Fundet blev gjort som en del af det spanske politis Operation Plotina (navngivet efter den romerske kejser Trajans hustru). Operationen er en del af den større internationale operation kaldet Pandora VII, som foregår i samarbejde med Europol og Interpol.
Under det store internationale arbejde for at stoppe smugling af antikke genstande ind og ud af Europa, er der foreløbig blevet beslaglagt hele 11.049 kulturgenstande, 60 personer er arresteret og 237 er under efterforskning. Heraf står de spanske agenter for 19 arrestationer og beslaglæggelsen af 1079 genstande.
Genstandene skal nu på museum
“Da vi kom inden for kunstverdenens lukkede døre, opdagede vi, at de folk, vi efterforskede, levede helt normale liv”, forklarede agenterne i en pressemeddelelse.
Efter måneders overvågning lykkedes det dog at spore nogle af kulturgenstandene til et lager i byen Baena nær Córdoba.
Andre fund er blevet gjort rundt omkring i Spanien og Europa, og de stjålne kulturgenstande bliver nu udleveret til museer, så de kan komme offentligheden til gode.
Busten af den romerske kvinde vil således fremover kunne ses på Cordobas Historiske Museum. Udover busten har agenterne bl.a. også beslaglagt adskillige romerske sølvmønter – samt en søjle fra 600-tallet med imponerende dekorationer hugget ud i kalksten.