Historiens vildeste fangeflugter

Kupmager forklædte sig som arbejder

• Sted: Ham-fæstningen, Somme, Frankrig
• År: 1846
• Undslupne: l
• Udstyr: Bogreol, sod, arbejdstøj og falsk pas

I 1840 gik Napoleon 3. i land i Frankrig for at overtage magten, men kupforsøget mislykkedes. Han blev idømt livsvarigt fængsel og sendt til Ham-fæstningen, hvor Napoleon sad i seks år. Han begyndte at blive depressiv og indså, at han måtte flygte, hvis han ikke skulle sygne hen.

Heldet var med Napoleon. En mindre hær af arbejdere gik i gang med at renovere fængslet, og han lagde mærke til, at arbejderne blev grundigt undersøgt, når de kom ind i Ham – ikke når de gik ud med byggeaffald.

Napoleon fik en tilhænger til at smugle arbejdstøj og et falsk pas ind i fængslet. Næste dag barberede han sit overskæg af, tog arbejdstøjet på og gjorde sit ansigt beskidt med sod. Han slog derefter sin bogreol i stykker, lagde to planker på skulderen og gik ned i gården.

Her blandede han sig med de andre arbejdere og gik direkte ud af porten. Da vagterne om aftenen opdagede, at Napoleon var væk, var han allerede i Belgien.

Død mand jog vagterne på flugt

• Sted: Salisbury-fænglset, Virginia, USA
• År: 1863
• Undslupne: Ukendt
• Udstyr: Lig

I 1863 hærgede borgerkrigen USA. Tusinder af soldater var taget som krigsfanger og levede under kummerlige forhold i overfyldte fangelejre. Sult og sygdom sendte dødeligheden på himmelflugt.

En gruppe nordstatssoldater i Salisbury-fængslet i Virginia besluttede, at de hellere ville risikere at blive skudt under et flugtforsøg end at dø som fanger.

Mændene havde til opgave at begrave døde medfanger. Hver dag slæbte de lig ud til kirkegården uden for fængslet. De var skarpt bevogtede, men vagterne vidste ikke, at en af soldaterne var bugtaler.

Midt under begravelsen begyndte et af ligene pludseligt at protestere voldsomt og forbande Sydstaterne. De overtroiske vagter glemte alt om deres job og stak af. Nordstatssoldaterne løb den modsatte vej og nåede sikkert tilbage til deres enheder.

Sparks huskede nøglerne udenad

• Sted: Dartmoor-fængslet, Devon, England
• År: 1939
• Undslupne: 3
• Udstyr: Jern, nedstryger, fil og reb

John Sparks blev i 1939 dømt for tyveri og sendt til det berygtede Dartmoor-fængsel. Han var en sand mester i at dirke låse op og begyndte straks at undersøge mulighederne for flugt. Vejen til friheden gik igennem fem låste døre.

Kun vagtchefen havde nøglerne, som sad i hans bælte. Sparks sørgede for altid at småsnakke med vagtchefen på gangene. Imens undersøgte han nøglerne diskret, og tilbage i cellen tegnede han skitser af alle fem nøgler.

Dernæst stjal han jern, en nedstryger og en fil i fængslets værksted for at fremstille kopier af de fem nøgler.

En kold januaraften, mens de fleste fanger var til kor, åbnede Sparks de fem døre med sine hjemmelavede nøgler. Med et reb forcerede Sparks og to medsammensvorne den 6,5 m høje mur.

På den lange tur over den tågede Dartmoor-hede fik de alle tre forfrysninger, men nåede frem til en jernbane og hoppede på et godstog til London.

Flugttunnel blev gemt under træhest

• Sted: Stalag Luft 3, Żagań, Polen
• År: 1943
• Undslupne: 3
• Udstyr: Træhest, skovle, falske dokumenter og civilt tøj

Sikkerheden i den tyske krigsfangelejr Stalag Luft 3 var i top. Vagterne holdt konstant øje med alle, og en seismograf skulle afsløre flugttunneler. Tre britiske piloter snød fangevogterne med en træhest.

Vagterne i den tyske Stalag Luft 3-fangelejr gjorde alt for at sikre, at de indsatte – tilfangetagne allierede piloter – ikke stak af. Barakkerne i lejren var bygget på høje pæle, så fangerne ikke kunne grave tunneler under dem, og lejren blev jævnligt gennemsøgt af eksperter, der var trænede i at finde skjulte flugtveje.

Desuden var hele området overvåget af en fintfølende seismograf, der kunne registrere rystelser i jorden og give udslag, hvis fangerne forsøgte at grave tunneler.

Inspireret af det græske sagn om den trojanske hest fik to britiske piloter, Eric Williams og Michael Codner, en idé. De byggede en træhest, som skulle bruges til gymnastiske øvelser. Den var så rummelig, at en fange uden problemer kunne gemme sig i den.

Mens de andre fanger sprang over hest i gården, skulle den skjulte mand uopdaget grave en tunnel under den. Under normale omstændigheder ville gravearbejdet sætte lejrens seismograf i gang, men hvis alt gik efter planen, ville vagterne tro, at rystelserne blot skyldtes de motionerende fanger.

Williams og Codner fremlagde deres plan for en medfange. Han rystede på hovedet af deres skøre og risikable plan, men gik alligevel med til at hjælpe de to piloter.

Fangerne begyndte at gøre gymnastik på den nye træhest flere uger inden tunnelgravningen, og langsomt mistede de mistænksomme vagter interessen for hesten. I mellemtiden skaffede Codner civilt tøj og falske id-papirer ved at bestikke en af lejrens civile ansatte.

I juni 1943 begyndte arbejdet. Mændene skulle grave først en meter ned og derefter 40 m vandret for at slippe under lejrens pigtrådshegn. Den opgravede jord lagde de i sække, som blev hængt på kroge i træhesten.

Hver aften blev tunnelens indgang skjult med en plade og dækket med jord. Hesten blev båret tilbage til barakkerne, og den opgravede jord blev spredt rundt om i lejren.

Efter fire måneder var tunnelen endelig færdig. En kølig oktobermorgen gemte de tre civilklædte piloter sig i træhesten, som de andre fanger bar ud og stillede oven på tunnelen. De tre mavede sig gennem tunnelen og ventede for enden af den.

Præcis klokken 18 begyndte lejrens fanger et stort slagsmål, som skulle aflede vagterne. I det samme gravede de tre flygtninge sig ud gennem græsset, der skjulte tunnelens ende uden for lejren, og løb ind i den tætte skov.

Efter en uge nåede de tre flygtninge Sverige og friheden.

Vagterne bar selv fangen ud

• Sted: Loevestein-slottet, Gelderland, Holland
• År: 1621
• Undslupne: l
• Udstyr: Trækiste

I 1619 blev juristen Hugo Grotius idømt livsvarigt fængsel på grund af en religiøs konflikt. Han blev indsat i Loevestein-slottet og fik lov til at medbringe sine elskede bøger. I de næste to år leverede hans kone løbende bøger i en stor trækiste.

En dag i 1621 var fængselsinspektøren borte og havde overladt slottet til sin kone. Ved næste besøg fortalte Grotius' kone fængselsinspektørens kone, at husbonden var blevet syg. Hun var bange for, at hans politiske bøger ville forværre sygdommen, og havde brug for hjælp til at fjerne dem.

Da besøget var til ende, blev to vagter sendt op for at bære bogkisten ud. I den lå Grotius sammenkrøllet med et lag bøger oven på sig.

Vagterne fandt kisten usædvanlig tung og meddelte det straks til fængselsinspektørens kone. Hun bekræftede, at den blot var fuld af bøger.

Da vagterne næste dag ville kigge til den syge og meget stille Grotius, var han allerede halvvejs ude af landet.

Nazisternes fange flygtede fra døden

• Sted: Fort Montluc, Lyon, Frankrig
• År: 1943
• Undslupne: l
• Udstyr: Sikkerhedsnål og skruetrækker

I 1943 blev franske André Devigny fanget af Gestapo og indsat i Fort Montluc-fængslet, hvor han blev tortureret dagligt. Efter et flugtforsøg fik han en dødsdom, som skulle eksekveres otte dage senere.

Devigny måtte flygte igen, men hans ene hånd var lænket til sengen. Til alt held havde tyskerne ikke fundet den sikkerhedsnål og skruetrækker, han havde gemt i sin madras.

Om natten dirkede Devigny håndjernene op, skubbede sengen til side og skrabede som en rasende hul i gulvet med skruetrækkeren. Arbejdet gentog sig de næste nætter, indtil han var kommet igennem betongulvet.

Devigny lavede et reb af sit sengetøj og klemte sig gennem det lille hul ned i kælderen. Via et vindue sneg Devigny sig ud i gården, hvor han stak en vagt ned med hans bajonet, klatrede over fortets ydermur og forsvandt.

Terrorister brugte blyantspidser

• Sted: Brixton-fængslet, London, England
• År: 1980
• Undslupne: 2
• Udstyr: Syl, blyant­spidser, metalbøjle og medfange

IRA-bombemanden Gerard Tuite blev i 1980 sendt til det flugtsikre Brixton-fængsel. Han stjal hurtigt en syl, en blyantspidser og en metalbøjle og planlagde sin flugt. Tuite lavede et bor ved at presse sylen ned i blyantspidseren og bruge metalbøjlen som håndtag.

I flere måneder borede han huller i både ydermuren og ind til nabocellen, hvor kammeraten James Moody sad. Hullerne dækkede han med en plakat og et skab.

En nat mavede Tuite og Moody sig gennem cellevæggen og ud på fængslets tag. På præcis samme tidspunkt tændte en medfange lyset i sin celle.

Overvågningskameraerne vendte automatisk mod lyset, og Tuite og Moody kunne uset kravle ned fra taget og hen over muren.

Hamster hjalp berygtet forbryder

• Sted: Durham-fængslet, Durham, England
• År: 1968
• Undslupne: l
• Udstyr: Hamsterbure, skrue­trækkere og stemmejern

Selv det flugtsikre Durham-fængsel kunne ikke holde storforbryderen
John McVicar indespærret. Han flygtede ved hjælp af bl.a. et par hamstere.

Efter en voldelig flugt fra en fangetransport i 1966 havde den britiske presse udnævnt røveren John McVicar til Storbritanniens værste forbryder – “Samfundsfjende nr. 1”.

Efter to måneders intens politijagt blev McVicar fanget og overført til sikkerhedsfløjen i Storbritanniens mest flugtsikre fængsel, Durham.

Sammen med en medfange gik McVicar straks i gang med at undersøge selv de mindste brister i fængslets sikkerhed. Blandt andet gik de barfodede rundt i fællesrummet og op og ned ad alle fængslets gange. På den måde kunne de mærke den varme luft, der sivede ud fra ventilationsskakter i gulvene.

McVicar fandt en ventilationsskakt i et af fangernes baderum. Og straks gik de to flugt-aspiranter i gang med at stjæle skuretrækkere og stemmejern, som de ville bruge til at grave sig ned til ventilationskanalen. Værktøjet gemte de i hamsterbure, som de hærdede kriminelle fik lov til at have med overalt.

Fængsels-personalet mente nemlig, at kæledyr havde en beroligende effekt på fangerne, og ingen undrede sig tilsyneladende over, at to af fængslets mest hårdkogte forbrydere altid tog deres to hamstere med i bad.

I baderummet skruede de to fanger altid helt op for det varme vand – de vidste, at fangevogterne ikke brød sig om at få deres rene uniformer våde. Skjult af dampen gik de i gang med at løsne fliserne og grave sig ned til ventilationsskakten.

Efter flere ugers intensiv badning og gravning var deres lille tunnel færdig. Den 28. oktober 1968 fjernede John McVicar de løse fliser i baderummet og mavede sig ned til ventilationsskakten, der førte op til taget.

Med nød og næppe lykkedes det ham at kravle over muren, inden vagterne dukkede op. Ikke langt fra fængslet fik han et lift af to intetanende hjælpsomme mennesker. McVicars medfange blev fanget, da han forsøgte at komme over muren.

Storsvindler bluffede sig til frihed

• Sted: Federal Detention Center, Atlanta, USA
• År: 1971
• Undslupne: l
• Udstyr: Falske visitkort

Frank Abagnale bildte sine fangevogtere ind, at han var en fængselsinspektør på hemmelig opgave. Kort efter traskede han ud af fængslet som en fri mand.

I 1971 blev den berømte storsvindler Frank Abagnale anholdt og indsat i et fængsel i Atlanta. En række tilfældigheder gjorde det muligt for ham at udfolde sine evner som bondefanger og gennemføre en spektakulær flugt.

De amerikanske fængsler var i begyndelsen af 1970'erne i pressens søgelys, og kongressen havde iværksat en undersøgelse af fangernes forhold.

To vagter fra fængslet i Atlanta var allerede blevet fyret, fordi kongres-agenter undercover havde afsløret dem i magtmisbrug.

Tilfældet ville, at politimanden, der bragte Frank Abagnale til fængslet, glemte hans indsættelsespapirer. Fangevogterne antog ham derfor for at være en hemmelig fængselsinspektør. De turde ikke tage nogen chancer, og Abagnale fik ekstra god mad og særlige privilegier.

Som den svindler han var, var Abagnale ikke sen til at udnytte misforståelsen. Han fik en veninde til at udgive sig for journalist og få fat i et visitkort fra en ægte fængselsinspektør og dernæst selv fremstille et falsk FBI-visitkort. Under et besøg fik Abagnale overdraget begge kort.

Næste dag indrømmede Abagnale over for vagterne, at han ganske rigtigt var i gang med at undersøge forholdene i fængslet. Som bevis afleverede han sit falske visitkort.

Han bad dernæst vagterne om at ringe til en FBI-agent, som han arbejdede sammen med, og overdrog dem det andet visitkort. Da vagterne ringede til telefonnummeret på kortet, fik de fat i Abagnales veninde, som stod i en mønttelefonboks i et indkøbscenter.

Hun kunne bekræfte, at Abagnale arbejdede sammen med FBI og var på hemmelig opgave i fængslet.

Nogle dage senere fik Abagnale lov til at forlade sin celle og holde et kort, uovervåget “møde” med “FBI-agenten”.

Mødet skulle finde sted i en bil uden for fængslets mure, og lige så snart Abagnale havde sat sig ind, kørte bilen og storsvindleren væk fra stedet.

Hinds låste vagterne inde på toilet

• Sted: London Law Courts, England
• År: 1954
• Undslupne: l
• Udstyr: Retssag, toilet, hængelås

Alfred Hinds blev i 1954 idømt 12 års fængsel for røveri. Han erklærede sig dog uskyldig og anlagde sag mod de britiske myndigheder for uretmæssig anholdelse. Hver uge tog han derfor sammen med to vagter til byretten i London.

Hinds indprentede sig alle detaljer i domhuset og lagde mærke til to ting: Toilettet lå afsides, og cafeen henviste dem altid til samme bord. Inden næste besøg fik han en ven til at tape en hængelås fast under stambordet i cafeen og skrue en slå på toiletdøren.

Under næste frokost fik Hinds diskret fat i hængelåsen og bad om et toiletbesøg. Den ene vagt gik først ind på toilettet. Hinds skubbede hårdt den anden vagt ind på toilettet også.

Tumulten udnyttede han til at slå slåen for og sætte hængelåsen på. Stille og roligt kunne han dernæst forlade domhuset, mens vagterne forgæves råbte på hjælp.

Træpistol narrede fangevogterne

• Sted: Bordeaux-fængslet, Montreal, Canada
• År: 1965
• Undslupne: 2
• Udstyr: Træ, skosværte, stige og vandslanger

Anklaget for heroinsmugling blev gangsteren Lucien Rivard indsat i det flugtsikre Bordeaux-fængsel. Han var sluppet godt fra lignende anklager før, men denne gang turde han ikke risikere en retssag.

Da flere af fangevogterne en vinterdag i 1965 holdt kaffepause i fyrrummet, slog Rivard og en medfange til. En vagt i gården gav dem lov til at hente vandslanger, så de kunne sprøjte vand på skøjtebanen.

Slangerne blev opbevaret i fyrrummet, og da de kom indenfor, hev medfangen en attrappistol – lavet af sortsværtet træ – frem. Rivard bandt de overraskede vagter og tog en stige og to vandslanger fra fyrrummet.

I gården overmandede de den sidste vagt, inden de ved hjælp af stigen og de sammenbundne vandslanger forcerede to høje mure. Foran fængslet stoppede de en bil og kørte videre ud i friheden.

Fange gemte sig i kompostbunke

• Sted: Rampton-fængslet, Nottinghamshire, England
• År: 1949
• Undslupne: l
• Udstyr: Nedløbsrør og kompostbunke

I 1949 blev Walter Probyn indsat i den sikrede fløj af Rampton-fængslet. Flugt fra cellen var umulig, så han holdt øjnene åbne under sine gårdture.

To bygninger adskilte gården fra ydermuren. Bygningerne lå fem meter fra hinanden, og fire meter skilte yderbygningen fra muren.

Probyn fik hjælp fra to medfanger. På næste gårdtur skulle de begynde en slåskamp, og han ville udnytte forvirringen til at flygte. Da kampen brød ud, løb Probyn hen til nedløbsrøret på den første bygning.

Adræt kravlede han seks meter op til taget. Han løb hen til kanten og satte af. Uden problemer sprang han de fem meter mellem bygningerne, og fra den yderste bygning sprang han ned på den fire meter høje mur og lod sig falde.

I to dage gemte han sig i en kompostbunke lige uden for fængselsmuren. Da vagterne indstillede eftersøgningen, krøb han ud, gemte sig på ladet af en lastbil og kørte til London.

Nøgler af træ åbnede 14 ståldøre

• Sted: Pretoria-fængslet, Sydafrika
• År: 1979
• Undslupne: 3
• Udstyr: Søm, ståltråd, spejl, kosteskaft, sæbe og træ

Ingen var nogen sinde flygtet fra Pretoria-fængslet i Sydafrika – indtil tre politiske fanger i 1979 dirkede sig igennem 14 låste ståldøre.

I 1978 bliver Tim Jenkin, Alex Moumbaris og Stephen Lee idømt lange fængselsstraffe for deres kamp imod apartheidstyret i Sydafrika.

Dommen skal afsones i Pretoria-fængslet, som ingen nogen sinde er flygtet fra. Den eneste vej ud er den vej, de er kommet ind ad – gennem 14 låste døre og en elektrisk port.

Året efter viser sig en flugtmulighed. To dovne vagter låner en dag de tre fanger deres nøgler, så de selv kan åbne skabene med værktøj. I deres nøglebundter er bl.a. nøgler til cellerne og de første ståldøre – ingen vagt har nøgler til samtlige ståldøre.

De tre venner griber straks chancen og tager aftryk af nøglerne ved at presse dem ned i et stykke sæbe. Af træ laver Jenkin en nøgle, der passer til værktøjsskabet, og i de næste uger stjæler fangerne værktøj.

De laver trækopier af nøglerne til cellerne og de første ståldøre – og en stor portion halvfærdige nøgler, som kan slibes og tilpasses under flugten. I de næste 18 måneder planlægger de deres flugt ned til mindste detalje.

Om natten den 11. december 1979 er mændene klar. Lige så snart nattevagten smækker døren på gangen, tager de deres overalls af, fylder dem med klude og lægger dem under dynerne.

Cellerne, sengene og fængselstøjet bliver oversprøjtet med deodorant, så blodhunde ikke senere kan opspore dem.

Celledørene har kun nøglehul udenpå, men også det problem har mændene løst. Jenkin monterer cellenøglen på et kosteskaft og stikker det ud af gittervinduet i døren. Ved hjælp af et lille spejl får han hurtigt låst døren op og slipper de to andre ud af deres celler på 1. sal.

I løbet af kort tid er mændene – præcis som de har øvet så mange gange – igennem de første ståldøre. Derefter sniger fangerne sig ned i stueetagen, kortslutter lyset på 1. sal og gemmer sig i et skab.

Fangevogteren går op for at se til lyset, og mændene sniger sig ubemærket videre. Fra et lille kontor åbner de den elektriske port, som de skal igennem senere.

Til mændenes overraskelse er den sidste halvdel af flugtruten forholdsvis ubevogtet. I ro sliber de deres halvfærdige trænøgler til og dirker sig igennem – dør for dør – indtil de når den sidste dør, der er af træ.

Her virker nøglerne ikke længere. Men ved at høvle rundt om låsen med et stemmejern får de svækket døren, så de kan sparke den op.

Inden vagterne opfatter, hvad der er sket, løber de tre mænd ud på de mennesketomme gader og videre ud i mørket.