Tvang og tragedie formørkede kejserinde Sisi liv

Her bliver Østrigs nye kejserinde lykønsket af Europas kongelige og præsenteret for de udenlandske ambassadører, og til sidst skal hun hilse på alle medlemmerne af den royale husholdning. Men pludselig får Sisi nok.

En følelse af panik skyller ind over den unge kejserinde, og mens tårerne vælter frem, flygter hun ud af salen – væk fra de mange mennesker. Sisi har haft en bekymringsfri opvækst som adelsfrøken i Bayern langt fra de bonede gulve i kejserrigets hovedstad, og det storslåede arrangement overvælder hende.

Med en kraftanstrengelse lykkes det Sisi at genvinde kontrollen og vende tilbage til gæsterne. Panikken under receptionen skal dog vise sig at være et forvarsel om, at Sisi på ingen måde er klar til at træde ind i den habsburgske fyrsteslægt og livet ved det østrigske hof.

Ægteskabet kom dårligt fra start, for den unge lykke måtte vente pga. Krimkrigen (1853-1856). Frans Josef ønskede at forblive neutral i striden. Hver morgen tog han ind til kejserpaladset Hofburg i Wien for at holde møder med sine ministre og de udenlandske diplomater.

Imens var kejserinde Elisabeth overladt til sine hofdamer på Laxenburg. Kvinderne var nøje udvalgt af hendes svigermor, ærkehertuginde Sophie. Hofdamerne var midaldrende kvinder, som den unge kejserinde ikke kunne betro sig til.

Fra begyndelsen følte Sisi en enorm ensomhed. I stedet for kærlighed og glæde var dagene på Laxenburg præget af hjemve og gråd. Kejserinde Elisabeth skrev et digt om sit ulykkelige liv i Wien, og hvor meget hun savnede München og byens flod:

“Det unge forår vender tilbage / Og pryder træet med frisk grønt / Og lærer fuglene nye sange / Og får blomsterne til at blomstre smukkere. / Men hvad er forårets glæde for mig? / Her i det fjerne, mærkelige land? / Jeg længes efter mit hjems sol / Jeg længes efter Isar-stranden”.

Ærkehertuginde Sophie var hoffets grå eminence, og Frans Josef lyttede gerne til hendes råd. Sophies indflydelse var så stor, at folk omtalte hende som “den eneste mand ved hoffet”.

Bedre blev det ikke, da ærkehertuginden så sig sur på Sisis papegøjer. Hun anbefalede sin søn at få fuglene fjernet, så Sisi ikke kunne “se skævt” til dem – angiveligt frygtede Sophie, at parrets kommende barn ellers ville ligne en papegøje.

Forholdet mellem de to kvinder nåede frysepunktet, da Sisi den 5. marts 1855 fødte sit første barn. Ikke nok med at datteren skulle opkaldes efter ærkehertuginde Sophie, svigermor installerede også den nyfødte pige i et værelse i sin egen fløj af paladset.

Den stakkels Sisi, der snart var med barn igen, måtte som højgravid kæmpe sig prustende op ad slottets trapper til ærkehertugindens gemakker, når hun ville se sin datter.

Skønhed var kejserindens altoverskyggende besættelse, og sin spiseforstyrrelse blev hun aldrig kvit. 173 cm høj holdt hun livet igennem en vægt på maks. 50 kg, og hun havde en hvepsetalje med en omkreds på 40-50 cm.

Mens hele Europa faldt i svime over Sisis kridhvide porcelænshud, smalle talje og de lange, kastanjefarvede lokker, var kejserindens helbred i 1860 så sløjt, at hendes læge ordinerede et kurophold på Madeira. Borte fra mand og svigermor fik hun det bedre, og at rejse blev i årevis Sisis flugt fra hoffet i Wien.

Ved sin diplomatiske indsats forhindrede kejserinden en borgerkrig, der risikerede at ødelægge hendes elskede Ungarn. Løsningen blev det østrig-ungarske kompromis, hvorved kejserriget Østrig blev forvandlet til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.

Ungarn opnåede indenrigspolitisk selvstyre, mens Frans Josef og Sisi blev kronet som konge og dronning af Ungarn i Matthias-kirken i Budapest den 8. juni 1867.

Året efter fødte Sisi sit sidste barn, Marie Valerie, på et ungarsk landsted. Hende fik kejserinden selv lov til at opdrage – uden svigermors indblanding.

I årene herefter fandt Sisi en større grad af ro i sit liv, men endnu en tragedie ventede forude. I 1889 begik sønnen Rudolf selvmord på et jagtslot i Mayerling sammen med sin elskerinde. Sorgen over at miste sin eneste søn var uoverstigelig for Sisi, og fra da af gik hun som regel klædt i sort.

Efter sønnens død fortsatte kejserinden sin omflakkende tilværelse, og i 1898 rejste den 60-årige Sisi inkognito til Genèvesøen i Schweiz. Personalet på hotellet røbede dog den prominente gæst for pressen, og det fik fatale konsekvenser.

De to kvinder anede heller ikke uråd, da en mand pludselig målrettet styrede imod dem, mens de krydsede den lille park, som lå mellem hotellet og kajanlægget.

Elisabeth ville træde til side, men før hun nåede at flytte sig, hævede manden sin højre arm. Af al kraft slog han hånden mod kejserindens bryst. Så stak han af i løb.

Kejserinden faldt bagover, men kom hurtigt på benene. “Det er ingenting”, affærdigede hun hofdamen. Manden havde været en simpel røver, blev de enige om.

Kejserinde Elisabeth forblev imidlertid bevidstløs, og det gjorde Irma Sztáray nervøs. Hofdamen frygtede, at sammenstødet på vejen havde givet kejserinden et hjertetilfælde.

Bekymret løsnede hun Sisis stramme klæder – og gis­pede ved synet af den blodplet, som langsomt bredte sig på chemisen og det fine silkekorset.

“Kejserinden er dødeligt såret. Vend venligst om med det samme”, meddelte hun kaptajnen med tilkæmpet ro.

Få minutter senere lagde damperen til kaj i Genève. På en båre lavet af to årer og et stykke sejldug bar seks søfolk den bevidstløse kejserinde tilbage til Hotel Beau Rivage.

“Kort tid efter ankomsten sukkede hun dybt to gange. Det var de sidste livstegn fra hende”, fortalte hotel­bestyreren senere.

Lucheni havde holdt udkig ved hotellet og var fulgt efter kejserinden.

“Jeg kom til Genève med det formål at dræbe en kongelig person. Jeg ville statuere et eksempel for alle, der lider uden at gøre noget for at forandre tingene”, forklarede han.

Mens Lucheni blev forhørt, sørgede riget over Sisi. Aviser udkom omkranset af en sort sørgerand, og tusinder fulgte grædende kisten, der med tog blev ført fra Genève til Wien, kejserinde Elisabeths sidste hvilested.

Lucheni blev dømt til livsvarigt fæng­sel, og tiden bag tremmer blev hård. Personalet havde ikke meget til­overs for den elskede Sisis morder. 12 år senere blev Lucheni fundet hængt i sin celle. Sagen blev henlagt som selvmord.