Flugten fra Alcatraz

“Ingen flygter fra Alcatraz”, plejede fængselsinspektøren at sige. Men han tog fejl. En juni-nat i 1962 blev flugten fra Alcatraz en realitet. Tre fanger brød ud af deres celler og flygtede bort i en primitiv flåde lavet af regnfrakker.

“Ingen flygter fra Alcatraz”, plejede fængselsinspektøren at sige. Men han tog fejl. En juni-nat i 1962 blev flugten fra Alcatraz en realitet. Tre fanger brød ud af deres celler og flygtede bort i en primitiv flåde lavet af regnfrakker.

Polfoto/Corbis

Flugten var Alcatraz var utænkelig for vagterne

Da vagtmester Bartlett klokken 07.14 den 11. juni 1962 skridter cellerne af for at sikre sig, at alle fangerne er oppe, bliver én mand liggende. Fange nummer 1476, John Anglin, rører sig ikke.

“Anglin”, råber Bartlett. Ikke en bevægelse. En anden vagt kommer til. “Jeg skal nok få ham op”, siger han og råber et par gange på Anglin, inden han stikker en arm ind mellem tremmerne.

Idet han prikker til Anglin, triller fangens hoved pludselig ned på gulvet. De to vagter nærmest letter af forskrækkelse. Så går det op for dem, at det utænkelige er sket: fangeflugt!

Bl.a. de stejle skrænter gjorde
Alcatraz – næsten – flugtsikkert.

© Shutterstock

Et virvar af rør gav ideer til flugten fra Alcatraz

Fængselsøen Alcatraz var hjemsted for nogle af USA's mest forhærdede flugtkonger, som igen og igen var flygtet fra andre fængsler.

Ikke en eneste af dem havde dog formået at slippe væk fra Alcatraz, selvom 14 havde forsøgt siden indvielsen i 1934. Alle var de enten fanget, druknet eller skudt af vagterne.

Men denne gang så et flugtforsøg ud til at være lykkedes. Tre mand manglede i celleblok B, fandt vagterne hurtigt ud af: Frank Morris og brødrene John og Clarence Anglin.

Kort tid senere opdagede vagterne, at en fjerde fange – Allen West – også havde været klar til at flygte, men var blevet efterladt.

Da vagterne forgæves havde finkæmmet hele fængselsøen og San Franciscos kyster, begyndte West at fortælle om dét, der skulle vise sig at være den mest velplanlagte flugt i USA's historie.

Ifølge West selv var han hjernen bag flugten og havde opdaget fængslets svagheder. Han havde – for at undersøge flugtmulighederne – meldt sig til et sjak, der skulle male i hovedbygningen.

I løbet af sommeren 1961 fik West bl.a. adgang til en tom etage mellem celleblokken og taget. Her opdagede han bl.a., at etagen tidligere havde rummet flere ventilatorer, som nu var afmonteret.

Ventilatorskakterne var alle muret til – med én undtagelse. Den åbne skakt var placeret præcist over celleblok B, hvor de fire flugtfanger boede. Fra denne del af tag-etagen førte et rør op til selve ventilatorskakten.

Hvis røret kunne skrues af, ville fangerne kunne kravle op i skakten og videre til taget – og ud i det fri. West havde også bemærket, at en smal, høj og mørk korridor løb bag de tre etager med celleblokke.

Korridoren blev hovedsagelig brugt af håndværkere, og et virvar af rør og ledninger bugtede sig op igennem korridoren i tre etagers højde.

Nogle rå planker, som elektrikere og vvs-folk kunne gå på, fungerede som gulv på hver etage. Hvis en fange var stærk og smidig nok, kunne han kravle ad rørene til tag-etagen.

Endelig opdagede West, at cellernes betonvægge var ved at smuldre. Fængslets toiletter blev skyllet med havvand, og vandrørene var så tærede, at de flere gange var sprunget og havde ført til oversvømmelser.

Kombinationen af salt og fugt havde efterladt murene møre – og så skrøbelige, at de nemt kunne hakkes eller skrabes i stykker.

Beton blev smadret med skeer

West havde tidligere siddet i fængsel i Atlanta sammen med John og Clarence Anglin og Frank Morris. Han fortalte straks sine gamle fængselskammerater om sine observationer.

Risten under håndvasken i deres celler var vejen ud – den førte til den smalle håndværker-korridor, forklarede West. Risten var ikke større end en skotøjsæske, men hvis de huggede muren væk ca. ti cm på hver side af risten, så… De tre andre var med på ideen.

Fangerne smuglede skeer ud fra spisesalen, og i løbet af efteråret 1961 gik de i gang med at hakke og skrabe huller langs risten med skeerne, som de sleb mod cementgulvet.

Hver aften havde fangerne lov til at spille musik i en time. Det lydmæssige kaos var et fortrinligt dække for skrabelydene fra cellerne. Når musikken døde ud, dækkede fangerne hullerne omkring risten med det betonsmuld, de havde kradset ud, blandet op med sæbe og vådt toiletpapir.

Dernæst blev den midlertidige mur malet med maling, som West havde smuglet ind. Efter et stykke tid blev kamufleringen af hullet endnu mere effektiv, fordi John Anglin fandt på at lave en falsk rist og et stykke væg af en tobaksæske og et ringbind.

Den falske væg kunne på få sekunder sættes fast i hullet som et låg. Ifølge Wests vurdering ville fangerne have hakket sig igennem muren på blot seks uger, men til jul var ingen af dem bare i nærheden af et gennembrud.

Først i april 1962 sparkede John som den første sin rist ud. Han kunne smyge sig ud i den mørke korridor, der lugtede af salt og urin. Så kravlede han op ad rørene til tag-etagen og ind i cellen igen. Og ud én gang til af bare begejstring. Han havde smagt friheden.

“Routine night” – en rutine-nat – skrev nattevagten i sin logbog den nat. Få nætter senere brød også Clarence igennem, og den 11. maj kom Morris ligeledes ud af sin celle.

“Rutine-nat” skrev vagten igen. Som den eneste havde West stadig ikke hakket sig fri.

I alt var omkring 250 fanger låst inde i de små 1,5 x 2,7 m store celler hvor murene var ved at smuldre. Ved at skrabe betonen væk lykkedes det for fangerne at flygte ud af cellerne

© Scanpix

De indsatte kendte til flugtplanerne

I spisesalen, hvor de fire fanger uforstyrret kunne tale om flugtplanerne, havde de besluttet at fremstille fire falske hoveder, der kunne ligge på deres puder i cellerne og snyde vagten under nattens tre fangetællinger.

Desuden skulle de fjerne ventilator-røret i taget, fremstille redningsveste og en flåde med padler. Alle materialer og værktøj skulle skaffes. Og alt sammen skulle ske i dybeste hemmelighed – i hvert fald i forhold til vagterne.

For alle fangerne i B-blokken vidste efterhånden, hvad de fire fanger foretog sig om natten. Flere hjalp endda med at skaffe forskellige værktøjer, som de gemte i deres egne celler.

John og Clarence fik ansvaret for de falske hoveder. I håndvasken blandede John støv og småsten fra muren med sæbe og lim.

Han rev reklamer ud af magasiner, som han lånte på biblioteket, og klistrede dem på hovederne for at få en glat overflade. Til sidst blev hovederne malet med et kunstmalersæt.

De færdige hoveder skubbede John ind til Clarence, som omhyggeligt dekorerede dem med ægte hår fra fængslets frisørsalon, hvor han arbejdede. Hovederne blev gemt bag risten og lå klar til den store flugt.

Tæpper skjulte ledetråde, der kunne afsløre flugten fra Alcatraz

Med adgang til tag-etagen havde flugtfangerne nu et gemmested til værktøj og rekvisitter. Og West sørgede for, at de også fik arbejdsro.

Han havde overtalt en af de ledende vagter til, at han på egen hånd skulle male tag-etagen. Vagten låste ham ind med malergrej og en stige og låste igen bag sig.

De mere garvede vagter undrede sig, for normalt fik fanger ikke lov til at arbejde alene. Men West var jo låst inde og kunne ikke stikke af, fik de at vide. På tag-etagen kunne West nu uforstyrret skrue ventilatorrøret løst.

Det eneste problem var, at vagterne faktisk kunne se ham fra celleblokken på den anden side af gangen, hvis de kiggede godt efter. Derfor fandt West på at feje støv og skidt fra tag-etagen ned på gangene foran cellerne, hvor vagterne gik.

Resultatet blev – som forventet – at vagterne klagede. West foreslog, at han kunne hænge tæpper rundt om tag-etagen og holde skidtet inde.

Vagterne indvilligede nødtvungent, og flugt-fangerne havde nu bag tæpperne deres eget lille værksted, hvor de havde både plads og ro til bl.a. at bygge flåden.

Risten blev savet af og fangerne var klar til flugten fra Alcatraz

Nu tog arbejdet fart. Om dagen smuglede West bl.a. lim og reb op på tag-etagen, mens de andre om natten byggede flåden og afmonterede ventilatorrøret.

Selve røret blev skruet løs uden problemer, men i skakten, som førte op til
taget, opdagede Morris og John først to tremmer og dernæst en massiv jernrist, som var boltet fast.

Med noget besvær fik Morris i løbet af tre nætter vredet de to tremmer så meget sammen med en skruetvinge, at han kunne passere dem og nå jernristen. Morris forsøgte at skrue boltene af med en ombygget hårtrimmer fra frisørsalonen. Uden succes.

Så stjal West en støvsugermotor, som Morris fik forvandlet til en boremaskine. Boltene lod sig stadig ikke rokke – de måtte saves af.

Morris gik i gang med det møjsommelige arbejde med at vride og hugge en skruetrækker ind mellem boltene og skakten for at hakke så meget rust af, at hans små hjemme-lavede savklinger kunne klemmes ind.

I slutningen af maj var fangerne ved at miste modet. West blev konstant presset af vagterne, der ville have tæpperne ned igen, fordi de udgjorde en brandrisiko.

Samtidig måtte John kassere den ponton, som han havde arbejdet på i længere tid. Flåden skulle støttes af to pontoner på hver 40 cm i diameter, men Johns ponton var endt med kun at blive 15 cm. Og pontonens træventil fungerede ikke, som den skulle.

Nu begyndte han forfra med at sy helt ny ponton og lave en ventil af gummi.
Omsider fik Morris skrabet så meget rust fri, at han kunne lirke savklingerne bag ristens bolte, og savede aften efter aften.

Den 10. juni var risten endelig fri af boltene. Flåden, padlerne og et sæt redningsveste var også færdige. Efter et helt års forberedelser var fangerne klar til flugt.

Alcatraz var Hoovers superfængsel

I 1934 gjorde FBI-chefen J. Edgar Hoover Alcatraz – en lille klippeø på ca. 1 km² i San Francisco-bugten – til USA's mest flugtsikre statsfængsel.

Fangerne blev konstant talt af de mange vagter, og øen var omgivet af høje pigtrådshegn. I fire tårne stod vagter med ladte rifler – klar til at skyde. Hvis en fange nåede kysten, skulle han forcere koldt vand og kæmpe mod en kraftig strøm.

Året rundt er havvandet 9-12 °C, og tidevand skaber stærke strømme, som kan føre en flugtfange direkte ud i Stillehavet. I årene 1934-61 deltog 36 fanger i 14 mislykkede flugtforsøg. Syv af dem blev skudt – tre druknede.

Blandt de indsatte blev Hoovers fængsel benævnt “Hellcatraz”. Navnet skyldtes bl.a. de berygtede isolationsceller i celleblok D. De små celler blev især flittigt brugt i Alcatraz' første tid, hvor fangerne levede under benhård disciplin og bl.a. ikke måtte tale sammen.

Når ståldøren blev smækket i, var fangerne alene i mørket og kunne hverken se eller høre. Den eneste menneskelige kontakt sørgede vagten for, når han skubbede mad ind gennem en sprække i døren.

Cellernes mest berømte beboer var gangsteren Al Capone, som efter sigende mistede forstanden, fordi han sad isoleret for længe. Med årene tærede saltvandet så meget på Alcatraz' mure, at fængslet blev lukket i 1963.

Fangerne forsvandt ud i verden

Kl. 21.30 den 11. juni placerer fangerne hver deres papmachéhoved på puderne. Anglin-brødrene og Morris kravler ud af cellerne, op til tag-etagen og venter på West. Men han kommer ikke.

West mangler at hakke hullet omkring risten stort nok. Han har regnet med, at han kunne sparke sig igennem på flugtnatten, men betonen vil ikke give efter. John forsøger at sparke hullet større fra den anden side – forgæves.

De tre fanger beslutter at efterlade West og lade hans grej ligge på tag-etagen, hvis han skulle bryde igennem. Så skubber de risten ud og kravler ud i det fri.

De sniger sig hen over taget og glider ned ad et udluftningsrør på siden af bygningen. Vel nede mangler de bare at klatre over hegnet. De har alle prøvet at flygte fra fængsler før, så hegnet afskrækker dem ikke.

Én efter én kravler de over pigtråden. Fangerne småløber ned til vandet, hvor de pumper vestene og flåden op. Lysene fra San Francisco og Golden Gate glimter i vandet, mens de tre griber padlerne, kravler op på den lille flåde og skubber den ud i det kolde vand.

Herefter er deres skæbne ukendt. Vandet var roligt den nat, og de kan have klaret den, mener nogle politi-kilder. Andre påpeger, at strømmen var stærk og har trukket dem til havs.

Den første nat fandt eftersøgnings-holdet en hjemmelavet paddel flydende i bugten. Tre dage senere dukkede en plasticlomme med fotos og adresser på Anglin-brødrenes familie op.

I de næste to uger skyllede flere beviser i land: en redningsvest og stykker af flåden.

De tre fanger er aldrig fundet, men sagen er endnu ikke henlagt. Så sent som i 2009 sagde Mike Dyke, efterforsker ved U.S. Marshals, som undersøger fangeflugter: “Vi har endnu ikke fundet beviser på, at de er døde, så vi vil fortsætte med at lede efter dem”.