Streng disciplin var en selvfølge på jesuiterskolen Collège de Clermont, som lå i Paris’ hjerte, men en vinteraften i 1704 herskede der kaos i sovesalen.
28 drenge løb forvirrede rundt, mens de manisk åbnede skuffer og skabe. Deres nathuer, en uundværlig beklædningsdel i de kolde nætter, var borte. Men eftersøgningen var forgæves, og drengene måtte krybe til køjs, vel vidende at de ville få en gedigen overhaling af lærerne.
Mens de lå i deres senge, bemærkede nogle imidlertid, at en enkelt dreng ikke havde fået stjålet sin hue, men trak den ned over ørerne og lagde sig til at sove. Over for den tilkaldte lærer oplyste drengen kækt, at han ikke alene havde taget de andre huer, men også havde smidt dem væk.
“Om du så bliver så gammel som Metusalem, bliver du aldrig stærkere, modigere og klogere, end du er nu”. Parisisk tyv, 1711.
Med tyveriet af nathuerne begyndte en lang kriminel løbebane for 11-årige Louis Dominique Garthausen, som var søn af en vinhandler.
Under navnet Cartouche, en forvanskning af Louis’ tyskklingende efternavn, skulle han senere blive den parisiske underverdens ubestridte konge.
Paris var tyvenes paradis
Kort efter forlod Cartouche skolen for at tilbringe dagene blandt kriminelle i Paris’ slumkvarterer. Her blev han berygtet for sit mod og sin snuhed.
“Om du så bliver så gammel som Metusalem, bliver du aldrig stærkere, modigere og klogere, end du er nu”, bemærkede en ældre tyv til den 18-årige Cartouche.
Kort efter styrede Cartouche sin egen bande på omkring 200 medlemmer.
“Jeg stikker min forgiftede dolk ind mellem dine ribben, og det er så sandt, som mit navn er Cartouche”. Louis Dominique Garthausen (Cartouche), ca. 1720.
Banden havde nok at se til. Under Solkongen, Ludvig 14., var Frankrig Europas absolutte supermagt, og rigets hovedstad, Paris, var kontinentets næststørste by.
Borgerskabet skovlede penge ind, og det gav Cartouche og hans bande en gylden mulighed. Igen og igen brød de ind hos nyrige og ribbede dem for værdier. Banden gik heller ikke af vejen for røverier og rovmord, og end ikke kirkens mænd gik fri.
En dag røvede Cartouche en abbed. Ved samme lejlighed så han sit snit til at dyrke en af sine yndlingsbeskæftigelser: At drive gæk med politiet.
Før abbeden kunne nå at anmelde forbrydelsen, sendte Cartouche et anonymt brev til ordensmagten.
Brevet fortalte, at Cartouche havde myrdet abbeden og stjålet hans identitet. Politiet hoppede på limpinden og smed abbeden i fængsel, så snart han dukkede op for at anmelde røveriet. Først flere dage senere opdagede de, at de var blevet taget ved næsen.
Krævede dusør for sig selv
Selv ikke da politiet satte en dusør på hans hoved, lod Cartouche sig skræmme. I stedet troppede han op på stationen for selv at indkassere belønningen.
Da politikommissæren tøvede, trak Cartouche sin kniv og beordrede kommisæren til at udbetale pengene: “Eller jeg stikker min forgiftede dolk ind mellem dine ribben, og det er så sandt, som at mit navn er Cartouche”.
Kommissæren udbetalte straks pengene.
Da det endelig lykkedes politiet at sætte Cartouche i fængsel, flygtede han gennem Paris’ vidtstrakte kloakker. Men så slap røverkongens held op.
Da han igen kom op til overfladen, blev han mødt af en gøende hund. Hundens herre tilkaldte politiet, og Cartouche blev lagt i lænker.
Lanse stoppede flugtforsøg
Flugt ender i dagligstuen
Cartouche er undsluppet fængslet ved fra cellen at grave sig ned i Paris’ kloakker. Han graver sig op et tilfældigt sted og ender i stuen hos en æskemager.
Afsløret af tjenestepigen
En højlydt gøen fra husets hund vækker tjenestepigen, som straks undersøger sagen. Forfærdet står hun ansigt til ansigt med den undslupne fange.
Cartouche holdes i skak
Tjenestepigens skrig får husherren til at styrte ud af sengen. Han tager sin lanse og truer Cartouche med den, indtil politiet når frem.
Denne gang undslap han ikke. Den 26. november 1721 dømte retten ham til døden for de mange ugerninger. Den følgende dag kl. 17 blev han ført til henrettelsespladsen.
Men Cartouche havde endnu et trick i ærmet. Fra skafottet insisterede han på at angive alle sine medskyldige. Listen var så lang, at henrettelsen måtte udsættes til den følgende dag.
Hundredvis af parisere mødte op for at se Cartouche lide døden på hjul og stejle.
Næste dags eftermiddag blev Cartouche henrettet. Så snart døden indtrådte, slæbte bødlens hjælper liget væk. De følgende dage fremviste han i al diskretion den døde for enhver, som var parat til at betale et par skillinger for at se Paris’ berømteste tyv.