Natten til den 8. juli 1455 ånder alt fred på slottet Altenburg i Midttyskland. De to prinser, den 14-årige Ernst og Albrecht på 12, sover dybt på deres værelse.
Slottet, som tilhører prinsernes far, kurfyrste Frederik 2. af Sachsen, ligger på en klippe lidt uden for Altenburg by, og middelalderborgen med de tykke mure regnes for at være én af Tysklands sikreste.
Men roen varer ikke ved. I sommernattens mørkeste timer lister en flok mænd sig ind på slottet. Tunge trin mod stengulvet giver genlyd i slottets gange. Ud for prinsernes værelse standser de.
Snart skal de to drenge blive revet ud af den trygge søvn og deres uskyldige barneverden forvandles til et mareridt.
I barneværelset overrumplede forbryderne de to prinser, trak dem med udenfor og bortførte dem.
Tryghed og uskyld var mangelvarer i 1400-tallets Tyskland. Krig og strid forekom hyppigt, og kurfyrsten holdt sig ikke tilbage.
I den såkaldte Saksiske Broderkrig kæmpede han og broren Wilhelm gennem fem år om familiens jord. Striden endte med et forlig, men skaffede kurfyrsten en bitter fjende.
Ridderen Kunz von Kauffungen kæmpede loyalt som én af Frederiks mest betroede mænd. Men da ridderen under striden blev taget til fange, nægtede kurfyrsten at betale løsesummen på 4.000 gylden. At erstatte ridderens tab i jord og ejendom ville fyrsten heller ikke høre tale om.
Kunz von Kauffungen, som nu var på fallittens rand, sagsøgte kurfyrsten, men fik ikke medhold. I 1455, fire år efter freden, udtænkte han derfor en plan: Han ville kidnappe kurfyrstens to sønner. Først når Frederik gav ham penge og ejendom tilbage, ville han slippe prinserne fri.
Prinser blev stjålet fra barneværelset
Historien om prinserne var populær i 1800-tallet. Billedet er fra en historiebog.
Køkkendreng hjalp til
Alt var nøje planlagt, da Kunz von Kauffungen natten til den 8. juli med sine medsammensvorne, ridderne Wilhelm von Mosen og Wilhelm von Schönfels, samt 30 ryttere drog mod slottet.
Gennem forbindelser ved hoffet vidste ridderen, at kurfyrsten var bortrejst, og inde i borgen ventede Hans Schwalbe, en køkkendreng, som Kauffungen havde sikret ansættelse på slottet.
Nu åbnede Hans Schwalbe slottets port og lod ridderen og hans medskyldige komme indenfor.
Den 13. juli 1455 blev ridderen dømt til døden. Næste dag blev han halshugget på torvet.
I barneværelset overrumplede forbryderne de to prinser, trak dem med udenfor og bortførte dem på hesteryg.
Så snart hoffolkene opdagede, hvad der var sket, lod de kirkeklokkerne kalde folk til. Snart stimlede bønder, kulsviere, munke og andre sammen for at fange bortførerne.
For at forvirre forfølgerne delte kidnapperne sig. Mens de to medskyldige med prins Ernst red mod byen Hartenstein, drog Kunz von Kauffungen med Albrecht mod Bøhmen, hvor kurfyrsten ikke havde nogen magt.
Så langt nåede ridderen ikke. Ved et kloster i Erzgebirge på grænsen til Bøhmen pågreb en snarrådig kulsvier ham. Kurfyrstens folk satte ridderen i forvaring og førte Albrecht i sikkerhed.
Straffen blev hård
Imens gemte de to medskyldige sig med Ernst i en forladt mineskakt, senere kaldet die Prinzenhöhle, prinsegrotten, nær Hartenstein.
Kunz von Kauffungen blev ifølge overleveringen fængslet i Grünhain-klostrets tårn, efter at en kulsvier pågreb ham tæt ved bygningen.
Da rygter om, at Kauffungen var taget til fange, tre dage senere nåede ridderne, henvendte de sig til herren på borgen i Hartenstein. Han gav dem frit lejde ud af Sachsen, mod at de til gengæld slap Ernst fri og fortalte alt, hvad de vidste.
Kunz von Kauffungen slap ikke så let. Den 13. juli 1455 blev ridderen stillet for retten og dømt til døden.
Næste dag blev han halshugget på torvet i Freiberg. Familien blev fordrevet fra landet og hans ejendomme jævnet med jorden.
Kurfyrsten takkede i kirken Gud for sine sønners frelse. Men redningen fik mere vidtrækkende betydning, end kurfyrsten kunne ane. Prinserne grundlagde nemlig de slægtslinjer, som endnu i dag leverer kronede hoveder til Europas fyrstehuse – herunder Englands Elizabeth 2.