Den tidligere forbryder Eugène Vidocq vandt respekt og beundring i hele Europa for sit arbejde som detektiv. Han blev inspira­tionskilde til flere fiktive detek­tiver, bl.a. Sherlock Holmes.

© Polfoto/Rue des Archives

Fransk storforbryder blev historiens første mesterdektiv

De første 33 år af sit liv var Eugène Vidocq kriminel og på evig flugt fra politiet. Så skiftede han side og begyndte at arbejde som spion for politiet i Paris. Han viste sig at være en fremragende efterforsker og blev historiens første mesterdetektiv.

"Gør plads, gør plads!”

Gaden foran den kongelige domstol i Paris er fyldt med nysgerrige.

Efterårssolen er lige stået op denne 17. oktober 1825, og pøblen skubber og råber for at få den bedste udsigt til dagens parade af tyve, svindlere og mordere.

De anklagede kommer traskende i tunge lænker, tæt fulgt af uniformerede betjente, som prøver at holde folket på afstand.

En sort drosche triller op foran hovedindgangen, og straks efter springer en lille, tæt mand nonchalant ud af droschen og ned på gaden.

“Vidocq!” råber folk begejstret og maser for at komme tæt på droschen.

Den nytilkomne er vant til at være i centrum, og hans tøj er prangende, som kunne det passe ind på en teaterscene.

De knæhøje støvler er pudset skinnende blanke, den høje hat er firkantet med bred skygge, og om skulderen bærer han en sort kåbe af den fineste silke.

Han kaster kåben tilbage i en teatralsk gestus, samtidig med at han ignorerer den store menneskemængde og hastigt forsvinder ind i retsbygningen forbi en linje af gendarmer, der gør honnør for ham.

Eugène Vidocq er en levende legende. Han er leder af byens specialpolitienhed Sûreté Nationale og har på få år opklaret flere forbrydelser end nogen anden i det franske politi.

Metoderne har efterladt byens kriminelle miljø i chok, og Paris' lovlydige borgere forguder den karismatiske mand med de specielle evner.

Denne morgen er Vidocq indkaldt som vidne i en sag om dokumentfalsk. En mand påstår, at hans afdøde forretningspartner har testamenteret halvdelen af sin formue til ham.

Den køber Vidocq ikke – han er overbevist om, at testamentet er forfalsket.

Da Vidocq træder op i vidneskranken, lægger han afslappet kåben fra sig og afslører dermed en hvid silkeskjorte med flæser og diamantknapper.

Men Vidocq er meget mere end prangende udstråling. I et docerende stemmeleje siger han:

“Jeg genkender den anklagede i både beskrivelse og taktik”.

Vidocq kigger selvsikkert rundt.

Råbende nedlægger forsvareren protest:

“Vidocq kan umuligt genkende taktikken hos en tilfældig kriminel i Paris.”

Udfaldet får blot Vidocq til at trække overbærende på smilebåndet, og som svar stikker han hånden i inderlommen og trækker et kartotekskort frem.

Det beskriver i detaljer den tiltalte: hans udseende, tidligere forbrydelser og kriminelle taktik.

Kortet stammer fra et omfattende forbryderarkiv, Vidocq selv har oprettet – med mere end 60.000 dokumenter er alle de kriminelle, som hans politienhed i tidens løb har været i berøring med, blevet beskrevet.

Forsvareren er forbløffet. Aldrig før er en enkelt kriminels løbebane sat i system. Imens pressen ivrigt noterer hvert ord ned, afslører Vidocq i de næste minutter endnu flere grunde til, at han er blevet byens bedste detektiv.

Detektiven Vidocq fangede tusindvis af forbrydere med sine mænd. I 1817 anholdt de bl.a. 15 lejemordere og 38 hælere.

© Polfoto/Topfoto

Den kriminelle rebel var på evig flugt

I Vidocqs ungdom tydede det ellers ikke på, at han skulle benove en hel retssal. Han blev født ind i en bagerfamilie i den nordfranske by Arras og fordrev det meste af sin tid med fægtetræning.

Da Vidocq blev 14 år, stjal han flittigt penge fra sine forældres opsparing, og som 16-årig havde han allerede slået mindst én person ihjel i en duel.

Han blev som mange andre unge indrulleret i hæren, da den franske revolution begyndte. Krig passede godt til den unge Vidocqs vilde temperament, og han kæmpede frygtløst.

Ofte endte han i dueller med sine soldaterkammerater og måtte flygte for at undgå straf fra de overordnede. Sådan forløb det meste af Vidocqs ungdom: Han fægtede, forførte kvinder, kæmpede i forskellige slag, stjal og deserterede.

Når han havnede i fængsel, formåede han altid at flygte.

I december 1796 var anklagen dog mere alvorlig. Han havde hjulpet andre kriminelle med at flygte fra et fængsel, og da det blev opdaget, fik han en dom på otte års tvangsarbejde.

Den 21-årige mand kunne se frem til at knokle i 16 timer om dagen på de franske galejer med lænker om hænder og fødder.

Heller ikke de kunne stoppe Vidocq. Efter nogle år lykkedes det ham at stjæle en fil og save sine lænker over, hvorefter han flygtede forklædt som sømand.

Den franske stat var i konstant forandring på grund af Napoleonskrigene, og i forvirringen rejste Vidocq rundt i landet og skjulte sig hos prostituerede, gøglere og småkriminelle bander.

Først som 33-årig i – 1809 – lagde Vidocq sit hæsblæsende liv om. Han boede sammen med sin mor i Paris og indså, at han ikke for altid kunne flygte fra loven.

Tilbage til galejen ville han ikke, i stedet besluttede Vidocq at tilbyde myndighederne en handel:

En opklaret kriminalsag i bytte for at få hans fængselsdom slettet. Nu manglede han blot en sag, der var spektakulær nok.

Evighedsblæk afslører svindler

Journalisterne aner intet om Vidocqs kriminelle fortid, da de 16 år senere – i 1825 – ser ham fremlægge flere beviser mod den anklagede i Paris.

“Testamentet er med sikkerhed skrevet af den sigtede”, siger Vidocq højt og finder et dokument frem.

Papiret er en del af en brevveksling, som Vidocq har ført med den anklagede inden retssagen. Anklagedes håndskrift svarer til skriften i det fremlagte testamente.

Endnu en gang går en højlydt hvisken igennem salen – sammenligning af håndskrift er aldrig før blevet brugt som bevis i en fransk retssal, og metoden overrasker lige så meget som den nedskrevne forbryderprofil fra arkivet.

“Protest!” råber forsvareren igen, “Vidocq kan med vilje have ændret på skriften i brevvekslingen, så den svarer til håndskriften i testamentet”.

“Genialt tænkt”, svarer Vidocq selvsikkert, før han spiller sine sidste to trumfer: Brevvekslingen er nemlig ført på en særlig type papir og med specialblæk – begge dele Vidocqs opfindelser.

Papiret er fremstillet med en blanding af kemikalier, så det tydeligt kan ses, hvis rettelser senere er blevet påført papiret.

Og ikke nok med det. Dokumentet er skrevet med et blæk, som er umuligt at viske ud. Konklusionen er, at den anklagedes håndskrift derfor umuligt kan være ændret. Med andre ord har den samme hånd ført pennen både i brevvekslingen og i testamentet.

Da Vidocq har fremlagt sine sidste beviser, rejser den anklagede sig pludselig op. Grådkvalt beder han om ordet.

“Monsieur Vidocq har ret! Jeg har selv fremstillet det falske testamente”.

Sagen er opklaret, og begejstringen på tilskuerrækkerne er stor. Endnu en gang har Vidocq overrasket alt og alle – ikke mindst den anklagede.

Vidocq beviser sit værd for politiet

Vidocqs utrolige karriere som detektiv går tilbage til 1809, hvor den 33-årige forbryder besluttede at melde sig selv til politiet.

Flere versioner forklarer hvordan, én af dem lyder: Napoleons hustru, kejserinde Josephine, har fået stjålet sin bryllupsgave – et kostbart smaragdsmykke – fra slottet Malmaison lidt uden for Paris.

Politiet har hverken spor i sagen eller kontakter i det kriminelle miljø til at fortælle, hvem der står bag, eller hvor det værdifulde smykke er.

Lige præcis sådan en højt profileret sag har Vidocq ventet på.

Han møder op hos politiet og beder om at slippe for straf, hvis han til gengæld kan skaffe kejserindens smaragder.

Politiet accepterer, og Vidocq dykker ned blandt sine kontakter i underverdenen; tre dage efter har han smykket.

Myndighederne er imponerede, men er dog stadig ikke helt overbeviste om Vidocqs evner, og slet ikke hans hensigter.

Han bliver derfor tilbudt et job som spion i det berygtede La Force-fængsel. Vidocq skal færdes blandt de indsatte og videregive alle interessante oplysninger til politiet.

Jobbet er særdeles farligt, men virker efter hensigten. Ingen i fængslet fatter mistanke til Vidocq – de kender ham i forvejen som en snedig kriminel og ser desuden op til ham på grund af hans talrige fangeflugter.

Efter halvandet år udfører han en iscenesat flugt i samarbejde med politiet. De kriminelle tror fortsat, at han er på deres side, mens Vidocq fortsætter som spion for politiet – nu uden for fængslets mure.

Efterforskning med ludere og sprut

Som spion kan Vidocq nu bevæge sig igennem Paris' gader uden at frygte myndighederne.

Vidocq trives nemlig bedst, når han lusker rundt i byens snævre gyder og drikker øl i slumkvarterernes mange knejper.

Han har en formidabel evne til at spille skuespil og bære forklædning, så han ikke afslører sig selv blandt de kriminelle.

Nogle dage klæder han sig ud som lurvet lommetyv, andre dage som velklædt storsvindler.

Han anskaffer sig sågar talrige kjoler og lærer sig kvinders kropssprog. Samtidig opdyrker han et stort netværk af angivere blandt folk, han stoler på.

Eksempelvis får byens prostituerede ofte besøg af Vidocq – både privat og professionelt. De kvitterer for hans gavmildhed med rygter fra den parisiske underverden.

Som tidligere lovovertræder kender Vidocq de kriminelles tricks til fingerspidserne, og med sin skarpe hjerne er han fast besluttet på at gøre opklaringsarbejdet videnskabeligt og metodisk.

I december 1810 gør han for første gang brug af sine nye ideer.

Under sin kriminelle identitet trasker han som sædvanlig rundt i Paris, da han møder en bekendt, tyven Hotot.

Vidocq lægger straks mærke til, at Hotots tøj er drivvådt, og hans støvler mudrede. Tidligere på dagen havde det regnet voldsomt, og normalt vil folk søge læ i den slags vejr – medmindre, tænker Vidocq, at de har en særlig grund til at opholde sig udendørs.

Detektiven kontakter myndighederne med sin mistanke, og det viser sig, at beboerne i en villa ikke langt fra Hotots tilholdssted har haft et indbrud samme dag.

Vidocq besigtiger villaen og lægger mærke til et særligt skoaftryk i mudderet ved haveindgangen. Aftrykket tager han en afstøbning af med mørtel – en metode, han har opfundet.

Næste dag tropper Vidocq igen op hos Hotot – med favnen fuld af sprutflasker, som tyven glædestrålende går i gang med at drikke.

Hotot bliver mere og mere beruset. Endelig får Vidocq mulighed for at tage en af Hotots støvler og lister ud til en ventende gendarm.

På politigården konstaterer gendarmen hurtigt, at Hotots støvler passer præcist med afstøbningen fra haven.

Nu er der kun tilbage at anholde den berusede Hotot, som senere erkender sin skyld og viser politiet vej til tyvekosterne.

Vidocq skal rydde en skummel kro for kriminelle. Han marcherer rank ind, stopper musikken, og med kridt markerer han forbryderne. Udenfor venter 10 politimænd, som anholder dem.

Vidocq ansætter forbrydere

Myndighederne bliver klar over, at Vidocqs arbejde er ekstraordinært. Han udvikler konstant nye opklaringsmetoder, og han har et enormt kildenetværk i underverdenen.

I løbet af 1811 og 1812 får han derfor lov til at stå i spidsen for en nyoprettet enhed af detektiver.

Året efter får politienheden Napoleons godkendelse under navnet Sûreté Nationale (National Sikkerhed).

Vidocq er henrykt over sine nye muligheder med det statslige detektivbureau, og han er kompromisløs i sin strategi.

Han ansætter næsten kun detektiver med en fortid som kriminelle, for på den måde sikrer han sig, at de har et kendskab til miljø og metoder i underverdenen.

Med blot et dusin mænd ansat er Sûreté Nationale en bragende succes, da de hurtigt anholder hundredvis af forbrydere.

Vidocq er ved at blive en kendt mand i Paris – og han nyder sin berømmelse.

Han lader sin drosche trække af smukke heste i ens farve – et farvekoordineret firspand er nemlig finest – og han bærer dyre klæder og spadserestok med guldhåndtag.

Sammen med sin mor flytter han ind i en dyr villa i Paris, og han spiser på byens fineste restauranter – oftest i selskab med smukke, letlevende damer.

Detektiven Vidocq elskede at færdes i den parisiske underverden. I forklædning kunne han gå i ét med stamkunderne på værtshuse og bordeller.

© Scanpix/Mary Evans

Detektiv obducerer komtesse

Vidocq er også en god fortæller. Ved selskaber opfører han gerne et mindre skuespil, når han skal berette om sine bedrifter og episoder fra sit liv.

Både kvinder og mænd måber og kluk-ler, når Vidocq med store armbevægelser ruller sig ud.

Med sin sans for dramatik og generøse livsstil får Vidocq mange kendte venner – ikke mindst forfatterne Honoré de Balzac, Victor Hugo og Alexandre Dumas.

Alle tre hugger Vidocqs historier og fortæller dem ivrigt videre i deres romaner. Det er derfor næppe tilfældigt, at Hugos hovedperson i romanen “De Elendige” er en tidligere galejslave, der forsøger at lægge sin fortid bag sig og i stedet kæmper for det gode i verden.

Til trods for sit luksusliv elsker Vidocq fortsat at klæde sig ud og dykke ned i den lyssky del af Paris for at opklare forbrydelser.

Han er derfor klar til selv at arbejde i marken, da Paris rystes af en saftig skandale i 1822.

En komtesse ved navn Isabelle d’Arcy er fundet død i sin seng – skudt i panden med en kugle, som stadig sidder fast i kraniet.

Komtessen havde en affære med en italiener ved navn Deloro, og politiet mistænker derfor komtessens 25 år ældre mand for at have skudt sin kone med en af sine duel-pistoler pga. jalousi.

Politiet kan dog ikke finde nogen beviser og indkalder Sûreté Nationale.

Vidocq undersøger selv mordstedet og afhører ægtemanden. Det står klart for mesterdetektiven, at manden ikke har en morders personlighed – han er alt for nobel og for passiv.

For at bevise sin fornemmelse tager Vidocq et drastisk skridt: Han lader komtessen obducere for at fiske kuglen ud.

Operationen må foregå i dybeste hemmelighed, for i Frankrigs finere kredse er det ikke velset at granske liget af en adelig.

Obduktionen viser sig at være normbruddet værd: Kuglen er alt for stor til at kunne være affyret fra en af ægtemandens pistoler.

Næste skridt er typisk for Vidocq. Komtesse Isabelle d’Arcy var en høj, rødhåret skønhed, og Vidocq hyrer nu en prostitueret skuespillerinde – ligeledes høj og rødhåret.

Kort tid efter har skuespillerinden forført elskeren.

En morgen, hvor Deloro har efterladt hende i sin seng, lukker skuespillerinden Vidocq ind i lejligheden, hvor han finder både den myrdede komtesses smykker samt en pistol, som kuglen fra komtessens kranium passer perfekt til.

Deloro indrømmer alt, dømmes for mord og bliver ført til guillotinen.

Brevene fra Vidocqs private detektivbureau rummede en anbefaling af hans effektivitet: “Eks-chef for sikkerhedspoliti-enheden, som han har ledet i 20 år med ubestridt succes.”

© Polfoto/Rue des Archives

Politiet misunder Vidocqs succes

Vidocq har vendt sin skæbne fra fiasko til succes, men fortiden hviler som en skygge over ham.

Store dele af politiet har et ondt øje til ham på grund af hans store, succesfulde karriere, og de forsøger konstant at sætte en stopper for detektivens virke.

De skinsyge politifolk mener, at Vidocq formelt set stadig er kriminel og ikke har udstået sin straf.

Denne anklage falder først endegyldigt til jorden, da den nye konge – Ludvig 18. – officielt benåder ham.

Alligevel lykkes det i november 1837 politiet at finde nye anklager, og 60-årige Vidocq bliver fængslet og sigtet for bedrageri, bestikkelse og korruption. Han sidder i fængslet i flere måneder, men møder op i retten smilende og elegant som altid.

Den ventende folkemængde uden for retsbygningen bryder ud i jubel, da Vidocq frikendes for alle anklager og kan forlade retten som en fri mand og genoptage sit detektivarbejde.

På det tidspunkt har Vidocq dog for længst opgivet samarbejdet med politiet og åbnet sit eget detektivbureau i 1832.

Her fungerer han som aktiv detektiv frem til sin død som 81-årig. Efter en god middag og en flaske vin får Vidocq en hjerneblødning i april 1857. Han dør få uger senere omgivet af luksus, gode venner og unge elskerinder.