Gravrøvere kunne tjene formuer på friske lig

I 1832 bliver John Bishop og hans gravrøver-bande anholdt i London – sigtet for at myrde en lille dreng og sælge hans krop til en medicinsk skole. Snart står det klart, at Bishop er en rutineret “body snatcher“, der har solgt op mod 1000 kroppe.

I 1832 bliver John Bishop og hans gravrøver-bande anholdt i London – sigtet for at myrde en lille dreng og sælge hans krop til en medicinsk skole. Snart står det klart, at Bishop er en rutineret “body snatcher“, der har solgt op mod 1000 kroppe.

Wellcome images

Fødderne, som stak op af sækken, tilhørte et barn. Og det var tydeligvis et frisk lig. Portneren på King's Colleges dissektionsafdeling blev nysgerrig. Han lod de tre berusede mænd komme indenfor.

“Har I brug for et kadaver?” spurgte John Bishop – den mest berusede af mændene – og smed den tunge sæk på flisegulvet.

“Egentlig ikke,” svarede portneren, “men det kommer jo an på, hvad I har.”

Bandelederen Bishop var nervøs. Liget i posen var stadig frisk, men nu havde han og hans bande brugt næsten to dage på at prøve at sælge det til en af byens medicinske skoler.

Dissektionslokalerne på de medicinske skoler var bygget, så de studerende på nærmeste hold kunne følge med i undervisningen.

© Science Photo Library

Liget ville miste værdi, når det gik i forrådnelse, og overalt, hvor de havde forhørt sig, havde skolerne enten netop købt lig eller tilbudt for lidt. Derfor stod de tre mænd nu og forhandlede med portneren.

Den rutinerede portner havde set mange døde, og denne spinkle dreng var usædvanlig. Den var for ren. Han bad de tre mænd om at vente, mens han hentede en læge, der kunne vurdere liget.

Også lægen blev hurtigt mistænksom. Drengens nøgne hud havde intet spor af jord. Intet savsmuld i håret efter en trækiste og ingen tegn på sygdom.

Til gengæld havde venstre arm et stort blåt mærke. Liget havde ikke ligget i jorden, kunne lægen se – han var blevet myrdet.

Lægen bad de tre mænd om at vente, mens han vekslede penge. 20 minutter senere vendte han tilbage med politiet. De tre mænd – John Bishop, Thomas Williams og James May – blev anholdt for mordet på den dreng, hvis lig de prøvede at sælge.

Døden var en forretning

I 1800-tallet var lægevidenskaben i rivende udvikling, og medicinske skoler skød op i London. En stor del af eleverne havde anatomi på skoleskemaet og skulle dissekere mindst tre lig hver under deres uddannelse.

Men ifølge engelsk lov måtte kun lig fra henrettede kriminelle bruges i undervisningen. Og da de offentlige hængninger ikke leverede nok lig, fordi dødsstraffen var ved at blive afskaffet, måtte de medicinske skoler finde alternative lig-leverandører.

De begyndte at købe lig fra de såkaldte “body snatchers”, som stjal lig fra kirkegårde. Gravrøveri var ulovligt, men myndighederne så igennem fingrene med den ulovlige lighandel – den var et nødvendigt onde, hvis lægevidenskaben skulle udvikle sig. Straffen for at være i besiddelse af et opgravet lig var derfor på blot to måneders fængsel.

William Hare og William Burke slog fattige, hjemløse og gamle ihjel og solgte deres kroppe til medicinske skoler.

© The Image Works/Wikimedia

Ligrøvere hærgede Skotland

To ligrøvere spredte stor frygt i Skotland i 1828. Banden nåede at dræbe 16 personer og sælge ligene, inden den blev afsløret.

I 1828 blev indbyggerne i Edinburgh, Skotland, rystet af en lig-skandale, som involverede nogle af byens læger. William Hare og William Burke blev anholdt i sagen og sigtet for at have dræbt 16 personer og solgt deres lig. Blandt aftagerne var bl.a. dr. Knox, Edinburghs dygtigste kirurg.

Duoens karriere var startet, da en gæst på Hares pensionat – en ældre mand, der skyldte husleje – en dag lå død i sin seng. For at få sine penge hjem besluttede Hare at sælge liget til en af byens medicinske skoler.

Den gamle mand indbragte dobbelt så meget som den husleje, han skyldte. Da en anden logerende kort tid efter var for længe om at dø af den feber, han lå med, fik Hare hjælp af vennen Burke til at kvæle manden og sælge liget.

Efter det tredje offer havde Hare og Burke udviklet en forretnings­metode: De to mordere kvalte deres ofre ved at holde dem for næse og mund, indtil de udåndede. På den måde var det nemt at skjule deres
forbrydelse, og lægerne spurgte aldrig til, hvor de mange lig kom fra.

Banden blev afsløret efter 11 måneder, da nogle gæster på Hares pensionat fandt et opmagasineret lig under en seng. Burke blev dømt til døden, mens Hare vidnede mod ham og blev løsladt. Burkes lig blev efterfølgende brugt i medicinsk undervisning, og hans skelet står i dag på Edinburgh Medical School.

Efterhånden blev døde kroppe dagligt fragtet ind i London, og en lyssky branche voksede op omkring lighandel. Gravrøvere, korrupte gravere og bedemænd og et system af informanter, som gav nys om dødsfald, fik alle en del af kagen.

For gravrøverne var salg af døde kroppe en indbringende forretning. De medicinske skoler var desperate efter friske lig, som havde en markedspris på omkring 10 guineas – britiske guldmønter.

Det svarede til syv ugers håndværkerløn. Et halvråddent lig, der havde ligget for længe i jorden, gav det halve. Den høje kurs på nydøde kroppe fristede mænd som John Bishop, der ikke havde skrupler med at slå ihjel for penge.

Og blandt indbyggerne i London cirkulerede historierne om “body snatchers”, der myrdede tilfældige og solgte deres lig.

Politiet fandt kranie

Londons aviser fik hurtigt nys om de tre anholdte ligrøvere på King's College. Aviserne væltede sig i blodige historier om bandens gerninger, og øjenvidner påstod, at de havde set en spinkel dreng ved John Bishops hus. Ifølge dem var han en af de mange forældreløse italienske drenge, der tiggede i London.

De italienske drenge-slaver tjente penge til deres ejere ved at optræde.

© Bridgeman

Italienske drenge var slaver

Londons gader vrimlede i 1830'erne med italienske drenge. De måtte arbejde hårdt for at tjene penge til deres ejere.

Mange af de tiggere og hjemløse, der holdt til i 1830'ernes London, var unge italienske drenge, som blev holdt som slaver.

Drengene var ofre for organiseret menneskehandel og blev narret til at forlade deres familier i Norditalien. Efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet var Italien ruineret, og befolkningen sultede.

Skruppelløse menneskehandlere – kaldet “padronier” – rejste fra by til by og bildte fattige forældre ind, at deres sønner kunne tjene store penge på at turnere rundt i Europa og optræde i teatre.

Men efter at have tilbagelagt den lange tur fra Italien til England til fods blev drengene stuvet sammen i små rum under usle forhold. I dagtimerne blev de tvunget til at tigge eller optræde på gaden med sang og dans, så de kunne samle penge til deres padronier.

I Londons grå gadebillede blev drengene anset som et positivt indslag, og de fleste briter havde stor sympati for de mørke og eksotiske knægte. De dygtigste drenge kunne derfor tjene mindre formuer til deres “ejere”.

Politiet fandt hurtigt ud af, at Bishop var kendt for at drikke tæt. I tolv år havde han levet af at grave lig op og sælge dem til medicinske skoler. To gange tidligere havde han siddet i fængsel for at sælge døde.

Efterhånden som vidner meldte sig, blev politiet overbevist om, at drengen ikke var Bishops eneste offer. Aviserne havde bragt mange historier om forsvundne kvinder og børn, og vidner mente, at de havde set flere af dem omkring Bishops hus.

Betjente gennemsøgte huset. Grusstien i haven så ud, som om den havde været gravet op for nylig, og bare tyve centimeter under stiens sten fandt betjentene to sæt børnetøj – det virkede ikke logisk, at en fattig familiefar skulle grave kostbart børnetøj ned. I brønden fandt politiet desuden en kjole og et sjal viklet omkring en stor sten. Og for enden af haven var et kvindekranie gravet ned.

Nu havde politiet mistanke om yderligere tre ofre – to børn og en kvinde – og retssagen kunne begynde. Salen var stoppet med folk, som havde betalt dyrt for en plads.

Aviserne kastede sig over gravrøver-sagen og væltede sig dagligt i blodige detaljer.

© Tower Hamlets

Især byens kirurger var mødt talrigt op for at signalere deres uskyld i de forbrydelser, som til syvende og sidst var blevet begået for at imødekomme deres efterspørgsel på undervisningsmateriale.

Alle tre mænd erklærede sig uskyldige.

Ingen savnede de fattige

1800-tallets London var med 1,5 millioner indbyggere den tættest befolkede by i verden. Den engelske hovedstad voksede fra dag til dag, men der var hverken boliger eller job nok til tilflytterne. Mange af dem endte på gaden.

For det bedre borgerskab var de mange fattige en ubehagelig trussel, og et af de mest omtalte emner i aviserne var problemet med hjemløse og tiggere.

Overklassens bekymring skyldtes især frygten for en social revolution. Derfor blev en ny lov vedtaget i 1824, som gjorde det ulovligt at tigge. De rige ville af med deres frygt, og i tusindvis blev fattige arresteret og smidt på fattiggården.

Alligevel var Londons gader overrendt af sølle skæbner. Og det var derfor ikke svært for Bishop og hans bande at finde deres ofre. Byens mørke gyder var fulde af personer, som ingen ville savne.

Bishop tilstår alt

En måned var gået siden gravrøvernes anholdelse, og et voldsomt massehysteri havde rejst sig i den engelske hovedstad. Alle voldssager og røverier blev opfattet som nye angreb fra “body snatchers”, og indbyggerne var rædselsslagne for at blive slået ned, dræbt og solgt. Ligrøverne var at finde alle vegne, hvis man skulle tro avisernes overskrifter.

Jublen var derfor stor, da juryen læste deres afgørelse op. May blev benådet, fordi han tilsyneladende ikke kendte til mordet. Bishop og Williams blev kendt skyldige i mord og dømt til døden. Retsbetjentene måtte lukke salens døre og vinduer ud mod gaden, hvor en stor menneskemængde nu overdøvede domsafsigelsen.

I deres celler fik gravrøverne besøg af fængselspræsten, som rådede dem til at bekende deres synder for Gud i et sidste forsøg på at opnå hans nåde. Bishop tog imod tilbuddet og begyndte at fortælle.

Efter retssagen brød John Bishop sammen og tilstod mordet på en dreng. Tilståelsen (th.) er bevaret for eftertiden.

© Wellcome images

Han og Williams havde først lokket den spinkle dreng med på pub og siden med hjem til Bishop, hvor drengen havde leget med børnene.

Gravrøverne havde givet drengen en kop rom med sovemedicin, og kort tid efter var han faldet i en dyb søvn. Bishop og de to andre mænd var gået på druk og først vendt tilbage efter et par timer.

Ofrene blev druknet

Drengen sov stadig tungt, og de havde løftet ham ud i haven til brønden, bundet et reb omkring hans ankler og hejst ham ned i det kolde vand. Dér havde de stået og holdt øje med, hvornår han holdt op med at fægte med armene og de sidste luftbobler nåede overfladen.

Gravrøver-banden lokkede den italienske dreng med til Bishops hus i Nova Scotia Gardens-kvarteret, hvor han blev bedøvet og druknet.

© Guildhall Library, City of London

Derefter havde de hejst den livløse krop en smule op af vandet. Sådan havde de ladet den døde dreng hænge i brønden, så vandet i hans lunger kunne dryppe ud, mens de igen gik på druk. Inden naboerne vågnede, havde de taget liget op og lagt det i en sæk i havens udhus.

På samme måde havde de druknet to andre ofre – en lille dreng, der var løbet hjemmefra, og en fattig vaskekone, som de havde truffet på gaden. Det havde ikke været svært at overtale hende til at tage med dem.

De havde sagt, at de ville hjælpe hende og hendes barn med husly. Det lille barns skæbne ville Bishop ikke fortælle om, men til gengæld kunne han afsløre, at han i de seneste 12 år havde solgt 500-1000 lig.

Hvor mange af dem han selv havde slået ihjel, ville han ikke fortælle.

Døden tog fem minutter

Den 5. december 1831 var omkring 30.000 mennesker mødt op i de tidlige morgentimer for at overvære hængningen af gravrøverne. Håndværkerne havde arbejdet hele natten med at bygge galgerne, som nu stod klar i morgentågen.

For at komme tæt på galgerne forsøgte flere mænd at udgive sig for betjente. Butikkerne omkring torvet foran Newport-fængslet havde fjernet alle varer i vinduerne og lejet dem ud til tilskuere. Allerede halv syv om morgenen var de første tilskuere besvimet på grund af trængslen.

Folkemængden jublede, da det gik op for dem, at dagens bøddel var den berygtede William Calcraft. Han var kendt for at skære korte reb, så de dødsdømte først brækkede halsen og døde, når Calcraft kastede sig op på ryggen af dem.

Bishop var heldig – han brækkede nakken, lige så snart lemmen under ham blev udløst. Men makkeren Williams havde fået et for kort reb, og Calcraft ville ikke hoppe op på ryggen af ham. Williams skulle lide. Langsomt blev gravrøveren kvalt af sin egen vægt, og først fem minutter senere holdt hans ben op med at spjætte.

Først da mørket faldt på, blev gravrøvernes lig skåret ned. Bishops krop blev sendt til King's College, hvor han havde forsøgt at sælge liget af den italienske dreng.