Hvem slog Mozart ihjel?

Ligtoget til den ukendte grav

To dage senere startede Mozarts ligtog mod St. Marx-kirkegården syd for Wien. Men undervejs kom uvejret. Joseph Deier, der drev en kro ved vejen, fortalte, hvordan regn og sne faldt samtidig:

“Det var, som om naturen ville vise sin vrede over, at så få var mødt frem til komponistens sidste færd. Blot nogle venner og tre kvinder fulgte den døde”.

Mozarts enke var ikke at finde blandt de sørgende. Nogle hævdede, at hun var alt for nedbrudt af sorg. I stedet havde Constanze skrevet et digt til ægtemanden – det sluttede med ordene:

“I ni år var vi bundet sammen med de kærligste bånd, som aldrig blev brudt her på Jorden. Åh, kunne jeg dog snart slutte mig til dig for altid”.

Ved byporten blev blæsten så kraftig, at de sørgende måtte vende om. Kun kusken på rustvognen fulgte den store komponist til graven. Mozarts kiste blev lagt i jorden sammen med fire andre.

Denne nye skik var en af kejser Josefs mange fremsynede idéer; han ville gøre en ende på pengefråset ved begravelser. Enkeltgrave var forbeholdt landets rigeste, og Mozart var ikke blandt dem.

Nogle dage efter bekræftede en notits i avisen “Der heimliche Botschafter” et rygte, som havde svirret længe i den østrigske hovedstad – Mozart var bankerot:

“Enken efter en mand, som hele Europa viste den største beundring for, sidder blandt sine sultende børn under en tyngende gæld. En tjenestemand gav hende 10 gylden i pant for Mozarts ur, så han kunne blive begravet”.

Snart efter lød overskriften i en af Berlins aviser: “Mozart er død. Eftersom kroppen svulmede op efter døden, tror nogle, at han blev forgiftet”. Mistanken om et mord var sået.

Den fornuftige Constanze

Wolfgang Amadeus og Constanze Weber mødtes første gang 15 år tidligere. Dengang kom han i musikeren Franz Webers hjem for at gøre kur til hendes storesøster Aloysia.

Men hun gav ham en kurv, og den unge komponist måtte forlade huset med et knust hjerte.

Nogle år senere forsøgte Mozart sig igen. Denne gang var Constanze målet for hans stormfulde følelser, og hun sagde ja.

I et brev til sin far, Leopold, berettede Mozart, at Constanze var Weber-familiens “martyr og den mest varmhjertede, klogeste og – kort sagt – den bedste af dem alle. Hun har påtaget sig ansvaret for hele husholdningen”.

Ifølge Mozart var hans 20-årige udkårne ikke direkte smuk. Skønheden bestod af “to små, sorte øjne og en vakker figur”.

Constanzes største styrke var hendes fornuft og praktiske sans, forklarede Mozart henrykt: “Hun er langtfra ødsel. Det meste af det, en kvinde skal bruge, laver hun selv, og hun sæt­-ter selv sit hår”.

Leopold, som fra starten var imod forbindelsen, kunne ikke benægte, at Constanze var sparsommelig.

Efter en familiemiddag hos de nygifte noterede han, at “måltidet hverken var for overdådigt eller for skrabet. Når det kommer til mad og drikke, er husholdningen i højeste grad økonomisk”.

Pengene forsvinder hurtigt

Mozart var lige modsat. Den nygifte Constanze opdagede hurtigt, at ægtemanden ingen forstand havde på penge.

Han levede over evne, og for at finansiere sin ødsle livsstil skrev han en strøm af tiggerbreve til venner og bekendte.

Pengene gik til en lejlighed, som kostede 500 gylden om året – beløbet svarede til årsindtægten for en embedsmand ved hoffet. Visse år udgjorde huslejen mere end halvdelen af Mozarts indtægter.

Han indrettede også et herreværelse med et kostbart billardbord og betalte endog for en karet med seks heste.

Da nogen påpegede, at et seksspand kun sømmede sig for en fyrste, svarede han med et lykkeligt grin: “Ja, dersom det var heste. Men disse er jo bare ponyer, og dem findes der ingen regler for!”

Mozart elskede også kostbare klæder, juveler og hasardspil. Den fortvivlede Constanze kunne bare se til, mens mandens helt utilstrækkelige indtægter blev ødet væk.

Men Mozart forklarede hende, at forbruget var del af en strategi: “Man må aldrig fremstå simpel – det er hovedsagen – ellers har man ingen chance. Den, som er frækkest, har de største chancer for at lykkes!”

Den store chance lod vente på sig, måtte Constanze erkende. Familien Mozart levede fra hånden og i munden.

Tunge år i Mozarts hjem

For at gøre situationen endnu værre var Mozarts musikalske stjerne for nedadgående. Hans musik var blevet alt for avanceret for Wiens publikum.

Allerede efter premieren på operaen “Bortførelsen fra seraillet” 1782 udtalte kejser Josef de advarende ord: “Det er for smukt for vore øren, min kære Mozart! Og med forskrækkeligt mange toner!”

Ligesom publikum foretrak Constanze “den unge Mozart” med hans forføre­riske melodier, som kunne få hele Wien til at nynne med.

Kompositionerne var ikke bare et spørgsmål om smag, men også om penge. En stor del af Mozarts indtægter kom fra musikforlæggere, der solgte nodehæfter til Europas musikelskere – og de gjorde knuder.

Forlæggeren Franz Anton Hoffmeister opfordrede Mozart til at tænke lidt mere på kundernes ønsker.

“Hvis jeg ikke tjener penge, kan jeg ikke længere udgive Deres musik”, forklarede Hoffmeister, men Mozart afviste at skrive mere populærmusik:

“Kanske jeg ingen penge tjener, kanske jeg må sulte, men jeg er ligeglad!”

For Constanze var livet én lang kamp. Ud over den elendige økonomi ramte flere tragedier det unge par. Deres første barn døde bare to måneder gammelt af dysenteri.

I 1784 kom Karl Thomas til verden, sund og rask, mens de følgende tre børn alle døde som spæde.

Sorgen fik Mozart til at begrave sig i arbejdet. Constanze måtte derimod forsøge at holde sammen på familien – til trods for at hun var gravid meget af tiden og dertil plaget af sygdom.

Hun fik væskende bylder på benene, som gjorde det vanskeligt for hende at gå. Alligevel holdt hun facaden – selvom hun sjældent vidste, hvordan huslejen skulle betales.

Under en særlig vanskelig periode måtte Constanze pantsætte sine smykker. Enhver ville kunne forstå, hvis hun var ved at have nok af sit ægteskab.

Utroskab og jalousi

I sommeren 1791 var Constanze atter med barn. Det var det sjette svangerskab på bare otte år, og som så ofte var Constanze syg under graviditeten.

Mozart sendte hende som ved tidligere lejligheder på kurophold i den tyske by Baden. Denne gang fik Constanze selskab. Mozart havde insisteret på, at hans unge assistent, Franz Süssmayr, skulle rejse med.

Constanze syntes, at det var underligt, for Mozart var meget jaloux anlagt – i sine breve formanede han sin hustru om at tænke på moralen:

“En kvinde skal altid opføre sig respektabelt. Hvis ikke, begynder folk at sladre om hende. Min kære, tilgiv, at jeg er så direkte, men min sjælefred og vores lykke afhænger af det!”

Selv var Mozart ingen helgen. Gennem snart 10 års ægteskab havde Constanze vænnet sig til rygterne om hans utroskab. Der fandtes næppe en kvinde i Wien, som ikke allerede var blevet udråbt til hans elskerinde.

Mozart benægtede aldrig, at han havde stærke lyster. Alligevel bedyrede han, at han var trofast over for Constanze.

Og skulle det komme til et sidespring, så “ville jeg ikke skjule det for dig, for det er naturligt for en mand at fejle”.

Nogle af Mozarts breve viser, at ikke alle påstande om affærer blot var rygter. Til baronesse von Waldstätten skrev han:

“Efter at jeg så Deres Nåde på ballet med håret så smukt sat op, får jeg ikke fred i sjælen! Men ak! Hvem banker mig på skulderen? Hvem læser mine breve? Ak! Ak! Ak! Min kone!”

“Jeg ved, at jeg skal dø”

Mens Constanze i 1791 var i Baden, skrev Mozart næsten dagligt, og han forpassede sjældent en anledning til at komme med en stikpille til Süssmayr, som han kaldte “Snai” og “min hofnar”.

Brevene sluttede med: “Giv venligst Snai nogle gode spark fra mig. Det er bedre at prygle ham for meget end for lidt”.

Bysladderen ville vide, at Süssmayr var far til det barn, Constanze bar – og angiveligt vidste Mozart besked.

Lige meget om rygterne stemte eller ej, må ugerne i Baden med den evindelige hån fra Mozart have været en lidelse for Süssmayr.

Sommeren 1791 rejste den mobbede assistent og den trætte hustru tilbage til Wien, så Constanze kunne føde. Drengebarnet fik navnet Franz Xaver Wolfgang, og spørgsmålet om faderskabet var hurtigt afgjort.

Slægten Mozart havde en arvelig skavank, som forårsagede en synlig deformitet i øret. Mozart havde den – og hans nyfødte søn også.

Få måneder senere betroede Mozart sig til Constanze under en spadseretur: “Jeg ved, at jeg skal dø. Nogen har givet mig acqua toffana (en mikstur med arsenik, red.) og udregnet det nøjagtige tidspunkt, jeg vil dø – og derfor har de bestilt et rekviem. Jeg er ved at skrive musikken til min egen død!”

Kort før Mozarts dystre forudsigelse var en mystisk herre dukket op i familiens lejlighed – det hævdede Constanze i hvert fald senere. Den sortklædte med det alvorlige ansigt havde sagt:

“Jeg kommer med bud fra en meget fornem herre. Et menneske, som var ham kært, er død. Han ønsker, at De skal komponere et rekviem for ham”.

Mozart, der altid manglede penge, havde sagt ja til opgaven, og kort efter var han blevet syg, registrerede Constanze. Hans led svulmede op, og han fik svære smerter.

Hun havde plejet ham, badet hans værkende lemmer og syet en rummelig natskjorte, som hang løst og ikke irriterede den smertende krop.

I al den tid fortsatte Mozart med at arbejde på “Requiem”. Constanze fortalte, at han havde været som besat af at fuldføre værket, mens der endnu var tid.

To mænd kommer i søgelyset

Da Mozart under spadsereturen fortalte om giften og forudså sin snarlige død, slog Constanze tanken hen, men som årene gik, blev hun overbevist om, at hans frygt havde været velbegrundet.

Mozart var “omgivet af mennesker, han frygtede, og som stræbte ham efter livet”, påpegede hun. En anklagende finger rettede hun mod den kejserlige kapelmester Antonio Salieri.

I en brevveksling med sin far antydede Mozart, at Salieri saboterede ham – de nærmere omstændigheder forklarede han aldrig.

Helt til sin død i 1825 måtte den aldrende kapelmester Salieri forsvare sig mod de hårdnakkede rygter om, at han af ren misundelse havde skaffet sin unge konkurrent af vejen.

Vore dages historikere har ikke fundet beviser på Salieris angivelige ondskab. Men hvis ikke kapelmesteren stod bag mordet, stod en anden kandidat klar: Embedsmanden Franz Hofdemel.

Næppe var nyheden om Mozarts død ilet gennem Wiens gader og gyder, før voldsomme begivenheder tog fart i en nobel ejendom i byen.

Naboerne hørte råb fra ægteparret Hofdemels lejlighed. Det var langtfra første gang, at den midaldrende mand og hans purunge hustru Magdalena skændtes, men denne gang lød det åbenbart alvorligt.

Ifølge avisen “Wiens Kvindejournal” hørte naboerne Hofdemel brøle: “Nu er det sket med mig! Der er ikke længere håb. Jeg vil dø! Kvinde – ingen anden skal have dig! Du skal dø sammen med mig!”

Så blev der dødsens stille. De urolige naboer tilkaldte en låsesmed, som åbnede døren. Inde i lejligheden var der blod overalt.

Magdalena lå sammensunket på gulvet med dybe snitsår i ansigtet og halsen. I et værelse ved siden af lå Franz Hofdemel med struben skåret over. Han holdt stadig barber­kniven i hånden.

Sagen syntes oplagt: Hofdemel havde først overfaldet Magdalena med kniven og derefter begået selvmord.

Forbindelsen til Mozart var også hurtigt etableret: Embedsmanden var en af komponistens mange, mange kreditorer, og desuden havde den 23-årige Magdalena været elev hos Mozart.

“Grätzer Zeitung” skrev dét, hele Wien hviskede om: “Selvmordet skyldtes jalousi”. Det var jo en kendt sag, at Mozart kun antog elever, som han var betaget af.

Komponisten og musikeleven havde haft et forhold, som Hofdemel var kommet under vejr med – altså havde han dræbt sin rival, forsøgt at myrde sin kone og så taget sit eget liv.

Magdalena overlevede, men hun talte aldrig om baggrunden for tragedien.

Mozart-feberen vender tilbage

Som enke måtte Constanze bruge alle sine kræfter for at sikre, at hun og de to sønner fik mad på bordet. På kort tid forvandlede hun sig fra opofrende hustru til talentfuld forretningskvinde.

Hun gik til musikforlæggerne med historien om den mystiske fremmede, der havde bestilt “Requiem” – og Mozart, som havde brugt sine sidste kræfter på at få værket gjort færdigt.

At assistenten Franz Süssmayr skrev de manglende toner, nævnte hun ikke. Constanze havde hurtigt indset, at et musikstykke skrevet af en assistent ikke har nær samme appeal som et værk med titlen “Mozarts sidste værk”.

Salget af de færdige “Requiem”-noder samt en donation fra kejseren ryddede op i de mest prekære pengesorger.

Constanze indledte også en omfattende turnévirksomhed, hvor hun spillede klaver i Europas koncertsale, mens sønnerne Karl og Wolfgang sang.

Overalt, hvor de tre optrådte, oplevede de stormende succes. Efter en enkelt koncert kunne Constanze indkassere 1.700 gylden.

I Prags nationalteater sang lille Wolfgang Fuglefænger-arien fra “Tryllefløjten”, så publikum blev rørt til tårer.

En anmelder skrev, at “den bløde, barnlige sang bragte både glæde og sorg til publikummet i Prag, som havde elsket drengens far på grænsen til tilbedelse”.

På tre år fik Constanze vendt holdningen til Mozarts kompositioner. Hvor han i sine sidste leveår havde nærmet sig musikhistoriens glemmebog, var han nu – takket være sin hustrus store indsats – atter en super­stjerne.

Mozarts efterladte musik indbragte nu formuer. Kongen af Preussen sikrede sig otte originalpartiturer for 3.600 gylden.

Musikforlæggerne aftog resten af Constanzes beholdning for 10.000. Alligevel fastholdt enken til sin død, at hun aldrig havde tjent på ægtemandens musik.

“Alle Mozarts operaer blev enten givet bort eller stjålet. Resten blev solgt for småsummer”, hævdede hun.

På denne tid flyttede Constanze ind hos den danske diplomat Georg Nikolaus von Nissen, der levede i Wien.

Årstallet er ukendt, fordi hun undlod at offentliggøre den romantiske forbindelse. Hendes koncertvirksomhed trivedes formentlig også bedre, hvis hun forblev enke.

Imens sank assistenten Franz Süss­mayr stadig dybere ned i alkoholisme og fattigdom. Rygterne om Mozarts mistænkelige død voksede, i takt med at hans popularitet voksede.

Derfor blev det også bemærket, at Süssmayr engang havde funderet over, at “det var åbenbart for Mozarts enke, at der ville blive stor efterspørgsel efter hendes mands værker efter hans død”.

De mistroiske ord om Constanzes dispositioner uddybede Süssmayr aldrig, og i 1803 døde han som blot 37-årig.

Rekviem for Wolfgang Amadeus

Efter 10 års hemmeligt samliv giftede Constanze sig omsider med sin Georg Nikolaus. Det kaotiske bohemeliv i Wien blev erstattet af en respektabel borgerlighed i København, hvor von Nissen fik hvervet som kongens avis- og bogcensor.

Den position gjorde ham til tider upopulær i byens kulturelle elite, men som en trøst kunne Constanze af og til nyde Mozarts værker på Det Kongelige Teater.

I årene 1810-1820 spillede Det Kongelige Kapel “Requiem” flere gange – og selv i det provinsielle København løb rygterne om den døde komponist: Hvem var den mystiske fremmede, der havde bestilt dødsmessen? Havde Mozart skrevet musikken til sin egen begravelse? Spekulationerne ville ingen ende tage.

Efterskrift:

Den sortklædte herre, der bestilte “Requiem” hos Mozart, var ingen budbringer fra dødsriget. Det var en tjener sendt af grev Franz von Walsegg.

Greven ville gerne have et musikstykke til sin kones dødsdag, og han ønskede at sætte sit eget navn på kompositionen for at imponere gæsterne.

Mozart havde sagt ja til at skrive værket i grev von Walsegg navn. Constanze Mozart døde som 80-årig i 1842 i Salzburg.