Perus kulturministerium
Peru mumie i køletaske

Cykelbud var kæreste med 800 år gammel mumie

Et par betjente fra Peru fik sig noget af et chok, da de pludselig fandt en mumie i et cykelbuds køletaske. Overraskelsen blev ikke mindre, da den unge mand fortalte dem om sit tætte forhold til den.

En 600-800 år gammel mumie er blevet fundet i et cykelbuds rygsæk i den peruvianske region Puno, nær Bolivia.

Den 26-årige peruvianske mand, der blev taget på fersk gerning med mumien af politiet, fortalte at “Juanita”, som han kaldte hende, var en slags “åndelig kæreste”. Han passede på hende derhjemme og tog hende ud for at vise til sine venner.

Mumien sov på cykelbuds værelse

Sammen med to venner var Julio Cesar taget ud til et udkigspunkt over Mantaro-dalen i Puno, hvor de sad og drak om aftenen.

Politiet kom tilfældigvis forbi og blev noget overraskede, da de under rutinetjekket fandt en mumie i Cesars store køletaske, som ellers primært bruges til at udbringe mad gennem hans job som cykelbud.

Efterforskere kigger på mumie i køletaske

Politiets efterforskere undrede sig noget, da de så den mystiske mumie i køletasken.

© Perus kulturministerium

Mumien lå sammenbøjet og var ikke komplet dækket af stof, men der var ingen tvivl om, at der var tale om en mumie.

Så langt tilbage som 5.000 f.Kr. har forskellige peruvianske kulturer praktiseret mumificering, og det var først efter Inkarigets fald til de spanske conquistadorer i 1572, at den gamle tradition begyndte at dø ud.

Manden forklarede politiet, at mumien havde været i hans familie i 30 år, og at den oprindeligt var blevet købt af hans far. Hvordan faderen havde været i stand til at anskaffe en mumie er uvist, men i de seneste år var den unge mand begyndte og taget sig af den. Han havde til sidst fået rykket “Juanita” ind på sit værelse i en kasse ved siden af TV'et.

Politiet så ingen anden udvej end at konfiskere mumien og videregive den til Perus kulturministerium. Her blev den undersøgt af arkæologer, som konstaterede at den var 600-800 år år gammel og sandsynligvis stammede fra Patambuco-distriktet i Puno. Området var hjemsted for Iupaca-kulturen, der regerede fra 1150-1600.

VIDEO – Hør Cesar fortælle om sin “åndelige kæreste”:

Politiet konstarerede også, at mumien – som manden havde anset som sin “åndelige kæreste” og givet et kvindenavn – i virkeligheden var en mand, som var over 45 år gammel og ca. 1,51 meter høj.

Manden var blevet begravet i fosterstilling, hvilket var typisk for fortidens mumificerede begravelser i området.

Nægter at mumien skulle sælges

Cesar nægtede overfor politiet, at han havde planer om at sælge mumien og fortalte i stedet, at “mine venner bare gerne ville se den”.

Ifølge Cesar havde hans familie endda tidligere prøvet at donere mumien til et lokalt museum, men uden held.

De tre mænd er nu varetægtsfængslet, mens de efterforskes for mulige forbrydelser imod Perus kulturarv.