Francisco Pizarro havde grund til at være tilfreds, da han søndag den 26. juni 1541 – i gode venners lag – satte sig til et veldækket
frokostbord i Lima, Peru.
Otte år tidligere havde den 66-årige vicekonge anført nogle få hundrede conquistadorer under erobringen af inkaernes rige i Sydamerika.
Før ekspeditionen havde Pizarro aftalt at dele udbyttet af ekspeditionen med en anden conquistador, Diego de Almagro. Da inkaerne var nedkæmpet, og de havde fyldt en helt fængselscelle med guld for at få deres konge frigivet, ombestemte Pizarro sig imidlertid – nu ville han beholde alle rigdommene for sig selv.
For at slippe af med rivalen sendte Pizarro ham på en lang og opslidende ekspedition til det fattige og øde Chile, mens han selv indrettede sig mageligt i Inkarigets hovedstad, Cusco.
Da Almagro opdagede bedraget, blev han rasende og samlede en oprørshær og drog mod Cusco. Almagro tabte imidlertid slaget, og Pizarro lod ham henrette i 1538.
Pizarro trak sig derefter tilbage til Lima, en by, han selv havde grundlagt. Her ville han tilbringe sin alderdom og nyde magtens sødme.