Francisco Pizarro havde grund til at være tilfreds, da han søndag den 26. juni 1541 – i gode venners lag – satte sig til et veldækket
frokostbord i Lima, Peru.
Otte år tidligere havde den 66-årige vicekonge anført nogle få hundrede conquistadorer under erobringen af inkaernes rige i Sydamerika.
Før ekspeditionen havde Pizarro aftalt at dele udbyttet af ekspeditionen med en anden conquistador, Diego de Almagro. Da inkaerne var nedkæmpet, og de havde fyldt en helt fængselscelle med guld for at få deres konge frigivet, ombestemte Pizarro sig imidlertid – nu ville han beholde alle rigdommene for sig selv.
For at slippe af med rivalen sendte Pizarro ham på en lang og opslidende ekspedition til det fattige og øde Chile, mens han selv indrettede sig mageligt i Inkarigets hovedstad, Cusco.
Da Almagro opdagede bedraget, blev han rasende og samlede en oprørshær og drog mod Cusco. Almagro tabte imidlertid slaget, og Pizarro lod ham henrette i 1538.
Pizarro trak sig derefter tilbage til Lima, en by, han selv havde grundlagt. Her ville han tilbringe sin alderdom og nyde magtens sødme.
I dag ligger Pizarro i en sarkofag i Limas katedral.
Et kors tegnet i blod
Men Pizarros kvaler var ikke forbi. Diego de Almagros søn, som blev kaldt “El Mozo” (Knægten, red.), svor at hævne sin far. Den 26. juni 1541 – netop som Pizarro havde sat sig til bords – sendte sønnen en flok bevæbnede mænd til paladset.
Mændene forsamlede sig uden for bygningen. Herfra råbte de højlydt, at de ville tale med vicekongen. Pizarro anede straks uråd og forsøgte at iføre sig sin rustning. Imens gav han sine tjenestefolk ordre til at barrikadere indgangen til førstesalen.
Men rustningen tog tid at få på, og før Pizarro kunne nå at iføre sig den, skubbede mændene tjenestefolkene til side og buldrede op ad trappen. Nogle af Pizarros gæster undslap ved at springe ud ad vinduerne. Andre forsøgte at standse angriberne, men blev hugget ned med økser og sværd.
Fire af dem mistede livet og fire blev såret, før angriberne nåede helt frem til Pizarro. Den aldrende conquistador greb sit sværd. Kampvant spiddede han to af angriberne. Så hævede han atter sit våben, men før han kunne nå at dræbe endnu en modstander, skar et sværd et dybt sår i hans hals.
Blødende faldt Pizarro om på gulvet. Straks kastede fjenderne sig over ham. I vildskab huggede de løs på deres forsvarsløse offer.
Mordet fandt sted i paladset, som Pizarro selv fik opført. Bygningen findes endnu og ligger i Limas bymidte.
Pizarro var ubeskyttet
Overfaldet skete så hurtigt og uventet, at Pizarro ikke nåede at iføre sig rustning. Kampen blev kort og ulige.
Svært bevæbnede
Morderne bar økser, lanser, sværd og armbrøster. De var formentlig også iført rustning eller brystplader.
Adskillige sår
Undersøgelser af Pizarros skelet og kranie viser, at overfaldsmændene stak conquistadoren 10 gange og tilføjede ham 14 snitsår.
En pøl af mørkerødt blod bredte sig om den døende conquistador. Ifølge legenden løftede Pizzaro til sidst hånden. Med sine sidste kræfter dyppede han en finger i sit blod og tegnede et kors. “Jesus Kristus”, udbrød han fromt, før han udåndede.
Bagmand blev kvalt
Efter mordet udråbte oprørerne El Mozo til vicekonge over Peru. Men en sådan handling kunne den spanske konge ikke acceptere.
Heldigvis havde Karl 5. den rette mand ved hånden: Vaca de Castro, en embedsmand udsendt til Amerika, slog hårdt ned på gerningsmændene. Snart sendte de Castro en styrke imod den oprørshær, som El Mozo havde samlet.
De to hære tørnede sammen den 16. september 1542 ved Chupas i den centrale del af Peru. Under slaget dræbte Vaca de Castro omkring 200 af de 1.200 oprørere.
Mange blev taget til fange – blandt dem var El Mozo, som snart efter led samme skæbne som sin far: Efter en kort rettergang blev han sat på en skammel på byens torv og hvilede hovedet mod en pæl. Bødlen gav knægten en jernring om halsen og begyndte at dreje på et håndtag.
Ringen blev langsomt mindre og mindre, mens El Mozo kæmpede for at få vejret. Garrottering, som henrettelsesmetoden kaldes, kunne tage lang tid, afhængig af hvor god tid bødlen tog sig. Den dødsdømte blev enten kvalt eller døde, når hans nakke med et smæld knækkede.