Hjul og stejle var en skærpet form for dødsstraf, der blev betragtet som særlig ydmygende.
Den var derfor forbeholdt samfundets værste forbrydelser. Blandt disse var rovmord, landevejsrøveri, høj-forræderi og majestætsfornærmelse.
Afstraffelsen foregik typisk ved, at den dømte først blev tortureret og halshugget.
Hovedet blev sat på en stejle (pæl), inden bødlen parterede den henrettedes krop i mindre dele og flettede dem ind i et vognhjul, som blev rejst på høje pæle, så alle kunne se det blodige legeme.
En grufuld død
Sådan gik det til, når kriminelle blev straffet med hjul og stejle.
1: Den dømte fik typisk mulighed for at bekende sine synder og bede om Guds nåde, inden han blev henrettet.
2: Bødlen var specialist i pinsel og død. Han knuste den dømtes knogler, huggede hovedet af og parterede liget. Om nødvendigt kunne han få den dømte til at lide i dagevis, før døden indtraf.
3: Den døde måtte ikke fjernes, før liget var forrådnet. I nogle tilfælde kunne den afdøde ligge til skue i flere år. Det var fx tilfældet med lægen J.F. Struensee, som blev henrettet i København i 1772 for majestætsfornærmelse.
Andre gange blev den dømte bundet til et hjul, mens han stadig var i live, hvorefter bødlen knuste knoglerne i forbryderens krop med en kølle eller et vognhjul.
Derefter blev hjulet med den radbrækkede, levende krop hejst, så den lå til skue.
Ingen måtte fjerne den henrettede, og ofte lå den døde til skue på hjulet, indtil liget til sidst gik i forrådnelse, og knoglerne begyndte at falde fra hinanden.
Formålet med at udstille den døde på hjul og stejle var både at skænde liget som en ekstra afstraffelse og lade den mishandlede krop tjene til skræk og advarsel for andre, som kunne finde på at udføre samme forbrydelse.
Hjul og stejle blev brugt i flere lande i Europa fra middelalderen og frem. I Danmark var straffen i brug, indtil den blev afskaffet ved Straffeloven af 1866.