsprøve fra liget og lagde den i kogende saltsyre. En halv time senere havde han svaret: Den lille dreng var blevet proppet med arsenik.
Arsenikdronningen blev pågrebet
Mary Ann Cotton var uden sammenligning victoriatidens arsenikdronning. Hele 21 ofre menes hun at have slået ihjel, selvom hun i 1873 kun blev anklaget for mordet på lille Charles Edward.
Under retssagen påviste en retsmediciner ellers, at såvel Joseph Nattrass som de to børn, der ligeledes var døde i marts 1872, havde arsenik i kroppen.
Men selvom de tre mord ikke blev taget i betragtning, var juryen ikke i tvivl og kendte hende skyldig.
“Du vil blive bragt til en henrettelsesfacilitet, og der vil du blive hængt ved halsen, indtil du dør”, forkyndte dommeren: “Mord med gift er den mest afskyelige form for forbrydelse og en forbrydelse, som får den menneskelige natur til at skælve”.
De mange giftmord bekymrede også myndighederne, som i løbet af anden halvdel af 1800-tallet vedtog en række nye love, der skulle gøre det langt sværere at få fingrene i det livsfarlige arsenik.
Køberne skulle registreres, og pulveret blev tilsat farve, så uheld lettere kunne undgås – og morderne samtidig fik sværere arbejdsbetingelser.
I mange år sløsede sælgerne dog med at registrere deres arsenikkunder samt med at notere, hvad køberne sagde, de skulle bruge giften til.
Selvom handlen med arsenik i 1868 flyttede fra almindelige købmænd til apoteker og materialister, blev situationen kun en smule bedre.
Sløseriet fik myndighederne til at stramme kontrollen yderligere, men hovedårsagen til, at antallet af arsenikmord omsider faldt, var en helt anden:
Efterhånden som den brede befolkning fik kendskab til, hvor let det var at afsløre en morder med Reinsch-testen, opgav mange deres planer om giftmord.
Ikke mindst opsigtsvækkende mordsager som Mary Ann Cottons var med til at cementere, at tiderne var skiftet. Da briterne trådte ind i 1900-tallet, syntes arsenikmordene omsider at være et overstået kapitel.
Men da havde Mary Ann Cotton allerede været død i 27 år. Om morgenen mandag den 24. marts 1873 tog den koldblodige seriemorder sine sidste skridt op på skafottet, hvor bødlen gav hende en hvid hætte over hovedet.
Om få sekunder ville rebet med et voldsomt ryk knække hendes hals og give morderen med de 21 liv på samvittigheden en nådig død.
Men da bødlen udløste lemmen i gulvet, faldt Cotton kun én meter ned i stedet for de reglementerede 2,5 meter.
Resultatet var – måske helt bevidst – at arsenikmorderen ikke knækkede halsen, men blev kvalt gennem fire lange og pinefulde minutter.