Borgere samles foran bank

Falleret skuespiller åbner svindelbank

Tårnhøje renter lokker småsparere til at åbne en konto i Adele Spitzeders bank. Herefter kan hun bruge løs af pengene. Fidusen fungerer i årevis, for svindleren har et effektivt våben mod myndighederne.

Tårnhøje renter lokker småsparere til at åbne en konto i Adele Spitzeders bank. Herefter kan hun bruge løs af pengene. Fidusen fungerer i årevis, for svindleren har et effektivt våben mod myndighederne.

Artepics/Imageselect

Køen er lang foran Dachauer Bank i Münchens centrum. Selvom klokken ikke engang er syv denne fredag morgen den 8. november 1872, har tusindvis af kunder allerede ventet i timevis. De udveksler urolige blikke.

Banken er ejet af Adele Spitzeder, som kaldes “Tysklands rigeste kvinde”, men nu fortæller rygterne, at millionøsen vakler på konkursens rand. De desperate kunder forsøger at hæve deres opsparing, inden pengene er tabt.

Men Spitzeder slipper ikke pengene frivilligt. Derfor sørger hun for, at Dachauer Bank kun har åbent i én time i dag. På slaget syv smækker hun pengekassen i for øjnene af en snedkerkone, der står forrest i køen.

Konen har ventet foran banken siden klokken tre om natten, og rasende begynder hun at råbe op. Men protesten nytter ikke, for en hærdebred dørvogter griber hende ved kraven og smider hende ud. Herefter bliver de svære døre til banken lukket.

Adele Spitzeder

Adele Spitzeder har en årelang skuespillerkarriere bag sig, men i slutningen af 1800-tallet spiller hun sit livs rolle som bankdirektør i München.

© Bayerische Staatsbibliothek München/Bildarchiv

Ude på gaden stiger desperationen. De færreste kunder i Dachauer Bank vil nogensinde se deres penge igen, for Spitzeder er en skruppelløs svindler. Hendes fidus har lokket tusinder af småsparere i fælden, mens hun snedigt har kvalt alle forsøg på at afsløre hendes hemmelighed. For de godtroende kunder venter fallit, sult og hjemløshed.

Fanget i bundløs gæld

Adelheid “Adele” Spitzeder havde selv mærket fattigdommens hårde kår og besluttede i en tidlig alder, at hun aldrig mere ville hutle sig igennem.

Hendes liv begyndte ellers ganske privilegeret. Begge Spitzeders forældre var populære skuespillere, og hun forsøgte også selv at gøre karriere på de skrå brædder.

Som ung fik hun ansættelse på teatre i flere af Europas storbyer, men i kølvandet på nogle få succeser fulgte flere fiaskoer. Ofte måtte hun nøjes med biroller, for Spitzeder levede ikke op til tidens kvindelige skønhedsideal.

“Hun har et firkantet ansigt med grove træk og en bred næse. Munden er også bred, hagen spids og de grå øjne gådefulde. En rigtig mandekvinde”, lød en samtidig beskrivelse. Den sidstnævnte bemærkning hentydede til, at Spitzeder åbenlyst var lesbisk.

Adele Spitzeder i kostume på scene

På scenen opnåede Adele Spitzeder en kortvarig succes, men snart blev rollerne og indtægterne mindre.

© Bayerische Staatsbibliothek München/Bildarchiv

Udseendet var dog langtfra hendes eneste problem, temperamentet spillede også ind. Spitzeder blev kendt for sine hyppige skænderier med andre skuespillere, og i 1868 stod hun uden arbejde. 36 år gammel vendte hun tilbage til München.

Ud over det tøj, hun havde på kroppen, medbragte Spitzeder kun to gamle teaterkostumer, en regnfrakke, et par udtrådte sko og en kaffekande. Hendes eneste indtægt var de 50 bayerske gylden, som moren hver måned sendte hende – et beløb, der dårligt rakte til at betale for mad og et beskedent værelse.

For at finansiere sin hang til luksus og en god cigar måtte Spitzeder låne. Snart stod hun i gæld til halsen. Fortvivlet optog hun det ene lån for at betale det andet, indtil selv de værste ågerkarle smækkede kassen i.

Tysk pengeseddel (Gylden)

Gylden (på tysk: Gulden) hed møntfoden i kongeriget Bayern. En gylden svarer til ca. 78 nutidskroner.

© Bayerische Staatsschuldentilgungscommission

Den fortvivlede situation fik dog ikke Spitzeder til at miste modet. For lånte penge inviterede hun sin kæreste på restaurant.

“Engang bliver jeg til noget her i verden”, erklærede hun, da hun betalte regningen.

Udsagnet var ingen urealistisk dagdrøm, for Spitzeder havde fået en idé til, hvordan hun kunne undslippe fattigdommen.

Lokkede med tårnhøje renter

München var dengang midt i en rivende industriel udvikling, og fabriksejerne kunne låne gigantiske summer i bankerne. Småkårsfolk havde sparekasser, hvor de kunne spare op til deres alderdom eller købet af et husmandssted. Men havde arbejdere og tjenestefolk brug for et lån, måtte de gå til pantelånere eller ågerkarle.

Spitzeders idé blev ført ud i livet i foråret 1869: Under en spadseretur i fattigkvarteret Au i Münchens sydøstlige ende mødte hun en gravid kvinde.

Selvom kvindens ægtemand arbejdede som tømrer, manglede parret konstant penge. Hendes klæder var slidte, og lejligheden utæt, klagede hun. Spitzeder tilbød hende sin hjælp.

Maleri af børnefamilie fra 1800-tallet

Store børneflokke og usle boliger var hverdagen for Europas underklasse i slutningen af 1800-tallet.

© Gregor Meilchen: Der Pauperismus. Massenarmut im Vormärz

Hvis tømrerkonen lånte hende 100 gylden, ville Spitzeder sørge for, at hun efter tre måneder fik beløbet tilbage med hele 10 procent i rente. Renteindtægten for de første to måneder kunne hun ovenikøbet få med det samme, lovede Spitzeder.

Tømrerkonen takkede ja, og kort efter overrakte hun 100 gylden til Spitzeder, der gav hende en veksel (et gældsbrev) samt de lovede 20 gylden. Spitzeder bad tømrerfamilien sprede nyheden om de høje renter i nabolaget, og snart strømmede kunderne til.

Udbetalingen af renter var ikke noget problem for Spitzeder: Hun tog simpelthen penge fra sine nye kunder til at betale de gamle kunder med. Og pengene fossede ind.

Moses med De 10 Bud

Ifølge Biblen fik Moses De 10 Bud af Gud, mens Spitzeder ifølge en anonym kritiker skrev sin egne love.

© Lebrecht History/Bridgeman Images

Smædeskrift sammenlignede Spitzeder med Moses

Efterhånden som Adele Spitzeders bank voksede, blev den stenrige kvinde et yndet mål for satirikere. Et smædeskrift fra 1872 gjorde grin med den skinhellige katolik og hendes tvivlsomme forretninger.

Smædeskriftet var udformet som Biblens 10 bud, og det første lød:

“Jeg er Dachauerbank-svindlens gudinde. Du må ikke have andre guder end mig”.
Buddet gør grin med Spitzeders stilling som svindelnummerets skaber og bankens egenrådige herskerinde.

Smædeskriftets tredje bud omhandlede påbuddet om at holde hviledagen hellig:
“Du skal også komme med dine penge lørdag og søndag”.

Syvende bud lød:

“Du må ikke stjæle, når nogen ser det”.
Buddet er en forvrængning af kristendommens forbud mod at stjæle og hentyder til, at Spitzeder trods sin postulerede fromhed i det skjulte stoppede kundernes penge i sine egne lommer.

I oktober 1871 gik bankvirksomheden så godt, at Spitzeder kunne flytte den og sin private husholdning til et palæ i Schönfeldstrasse – nær byens centrale Odeonsplatz.

Hun holdt hof i stueetagen. På et podium midt i lokalet tronede Spitzeder i en stor læderstol, mens hun – omgivet af to vagtmænd – udskrev veksler. Væggene var dekoreret med helgenbilleder samt et skilt med Spitzeders motto: “Gør Ret og Sky Ingen”.

Med udsmykningen signalerede Spitzeder ikke blot, at hun var en succesfuld forretningskvinde, men også en from katolik, som levede et beskedent liv. Også det var en løgn.

I takt med sin stigende rigdom inviterede Spitzeder Münchens spidser til ødsle selskaber, hvor hun yndede at ryge dyre cigarer. For at værne om sit omdømme donerede hun også gavmildt til renovering af byens kirker.

“Fæhoveder, jeg siger jer ligeud, at jeg ikke giver nogen sikkerhed for jeres gamle penge”. Adele Spitzeder til bekymrede bankkunder.

Som en venlig gestus over for sine kerne-kunder – byens fattige – åbnede hun tillige et traktørsted, hvor de kunne mæske sig i sauerkraut og pølse til uhørt lave priser. Underskuddet dækkede Spitzeder – naturligvis med sine kunders opsparede midler.

Bestikkelse dæmpede kritik

Gavmildheden øgede Spitzeders popularitet blandt jævne folk. De regnede hende for en af deres, mens myndighederne fulgte hendes voksende rigdom med skepsis.

Men når Spitzeder blev bedt om at forklare, hvordan hun drev sin forretning, lirede hun hver gang den samme smøre af: At hun ikke lovede kunderne noget som helst, og at de var klar over, at de løb en risiko. En mindre formfuldendt svada ventede kunderne i 1872.

“Fæhoveder, jeg siger jer ligeud, at jeg ikke giver nogen sikkerhed for jeres rådne penge. Jeg har ikke bedt jer komme, sådan noget pak. Jeg kunne sende jer ad helvede til”, råbte hun en dag til sine bekymrede kunder.

Rygter om den slags raserianfald afskrækkede ikke Bayerns indbyggere. Hovedparten så det tilmed som et udtryk for, at Spitzeder ikke forsøgte at binde dem noget på ærmet.

Men Spitzeder ville ikke løbe nogen risiko. Hun bestak de lokale aviser til at skrive fordelagtigt om banken, og særlig mistroiske personer tilbød hun en vellønnet stilling.

Mand banker på dør i baggård

Hvis rygterne om Dachauer Bank talte sandt, risikerede tusinder af tyskere at miste deres opsparing og blive sat på gaden.

© Christie’s Images/Bridgeman Images

Da en politibetjent stillede for mange spørgsmål, blev han ansat i banken og modtog dyre gaver som guldure og diamanter. Snart talte banken 40 ansatte.

I 1872 besøgte op til 500 kunder Dachauer Bank dagligt, og på gode dage kunne Spitzeder udstede veksler for i alt 130.000-150.000 gylden. De store summer fik myndighederne til at kræve, at hun lod sig registrere i handelsregisteret ligesom Bayerns andre næringsdrivende.

Spitzeder afviste kravet og forklarede – lidt ulogisk – at hun jo ikke var handelsuddannet og dermed forstod sig dårligt på bogføring. Resultatet blev, at hun mistede retten til at drive bankvirksomhed.

Nu blev kunderne for alvor nervøse. Nogle havde held til at sælge deres veksler til godtroende bekendte til den halve pris for at redde lidt af deres opsparing.

Sågar under gulvbrædderne havde Spitzeder gemt penge og smykker.

I efteråret 1872 genlød byens ølstuer af smædeviser om banken og dens ejer, mens Spitzeder ihærdigt forsøgte at bestikke byens fattige visesangere til at klappe i. Men denne gang kunne hun ikke standse kritikken.

31.000 mistede deres opsparing

Den 12. november 1872 samledes en stor menneskemængde for sidste gang foran banken i Schönfeldstrasse. Ophidset krævede de at få deres penge igen.

Kl. 15.45 stormede politiet banken. En retskommission bestående af syv mand ransagede huset og arresterede Spitzeder. Under gennemsøgningen af hendes palæ kom store værdier frem. Sågar under gulvbrædderne havde Spitzeder gemt penge og smykker.

Hun havde desuden overført store summer til sin kæreste, Rosa. Da alt var gjort op, viste det sig, at omkring 38 mio. gylden manglede – knap 3 mia. nutidskroner. 31.000 kunder mistede deres opsparing.

Mand smider pengesedler ud fra altan

Drømmen om hurtig rigdom gør mange til nemme ofre for skruppelløse kriminelle.

© Stefano Bianchetti/Bridgeman Images

Alarmlamperne har blinket siden 1872

I 150 år har Spitzeder inspireret andre kriminelle til at snyde naive investorer for millioner. Ifølge amerikanske myndigheder kan tab dog let undgås, hvis folk tænker sig en smule om.

Adele Spitzeders fede fidus er i dag kendt som ponzisvindel. Navnet kommer fra italieneren Charles Ponzi, der havde stor succes med det i 1920. Og han blev langtfra den sidste. Så sent som i 2008 fik den amerikanske finansmand Bernie Madoff 150 års fængsel for at franarre sine investorer 65 mia. dollars.

Ifølge den amerikanske tilsynsmyndighed U.S. Securities and Exchange Commission (SEC) kan selv småsparere uden erfaringer med investering styre uden om ponzisvindel ved at være lidt årvågne. Alarmlamperne bør ifølge SEC blinke, når investorer tilbydes en lidt for god handel.

Kæmpe profit
Firmaer, der tilbyder en stor gevinst uden en tilsvarende stor risiko, er ifølge SEC mistænkelige. Enhver investering indebærer en grad af risiko – jo højere udbytte, desto større er risikoen typisk.

Konstant udbytte
Set over tid svinger konjunkturerne. Men hvis en investering bliver ved med at give et solidt udbytte, når resten af markedet er i krise, må det ifølge SEC betragtes som mistænkeligt.

Hemmelig succes
Hvis firmaet ikke kan forklare, hvordan de store overskud opstår, er det ifølge SEC et klart faresignal.

Nogle af Spitzeders kunder havde endog solgt deres gård for i stedet at leve af bankens lukrative renter. Adskillige af de ruinerede begik selvmord. Alligevel blev Spitzeders straf mild.

Bankverdenen var dengang stadig så ung, at der hverken fandtes finanstilsyn eller love for pengeudlån. Spitzeder fik derfor kun knap fire års fængsel for underslæb og mangelfuld bogføring.

Efter sin løsladelse i 1876 forsøgte Spitzeder sig igen som skuespiller, men i Altona, Berlin og Wien eskorterede politiet hende ud af byen for at undgå ballade med hendes ofre.

I 1880 genoplivede Spitzeder sin udlånssvindel, men blev atter arresteret. Hun kom dog hurtigt på fri fod, for anklagemyndigheden vurderede, at folk, der var villige til at betro penge til så tvivlsom en person, ikke burde nyde lovens beskyttelse. Frem til sin død i 1895 levede Adele Spitzeder et tilbagetrukket liv.