Raffaele Minichiello står i Los Angeles’ lufthavn og lader blikket glide ned over tavlen over flyafgange. Den unge mands øjne fæstner sig på TWA Flight 85 – et Boeing 707-passagerfly, der skal til San Francisco. Takeoff er kl. 1.30 om natten den 31. oktober 1969.
“Færre mennesker flyver om natten. Det er det mindst risikable valg”, tænker han og tænder rutinemæssigt en cigaret.
Han går sjældent længere end en halv time uden en Marlboro mellem læberne, og denne dag har han alvorligt brug for at dulme nerverne. Forude venter en rejse, som vil vende op og ned på alt – den kan endda ende med at koste ham livet.
Raffaele Minichiello køber en enkeltbillet til 15 dollars. Sikkerhedsvagter og bagagetjek er nærmest ikke-eksisterende, så den 19-årige teenager med italienske rødder trasker uforstyrret hen til afgangs-gaten iført camouflagetøj fra den amerikanske hær.
Klokken er 23. Om lidt over to timer befinder han sig ombord på flyet, klar til at føre sin desperate plan ud i livet.
Kapringen begynder, 31. okt. 1969
Passagerflyet TWA Flight 85 – en Boeing 707 – letter fra Los Angeles med kurs mod San Francisco. Ombord er 40 passagerer, fire stewardesser, en flykaptajn, en andenpilot og en flymekaniker.
Det er ikke mere end et halvt år siden, Raffaele Minichiello sidst fløj. Dengang gik turen til militærbasen Marine Corps Base Camp Pendleton i Californien fra det krigshærgede Vietnam, hvor Minichiello i to år har kæmpet som marinesoldat og er blevet såret.
Hans indsats udløste i april 1969 en militær udmærkelse i form af et “Purple Heart” til den unge mand, der var flyttet til USA fra Italien som 12-årig sammen med sin far, mor og søster.
Krigen har sat sine tydelige spor i Minichiello, der har svært ved at vænne sig til det civile liv og nemt bliver opfarende over småting i hverdagen. Da den unge krigsveteran træder ind i kabinen på TWA Flight 85 lige efter midnat, bliver han mødt af fire professionelt smilende stewardesser.
Den 19-årige Raffaele Minichiello lignede alt andet end en hårdkogt flykaprer. Men han havde en plan, og den ville han gennemføre – koste hvad det ville.
“Velkommen ombord. Der er ikke mange passagerer med i aften, så hvis du har lyst, kan du sætte dig på første klasse. Du kan bare lade håndbagagen blive her hos mig, så finder jeg en plads til den”, siger en af stewardesserne og rækker ud efter den aflange taske, Minichiello bærer på.
Den mørkhårede unge mand med det charmerende smil og de markante øjenbryn svarer på gebrokkent engelsk:
“Ellers tak, jeg tager den med mig. Jeg skiller mig aldrig af med min fiskestang”.
Da han sætter sig i sit sæde og venter på, at flyet letter, knuger han den aflange taske tæt ind til kroppen. Havde stewardessen åbnet den, ville hun ikke have fundet fiskeudstyr af nogen art, men derimod en semi-automatisk M1 Garand-riffel og 250 patroner.
Raffaele Minichiello kæmpede næsten to år i Vietnam. De voldsomme oplevelser gav ham – og tusinder af andre unge mænd – store psykiske problemer.
Flykaprer følte sig forrådt af sit nye land
Raffaele Minichiello kom til USA fra Italien som 12-årig sammen med sin familie. I 1967 meldte den dengang 17-årige sig til marinekorpset for at kæmpe i Vietnamkrigen. Det blev et mareridt for den unge immigrant, som tit blev mobbet af de andre.
Under opholdet i Vietnam overførte Minichiello 800 dollars til en bankkonto tilhørende militærbasen. Pengene ville han bruge til at besøge sin syge far, som var flyttet hjem til Italien.
Men da Minichiello vendte tilbage til USA, stod der dog kun 600 dollars på kontoen. I raseri brød han ind på militærbasen og stjal værdier for 200 dollars.
Han blev taget på fersk gerning og beordret for en krigsret. Dagen før retssagen flygtede han – fast besluttet på at nå frem til sin far.
Kapringen begynder
Kl. 1.45, flyets kabine: TWA Flight 85 letter fra Los Angeles med 40 passagerer ombord. Et kvarter efter bliver stewardessen Charlene Delmonico kaldt til Raffaele Minichiellos plads.
Raffaele Minichiello har stadig pegefingeren på tilkaldeknappen, da Charlene Delmonico når hen til hans plads. Kabinelyset er slukket over de fleste sæder, og mange af passagererne omkring hende forsøger at sove.
“Hvad kan jeg gøre for dig?” spørger den 23-årige stewardesse den unge mand, som hun allerede har lagt mærke til under indtjekningen.
Hendes smil bliver afløst af rædsel, da hun ser den unge passager holde en riffel mellem hænderne. Han placerer en patron i hendes hånd:
“Jeg har 249 flere af dem her. Tag mig med til flyets kaptajn”, siger Raffaele Minichiello, der har iført sig sin militærjakke.
Han rejser sig med riflen skjult under jakken og begynder at gå op gennem kabinen med stewardessen foran sig. Flere passagerer på de andre sæder bemærker optrinnet, og en enkelt mand rejser sig, men Minichiello beordrer ham skarpt til at sætte sig ned igen.
“Fra nu af tager jeg kontrollen over flyet. Og jeg kræver, at vi flyver til New York”. Raffaele Minichiello til flyets kaptajn.
Kort efter står den skræmte Charlene Delmonico foran døren til cockpittet. Hun banker på to gange og bliver lukket ind. Raffaele Minichiello smutter med ind og stiller sig over i venstre hjørne med riflen hævet. I cockpittet sidder flykaptajnen Donald Cook, andenpiloten Wenzel Williams og flymekanikeren Lloyd Hollrah. Alle stirrer stift på den unge mand og hans våben.
“Fra nu af tager jeg kontrollen over flyet. Og jeg kræver, at vi flyver til New York”, siger flykapreren.
Bevidst gør han sin stemme dybere og hårdere end normalt for at udstråle den autoritet, som hans drengede udseende ikke kan levere. Nervøsiteten kan han dog ikke maskere.
Kaptajn Cook løfter armene op over hovedet og siger roligt: “Flyet er dit, vi gør, hvad end du ønsker. Men vi har ikke nok brændstof til at flyve til New York direkte. Vi bliver nødt til at mellemlande i Denver for at tanke op”.
Det skal blive den første af en lang række mellemlandinger, for Minichiello skal længere end bare til New York – meget længere.
En FBI-agent fremviser den patron, som Raffaele Minichiello gav til stewardessen Charlene Delmonico, før han beordrede hende til at føre ham op til flyets cockpit.
Teenagers transatlantiske flykapring blev verdens længste
18 timer og 45 minutter, 11.000 kilometer og tre mellemlandinger på to forskellige kontinenter – Raffaele Minichiellos flykapring slog alle rekorder i 1969.
Da nyheden om, at TWA-flyet var blevet kapret midt om natten den 31. oktober 1969, troede de fleste, at turen ville gå til Cuba. Op gennem 1960’erne havde USA oplevet en bølge af flykapringer begået af cubanere, der ønskede at vende tilbage til Fidel Castros kommunistiske Cuba – en rejse, som USA havde gjort ulovlig i 1961, da landet afskar alle diplomatiske bånd med østaten.
Men Raffaele Minichiello havde helt andre planer og tvang indenrigsflyet til at sætte kurs mod Rom i Italien. Turen krævede en række optankninger i først USA og siden i Shannon i Irland.
Flykapringen var den første, der krydsede Atlanten, og den blev dermed den længste flykapring målt i tilbagelagte kilometer – en rekord, som stadig står den dag i dag.
“Drinks er på vores regning”
Kl. 2.00, cockpittet: Flyet er på vej mod Denver for at mellemlande, inden turen fortsætter til den nye destination, New York City. Minichiello giver kaptajn Cook lov til at tale til passagererne.
Kaptajn Donald Cook er 41 år gammel, og når han ikke indtager luftrummet som pilot for TWA, bor han i Kansas City. Han kender udmærket til den epidemi af flykapringer, som har ramt USA de seneste par år. Alene dette år har der indtil videre fundet 54 flykapringer sted i USA – svarende til en kapring hver sjette dag.
I 1972 gjorde Nixon-administrationen det til et lovkrav, at alle passagerer skulle scannes for metalgenstande inden flyafgang.
Sikkerhedstjek i lufthavne ville “skræmme” folk
Metaldetektorer og vagter var et særsyn, da Raffaele Minichiello blev flykaprer i 1969. Tre år senere indførte USA sikkerhedstjek i alle lufthavne.
Frem til begyndelsen af 1970’erne var det at flyve omtrent lige så nemt som at tage toget. Dengang fandtes der praktisk talt ikke sikkerhedstjek i USA’s lufthavne. Passagererne mødte op fem-ti minutter før afgang og gik direkte fra lufthavnens indgang til gaten og fandt deres plads i flyet.
Her var hverken metaldetektorer eller scannere. Enkelte lufthavne havde sikkerhedsvagter ansat, men de var ikke obligatoriske. Og blev bagagen inspiceret før afgang, foregik det oftest blot ved at føle udvendigt på tasken.
I 1968 blev metaldetektorer og røntgengennemlysning i lufthavne diskuteret, men idéen blev hurtigt skudt ned af Federal Aviation Administration, der regulerer civil flyvning i USA.
“Det vil skræmme folk. Desuden vil vi få en masse klager om overgreb mod privatliv”, udtalte Irving Ripp, funktionær hos FAA.
Fem år og hundredvis af flykapringer senere vidste alle, at noget måtte gøres. I december 1972 vedtog regeringen, at alle passagerer skulle scannes af en metaldetektor inden afgang, ligesom al bagage skulle undersøges, og i 1974 skulle også al håndbagage røntgenscannes.
Så sent som to måneder forinden var et andet fly fra Donald Cooks selskab, Trans World Airlines (TWA), blevet kapret under en tur fra Rom til Tel Aviv i Israel. Heldigvis kostede kapringen ingen menneskeliv, men det har flere andre kapringer gjort.
Dette er den første kapring, kaptajn Cook selv har været udsat for, men han ved, at det er vigtigt at holde hovedet koldt og bevare det kølige overblik, ellers kan situationen eskalere og uskyldige miste livet.
“På meget overbevisende manér har en ung passager besluttet at chartre dette fly”. Kaptajn Donald Cook til sine passagerer.
Som erfaren pilot er koldblodighed og overblik heldigvis to egenskaber, Donald Cook besidder i rigt mål. Der er derfor heller ingen panik at spore i hans stemme, da han henvender sig til de skræmte passagerer over højttalerne for at orientere dem om situationen:
“Mine damer og herrer, dette er kaptajnen. På meget overbevisende manér har en ung passager besluttet at chartre dette fly. Derfor flyver vi til New York i stedet for San Francisco med en mellemlanding i Denver for optankning. Vi undskylder for ulejligheden og takker for jeres opmærksomhed”.
Donald Cook vender sig mod Raffaele Minichiello og spørger, om passagererne samt stewardesserne kan få lov til at forlade flyet, når de ankommer til Denver. Den unge flykaprer indvilger, men han forlanger, at en af stewardesserne bliver. Den 21-årige stewardesse Tracey Coleman melder sig frivilligt til at blive i flyet.
Kaptajnen tager mikrofonen igen og henvender sig på ny til de skræmte passagerer i kabinen:
“Mine damer og herrer, jeres rejse ender i Denver. TWA beklager ulejligheden og vil sørge for, at I kommer med det første ledige fly til San Francisco. I mellemtiden er alle drikkevarer på vores regning”.
Den trykkede stemning blandt passagererne i kabinen letter øjeblikkeligt. Mareridtet ser ud til at få en ende hurtigere, end mange af dem havde frygtet.
2 1/2 time efter kapringen
Flyet lander i Denver tidligt om morgenen for at blive tanket op. Alle passagerer samt tre af de fire stewardesser får lov til at forlade flyet.
Grådkvalt bøn fra radioen
Kl. 7.30-8.00, flyets kabine: Efter at have sat passagererne af i Denver indleder det optankede fly den fem timer lange rejse mod New York. En time efter start hører Minichiello sin mors stemme i radioen.
“Min søn, overgiv dig… Overgiv dig. Mor lover dig, at alt nok skal blive godt igen”, skratter en stemme fra højttalerne i flyets kabine.
Raffaele Minichiello stivner – han kan tydeligt genkende sin mors stemme. Stewardessen Tracey Coleman har tændt for radioen for at høre, hvad der bliver sagt om flykapringen. En monoton nyhedsoplæser har netop opridset sagen.
Radiojournalisten fortæller, at Minichiello egentlig skulle være stillet for en krigsret på den amerikanske militærbase for marinesoldater, Camp Pendleton, den 29. oktober – altså to dage før han har kapret flyet. Anklagen lyder på indbrud og tyveri af inventar for 200 dollars.
Skræmt af udsigterne til et fængselsophold havde den unge krigsveteran ifølge oplæseren forladt hjembyen Seattle og søgt tilflugt i Los Angeles. Nu står den 19-årige desertør imidlertidig over for en langt værre straf, idet flykapringer udløser minimum 20 års fængsel og i nogle tilfælde kan give dødsstraf, lyder det fra nyhedsoplæseren.
Hvad radiojournalisten ikke fortæller, er, at Raffaele Minichiello kun har stjålet værdier for præcis 200 dollars, fordi han mente, at hans arbejdsgiver havde taget netop dette beløb fra den militærkonto, han havde sat penge ind på, mens han kæmpede i Vietnam.
Det var penge, som Raffaele Minichiello havde planlagt at bruge til at rejse til sin fødeby Melito Irpino, ca. 100 kilometer øst for Napoli, for at besøge sin far, der var rejst tilbage til Italien pga. sygdom.
Raffaele Minichiellos eneste ønske var at komme hjem til Italien for at besøge sin syge far, der her ses sammen med Minichiellos mor under retssagen mod sønnen.
“Sluk for det!” råber en tydeligt bevæget Minichiello, mens hans mors grådkvalte bøn stadig kører over radioen.
Tracey Coleman gør straks, som hun får besked på, og henter derefter en kop kaffe til sin gidseltager. Der er kun fem mennesker tilbage på flyet: De to piloter, en flymekaniker, Minichiello og så Tracey Coleman.
De tre andre stewardesser har forladt flyet, men Coleman er blevet, fordi flykapreren krævede, at en af stewardesserne blev. Alle frygtede desuden, at Minichiello ville nægte at lade passagererne forlade maskinen, hvis samtlige stewardesser insisterede på at få lov til at gå.
Coleman begynder at snakke med Minichiello for at berolige ham.
Hun fortæller, at hun er fra Kansas City og studerer sprog på universitetet ved siden af jobbet som stewardesse. Den unge mand åbner sig også lidt og fortæller om sin syge far samt moren og søsteren Anna.
“Bare rolig, jeg er ikke ude på at gøre skade på nogen”, betror den unge flykaprer hende. “Jeg er en god fyr, men sig det ikke til kaptajnen. Han skal tro, at jeg villig til at gøre hvad som helst”.
Et skud runger i flyet
Kl. 11.40, JFK Lufthavn i New York: Flyet lander i New York så langt fra terminalerne som muligt. Minichiello har bedt om to friske piloter, der kan flyve ham til Rom.
Flyselskabet TWA’s officielle flykaprings-politik er klar: Så længe der ikke bliver udgydt blod, og flyet bliver returneret uskadt, flyver TWA den unge soldat, hvor end han ønsker. Og Raffaele Minichiello ønsker at komme til Italiens hovedstad. Derfra vil han køre til Napoli og besøge sig syge far.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har dog andre planer. Ingen har tidligere kapret et indenrigsfly og tvunget det til at flyve til et andet kontinent. Det vil skabe en farlig præcedens, frygter FBI, som derfor er mødt talstærkt op i lufthavnen.
Tæt på hundrede FBI-agenter, mange forklædt som flymekanikere, lusker rundt nær flyet i håbet om at kunne snige sig ombord og pågribe flykapreren. Minichiello har for længst spottet agenterne og bliver desperat. Han har advaret om, at kun de mest nødvendige folk må nærme sig flyet.
7 timer efter kapringen
Omkring hundrede FBI-agenter – mange forklædt som flymekanikere – venter i JFK Lufthavn i New York, hvor TWA Flight 85 lander kort før middag.
Han begynder at løbe op og ned gennem kabinen, fordi han frygter at blive dræbt af en snigskytte, hvis han sidder stille nær et vindue. Pludselig runger et skud gennem kabinen – midt i tumulten er Minichiello ved et uheld kommet til at affyre sin riffel.
Kuglen borer sig gennem kabinens loft og strejfer en ilttank, men den trænger ikke hele vejen gennem flyets skrog. Var det sket, ville flyet ikke være i stand til at lette.
Lyden af skuddet får FBI-agenterne til at trække sig tilbage. Kort efter kommer de to transatlantiske piloter, Billy Williams og Richard Hastings, ombord på flyet. Alle på flyet er rystede over episoden, og kaptajnen Donald Cook råber rasende ud ad cockpittets vindue efter agenterne.
“FBI’s plan var tæt på at få os allesammen dræbt”. Kaptajn Donald Cook i interview.
Kaptajnen giver dem i bestemte vendinger besked om, at flyet vil lette igen, selvom den planlagte optankning ikke er færdig. I al hast kommer de to nye piloter, der er trænet i flyvninger over Atlanten, ombord.
Minichiello beordrer kaptajn Cook, andenpiloten og flymekanikeren til at blive sidddende i cockpittet. Kaptajn Cook er dog stadig rasende over myndighedernes klodsede forsøg på at stoppe flykapringen.
“FBI’s plan var tæt på at få os allesammen dræbt. Vi havde været sammen med den dreng i seks timer og set ham gå fra at være en nærmest skingrende sindssyg til en selvsikker og intelligent ung mand med humoristisk sans. Og så kom de her idioter”, raser Donald Cook senere i et interview med avisen The New York Times og fortsætter:
“Helt uansvarligt og baseret på absolut ingen informationer besluttede FBI sig for, hvordan de skulle tage sig af ham. Tilliden, som vi havde opbygget i næsten seks timer, var fuldstændig ødelagt”.
Da de to nye piloter har overtaget kontrollen med maskinen, letter flyet og efterlader de slukørede FBI-agenter på landingsbanen.
Minichiello fylder rundt
Lørdag 1. nov., midnat (lokal tid), Irland: Kaosset i New Yorks lufthavn betyder, at flyet ikke er blevet fyldt op med brændstof. I stedet tanker flyet i Bangor, Maine, hvorefter det sætter kurs mod Irland for at blive tanket op en sidste gang.
Optankningen i Bangor forløber udramatisk. Nyheden om flykapringen har nået hele USA nu, og lufthavnen i Maine er fyldt med reportere. Belært af hændelserne i New York tager myndighederne dog ingen chancer.
En hær af politifolk holder pressen tilbage og sørger for, at kun brændstoffolkene kommer nær flyet. Da tankene er fyldt, letter TWA 85 uhindret fra lufthavnen.
8 timer efter kapringen
Raffaele Minichiello og hans nu seks gidsler får flyet tanket op på rekordtid ved Bangor International Airport i Maine. Efter 45 minutter letter flyet igen.
I flyet er stemningen blevet meget bedre, og de syv mennesker ombord er begyndt at føle et bånd mellem hinanden og den unge flykaprer. Da TWA Flight 85 krydser tidszonerne på vej ind mod Irland, og den 31. oktober bliver til den 1. november, fylder Raffaele Minichiello år.
“Jeg tror, jeg har fødselsdag nu”, siger han til stewardessen Tracey Coleman.
“Er det sandt?” spørger hun og smiler.
“Ja, jeg fylder 20 år”, svarer han.
Stewardessen forsvinder et kort øjeblik og vender derefter tilbage til fødselaren med en cocktail.
“Tillykke med fødselsdagen, Raffaele”, siger hun til den tydeligt rørte flykaprer, der takker varmt og tager imod drinken.
Fra vinduet kan han nu skimte lysene fra den irske vestkyst, hvor flyet kort efter lander. Efter en halv times ophold, hvor flyet endnu en gang får brændstof, letter maskinen med kurs mod den endelige destination: Rom.
15 timer efter kapringen
Efter seks timers uafbrudt rejse lander flyet i Shannon Lufthavn i Irland for en sidste optankning.
Raffaele Minichiello håber at kunne fejre fødselsdag med sin far, men han ved også, at risikoen for, at den i stedet kommer til at foregå bag tremmer, er stor. Han står trods alt bag “verdens længste og mest spektakulære flykapring”, som overskriften i avisen The New York Times proklamerer.
Omkring klokken 3 om natten når flyet ind over De Italienske Alper. Raffaele Minichiello kigger på sit armbåndsur, der stadig står på Los Angeles’ tid. 18.00 står der. Det er nu lidt mere end 16 timer siden, at han begyndte sin flykapring.
Om lidt over to timer ender den i Roms lufthavn.
“Jeg er ked af at have skabt så mange problemer for jer”, siger Raffaele Minichiello til kaptajn Donald Cook, da flyet lægger an til landing i den italienske hovedstad lidt over kl. 5 om morgenen.
“Det gør ikke noget”, svarer kaptajnen. “Vi tager det ikke personligt”.
18 1/2 time efter kapringen
Boeing 707-flyet med den trætte flykaprer og hans seks gidsler lander i Roms lufthavn kort før solopgang.
Flykaprer rammer blindgyde
1. nov., kl. 5.15 (lokal tid), Roms lufthavn: Flyet lander i Rom. Minichiello har krævet en højtstående politibetjent sendt ud til flyet. Kort efter kører en bil op til maskinen.
Politimanden Pietro Gulí træder ud ad sin sorte Alfa Romeo og går op ad trappen til flyets indgang med hænderne over hovedet. Han er 47 år gammel og arbejder som assisterende politichef i Roms internationale lufthavn.
Som den højest rangerende betjent på arbejde er han blevet udvalgt til at tage imod den hjemvendte italienske flykaprer. Han er bekymret, for alt kan ske, når det gælder flykapringer. Samtidig aner han intet om Raffaele Minichiello – bortset fra at han er af italiensk afstamning.
Pietro Gulí tænker på sin kone og sine to teenage-sønner, der sover intetanende derhjemme, han slår korsets tegn for sig og går ind i flyets kabine. Straks træder Raffaele Minichiello frem med riflen hævet mod betjenten.
Mens han holder politimanden i skak, siger den unge flykaprer pænt farvel til de resterende seks personer ombord på flyet. De har nu været sammen i næsten 19 timer og tilbagelagt 11.000 kilometer. Ingen af dem har fået sovet ret meget undervejs, og alle føler en stor lettelse nu, da kapringen har nået sit endemål.
For Minichiello er det dog langtfra overstået. Han træder vagtsomt ud ad flyet og skridter målrettet hen mod den sorte Alfa Romero med sit nye gidsel foran sig.
“Kør mig til Napoli”, beordrer Minichiello, da de begge sidder i bilen.
Efter en udmattende jagt blev Minichiello omsider fanget af italiensk politi. Her køres han til retten omgivet af politifolk.
Pietro Gulí nikker og kører ud af lufthavnen med kurs mod Napoli, ca. 220 km sydpå. Uden Minichiellos vidende har han tændt for mikrofonen på bilens radio, så hans kolleger kan høre hvert et ord, de to mænd udveksler.
Så snart Alfa Romeoen forlader lufthavnen, sætter fire politibiler efter. Raffaele Minichiello får derfor Pietro Gulí til i stor fart at køre ned ad små, smalle veje i det bjergfyldte landskab i udkanten af Rom, i håbet om at han kan ryste forfølgerne af sig.
Da det på et tidspunkt lykkes midlertidigt at ryste forfølgerne af, beordrer Minichiello Gulí til at køre bilen ned ad en blind vej. For enden af vejen stiger begge mænd ud, men inden Pietro Gulí kan nå at spørge, hvor de nu skal køre hen, sprinter Minichiello væk og forsvinder ud af syne.
Da Pietro Gulís kolleger når frem, holder han dem tilbage:
“Pas på! Han dræber jer. Han har et automatgevær med 240 skud!”
Præst fælder flykaprer
1. nov., kl. 10.00 (lokal tid), 10 km uden for Rom: 400 politifolk, 40 politihunde og to helikoptere afsøger landskabet i udkanten af Rom. Minichiello søger tilflugt i en lille kirke
Kirken “Den Guddommelige Kærlighed” er fyldt godt op denne formiddag, hvor folk fra egnen er valfartet til for at fejre allehelgensdag. Blandt den velklædte forsamling af katolikker stikker én person dog ud fra mængden.
Raffaele Minichiello, som efter at have skjult sig i nærområdet i fem timer er listet ind i kirken blandt alle de andre. Hans riffel og militærtøjet er gemt i en lade i nærheden, og han står derfor kun iført en vest og underbenklæder. Han havde ikke overvejet, at vejret i Italien ville være så koldt på denne tid af året.
Italiensk politi fandt senere Minichiellos militæruniform og våben gemt i et udhus nær kirken, hvor han blev anholdt.
Da kirkens vicerektor, Don Pasquale Silla, kigger ud over kirkegængerne, får han straks øje på den unge mand med den aparte påklædning. Han genkender med det samme den unge mand fra nyhederne, som er plastret til med hans letgenkendelige ansigt.
Silla løber over til to politifolk, som holder vagt i nærheden, og fortæller dem om sin opdagelse. Kort efter tropper politiet op ude foran kirken, hvor de uden dramatik tager fat i Minichiello, der ikke gør modstand.
“Landsmænd, hvorfor anholder I mig? Jeg har intet galt gjort!” råber Raffaele Minichiello, idet han bliver ført væk af politiet efter 23 timers flugt.
Da han sidder på bagsædet af politibilen, overvejer han et kort øjeblik, om han skal gribe ud efter sidemandens Beretta og kapre politibilen, men opgiver hurtigt sin idé.
“Heldigvis kom jeg denne gang på bedre tanker”, fortæller han senere.
Den berømte italienske producer Carlo Ponti tilbød Minichiello en rolle i en western, men filmen blev aldrig til noget.
Filmkarriere fik aldrig luft under vingerne
Den unge flykaprer blev efter sin anholdelse berømt over hele Italien, hvor mange anså ham for en helt. Efterfølgende var han snublende tæt på at blive filmstjerne.
Da Raffaele Minichiello blev løsladt fra fængslet den 1. maj 1971, spurgte en journalist, om han fortrød sine handlinger. Med et smil svarede den tidligere flykaprer: “Hvorfor skulle jeg det?”
I italienernes øjne var han en helt, som havde kæmpet for USA i en uretfærdig krig og besluttet sig for at vende hjem til sit fædreland – uanset prisen.
Pigerne faldt i svime over Minichiello, og han blev endda tilbudt en filmrolle. Filmens arbejdstitel var: “Landsmænd, hvorfor anholder I mig?” – som Minichiello havde sagt under sin anholdelse.
Filmen blev aldrig til noget, og Minichiello endte som bartender i Rom. Han giftede sig senere med barejerens datter. På et tidspunkt ejede han også et pizzaria ved navn “Hijacking”.
Opera i romersk retssal
5. nov. 1970, retten i Rom: Retssagen mod Minichiello begynder i Rom et års tid efter anholdelsen. Han idømmes først seks års fængsel, men en appeldomstol reducerer straffen til blot 18 måneder.
Det italienske folk er ikke i tvivl: Raffaele Minichiello er ingen skurk. Snarere tværtimod. Han er en krigshelt, der blev svigtet af USA og gjorde, hvad der skulle til for at vende tilbage til fædrelandet og sin syge far.
Som hans egen mor udtaler det til pressen:
“Han er offer for krig, og han skal tilgives. Min søn må have oplevet uhyrligheder i kamp, som har gjort noget ved hans hoved”.
Da Raffaele Minichiellos forsvarsadvokat, Edmond Zappacosta, indtager retssalen den 5. november 1970, minder hans forsvarstale mest af alt om en napolitansk opera. Hans afsluttende bemærkning om sin klient, som i sidste ende blot afsoner seks måneder mere for sine forbrydelser, går i hvert fald lige i hjertekulen på italienerne:
“Selv hvis han boede på Månen, ville Raffaele Minichiello være kommet tilbage til os for at indånde Italiens luft og give et knus til sine aldrende forældre”.