Den 12. september 1826 befandt William Morgan sig bag tremmer i den lille by Canandaigua i staten New York.
Dagen forinden var han blevet arresteret og spærret inde på grund af falske anklager. Et komplot var under opsejling.
Omkring kl. 19 bankede det på døren. Mary Hall, fængselsinspektørens hustru, åbnede, da hendes mand var bortrejst. Udenfor stod en ukendt mand. Han insisterede på at få William Morgan udleveret. Mary afviste det usædvanlige krav.
Det sidste, hun hørte, før mændene brutalt skubbede fangen ind i en hestevogn, var ordet “mord”.
Da endnu to mænd kom til, og den ene tilmed påstod, at han førte sagen mod Morgan, låste Mary nødtvunget celledøren op.
Næppe havde mændene forladt arresthuset, før Hall fortrød. I det klare månelys så hun dem trække afsted med Morgan.
Det sidste, hun hørte, før mændene brutalt skubbede fangen ind i en hestevogn, var ordet “mord”. Råbet blev gentaget, men denne gang utydeligt, som blev noget lagt over den talendes mund. Ingen så nogensinde Morgan igen.
William Morgan forsvandt på mystisk vis, efter han i 1826 planlagde at infiltrere den amerikanske frimurerloge.
Bog skulle afsløre de magtfulde
Bortførelsen var lige, hvad Mary Hall havde frygtet. Alle på egnen vidste nemlig, at Morgan havde magtfulde fjender. Han var en stakkel, som ofte flyttede og aldrig havde penge. I januar 1826 bosatte han sig i Batavia i staten New York. Her tog han arbejde som murer og stenhugger for at forsørge sin hustru og to børn.
Snart slog han sig sammen med David C. Miller, en avisejer, som vaklede på fallittens rand. De to desperate mænd lagde en plan.
Morgan skulle skaffe sig adgang til en frimurerloge, aflure ordenens hemmelige ritualer og berette om dem i en bog udgivet af Miller.
Allerede i august annoncerede makkerparret, at bogen snart ville blive sat til salg. For blot en dollar ville læseren få “afgørende beviser på råddenskaben” blandt frimurerne, lovede de. Morgan havde imidlertid forregnet sig.
Følg Morgans kidnapning:
Skæret fra fuldmånen gjorde det muligt for vidner at se bortførelsen.
1. Kusk kørte frem på signal
Kareten ventede tæt ved arresten. Mændene slog på noget hårdt uden for huset som signal til, at den skulle køre frem, fortalte Mary Hall.
2. Karet tiltrak opmærksomhed
Flere vidner fortæller, at de så kareten undervejs mod Fort Niagara. De hæftede sig især ved, at gardinerne var trukket for vinduerne.
3. Lig skyllede op på søbred
I 1827 skyllede et lig op på Ontariosøens bred. Alle regnede med, at den døde var Morgan, og man begravede ham i Batavia. Undersøgelser viste senere, at den døde var canadier, men graven er bevaret som mindesmærke for Morgan.
Frimurerordenen var én af tidens mest magtfulde sammenslutninger. Logebrødre besatte i 1820’erne nøglepositioner i alle dele af samfundet.
De ville for alt i verden undgå at få deres gode navn ødelagt og begyndte at trække i trådene. Den 11. september blev Morgan arresteret og fængslet i den nærliggende by Canandaigua – anklagen lød, at han havde stjålet en skjorte. Dagen efter fandt bortførelsen sted.
Frimurere blev upopulære
De tre mænd, som hentede Morgan i fængslet, blev hurtigt identificeret som lokale frimurere. Men de nægtede at have anvendt tvang. Morgan var frivilligt fulgt med og havde indvilget i at rejse til Canada, påstod de. Vidner kunne imidlertid fortælle en anden historie.
Kusken berettede fx, at han efter at have kørt hele natten satte Morgan af ved Ontariosøen ved den canadiske grænse.
“Morgan blev sat på en båd og bundet fast til en sten. Så blæste det op”. Frimurer i Batavia, 1826.
Vidner blandt frimurerne forklarede, at Morgan herefter var blevet ført til det nærliggende Fort Niagara. Herfra forsvandt han pludseligt. Hvorhen vidste de ikke.
Men Samuel D. Greene, Morgans ven, som selv var medlem af frimurerlogen i Batavia, var ikke i tvivl. Morgan var blevet druknet i Niagarafloden, som løb forbi fortet.
“Morgan blev sat på en båd og bundet fast til en sten. Så blæste det op, og det stakkels skrog faldt over bord og sank til bunds”, havde han hørt én af sine frimurer-kolleger berette.
Mordet kunne ikke bevises, men flere frimurere blev dømt for bortførelse. Blandt dem var Loton Lawson, som hentede Morgan i fængslet, og den lokale sherif, som blev idømt 28 måneders fængsel
Imens blev Morgans bog udgivet som planlagt. Indholdet var langt mindre skandaløst end antaget. Til gengæld fik forfatterens skæbne amerikanerne til at vende sig mod frimurerne.
Medlemstallet styrtdykkede, og ordenen var fremover kun en skygge af sig selv.