Slåskamp på gulvet

Hadefuld officer stjal kronjuvelerne

Løjtnant Thomas Blood afskyr den engelske kongemagt, som har konfiskeret hans hjem og erklæret ham fredløs. Blood udtænker den ultimative hævn: Han vil stjæle kronjuvelerne i Tower of London.

Løjtnant Thomas Blood afskyr den engelske kongemagt, som har konfiskeret hans hjem og erklæret ham fredløs. Blood udtænker den ultimative hævn: Han vil stjæle kronjuvelerne i Tower of London.

The Print Collector/Imageselect

Thomas Blood er forklædt som landsbypræst, da han lørdag den 9. maj 1671 går forbi vagterne og over vindebroen, der fører ind i Tower of London.

Den markante fæstning ved Themsens bred fungerer som fængsel, men den huser også kongerigets kronjuveler, der er gemt i Martin-tårnets kælder. Bevogtningen er beskeden, og med en pistol og en daggert gemt under præstekjolen når Blood sammen med tre kumpaner frem til kælderen.

Her bliver Blood varmt modtaget af kronjuvelernes vogter, den 77-årige Talbot Edwards. I tre uger har Blood besnæret den gamle mand.

Edwards er således tryg ved sit nye bekendtskab, som han kun kender som den venlige pastor Ayliff, der nogle dage forinden har foreslået, at hans nevø burde blive gift med Edwards’ datter. Derfor er pastoren i dag i følgeskab med sin nevø og to andre mænd, så de i ro og mag kan drøfte det forestående ægteskab i Edwards’ tjenestebolig i Martin-tårnet.

Blood må forklare Edwards, at hans hustru desværre er forsinket, og mens de venter på hende, vil pastor Ayliff og de tre mænd gerne se kronjuvelerne. Den gamle vogter indvilger og fører de tre af mændene frem til juvelkammerets indgang.

Kongekrone

St. Edwards krone fra 1661 benyttes stadig af de engelske monarker.

© Royal Collection Trust

Men netop som Edwards er i færd med at låse gitterdøren til kammeret op, smider mændene en sort kappe over hans hoved og propper en knebel i munden på ham, så Edwards ikke kan råbe om hjælp. Den gamle nægter dog at overgive sig. Han spjætter med arme og ben og forsøger at fremtvinge så høje lyde som muligt.

Blood advarer: Hvis Edwards ikke tier, vil mændene “ingen medlidenhed vise” ham. Alligevel fortsætter vogteren med at stritte imod, og banditterne banker ham med en medbragt træhammer, inden en af dem til sidst jager en daggert i maven på ham.

“Han er død”, konstaterer den ene af overfaldsmændene, da blodet pibler ud på stengulvet.

Med vogteren ude af spillet åbner Blood lågen til de engelske kronregalier. Foran ham funkler den ædelstensbelagte krone, monarkens scepter og rigsæblet af guld – kongemagtens uerstattelige skatte. Ikke alene vil Blood og hans kumpaner snart være rige, de vil også have frarøvet kongen hans herskersymboler.

En drøm er ved at gå i opfyldelse for Thomas Blood. Omsider vil han få hævn over kongen og landets royalister, som Blood hader som pesten. Men officerens sejrsrus bliver kort.

Forbrydere, krone, scepter, bevidstløs mand

Thomas Blood og hans kompagnoner savede kongens scepter over og bankede kronen flad med en hammer. Sådan kunne de lettere smugle byttet ud.

© Look and Learn

Løjtnanten endte som eftersøgt

Thomas Blood havde ikke altid været kongemagtens modstander. Da Den Engelske Borgerkrig brød ud i 1642, støttede den irskfødte smedesøn kong Karl 1. Men efter et par år i royalisternes hær skiftede Blood side, da han kunne forudse, at kongens modstandere – oprørerne under den religiøse fanatiker Oliver Cromwell – ville ende som borgerkrigens sejrherrer.

Blood blev løjtnant i Cromwells hær, og hans had til royalisterne eskalerede. Officeren var derfor godt tilfreds, da han i 1649 så Karl 1. blive halshugget, mens Cromwell overtog magten som leder af den nye engelske republik. Blood blev personligt belønnet for sin indsats med en stor landejendom i Irland, som årligt indbragte ham omkring 500 pund (svarende til ca. 800.000 kr. i dag).

Karl 2., scepter, krone

Efter at parlamentaristerne sejrede i Den Engelske Borgerkrig i 1649, blev de engelske kronjuveler smeltet ned og solgt. Da monarkiet blev indført igen i 1660, måtte kong Karl 2. derfor bestille nye regalier.

© Pswank91

Borgerkrigen og den efterfølgende republik blev en god tid for Blood, men allerede i 1660 mistede løjtnanten alt. Karls søn – Karl 2. – udnyttede Cromwells død til at sikre sig tronen. England var atter en kongemagt. Bloods ejendom i Irland blev konfiskeret, og den ruinerede løjtnant svor hævn.

Med en række medsammensvorne planlagde han i 1663 at storme Dublin Castle og kidnappe hertugen af Ormonde, James Butler, som var royalisternes kommandør i Irland. Men kuppet blev afsløret, og Blood nåede kun lige at flygte til de hollandske provinser, mens de øvrige kupmagere endte i galgen.

Selvom Blood var en eftersøgt mand på De Britiske Øer, besluttede han alligevel i 1670 at vende hjem. Under navnet doctor Ayloffe praktiserede han som læge i Romford øst for London, men det var blot et skalkeskjul. Blood havde store planer om at blive rig igen og samtidig gøre kongemagten til grin.

I Den Engelske Borgerkrig fra 1642 til 1651 nåede Thomas Blood at kæmpe for begge sider. Først kavalererne, så rundhovederne – også selvom parterne var dybt uenige om rigets fremtid.

Rundhoved
© The National Gallery

Rundhoveder (1641-1678)

Politisk overbevisning: Rundhovederne var støtter af et stærkt parlament. Da kong Karl 1. forsøgte at tilrane sig mere magt, begik de oprør med Oliver Cromwell i spidsen.

Udseende: Flertallet af rundhovederne var puritanere, der gik ind for en asketisk livsførelse. Deres klæder var derfor simple, og de bar en korthåret frisure, som fik deres ansigter til at fremstå rundere – heraf navnet.

Eftertiden: Da rundhovederne trak sig sejrrigt ud af borgerkrigen, tog Cromwell magten frem til 1660. Senere blev rundhovedernes idéer videreført af Whig-partiet, hvis rødder i dag ses hos Liberaldemokraterne.

Kavaler
© The National Gallery

Kavalerer (1642-1679)

Politisk overbevisning: Kavalererne kæmpede for, at kongemagten fik et mere enevældigt styre. I borgerkrigen blev kavalerernes sag udkæmpet af soldater i royalisternes hær.

Udseende: Kavalererne – som fik deres navn, fordi mange af dem kæmpede på hesteryg – bar oftest prægtige klæder og havde langt hår. De satte en dyd i at have en præsentabel fremtoning og udvise gode manerer.

Eftertiden: Efter at Karl 2. blev konge i 1660, accepterede kavalererne det konstitutionelle monarki, men fortsatte kampen for en stærk kongemagt. Deres idéer blev siden inddraget af det konservative Tory-parti.

Blood blev ven med juvelvogteren

Da foråret nåede London i 1671, indledte Blood første fase af sin storslåede plan om at stjæle kronjuvelerne.

De værdifulde regalier var udstillet i Tower of London, hvor almindelige mennesker kunne få lov til at se kronen, scepteret og guldægget, som blev brugt under kroninger. Nysgerrige skulle blot betale den aldrende vogter Talbot Edwards en skilling, så viste han vej til herlighederne. Ingen af Towers øvrige vagter greb ind for at stoppe juvelturister.

En aprildag i 1671 slentrede Blood iført præstekjole og langt skæg ind i fæstningen og nåede Martin-tårnet, der var en del af fæstningsmuren. Ved armen havde han sin hustru, mrs. Ayliff, som i virkeligheden var en hyret irsk skuespillerinde. Parret bad uskyldigt Edwards om at få lov til at se kronjuvelerne.

Thomas Blood

Thomas Blood gik aldrig af vejen for at pynte på sandheden. I flere år betegnede han sig som oberst, selvom han under borgerkrigen kun havde opnået rang af løjtnant.

© Images Online

Blood noterede sig hver en detalje i juvelkammeret under besøget, som pludselig blev dramatisk afbrudt, da hans ledsagerske øjensynligt fik et maveonde. På præstens opfordring fik Edwards sin kone til at styrte ned i kælderen med en dram. Efterfølgende inviterede mrs. Edwards parret op i lejligheden, så mrs. Ayliff kunne hvile sig på sengen.

Tre dage senere dukkede pastoren op igen. Med sig havde han fire par fine, hvide handsker – en generøs gave til mrs. Edwards for hendes venlighed. Og fra nu af besøgte mr. og mrs. Ayliff jævnligt deres nye bekendte i Tower. I begyndelsen af maj var Blood klar til at tage næste skridt i sit bedrag. Han priste Talbot Edwards’ aldrende datter og fremsatte et uimodståeligt tilbud:

“Jeg har en ung nevø, som har en årlig indtægt på 200-300 pund. Hvis jeres datter er fri, vil jeg bringe ham hertil for at se hende, og vi vil bestræbe os på at bringe dem sammen”.

Juvelvogteren var henrykt. Et stævnemøde blev sat til den 9. maj.

Mand skubbes ind i hestevogn

Bloods mislykkede kidnapningsforsøg på James Butler i 1663 havde resulteret i, at han måtte flygte fra England. Syv år senere ville Blood have hævn.

© Historical Images Archive/Imageselect

Blood forsøgte at myrde hertug

Få måneder før juvelrøveriet vovede Blood sig ud i et drabeligt angreb på hertugen af Ormonde, som han havde forsøgt at kidnappe syv år forinden.

Da Blood vendte tilbage til England i 1670, begyndte han at overvåge sin gamle dødsfjende, James Butler, hertugen af Ormonde.

Blood konstaterede, at Butler hver aften kørte gennem London i sin karet med et mindre følge. Den 6. december 1670 stod Blood og fem bevæbnede kumpaner klar på St. James’s Street, hvor de stoppede kareten og rev Butler ud af vognen. Hertugen blev tvunget op på en hest og bundet til en af banditterne, inden kidnapperne red afsted mod den berygtede galgeplads ved Tyburn, hvor de ville hænge deres offer.

Hertugen kæmpede dog så meget imod, at han fik kastet den rytter, han var bundet til, af hesten. I samme øjeblik kom en af hans egne mænd ham til undsætning. De to slap akkurat væk i mørket, mens skurkene affyrede skud efter dem.

Kongen var rasende over attentatet på hans tidligere kommandør og udlovede en dusør på 1.000 pund. Blood var dog ikke mistænkt, da ingen vidste, at han var tilbage i England.

Kvartet stak af med kronjuvelerne

Den 77-årige Edwards anede ikke, at han var blevet ført bag lyset, før han den 9. maj fik smidt en kappe over hovedet og blev stukket i maven med en daggert. Kustoden var dog ikke død, som røverne formodede, og fra juvelkammerets stengulv kunne han se deres ubønhørlige behandling af regalierne.

Blood flåede kronen ned af hylden og begyndte at slå på den med sin medbragte træhammer, så hovedprydelsen kunne være i en lille sæk, han gemte under præstekjolen. Flere ædelsten røg ud, men blev samlet op og proppet i lommen. Bloods søn, som også var blandt forbryderne, begyndte at file scepteret over, mens den tredje røver i kammeret gemte rigsæblet i sine bukser.

Pludselig styrtede bandens fjerdemand ind. Han havde holdt vagt og kunne se, at Edwards-familiens soldatersøn, Wythe, netop var kommet hjem fra krigen på kontinentet og var på vej op i lejligheden!

“Forræderi! Mord! Kronen bliver stjålet!” Kustoden Talbort Edwards, som skulle passe på kronjuvelerne.

“Forræderi! Mord! Kronen bliver stjålet!” skreg den gamle Edwards, der havde befriet sig for knebelen. Banditterne løb forbi ham med deres tyvegods og tog flugten to og to i hver deres retning gennem Tower.

Edwards’ søn og hans ven, kaptajn Martin Beckman, nåede akkurat lige at spotte Blood og hans makker, da de skød mod en vagt ved vindebroen. Forbryderparret slap forbi og kom ud på åben gade, hvor de måtte kante sig vej gennem menneskemylderet.

Den unge Edwards og Beckman var dog lige i hælene på dem, og da røverne spildte nogle sekunder på at stige til hest, nåede forfølgerne at kaste sig over dem. Efter en kort kamp var røverne overmandet med hjælp fra andre borgere.

Bedre gik det ikke for Bloods søn, som i sin iver efter at slippe væk red direkte ind i en hestevogn, hvorefter han blev arresteret af en konstabel. Kun den sidste røver slap væk, men blev senere pågrebet.

Både Blood og hans søn blev eskorteret tilbage til Tower – denne gang for at havne i en celle.

“Det var et tappert forsøg, selvom det ikke endte succesfuldt”, konstaterede Thomas Blood.

Soldater stopper tyve

Tyvene nået ikke langt væk fra Tower of London, før de blev stoppet.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Kongen skånede Bloods liv

Røveriet af kronjuvelerne blev i de følgende dage det store samtaleemne i London. En iagttager beskrev affæren som “et dristigt forsøg af den notoriske skurk, Thomas Blood”, og hele England forventede, at bagmanden snart ville dingle i galgen.

Men Blood havde i sinde at holde sig i live og erklærede, at han kun ville gå til bekendelse over for kongen selv. Ganske overraskende indvilgede Karl 2.

Blood indrømmede alle sine misgerninger – også at han tidligere var blevet hyret til at snigmyrde regenten – men alligevel holdt kongen hovedet koldt.

“Hvad, hvis jeg skånede dit liv?” spurgte monarken.

“Så ville jeg gøre mit bedste for at fortjene det”, svarede en sjældent ydmyg Blood.

“Lad os glæde os over, at hans tid var kommet til at dø”. Thomas Bloods gravsted.

Til hele rigets forbløffelse valgte Karl at løslade juvelrøveren. Ingen ved med sikkerhed hvorfor, men beslutningen skyldtes muligvis, at Blood kunne bruges som rådgiver og spion, da han havde en stor viden om kongens republikanske modstandere og Nederlandene, som England konstant lå i krig med.

I et officielt regeringsdokument hed det den 1. august 1671, at “Thomas Blood benådes for sine forræderier, mord og forbrydelser”. Kronjuveltyven endte mod alle odds som kongens informant, men da officeren døde 62 år gammel i 1680, var teksten på hans gravsten lidet flatterende.

“Lad os glæde os over, at hans tid var kommet til at dø”, lød de sidste ord om skurken.