Forgiftede rotter flød på slagterierne

Jeg modtog i dag et brev fra en ansat i Armour and Company som svar på min forespørgsel om at tage Ray Stannard Baker (Baker var ligesom Sinclair pioner inden for afslørende journalistik, red.)i hånden og vise ham, hvad arbejderen viste mig for halvandet år siden.

Han siger, at han nu bliver nødt til at forklæde sig, når han undersøger noget, for de holder kortene tæt ind til kroppen i Packingtown.

På steder, hvor der før kun stod en enkelt vagt, har de nu anbragt to. Du må forstå, at det, som jeg kalder den kasserede kødindustri, indbringer hundreder af tusinder af dollars om måneden.

Mr. Armour erklærer i en artikel i The Saturday Evening Post, at “ikke et eneste atom fra et kasseret dyr eller ådsel finder vej til Armour and Companys forretning, hverken direkte eller indirekte fra nogen som helst kilde til nogen som helst fødevare eller fødevareingrediens”.

Sammenlign venligst dette med det følgende uddrag af en officiel erklæring, som er afgivet af Thomas H. McKee, en mand udsendt fra et advokatfirma for at undersøge situationen i Chicago.

McKee skriver: “Jeg så seks svin hænge på række. De to havde haft kolera. Deres hud var rød som blod, og deres ben var dækket af sårskorper.

Tre af ådslerne var mærket med et skilt, hvorpå der stod ‘tuberkuløs’, omend der ikke umiddelbart var noget synligt i vejen med dem. Den sjette havde et tydeligt sår på den ene side.

To mænd var i gang med at partere svinene, som hang på denne række. Den sending, som de gjorde klar, mens jeg stod der, blev anbragt i en tank, som var beregnet til fedt.

Jeg spurgte arbejderne, hvordan de skelnede mellem de svin, som skulle laves til smørefedt, og de dyr, som skulle blive til spiseligt fedt. ‘Det kommer an på, hvor galt det står til’, lød svaret. Jeg fik det indtryk, at ikke ret mange svin røg i tanken til smørefedt”.

Jeg selv blev eskorteret gennem Packingtown af en ung sagfører. Han var opvokset i distriktet og havde som dreng arbejdet hos Armour, så han kender stedet bedre end nogen anden.

Jeg så skinker, som var pumpet med kemikalier for at skjule den rådne stank.

Jeg så røget oksekød opbevaret i tønder i en kælder under forhold så beskidte, at jeg ikke kan beskrive det i et brev.

Jeg så rum, hvor kødet, som blev brugt til pølser, blev opbevaret. Forgiftede rotter lå og flød overalt, og deres afføring dækkede det hele.

Jeg så svin, som var døde af kolera under transporten, blive lastet på lukkede jernbanevogne og kørt til et sted, som hedder Globe i Indiana. Her skulle de laves til fedt.

Jeg har desuden talt med en læge, dr. William K. Jaques, som bor 4316 Woodland Avenue, Chicago. Han har en stilling inden for bakteriologi ved Illinois State University og stod for byens kødinspektion i 1902-1903.

Dr. Jaques fortalte mig, at han havde set døde køer, som var mærket med inspektørernes kassationsmærker, blive efterladt på perronen, så de om natten kunne blive kørt ind i byen og solgt.

Jeg tillader mig at citere dr. Jaques: “Min uddannelse som læge har lært mig, at sygdom følger de samme love i dyr som i mennesker. I begge tilfælde kan man kun fastslå sygdom, hvis man gennemfører en nøje undersøgelse af alle indre organer samt mikroskopi.

Hvor mange undersøgelser kan en ekspert foretage om dagen? 10 ville være mange, 50 ville overmande selv den mest udholdende.

Hver dag ankommer 150.000 dyr til slagterierne i Chicago. Hvor mange kyndige patologer, som er i stand til at lave den slags undersøgelser, har regeringen ansat? Det drejer sig vel om ca. 50.

Lad os så sige, at kun 50.000 dyr bliver slagtet hver dag. Det ville være 1.000 dyr pr. ekspert, 100 i timen, næsten to i minuttet. Hvad vil det dog være værd?

Offentligheden har ikke nogen mulighed for at finde ud af, hvad der foregår. Som det er nu, kan mellemhandlerne sende, hvad de vil, i maverne på de godtroende. Bliver folk syge og dør, går årsagen ofte ubemærket hen, da resultatet af fordærvet mad dårligt lader sig afsløre ved en obduktion”.

Dette brev blev meget langt, men jeg føler, at situationens alvor kræver det.

De spørger, om jeg har yderligere forslag til noget, De kan gøre, fx i Landbrugsministeriet.

Jeg foreslår, at De gør som advokatfirmaet, jeg nævner ovenfor: Finder en mand, hvis intelligens og integritet gør, at De har absolut tillid til ham.

Så sender De ham herop eller lader mig møde ham i Washington, så jeg kan fortælle, hvad jeg har set, og hvordan jeg fik det at se.

Jeg kan give ham navne og adresser på folk, som vil sørge for, at han får det at se. Lad ham så tage til Packingtown, som jeg gjorde det, som en arbejder.

Lad ham få et job på gulvet, leve sammen med mændene og bruge øjne og ører.

Se så, om han ikke i løbet af nogle få uger vender tilbage med det samme indtryk, som det engelske medicinske tidsskrift The Lancets særlige korrespondent videregav til mig, da jeg mødte ham i Chicago: Forholdene i slagtehusene “udgør en trussel mod helbredet i den frie verden”.

Med tak for Deres venlige interesse og de venligste hilsner,
Upton Sinclair

Efterskrift

Sinclairs afsløringer var afgørende for Roosevelts beslutning om at underskrive “The Pure Food and Drug Act”, USA’s første forbrugerbeskyttelseslov.

Loven, som blev underskrevet i juni 1906, påbød kontrol med og mærkning af kød. Bestemmelsen dannede model for andre love med lignende sigte.