Fejltagelsen: Jetset-dronning skyder sin rige mand

Sådan lød Anns forklaring, da hun kort efter skulle fortælle politiet om den tragiske ulykke. Snart efter rullede USA’s mest celebre mordsag, og detaljerne fra ægteskabet var så slibrige, at ingen måtte høre om dem. Mange mente, at Ann slet ikke skød den forkerte mand.

Blondinen vil til tops

Ann Woodward kom til verden i 1915 og blev døbt Evangeline Crowell. Hun voksede op i fattige kår i Pittsburg, Kansas, men udviklede med tiden himmelhøje ambitioner. Som teenager drog hun til New York for at blive fotomodel.

Få år senere scorede den bedårende blondine et job som radioskuespiller – under det mere eksotiske kunstnernavn Ann Eden.

Skønheden og to funklende blå øjne brugte Ann til at indynde sig hos rigmænd, der kunne sikre hende adgang til overklassens glamourøse liv. En af dem var den 65-årige bankdirektør og mangemillionær William Woodward senior.

Selvom Woodward var gift, inviterede han hende ud flere gange. Men flirten indbragte ikke Ann andet end nogle gaver i form af parfumer, smykker og dyre balkjoler.

I stedet vendte Ann opmærksomheden mod bankdirektørens søn. Den unge William Woodward junior optrådte jævnligt i de kulørte blade, hvor han blev betegnet som “USA’s mest eftertragtede ungkarl”.

Woodward junior stod til at arve millionerne, og Anns ambitiøse plan lykkedes. Den unge mands hjerte slog gnister efter deres første date i marts 1942.

“Han havde ikke været særlig optaget af kvinder før, men det blev han af Ann – han var fuldstændig forgabt i hende”, huskede Anne Slater, som var en fast del af New Yorks jetset i 1940’erne.

Blot få måneder senere besluttede William at fri til Ann, men først ville han – som en sand gentleman – anmode Anns far om hendes hånd. Men hun løj og fortalte, at hun var forældreløs – af frygt for, at brylluppet ville gå i vasken, fordi hun stammede fra usle kår.

Annonceringen af brylluppet var dog for meget for Williams mor, Elsie Woodward, som ikke brød sig om, at hendes søn skulle giftes med en “dulle”, som hun stemplede Ann.

“Jeg ville ønske, at Billy bare havde giftet sig med en af vores attraktive stuepiger. Hende havde vi i det mindste vidst, hvor kom fra”, lød det fra moren, som i protest slet ikke mødte op til brylluppet.

Elsie hævdede senere, at hun straks havde luret, at svigerdatteren var en kynisk golddigger:

“Ét blik, og så vidste jeg, hvordan det hele hang sammen”.

Ægteskabet kuldsejler

Med William ved sin side nåede Ann, der nu var 28 år, sit mål om at leve det søde overklasseliv. Kendis-parret festede med berømtheder og skyllede kanapéer ned med dyr champagne.

Omgangskredsen omfattede bl.a. den abdicerede britiske konge, Edward 8., og hans amerikanske hustru, Wallis Simpson.

Glamouren omkring det unge Woodward-par blev endnu større, da Woodward senior døde i 1953, og junior arvede en formue i aktier og ejendomme. Sønnen overtog bl.a. det succesfulde Belair-stutteri.

Hesteavl var big business, og med hesten Nashua vandt Woodward-parret utallige væddeløb, som indbragte dem mere end en halv million dollars i præmiepenge.

Fotografer og kameramænd flokkedes om Ann og William, når de modtog trofæerne, og Nashua gjorde dem til et af USA’s kendteste par. Ann præsenterede sig nu stolt som en “kendis i New Yorks overklasse”.

Men det var mest i blade og og biografernes ugerevyer, at parret strålede. I virkeligheden haltede ægteskabet. Ved fine selskaber var hr. og fru Woodward kendte for deres højlydte skænderier.

Under et besøg i Tyskland hos prinsen af Hohenlohe blev Ann jaloux, fordi William dansede med den smukke Hollywood-skuespiller Joan Fontaine.

“Fjern hænderne fra min mand!” råbte hun og startede et voldsomt skænderi, der fik prinsen til at bede parret om at forlade slottet.

Flere gange i løbet af deres 12 år lange ægteskab pudsede Ann privatdetektiver på William for at afsløre hans affærer, men også ægtemanden kunne blive skinsyg.

“Du er en billig tøs!” vrissede han en aften i februar 1955 efter et middagsselskab, hvor han syntes, at Ann havde flirtet åbenlyst med parrets fælles ven fra væddeløbs-banen Laddie Sanford.

“Jeg kan lide at tale med Laddie. Han behandler mig ordentligt. Jeg er træt af dine og din mors lektioner om, hvad jeg kan og ikke kan”, svarede Ann.

Kommentaren gjorde William så arrig, at han slog konen, så hun faldt baglæns ind i en væg.

“Jeg er ikke bange for dig!” skreg hun og kylede et askebæger efter ham.

Det var ikke første gang, William havde slået hende. Ifølge bekendte mødte hun af og til op til selskaber med blå mærker.

Skilsmisseplaner fører til mord

I efteråret 1955 fandt William under en rejse til Kansas ud af, at Ann slet ikke var forældreløs, som hun havde påstået. Han varslede sine advokater om, at han ønskede at blive skilt, fordi ægteskabet var indgået under falske forudsætninger. Sandsynligvis fortalte han sin hustru om skilsmissen den weekend, Ann rettede sit jagtgevær mod hans nøgne krop og trykkede på aftrækkeren.

“Jeg gjorde det”, hulkede Ann, der lå hen over det nøgne lig, da politiet ankom lidt efter kl. to om natten den 30. oktober 1955.

Ann fortalte, at hun havde skudt uden varsel mod en indbrudstyv – også selvom manden stod i døråbningen til Williams soveværelse og var splitternøgen. Huset viste heller ingen tegn på indbrud.

Ann blev imidlertid ikke taget med på stationen af politiet. I stedet overbeviste hendes advokat myndighederne om, at hans velhavende klient skulle indlægges på Manhattans fineste hospital.

Næste morgen vågnede USA op til den chokerende nyhed. “Århundredets skyderi” kaldte Life Magazine ligefrem dramaet i Oyster Bay.

For Anns svigermor, Elsie Woodward, var det et hårdt slag at miste sin eneste søn blot to år efter ægtemandens bortgang. Woodward-familiens matriark tvivlede ikke et sekund på svigerdatterens skyld.

Men skyldig eller ej ønskede supersnobben ikke, at Woodward-navnet skulle trækkes gennem sølet. Derfor besøgte den 72-årige enke halvanden uge senere sin svigerdatter på hospitalet for at fortælle, hvordan sagen skulle tackles. Elsie kunne også berette, at William kort før sin død havde ændret i sit testamente, så Ann ikke arvede hans formue.

Ann måtte nøjes med parrets bolig på Long Island samt en eksklusiv bolig på Manhattan foruden en månedlig pension resten af livet. Til gengæld skulle parrets to børn sendes på kostskole i Schweiz. Og før én eneste penny fra arven kunne udbetales, måtte Ann desuden undgå at blive dømt for mordet på sin mand. Ann accepterede betingelserne.

Til Elsies held foregik den retslige undersøgelse bag lukkede døre, så ingen saftige detaljer om ægteskabet slap ud – især var matriarken lettet over, at hendes søns talrige sidespring og hustruvolden forblev en hemmelighed.

I en stilfuld, sort kjole og en bredskygget hat ankom Ann den 25. november 1955 til retten i Nassau, Long Island, hvor en såkaldt anklagejury skulle afgøre, om hun skulle tiltales for overlagt mord.

I næsten 10 timer fremlagde politiet, retsmedicinere og ballistiske eksperter deres observationer. Ann blev blot afhørt i en halv time – med langvarige pauser til gråd. Juryens votering varede også kun en halv time.

“Hun skød for at forsvare sig selv og sin familie”, sammenfattede juryens formand. Ann var fri.

Trods juryens afgørelse betød frifindelsen ikke, at Ann kunne vende tilbage til sin sorgløse glamour-tilværelse, for sagen medførte, at Ann blev frosset ud af det gode selskab. Det var slut med invitationerne til de kendtes fester, som hun havde higet efter hele livet. Fremover bagtalte jetsetterne hende og kaldte Ann Woodward for “Annie Get Your Gun”.