Mord begået ved hjælp af gift var i antikkens Rom ikke et usædvanligt fænomen. Kejser Claudius var da også forberedt på det værste, da han en aften i år 54 e.Kr. satte sig til bords for at nyde sin favoritspise: En ret med svampe.
Ikke en mundfuld skulle røre kejserens læber, før en anden først havde smagt på maden. Og skulle tegn på forgiftning vise sig, stod Claudius’ læge klar til at fremkalde opkastninger ved at stikke en fjer i halsen på kejseren.
Men ingen af Claudius’ forholdsregler forhindrede katastrofen.
Da kejserens hustru, Agrippina, spiste af svampene, fulgte han hendes eksempel, uvidende om at kejserinden havde forgiftet hans portion.
Og den fjer, som kejserens læge beredvilligt stak i kejserens hals, da det første ubehag meldte sig, havde Agrippina forinden dyppet i gift. Giften fik Claudius til at tabe bevidstheden. Han vågnede aldrig igen.
Gift var efterspurgt
Intet i Locustas fortid tydede på, at hun engang skulle bevæge sig i magtens cirkler.
Historikerne mener, at den senere giftblanderske voksede op på landet i Gallien, området der blev til vore dages Frankrig.
Men som bondepige vidste hun alt om urter, både de lægende og de dræbende. Den viden anvendte hun dygtigt, da hun som ung nedsatte sig som giftblanderske i Rom.
“En mester på området blev udvalgt. Hendes navn var Locusta”. Tacitus (ca. 56 – ca. 120 e.Kr.).
Kampen om magten var hård, og vejen til landets højeste poster gik ofte gennem mord. Gift dræbte uden brug af vold og kunne let forveksles med sygdom, og derfor var metoden populær. Selvom giftblanding blev straffet med døden, manglede Locusta aldrig kunder.
Agrippina vidste da også, præcis hvem hun skulle gå til, da hun i år 54 besluttede sig for at dræbe sin mand.
“En mester på området blev udvalgt. Hendes navn var Locusta”, beretter historikeren Tacitus.
Det vellykkede mord var Agrippinas første træk i et kup, som sikrede, at kejsertitlen gik til Nero, kejserindens søn fra et tidligere ægteskab.
“Han (Nero, red.) belønnede hende ved at benåde hende og tildele hende store ejendomme på landet”. Suetonius (ca. 69 – ca. 122 e.Kr.).
Nero følte imidlertid, at tronen vaklede under ham. Rivalen Britannicus, Claudius’ søn fra et tidligere ægteskab og manges favorit til kejsertitlen, måtte skaffes af vejen.
Igen var der bud efter Locusta, og giftblanderen leverede varen.
Da Britannicus’ mundskænk en aften bemærkede, at den varme vin, som Britannicus fik serveret til sine måltider, var hedere end sædvanligt, anede ingen uråd.
Og det med rette, for vinen var ikke forgiftet. Det var til gengæld det kolde vand, som Britannicus hældte i sin vin, da mundskænken klagede over drikkens temperatur.
Næppe havde han ført glasset til læberne, før han faldt om i et krampeanfald og holdt op med at trække vejret.
Mord blev rigt belønnet
Nero tøvede ikke med at vise Locusta sin taknemmelighed.
“Han belønnede hende ved at benåde hende (for tidligere forbrydelser, red.) og tildele hende store ejendomme på landet”, beretter den romerske historiker Suetonius.
Locusta gik angiveligt ikke af vejen for at teste sin gift på mennesker. Slaver og straffefanger var hendes foretrukne ofre.
Kejseren holdt generalprøve på mord
Locusta forklarer giftens virkning
Giftblanderen planlagde mordet på Neros rival, Britannicus, til mindste detalje. Hun fremstillede giften i kejserens soveværelse, så han nøje kunne følge med i processen.
Giften fremkalder kramper
Locusta justerede angiveligt giftens styrke ved at afprøve den på mennesker og dyr. En stærk gift gav kramper af samme slags, som ses ved sygdom. Symptomerne gjorde det let at dække over forbrydelsen.
Nero holder øje med giftens virkning
Kejseren ville med egne øjne se giftens virkninger. Den ideelle gift dræbte hurtigt, men ikke så hurtigt, at det tiltænkte offers mundskænk døde og dermed vakte mistanke, før offeret selv indtog giften.
Locustas foretrukne gift var galnebær (Atropa belladonna), der medførte hallucinationer, kramper og åndedrætslammelse.
Locustas færdigheder kom Nero til nytte i de følgende år, mens han tyrannisk myrdede løs blandt sine fjender.
Men i år 68 fik romerne nok. Kejserens fjender vendte sig mod ham, og han måtte flygte fra paladset. Med sig bragte han en æske med Locustas gift.
Giften gjorde Nero imidlertid aldrig brug af.
Da han kort tid efter begik selvmord, var det med en dolk.
Neros død blev samtidig enden på Locustas karriere.
Efterfølgeren Galba straffede nådesløst den tidligere kejsers medskyldige.
“Troldkvinden Locusta og andet afskum, som var kommet op til overfladen i Neros tid, blev på hans ordre ledt gennem byen i lænker og derefter henrettet”, beretter historikeren Cassius Dio om Locustas endeligt.