Mary Richardson knuger nervøst skitseblokken i hånden. Hele morgenen har hun kredset om nøgenportrættet af gudinden Venus, som hænger på væggen i Londons National Gallery. Helt tæt på kan hun dog ikke komme.
Denne dag, tirsdag den 10. marts 1914, har publikum gratis adgang, og menneskemylderet er overvældende. Venus-billedet, som er udført af den spanske maler Diego Velázquez, og som galleriet nogle år forinden har erhvervet for den dengang svimlende sum af 45.000 pund, er det store trækplaster.
Først ved frokosttid tynder det ud i folkemængden, og den ene af de to betjente, som er sat til at vogte det kostbare værk, forlader sin post.
Raskt går Richardson hen til maleriet. Men blyant og skitseblok er nu lagt i tasken. I højre hånd bærer hun i stedet en kødøkse.
“Værdier blev kun opgjort i penge og ikke i menneskeværd. Det måtte jeg tage med i beregningen”. Mary Richardson, 1953.
Snart kan hele landet læse om Mary Richardson og om den vrede, som driver hende til at begå én af de mest omtalte hærværksaktioner i britisk historie.
Politivold vakte vrede
Vreden havde ulmet længe hos den nu 22-årige Richardson. Fire år tidligere var hun vidne til “Sorte Fredag” – hvor politi uden for det britiske parlament overfaldt en gruppe feminister, som fredeligt demonstrerede for valgret.
10 demonstranter kom på hospitalet, og kvindebevægelsen blev radikaliseret. Brandstiftelse og knuste ruder hørte til blandt de såkaldte suffragetters metoder i de følgende år.
Blandt de våben, som publikum tog i brug for at standse Richardson, var galleriets røde guidebøger beregnet til tyske turister.
Mesterværk blev massakreret
Richardson hugger løs
Richardson fortsætter hærværket, indtil en betjent kaster sig over hende. Øksen har hun købt for sine sidste penge, da hun ikke ønsker hjælp fra kvinderettighedsorganisationen, som hun er medlem af.
Flænger skæmmer maleriet
Hærværksaktionen efterlader Diego Velázquez’ maleri med fem store flænger. Skaderne forværres af, at Richardson efter hvert hug drejer øksen rundt i lærredet. Museet udbedrer senere skaderne.
Richardson kæmper som besat
Flere betjente befinder sig i bygningen. Sammen med galleriets opsynsmænd og publikum hjælper de med til at afvæbne Richardson, der rasende sætter sig til modværge.
Men valgret fik kvinderne ikke. I 1914 lagde Richardson derfor en plan.
“Værdier bliver kun opgjort i penge og ikke i menneskeværd. Det måtte jeg tage med i beregningen”, skrev hun senere. Ved at ødelægge noget dyrt ville hun fange offentlighedens opmærksomhed. Da Richardson studerede kunsthistorie, valgte hun Velázquez’ maleri.
Den 10. marts forlod hun sit pensionat bevæbnet med en økse. Øksen var fæstnet til indersiden af det venstre jakkeærme og holdt fast ved hjælp af en hjemmelavet kæde af sikkerhedsnåle.
Antallet af besøgende og den skarpe bevogtning kom imidlertid bag på Richardson. Fra galleriets brede trappe kunne hun kigge ind i værelset, hvor to betjente, bænket på røde plysstole, holdt vagt foran værket.
I de følgende timer drev Richardson rundt på må og få. For at få nerverne i ro tog hun skitseblokken frem og begyndte adspredt at tegne efter et af de udstillede værker.
“Jeg holder mere af retfærdighed end af kunst”. Mary Richardson, 13. marts 1914.
Ved middagstid vendte hun tilbage til salen, hvor Velázquez’ maleri hang. Salen var næsten tom.
I det samme rejste den ene betjent sig. Den anden lænede sig tilbage og åbnede en avis.
Hurtigt løsnede Richardson sikkerhedsnålene i ærmet og frigjorde øksen. Hun sprang hen foran maleriet med øksen hævet til slag.
Hærværk chokerede
Maleriet sad beskyttet bag glas, som splintrede, da Richardson kløvede lærredet med sit første hug. Betjenten så sig forvirret omkring.
En opsynsmand, som tilfældigt stod i døren, løb hen mod Richardson, men gled og faldt på det nybonede gulv.
Uheldet købte Richardson tid til igen og igen at hamre øksen ind i maleriet. Først da betjenten nåede frem og flåede våbenet ud af hendes hånd, standsede hærværket.
Politifolk førte Richardson til kvindefængslet Holloway, hvor talrige suffragetter sad indespærret.
Richardson blev straks anholdt og ført bort. De følgende dage kunne chokerede briter læse om det hele i aviserne, hvor Richardson forklarede sin handling.
“Jeg holder mindst lige så meget af kunst som alle andre, som besøgte galleriet tirsdag morgen. Men jeg holder mere af retfærdighed end af kunst”, udtalte hun.
I april blev Richardson løsladt efter ugers sultestrejke. Aktionen skaffede dog ikke britiske kvinder stemmeret.
Det skete først fire år senere – efter at kvinder havde bevist deres uundværlighed under 1. verdenskrig, som brød ud få måneder efter Richardsons aktion.