Det store togrøveri sætter nye standarder for pengekup

Det store kup, bandens mesterstykke, skal være at røve et posttog. Tanken er ikke ny for Reynolds: Posttog er sårbare og rummer ofte mange penge. Banden har tidligere i flere måneder forberedt et andet togrøveri. Det faldt imidlertid fra hinanden, da uvenlige kolleger brød ind i en garage og frækt stjal bandens Jaguarer med udstyret til røveriet.

Denne gang ser mere lovende ud. Banden har fået kontakt med advokaten Brian Field, som ikke nøjes med at forsvare kriminelle i retten. Han bevæger sig også selv i kriminelle cirkler, hvor han handler med gode tips og formidler kontakter mod betaling.

Field har repræsenteret et medlem af City Gents i retssagen efter lufthavnsrøveriet, hvor anklagemyndigheden uden held forsøgte at få flere bandemedlemmer dømt. Nu skaffer advokaten kontakt til en mand, som kalder sig Ulsterman – Nordireren. Han hævder, at han kan levere værdifuld insiderviden, som kan bruges i et gigantisk kup.

En majdag mødes to bandemedlemmer, Gordon Goody og Buster, med Nordireren i Finsbury Park i London. Han fortæller om et posttog, som om natten kører mellem Glasgow og London. I en særlig vogn transporteres postsække med overskydende kontanter fra en række banker. Det samlede beløb varierer meget, men på årets helt store dage kan der være op til seks mio. pund.
“Er I interesserede?” spørger Nordireren. Goody og Buster kan bare nikke.

Nordireren beskriver i detaljer de 50-80 postsækkes placering: Normalt befinder de sig i vogn nummer to efter lokomotivet, bevogtet af fem postarbejdere. Det bedste tidspunkt for rø-veriet vil være lige efter en national højtid eller ferieperiode, hvor folk typisk bruger mange penge, og hvor der kan være op til fem gange så mange pengesække som på en almindelig dag.

Da Reynolds får nyheden fra de to andre, har han svært ved at skjule sin begejstring. For fanden, nu er den der! tænker han.

Planlægning af det store togrøveri

Reynolds folder et kort ud på køkkenbordet i Busters lejlighed. Der er 540 km banelinje mellem Glasgow og London. Spørgsmålet er, hvor de skal slå til.

Den simpleste løsning vil være blot at stå parat og vente på toget, når det stopper på Euston Station i London. Men det går ikke. Der er alt for meget politi. Et øde landområde virker optimalt. Til gengæld rejser det et nyt problem, nemlig det at nå hjem til London med byttet. Det vil lynhurtigt vrimle med politi og vejspærringer i hele området.

Den eneste løsning er at finde en base i nærheden. Men igen rejser det nye spørgsmål. Hoteller duer ikke. De indebærer kontakt med alt for mange fremmede mennesker. Overnatning hos bekendte er heller ikke nogen god idé. Kun bekendte, som selv har plettede straffeattester, vil være parat til at skjule banden, og de vil være de første til at blive mistænkt.

Reynolds beslutter at indlede en systematisk research. Sammen med Paddy, en tidligere gambler, tager han en tur på første klasse i Glasgow-London-toget. De to mænd kigger efter øde steder, forladte stationer, sporskifter – et eller andet, som kan give dem en idé.

Strækningen mellem de mindre byer Cheddington og Leighton Buzzard, på grænsen mellem Bedfordshire og Buckinghamshire, er helt uden bebyggelse, men til gengæld løber der en vej langs skinnerne. Reynolds kan mærke, at dette er det rigtige sted.

“Hvad synes du?” spørger han Paddy, som nikker.

“Jeg kommer tilbage hertil”, hvisker Reynolds for sig selv.

Reynolds bryder en gylden regel inden det store togrøveri

Det næste møde i Busters lejlighed har ét centralt punkt på dagsordenen: Hvordan skal de stoppe toget? Efter lidt diskussion nærmer mændene sig svaret via det logiske modspørgsmål: Hvordan stoppes tog normalt? Med rødt lys fra signalposterne langs linjen.

“Ved I noget om, hvordan man gør det?” spørger Reynolds. Han bliver mødt med stilhed.

“Kender nogen en signalmand?” Buster løfter hånden. Hans ven Roger Cordrey har lavet flere succesfulde togrøverier på den måde. Men han er tilknyttet en anden bande, South Coast-drengene.

“Med 70-80 postfolk på toget kan en ekstra bande være en fordel, hvis tingene går skævt”, mener Jimmy White, en tidligere faldskærms- soldat.

Flere mumler bifaldende, mens en anden peger på sikkerheden. Jo flere involverede, jo større risiko. Gruppen beslutter at tage chancen. Forberedelserne går ind i næste fase. Reynolds kører tilbage til det udvalgte sted sammen med Paddy i hans Jaguar. Jo mere han ser, jo bedre kan han lide det.

Nu handler det om at finde et skjulested, hvor de kan gemme sig med byttet efter kuppet. Reynolds finder gennem lokale ejendomsmæglere en landejendom, der er sat til salg. Leatherslade Farm ligger skjult fra vejen, gemt bag nogle træer, og der er langt til nærmeste nabo. Den beskedne ejendom figurerer ikke på selv detaljerede landkort. Det er næsten, som om den slet ikke findes. Stedet er perfekt.

Begejstringen får Reynolds til at begå sin første fejl. Mændene parkerer bilen og banker på døren for at tale med ejeren, som er hjemme. Dermed skaber Reynolds en forbindelse mellem sig selv og røveriet – og skaffer politiet et vidne.

Men Reynolds regner ikke med, at røveriet vil tiltrække sig større opmærksomhed end normalt: to-tre dage med stadig mindre avisoverskrifter, så er interessen døet ud. Den vurdering er Reynolds' anden fejl.

Lyt nu til læreren!

South Coast-drengene tropper op til næste møde i Busters lejlighed. Leatherslade Farm er i mellemtiden blevet købt af en stråmand, som advokaten Brian Field har skaffet. Nu skal de to bander smedes sammen.

South Coast-banden består af stærke, rutinerede forbrydere. Især “Gamle Wal” er berygtet. Det siges, at han engang er kommet ud fra en bygning med to nedkæmpede nattevagter – én under hver arm. Der er også en eks-bokser og så selvfølgelig signalmanden Roger.

Bruce Reynolds rømmer sig og tager ordet, mens han peger op på en tavle, hvor hovedtrækkene i hans plan er tegnet op med kridt.
“Det er ganske simpelt”, siger han. “Toget kører lastet fra Glasgow. Det rummer op til fem eller seks millioner”. Der lyder gisp fra tilhørerne.

Reynolds beskriver nu i detaljer, hvordan aktionen skal foregå. Han slutter sit indlæg, som han startede det – med at betone, hvor simpelt kuppet i virkeligheden er.

“Ved jernbanebroen Bridego Bridge tømmer vi toget og kører til vores gemmested, gården. Uden problemer”.

South Coast-banden begynder at stille spørgsmål. Er gården sikker? Er informationen troværdig? Er ham Nordireren til at stole på?

“Det hele handler om tillid”, svarer Bruce Reynolds ubekymret. Der breder sig uro i forsamlingen.

Charlie Wilson fra Reynolds' bande rejser sig og råber: “Så, så, drenge – lyt nu til læreren!”

Reynolds griner oppe ved tavlen: “Læreren ved bedst”, siger han. Mødet kan fortsætte.

Rollerne ved kuppet bliver fordelt. Så snart toget stopper, skal en angrebsgruppe overtage lokomotivet. Imens skal en mand hurtigt kravle ind under togstammen og koble de to forreste vogne og lokomotivet fra.

Derefter skal toget køres nogle få hundrede meter frem til Bridego Bridge. Først når de er sluppet af med hovedparten af postarbejderne i de uinteressante, frakoblede vogne, skal angrebsgruppen trænge ind i værditransportvognen og overmande de postarbejdere, som passer på pengene.

Nogle af fyrene ruller med musklerne og smiler. Holdet er sat. Men så bryder et af bandemedlemmerne den gode stemning: “Kan vi være sikre på, at toget stopper ved signalet?”

Roger har svoret på, at han kan fikse signal-posten, men hvad hvis lokoføreren bare ignorerer det røde lys og kører videre? Reynolds trækker på skuldrene. Der findes ingen 100-procents garantier. Der vil altid være noget, som er overladt til skæbnen.

I de følgende uger går rekognosceringen op i højeste gear. Banden opdager bl.a. en militærbase nær banelinjen. Det afføder en ny idé: Under kuppet skal de være forklædt i militær-uniformer og bruge camouflagefarvede biler. De kan så gå for at være soldater på natøvelse. Gruppen får løbende nye oplysninger fra Nord-ireren. Han forsikrer, at vognen med pengene ikke vil være af en ny, ekstrasikker type kaldet HVP, men en ældre model.

Usikkerheden vokser dog alligevel. Hvordan kan Nordireren vide så meget? Er han i virkeligheden politiagent og ved at lokke dem i en fælde? Efter lufthavnskuppet, frifindelserne, og pressens efterfølgende kritik af politiet, står City Gents meget højt på ordensmagtens hadeliste.

Men mændene rys-ter nervøsiteten af sig og fortsætter planlægningen. De studerer toglåse, lokomotivkonstruktion og frakoblingsmekanismer. De fremskaffer militæruniformer og radioer. Grundigt og systematisk løser de ét problem ad gangen.

Nat efter nat lægger Reynolds sig i en bivuak ved jernbanen og indsamler information og atter information. De kan aldrig få for meget information, tænker han. Information er den kriminelles livsblod.

Lokomotiv løber løbsk ved forberedelserne til det store togrøveri

Trods forberedelserne opdager banden et problem, de ikke har taget højde for. Hvad hvis lokomotivføreren er hårdfør og usamarbejdsvillig? Kan de så selv køre toget?

“Hvor svært kan det være?” griner Goody fra Reynolds' bande, da de diskuterer problemet. “Jeg finder en manual”. Og Goody finder virkelig en “manual”. Det er en børnebog for 8-årige: “Tommy lærer at køre tog”.

En sen nat, med bogens instruktioner i hovedet og godt med alkohol i blodet, kravler Goody sammen med Reynolds ind i et holdende lokomotiv på Euston Station. Goody hiver i forskellige håndtag. Pludselig vækkes den kraftige dieselmotor til live, og lokomotivet sætter sig i bevægelse.

“Fremragende!” udbryder Bruce Reynolds begejstret.

Nogle øjeblikke senere tilføjer han: “O.k., lad os bare stoppe nu”.

Goody hiver i bremsen – tror han – men toget kører bare hurtigere.

“Du kan godt stoppe nu”, siger Reynolds igen, nu med lidt nervøsitet i stemmen.

“Jeg prøver jo!” hvæser Goody febrilsk.

De to mænd begynder at hive i samtlige håndtag, men toget fortsætter accelerationen og ruller med god fart af sted ud i mørket. Hvad de har foran sig, kan ingen vide.

“Jeg kan ikke stoppe den fandens tingest!” råber Goody.

Få sekunder efter tager han flugten og springer af det kørende lokomotiv. Reynolds følger omgående efter. Det bliver en ublid landing, men ingen af mændene slår sig mere, end at de kan humpe hjem ved egen hjælp.

Dagen efter nævner ingen af morgenaviserne noget om et forulykket lokomotiv. Reynolds forestiller sig, at det kan være blevet stoppet af en buffer på et blindt spor. Han og Goody ånder lettet op.

Reynolds drager den lære af eksperimentet, at de ikke selv kan køre toget. De må ud at lede efter en lokofører, de kan få med i kuppet.

Ved et tilfælde finder de ham, da Reynolds møder en tidligere fængselskammerat, den 33-årige Ronald Biggs. Jovist, han kender da en lokofører og kan godt formidle kontakten. Eneste betingelse: Biggs vil også være med. Det er bandemedlemmerne ikke ubetinget tilfredse med.

“Hvad ved vi overhovedet om Biggs?” spørger en af mændene.

“Jeg er ret sikker på, at jeg kan køre toget”, siger en anden.

“Vi skal være hundrede procent sikre”, pointerer Reynolds.

Sagen bliver sat til afstemning – og der er overvældende flertal for at hyre Biggs’ lokomotivfører. Biggs kommer med i købet. Lokoføreren Peter er en lille mand i 50’erne. Han har aldrig kørt den aktuelle togtype, men siger, han vil forberede sig grundigt.

Alle poster er besat, nu mangler kun den allersidste forberedelse. Udstyret bliver gjort klar: håndjern, militæruniformer, blå jernbane-overalls, lygter, fire walkie-talkier, en VHF-modtager til at aflytte politiradioen, madrasser og sengetøj, campingkomfur, to Land Rovere og en gammel militærlastvogn.

Da alt er gennemgået adskillige gange på tavlen, gennemfører holdet en generalprøve. Selv om alle har deres specifikke ansvarsområder, kan rollerne byttes om, hvis der opstår noget uforudset i sidste øjeblik. Der er rigeligt med mandskab: 15 mand i alt.

Banden holder et sidste møde med Nord- ireren, som anbefaler den 7. august 1963 til kuppet. Det er lige efter nogle banklukkedage, så toget vil transportere betydeligt flere kontanter end normalt.
Hjemme i privaten siger Reynolds farvel til sin kone Franny og sønnen Nick. Franny har syet distinktioner på Reynolds' uniform og sat den britiske elitestyrke SAS’ emblem – daggert, vinger og ordene: “Den, som vover, vinder” – på hans sandfarvede baret.

Som det sidste gemmer Reynolds sin Lotus Cortina af vejen. Den er blevet brugt under rekognosceringen langs banelinjen. Reynolds sørger for, at dækkene bliver skiftet, så bilen ikke kan sættes i forbindelse med eventuelle dækspor nær gerningsstedet. Nu er han klar.

Udsættelse af det store togrøveri i sidste øjeblik

Den planlagte dag samles de to bander på Leatherslade Farm. Alle venter, i timevis og i tavshed, mens stribevis af smøger føres op til tørre læber. Der hersker en anspændt atmosfære. Så træder Goody pludselig ind og meddeler, at aktionen er udskudt. De må vente yderligere 24 timer. Han kan ikke sige hvorfor, men Nordireren anbefaler det indtrængende.

Dagen efter er ventetiden endelig forbi. Kl. 23 skifter mændene i stilhed til deres uniformer. Reynolds ser rundt på de andre. Nogle af mændene har han kendt næsten altid, synes han: Charlie Wilson fra skolen, Paddy og Biggs fra teenage-årene, Goody og nogle andre, fra han var i tyverne.

Røverne kører Land Roverne og lastvognen gennem den lune sommernat, ad små biveje gennem Buckinghamshires fredelige landskab. Politiradioen er stille. Vejene er mennesketomme, de passerer kun en enlig blaffer.

Kl. 01:30 ankommer de til signalposten ved jernbanen, ikke langt fra Bridego Bridge. Mændene spreder sig ud til deres aftalte poster. En af dem klatrer op i en mast og klipper nogle på forhånd udvalgte telefonledninger over, mens Roger går i gang med signalposten. Lidt før kl. 02:30 samles de alle igen. De løber planen igennem endnu en gang, selv om de kan den både forfra og bagfra. En af mændene forsøger sig med en joke, mest for at lette stemningen.

“Er vi sikre på, at toget altid kommer til tiden?” spørger en af mændene.

“Aldrig mere end fem minutter forsinket, aldrig mere end ét minut for tidligt”, lyder det beroligende svar. Det er tid at rykke.

“Vi ses på broen”, siger Reynolds. “Sørg for at være heldige!”

Reaktioner på det store togrøveri: “Nogen har lige stjålet et tog!”

Bruce Reynolds spejder ud i natten. Han ved, at de næste minutter vil ændre hans liv. På godt eller ondt. Den 32-årige bandeleder har parkeret Land Roveren lidt væk fra vejen og er klatret op på baneskråningen.

Augustmånen lyser svagt over de sorte marker. Reynolds kan ikke se sine mænd, der venter i mørket på de aftalte positioner. Han tænder en cigar. Monte-cristo No. 2. En god ledsager, mens man venter på sin skæbne, tænker han.

Det er dette øjeblik, han altid har arbejdet frem imod. Hans livs store kup. De lysende visere på Omega-uret fortæller, at klokken er 02:45. Der er 15 minutter endnu.

Lidt senere bøjer Reynolds sig ned og lægger øret til skinnerne. Først ingenting. Så begynder en svag summen at stige op fra stålet. Lyden bliver kraftigere, og nu ser han toget komme inde fra stationen i Leighton Buzzard. Det brøler frem imod ham og gennemskærer nattehimlen med den kraftige projektør i fronten.

Reynolds rejser sig op. Så er det altså nu. Han føler sin mave snøre sig sammen. I et splitsekund tænker han på fængslet. På de alt for mange år, han allerede har tilbragt bag tremmer. På at blive banket af medfanger, indtil både gulv og vægge er tilsølet af blod.

Så griber han walkie-talkien og giver signal til banden: “Det er nu! Det er nu! Det er nu!”

Svaret kommer fra alle posterne: “Check”, “check”, “check”.

Reynolds hører toget bremse for det røde signal, Roger har fået tændt. Det taber langsomt fart. Til sidst skurrer hjulene mod skinnerne. Så holder dieselmonstret stille ved det røde signal et stykke fra Reynolds.

Han kan høre skramlen fra metal. Det må være Roy James, der er ved at frakoble lokomotivet og de forreste vogne. Der lyder også fjerne, mumlende stemmer, så ildevarslende stilhed. Det varer lidt for længe.

Inde i lokomotivets førerhus opstår tumult. Et bandemedlem svinger en gummiknippel og rammer lokoføreren i hovedet. Han er nu uskadeliggjort, men sidder tungt i sit sæde, så der ikke er plads til Peter, bandens medbragte lokomotivfører. Den blødende lokofører bliver derfor truet til at køre toget frem selv.

Endelig ser Reynolds lokomotivet og de forreste vogne rive sig løs fra resten af togstammen og sætte i gang. Reynolds løber ned i den ventende Land Rover.

“De har det”, siger han til Paddy, som sidder klar i bilen.

Spændingen får ham til at fumle med bilnøglen. Først i andet forsøg kommer bilen i gang. Paddy speeder op på vejen langs banelinjen, overhaler toget og kører frem til Bridego Bridge, hvor han bremser op. Mændene springer ud, netop som toget når frem.

Nu sker alt meget hurtigt. Angrebsgruppen går straks i aktion. En af mændene smadrer en rude med økse og kravler ind i værditransport-vognen. Resten af angrebsgruppen følger efter. Lynhurtigt får de velvoksne mænd overmandet de fem postarbejdere. På mindre end 60 sekunder er dørene åbnet, og de første postsække, fulde af penge, flyver ud.

Mens røverne kæmper for at beherske deres eufori, ser Peter – den medbragte lokomotiv- fører – halvsyg ud. Han har det tydeligvis dårligt med at have oplevet vold på nærmeste hold. Også lokoføreren, der er blevet slået, ser bange ud. Et medlem af banden stikker ham en cigaret og forsøger at berolige ham.

Mændene danner kæde, og pengesækkene går fra hånd til hånd ned ad baneskråningen til den ventende lastvogn. Der er helt ufatteligt mange penge – over 100 sækfulde! Reynolds ser, at de er ved at overskride tidsplanen.

“Så er det nu, drenge”, råber han.

“Jamen der er kun nogle få sække tilbage”, lyder det.

“Pyt med dem, det er tid!”

Røverne styrter ned til de ventende biler. Reynolds sikrer sig, at der ikke mangler nogen. Så drøner de ud i natten, af sted mod gemmestedet. I Reynolds' Land Rover siger ingen noget, men fra bilen bagved kan de høre latter og tonerne af Tony Bennetts “The Good Life”.

De ankommer til gården præcis efter planen. Klokken er 04:30 den 8. august 1963, og banden har lige gennemført det største kup i Englands historie. I postsækkene ligger 2.636.000 pund i kontanter.

Præcis da bilerne ruller op foran Leatherslade Farm, kommer der liv i politiradioen: “I tror, det er løgn” – lyder en ophidset politimands stemme – “Men nogen har altså lige stjålet et tog!”

Politiet fangede røverne, men fandt aldrig pengene fra det store togrøveri

Bruce Reynolds blev først arresteret efter seks år på fri fod, og Ronald Biggs levede som en fri mand i Brasilien, indtil han i 2001 frivilligt rejse hjem og overgav sig.

l første omgang slap alle røverne væk, hver med deres andel af byttet og en individuel plan for den videre flugt. Politiet kastede enorme ressourcer ind i jagten og udlovede 260.000 pund i dusør for oplysninger.

Efter fem dage fandt de Leatherslade Farm, hvor røverne havde efterladt masser af fingeraftryk. Da Reynolds desuden havde sat sig selv i forbindelse med gården, da han talte med ejeren, blev politiet hurtigt klar over, at City Gents stod bag røveriet. Kort efter fulgte de første anholdelser, men røverne havde haft tid til at gemme byttet og kendte kunsten at holde kæft.

Blandt de fangne var Ronald Biggs, som dog allerede i 1965 flygtede fra fængslet. Med hjælp udefra forcerede han den høje fængselsmur med en rebstige og firede sig ned på taget af en ventende lastbil.

Den spektakulære flugt fortsatte til Paris, Australien og Brasilien, hvor Biggs fik en søn med en brasiliansk kvinde. Dermed kunne han ifølge landets love ikke udleveres og behøvede ikke længere at skjule sig.

Det søde liv blev dog lejlighedvis forstyrret. Biggs var bl.a. udsat for et mislykket kidnapningsforsøg, udført af professionelle lejesoldater. I 2001, efter over 36 år på flugt, valgte han frivilligt at vende hjem til England og overgive sig.

Biggs' reststraf løb op i 28 års fængsel, men på grund af alvorlig sygdom blev han løsladt i august 2009. Kort efter udtalte han, at “det ville være fantastisk at leve til jul”.

Bruce Reynolds flygtede til Mexico City, hvor han blev genforenet med familien. I begyndelsen levede de godt på udbyttet fra røveriet, både i Mexico, Canada og Frankrig. Men som så ofte før slap Reynolds' penge op på forbløffende kort tid.

Til sidst vendte familien hemmeligt tilbage til England, hvor Reynolds genoptog kontakten til det kriminelle miljø for at tjene flere penge. I 1969 blev han anholdt af politiet og idømt 25 års fængsel. Reynolds afsonede kun 10 år af dommen.

Efter løsladelsen i 1979 fulgte et liv med usle job, familieproblemer, fyringer og endnu en fængselsstraf for narkosmugling.

Først da der blev lavet film om tog-røveriet, og Reynolds i 1995 fik udgivet sin selvbiografi, begyndte tingene at vende for ham. Han har siden arbejdet som bl.a. film- og motorjournalist.