Gådefuldt giftmord: Hvem myrdede Mr. Bravo?

Advokaten forelskede sig ikke stormende i Florence, men formåede at virke tilpas interesseret, selvom hans primære mål var hendes formue.

Florence lagde kortene på bordet for sin bejler: Hun lovede at droppe sin hemmelige elsker, den 62-årige læge dr. Gully, og i stedet hellige sig ægteskabet.

Efter at have kendt hinanden i mindre end tre måneder blev Florence og Charles gift i december 1875.

Han flyttede ind i hendes palæ og fik omgående en kedelig overraskelse: Florence havde ikke tænkt sig at give ham råderet over sin formue.

En ny britisk lov fra 1870 betød, at kvinder ikke længere automatisk mistede retten til at forvalte deres egne penge, når de blev gift.

Mange mænd tog det stadig for givet, og mr. Bravo råbte og bandede, men Florence holdt stædigt fast i sin ret, når hendes ægtemand rasede mod hendes alt for mange tjenestefolk, dyre rideheste og to fuldtidsansatte gartnere.

Alligevel viste prisen for at blive en respektabel kvinde sig hurtigt at være særdeles høj for Florence.

Mens hun havde held med at holde ægtemanden væk fra sine penge, kunne hun ikke tæmme hans drifter i sengen.

Mr. Bravo forlangte ikke kun at få en arving i en fart, men også at hustruen stillede hans mere bizarre lyster.

Så snart hun blev gravid, tvang han hende til analt samleje. Mr. Bravo var så voldsom i sengen, at Florence måtte søge læge, og hun begyndte at opfatte deres erotiske samliv som en form for afstraffelse.

Florence frygtede for sit liv

To gange inden for de første fire måneders ægteskab blev Florence gravid, men begge gange aborterede hun.

Da aborterne efterlod hende syg og svækket på grund af voldsomt blodtab, begyndte hun at frygte for sit liv. Mr. Bravo virkede ligeglad og pressede på for at komme op til hende i ægtesengen.

Med stigende uro fulgte husholdersken, mrs. Cox, det ulykkelige ægteskab.

Efter begge aborter sov hun i ægtesengen ved siden af Florence – officielt for at kunne hjælpe hende døgnet rundt, men i virkeligheden for at forhindre mr. Bravo i at tvinge Florence til sex.

Hendes indsats var forbundet med stor risiko, for hun var allerede upopulær hos mr. Bravo – hvis Florence blev for svag til at holde hånden over hende, risikerede hun at blive fyret.

Stemningen i det fornemme palæ i Balham var derfor dårlig den 18. april 1876, da mr. Bravo, Florence og mrs. Cox som sædvanlig spiste aftensmad sammen.

Florence var alene på første sal

Hver gang stuepigen forsvandt ned i køkkenet efter en ny ret, vendte mr. Bravo tilbage til aftenens smertelige emne: Nu måtte det snart være på tide, at han og Florence genoptog deres samliv.

10 dage var gået siden hendes seneste abort, og han forventede at tage plads i ægtesengen i morgen.

Florence blev chokeret og tømte under middagen en hel flaske sherry. Da hun meddelte, at hun ville trække sig tilbage for at gå til ro, var hun allerede småberuset.

Mrs. Cox fulgte hende op i soveværelset for at hjælpe veninden i nattøjet. Da Florence var klar til at lægge sig, bad hun mrs. Cox om at hente en flaske vin til at dulme nerverne med.

Mens mrs. Cox gik nedenunder, var Florence alene på husets førstesal, hvor gæsteværelset med mr. Bravos midlertidige leje også befandt sig.

Hun vidste, at han aldrig lagde sig til at sove, før han havde drukket et stort glas vand fra en karaffel, som stuepigen stillede på sengebordet.

Kort efter kom også mr. Bravo op på sit værelse for at gå til ro.

Han børstede tænder og gnubbede sit betændte tandkød med opiumdråber for at lindre smerterne. Herefter drak han som sædvanlig et stort glas vand.

Knap havde han sat glasset fra sig, før effekten af giften gjorde sig bemærket.

I karaflen havde en eller anden drysset antimon – et hvidt pulver, som i små mængder blev brugt til at kurere hestes indvoldsorm og give dem en skinnende pels. I større doser ætsede det som saltsyre eller opløsningsmiddel.

Mr. Bravo vaklede ud på gangen og råbte to gange efter Florence og varmt vand.

Desperat tumlede han tilbage på værelset og fik med famlende hænder åbnet et vindue. Så stak han en finger i halsen for at brække sig.

Selvom han havde stået tre skridt fra soveværelset, hvor Florence lå og sov, reagerede hverken hustruen eller mrs. Cox på hans høje råb.

Lægen blev hentet langvejs fra

Den første til at komme ham til undsætning var stuepigen, som stormede op ad trap­pen.

Hun bankede på hos husets frue og gik straks ind. I det store rum mødte hun et sælsomt syn: Mrs. Cox sad fuldt påklædt ved sen­ge­kan­ten og strikkede, mens Florence til­sy­ne­la­den­de sov som en sten, selvom hun lige måtte have lagt sig.

Mrs. Cox drejede hovedet og spurgte:

“Hvad er der?”

“Kom med det samme. Mr. Bravo er syg”, svarede stuepigen nervøst.

Sammen gik de over i gæsteværelset. Her havde mr. Bravo lige brækket sig ud ad vinduet og råbte igen på varmt vand.

I det samme besvimede han og sank sam­men. Mrs. Cox åbnede hans brækplettede natskjorte og mærkede efter, om hjertet stadig slog. Det gjorde det.

“Gå ned efter noget sennepspulver og varmt vand. Hurtigt”, lød hendes ordre.

Da stuepigen vendte tilbage, frygtede hun, at mr. Bravo var død. Han lå helt stille på gulvet, mens mrs. Cox masserede hans hænder og fødder for at få gang i blodomløbet.

Sammen hældte de med besvær blan­din­gen af sennepspulver og varmt vand ind i husherrens mund, hvilket straks fik ham til at kaste op.

Herefter bad mrs. Cox stuepigen hente stærk kaffe og sende kusken afsted for at hente mr. Bravos læge, dr. Harrison.

Stuepigen vendte kort efter tilbage til gæsteværelset og undrede sig over, at husets frue stadig ikke var ilet sin mand til undsætning.

Hun gik ind i soveværelset og vækkede Florence, som satte sig op med en forbløffende oplagthed.

Sammen styrtede de over til mrs. Cox, som stadig sad bøjet over den bevidstløse mrs. Bravo.

“Er der tilkaldt en læge?” råbte Florence.

“Ja, jeg har sendt bud efter dr. Harrison”, svarede mrs. Cox.

“Han er alt for langt væk. Vi skal have fat i en lokal læge”, gispede Florence og løb ned ad trappen for at få butleren til at finde en læge i Balham.

Imens sørgede mrs. Cox for, at alt bræk blev tørret op, og at mr. Bravo fik en ren natskjorte på. Den beskidte blev vredet grundigt op og lagt i blød i kælderen.

20 minutter senere vendte butleren tilbage med en lokal læge. Florence var ude af fatningen og græd hæmningsløst, så mrs. Cox måtte forklare, hvad der var hændt mr. Bravo:

“Jeg tror, det må være et slagtilfælde som følge af et styrt fra hesten i dag”.

Mr. Bravo havde ganske rigtigt været ude for et styrt samme dag og havde flere skrammer, som lægen undersøgte.

Helt i tråd med 1800-tallets lægebøger gav lægen herefter den bevidstløse patient et lavement med brandy for at forebygge hjertestop.

Da dr. Harrison nåede frem ved 23-tiden, konstaterede han dog hur­tigt, at mr. Bravo var blevet forgiftet.

“Så er jeg sikker på, at han må have taget kloroform mod sin tandpine”, mente mrs. Cox nu.

Lægerne undersøgte igen patienten, men kunne ikke lugte nogen kloroform.

Mrs. Cox skiftede forklaring

Ca. kl. halv tre om natten kastede mr. Bravo igen op og havde blodig afføring. Han kom til bevidsthed og skreg:

“Åh Gud, vær barmhjertig mod mig”.

Lægerne ville vide, om han ved et uheld havde indtaget noget giftigt.

“Jeg gnubbede gummer med opiumdråber mod smerter – jeg kan være kommet til at sluge noget af det”, svarede en svag og forpint mr. Bravo.

Men opium var ikke problemet, forsikrede lægerne ham. Et hurtigt blik på patientens opkast og blodige afføring bekræftede dem i, at en ætsende gift var endt i mr. Bravos mave.

Diagnosen fik mrs. Cox til at trække dr. Harrison til side og afsløre en hemmelighed, hun havde holdt på i fire og en halv time:

“Da jeg kom mr. Bravo til undsætning, sagde han, at han selv havde taget gift, men at jeg ikke måtte sige noget til Florence”, forklarede hun.

“Hvorfor i alverden fortæller De mig først det nu”, snerrede dr. Harrison.

“Jamen, jeg sagde det også til den første læge, der kom”, replicerede mrs. Cox. Den først ankomne læge afviste dog pure at have hørt noget om gift.

Da klokken blev halv seks om morgenen, bad mr. Bravo om pen og papir til at skrive sit testamente. Han efterlod det hele til Florence.

Halvandet døgn senere fik lægerne de første testresultater, men der var ingen spor af arsenik, som var deres bedste bud på giften, der langsomt var ved at tage livet af mr. Bravo.

Den unge advokat døde mindre et døgn senere.

Selvmord var udelukket

Mr. Bravos mystiske død blev genstand for et såkaldt coroner’s inquest – en dommerundersøgelse, der skulle slå fast, om dødsfaldet skyldtes en forbrydelse, et uheld eller var selvmord.

Undersøgelsen begyndte i juli 1876 og blev en langtrukken affære.

Ifølge patologen, der havde forestået obduktionen af mr. Bravo, var selvmord ganske udelukket:

“Ingen, der ønsker at begå selvmord, ville gøre det med verdens mest smertefulde kemikalie”, slog han fast.

Et uheld virkede heller ikke sandsynligt, da ingen af husets medicinskabe havde indeholdt ætsende gift, så der måtte være tale om en mordsag.

Ret hurtigt blev Florences tidligere elsker afhørt sammen med en kusk, som mr. Bravo havde fyret.

Men ingen af dem havde været i nærheden af gerningsstedet i ugevis eller havde haft kontakt med den afdøde.

I stedet rettede mistanken sig mod mrs. Cox og Florence. Mens enken forsøgte at male et rosenrødt billede af ægteparrets samliv, afslørede mrs. Cox, at ægteskabet knirkede gevaldigt.

Husholdersken forsøgte også ihærdigt at overbevise juryen om, at mr. Bravo slet ikke var så lykkelig, som andre gik og troede.

Faktisk havde han efter flere skænderier med Florence i afmagt betroet hende, at han ville begå selvmord.

Damernes udsagn modsagde hyppigt hinanden, og forvirringen steg.

Både Florence og mrs. Cox gjorde med stor snilde brug af deres køn, når advokaterne borede i de talrige modsigelser.

I victoriatiden blev kvinder anset for at være svage og i deres følelsers vold. Kyniske komplotter lå ikke til kvinder, mente de fleste – og Florence og mrs. Cox benyttede enhver lejlighed til at demonstrere, hvor skrøbelige de var.

Ligesom juryen fattede adskillige britiske aviser sympati for Florence – fx skrev ansete The Times:

“Det er en skændsel, at krydsforhøret af en knust og ydmyget dame kan nå det omfang, som det gjorde under Balham-mysteriet”.

Forhør af mr. og mrs. Bravos tjenestefolk kastede heller ikke mange brugbare informationer af sig.

De huskede meget lidt og frygtede at sige noget, der ville sætte husets frue i et dårligt lys, og dermed risikere en fyreseddel.

Efter fem lange uger måtte undersøgelsesdommeren give op, og juryen konkluderede:

“Vi finder, at mr. Bravo ikke begik selvmord, at han ikke mødte sit endeligt efter et uheld, men med fuldt overlæg blev myrdet med gift. Desværre rækker beviserne ikke til at rejse tiltale mod en eller flere personer”.

For Florence, mrs. Cox og dr. Gully sluttede sagen langtfra her. I årevis var de genstand for sladder, da alle britiske avislæsere havde en mening om, hvem af trioen der havde forgiftet mr. Bravo.

De fleste pegede på mrs. Cox, som økonomisk havde mest at vinde. Husholdersken vidste, at mr. Bravo pønsede på at fyre hende for at spare hendes usædvanlig høje løn.

Som eneforsøger til tre sønner ville en afskedigelse få katastrofale konsekvenser for hende.

Cox arvede en formue

De næste 100 år udkom adskillige bøger om mordgåden, og under researchen til endnu en af slagsen faldt den britiske journalist James Ruddick i 2001 over en ukendt detalje.

På Jamaica fandt han et skøde, der viste, at mrs. Cox allerede to år før mr. Bravos død fik at vide, at hun ville arve en aldrende slægtning.

Indtægter fra ejendomme på øen sikrede hende økonomisk resten af livet – og sørgede for, at hendes sønner kunne få en god uddannelse.

Havde mr. Bravo fyret hende, kunne hun og sønnerne altså blot være rejst til Jamaica og have boet hos arvetanten, indtil de skulle overtage hendes besiddelser.

Ruddick mener, at de nye oplysninger forvandler mrs. Cox fra hovedmistænkt til meddelagtig i mord.

Hans teori lyder, at Florence sneg sig ind og hældte antimon i sin ægtefælles karaffel, mens hun var alene på palæets førstesal.

Da mrs. Cox kom op med vinen til Florence, brød hendes veninde sammen og tilstod, hvad hun i sin fortvivlelse havde gjort.

Men da var det for sent at gribe ind, for mr. Bravo var allerede inde på gæsteværelset. I stedet besluttede mrs. Cox at hjælpe Florence.

Helt bevidst reagerede ingen af dem, da mr. Bravo skreg, for giften skulle have tid til at virke. Når hustyrannen var død, ville de to veninder hælde resten af giften ud, inden lægen blev tilkaldt.

Men da stuepigen brasede ind i soveværelset og hentede mrs. Cox, måtte husholdersken improvisere.

Mens stuepigen var i køkkenet efter vand, sennep og stærk kaffe, tømte mrs. Cox karaflen og skyllede den grundigt.

Ved at slette spor, tilkalde en læge langvejs fra, give ham vage svar og bevidst vildlede ham trak hun tiden ud, indtil giften havde haft tid til at virke.

Imens spillede Florence rollen som den afkræftede hustru – godt hjulpet af rigelige mængder sherry.

Nødplanen lykkedes, og mordet i Balham endte som et af victoriatidens største mysterier.