I december 1672 træder den 30-årige Mary Carleton ind i Londons domhus Old Bailey. Hun er anklaget for at have stjålet en sølvtallerken, men under retssagen viser tyveriet sig at være hendes mindste forbrydelse.
Året før var hun blevet dømt for tyveri og forvist til den britiske koloni Jamaica, men hun stak af og nåede tilbage til London. Derfor står hun også anklaget for straffeflugt.
Til dommeren forklarer Mary dog, at hun egenhændigt forhindrede et mytteri på skibet, der fragtede hende til Jamaica.
“Jeg kom så meget i kridthuset hos skibets kaptajn og Jamaicas guvernør, at de gav mig lov til at rejse hjem”, hævder hun uden at blinke.
Hverken dommer eller jury køber den forklaring, og i de næste par dage vælter det frem med nye anklager mod Mary Carleton: Bigami, tyveri og bedrageri.
Efterhånden ser det sort ud for serieforbryderen, men hidtil har hendes glatte tunge og de aristokratiske træk altid hjulpet hende ud af kattepinen.
Hun har i årevis udgivet sig for at være en tysk prinsesse, så hun kom tæt på rige, unge mænd og kunne lænse dem for formuer.
“Den grå enke” bliver hun kaldt, for i modsætning til “den sorte enke” myrder hun ikke sine mager – hun lokker dem ind i et spind af løgne, hvorefter hun forsvinder med deres penge.
Mary Carleton, som oprindeligt hed Mary Moders, blev i London berømt som “den tyske prinsesse”.
Talte sig ud af lovens lange arm
Mary Carleton blev født den 11. august 1642 i byen Canterbury i England. Dengang hed hun Mary Moders og måtte spejde langt efter et liv i luksus.
Hendes far var spillemand. Han døde ung, og Mary voksede op i fattige kår.
Mary nægtede dog at acceptere sin skæbne. Efter et forlist ægteskab med skomageren Thomas Steadman rejste hun i 1658 til havnebyen Dover.
Hendes hensigt var at finde en mand, der kunne garantere den luksus, hun higede efter. Valget faldt på en velhavende kirurg ved navn Thomas Day.
Men efter brylluppet fandt Day ud af, at Mary allerede var gift, så han anklagede hende for bigami. Hun klarede frisag ved at overbevise juryen om, at hendes første ægtemand var død.
Efter et ophold i Köln i Tyskland, hvor hun franarrede en lokal adelsmand et stort pengebeløb, bosatte Mary sig i London – ikke som Mary Moders, men som Maria de Wolway, en tysk prinsesse med formue.
“Hvis nogen er blevet snydt, så er det mig”. Mary Carleton under sin retssag.
Hun iførte sig dyrt tøj og fine smykker for at gøre sin nye identitet troværdig. Bevæbnet med sin skønhed, ædle byrd og rygterne om den formodede rigdom gik hun på jagt.
Få måneder efter bed den første mand på krogen, en ung advokat ved navn John Carleton. Parret blev hurtigt gift, men lykken blev spoleret blot to uger efter, da John Carleton modtog et anonymt brev, der afslørede hustruens sande identitet.
Advokaten hev straks Mary, nu med efternavnet Carleton, i retten for bigami. Men sagen stod svagt, da familien Carleton ikke kunne formå Marys første ægtemand, skomageren Thomas Steadman, til at vidne.
Under retssagen fik den velformulerede Mary Carleton ikke blot overbevist juryen om sin uskyld, men også fremstillet sig selv som sagens virkelige offer: Carleton-familien havde lokket hende til ægteskab i håbet om at få fingre i hendes penge, snøftede hun teatralsk:
“Hvis nogen er blevet snydt, så er det mig!”
Mary Carleton optrådte som sig selv i et teaterstykke om hendes spektakulære retssag.
Mary blev berømt i hele London
Retssagen mod Mary Carleton i 1663 fik hele Londons opmærksomhed og affødte et væld af publikationer og sågar en teaterforestilling.
Dommen i sagen om Mary Carleton vs. advokaten John Carleton i april 1663 skabte furore i London. Det var nemlig sjældent, at en kvinde formåede at tale sig ud af en så alvorlig anklage om bigami.
At hun samtidig havde haft held til at udgive sig for at være tysk prinsesse, gjorde blot historien endnu bedre.
Både under og efter retssagen blev sagen diskuteret i hovedstadens kaffehuse og kroer, og snart forsøgte flere forfattere at slå mønt af interessen: En håndfuld pamfletter blev udgivet om den kontroversielle sag.
Men ingen udgivelse fik dog lige så megen opmærksomhed som skriftet “The Case”, der angiveligt var skrevet af Mary Carleton selv. “The Case” var en uhæmmet hyldest til Marys retoriske evner, som sikrede frifindelsen i Old Bailey.
Duke's Theater satte endda en forestilling op om retssagen. Her blev Mary Carleton hyret til at spille sig selv. Fra scenen erklærede hun skamløst:
“I ser mig som en fræk snydepels, men hvem af jer er ikke selv det?”
Flåede rig apoteker
Endnu mens hun stod for retten, udgav Mary flere pamfletter, hvori hun bedyrede sin uskyld. Hun blev så berømt, at hun kort efter retssagen fik lov at spille sig selv i teatret.
Med tre ægteskaber i bagagen fortsatte Mary – under nye falske navne – med at kaste sit net af løgne ud over rige ungkarle for at frarøve dem store beløb. Men i 1671 slap hendes held tilsyneladende op.
Hun blev taget i at stjæle et sølvkrus og dømt til forvisning på Jamaica. Men efter blot et års ophold fik hun smuglet sig selv tilbage til London.
Igen udgav hun sig for at være en rig arving og giftede sig med en rig apoteker, som hun straks efter forlod – med alle hans penge.
I et helt årti havde Mary held til at snøre Londons overklasse, da der i december 1672 endelig blev sat en stopper for hendes svindelnumre.
Mary Carleton blev hængt i 1673. Hun viste ikke det mindste tegn på anger.
Hun blev arresteret for at stjæle en værdifuld sølvtallerken, og i fængslet blev hun genkendt af en vagt, som huskede hende fra den spektakulære Carleton-sag. I den efterfølgende retssag blev stribevis af hendes svindelnumre oprullet.
Marys hang til berømmelse endte dermed med at fælde hende, og den 22. januar 1673 blev hun hængt i Tyburn vest for London.
Legenden om den uforbederlige bigamist levede dog videre i litteraturen – bl.a. i Francis Kirkmans biografi “The Counterfeit Lady Unveiled”.
Forfatteren havde dog store vanskeligheder ved at grave den fulde historie om Mary frem. I bogens forord advarer han sin læser:
“Hvis jeg lovede dig at give en sandfærdig gennemgang af hendes liv, ville jeg bedrage dig. For hvordan kan sandheden om en person så gennemsyret af løgn og falskhed nogensinde se dagens lys?”
