Hvem slog Mozart ihjel?

En jaloux rival, den bedragne ægtemand eller hans nedslidte kone. Komponisten Wolfgang Amadeus Mozart døde som 35-årig på toppen af sin kunstneriske karriere. Var det mord? Rygterne løb hurtigt i Wien.

En jaloux rival, den bedragne ægtemand eller hans nedslidte kone. Komponisten Wolfgang Amadeus Mozart døde som 35-årig på toppen af sin kunstneriske karriere. Var det mord? Rygterne løb hurtigt i Wien.

Bridgeman Images

Constanze Mozart tog imod sin søster Sophie i døren til lejligheden i Rau­henstein­gasse i kejserens Wien.

“Tak Gud, at du er kommet, kære Sophie!” udbrød Constanze. “I går var han så syg, at jeg ikke troede, han ville leve til i morgen. Vær sød at blive hos mig i dag. Hvis han får et nyt anfald, vil han dø i aften...”

Hun førte søsteren ind i sygeværelset. Med besvær kom den 35-årige Mozart op på albuen og hilste på hende.

“Kære Sophie, jeg er så glad for, at du er kommet. Du må blive til i aften og se mig dø”, sagde han sagte.

Sophie forsøgte at muntre sin svoger op; selvfølgelig ville han blive rask igen.

“Jeg har allerede smagen af døden i munden”, lød det spagt fra Mozart.

Ved sengen vågede også komponistens assistent, Franz Süssmayr. På dynen lå det ufuldendte partitur til “Requiem i d-mol”, som Mozart stadig arbejdede på.

Natten igennem vågede Constanze og Sophie ved sengen. De sidste timer var Mozart bevidstløs.

Sophie erindrede senere, at han kort før sin død havde forsøgt at nynne trommepassa­gerne fra “Requiem” – “jeg kan stadig høre dem for mig”, gøs hun.

Constanze fortalte, at afslutningen kom hurtigt: “Med ét begyndte han at kaste op. Det var brunt og sprøjtede ud af ham i en stråle. Og så var han død”. Det var den 5. december 1791.

Under en gåtur i Prater-parken ved Wien afslørede Mozart over for Constanze, at nogen havde forgiftet ham.

© Archives Charmet/Bridgeman Images

Ligtoget til den ukendte grav

To dage senere startede Mozarts ligtog mod St. Marx-kirkegården syd for Wien. Men undervejs kom uvejret. Joseph Deier, der drev en kro ved vejen, fortalte, hvordan regn og sne faldt samtidig:

“Det var, som om naturen ville vise sin vrede over, at så få var mødt frem til komponistens sidste færd. Blot nogle venner og tre kvinder fulgte den døde”.

Mozarts enke var ikke at finde blandt de sørgende. Nogle hævdede, at hun var alt for nedbrudt af sorg. I stedet havde Constanze skrevet et digt til ægtemanden – det sluttede med ordene:

“I ni år var vi bundet sammen med de kærligste bånd, som aldrig blev brudt her på Jorden. Åh, kunne jeg dog snart slutte mig til dig for altid”.

Ved byporten blev blæsten så kraftig, at de sørgende måtte vende om. Kun kusken på rustvognen fulgte den store komponist til graven. Mozarts kiste blev lagt i jorden sammen med fire andre.

Denne nye skik var en af kejser Josefs mange fremsynede idéer; han ville gøre en ende på pengefråset ved begravelser. Enkeltgrave var forbeholdt landets rigeste, og Mozart var ikke blandt dem.

Nogle dage efter bekræftede en notits i avisen “Der heimliche Botschafter” et rygte, som havde svirret længe i den østrigske hovedstad – Mozart var bankerot:

“Enken efter en mand, som hele Europa viste den største beundring for, sidder blandt sine sultende børn under en tyngende gæld. En tjenestemand gav hende 10 gylden i pant for Mozarts ur, så han kunne blive begravet”.

Snart efter lød overskriften i en af Berlins aviser: “Mozart er død. Eftersom kroppen svulmede op efter døden, tror nogle, at han blev forgiftet”. Mistanken om et mord var sået.

Efter Mozarts død svirrede rygterne om, at hans bortgang ikke havde naturlige årsager. Men hvem havde gavn af at myrde ham? Mistanken samlede sig hurtigt om fire personer, der stod komponisten nær.

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

Den glade enke

Constanze Mozart (1762-1842) blev gift med Mozart som 20-årig. Den unge kvinde havde garanteret ikke forventet, at samlivet med den berømte komponist ville udvikle sig til et mareridt af økonomiske problemer og flere livstruende graviditeter. Var Constanze så træt af sin mand, at hun gav ham gift?

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

En jaloux ægtemand

Franz Hofdemel (?-1791) var embedsmand i Wien og gift med den 23-årige Magdalena, som gik til klaver hos Mozart. Vedholdende rygter fortalte, at de to havde en affære. Gav den jaloux ægtemand komponisten gift? Faktum er, at Hof­demel dagen efter Mozarts død forsøgte at myrde sin unge hustru.

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

Mozarts konkurrent

Antonio Salieri (1750-1825) var kapelmester ved det kejserlige hof i Wien og en af tidens mest feterede komponister. Som den første blev han hængt ud på rygtebørsen. Antydninger fremsat af Mozarts enke udpegede ham som ansvarlig for Mozarts død. Kan han have følt sig truet af Mozarts talent?

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

Assistent og rival

Franz Süssmayr (1766-1803) var ansat som Mozarts assistent. Det er blevet antydet, at Süssmayr og Constanze Mozart havde et forhold, og at han gjorde hende gravid. I sommeren 1791 drog de sammen på et kurophold i Baden. Slog assis­tenten Mozart ihjel for at få Constanze for sig selv?

Den fornuftige Constanze

Wolfgang Amadeus og Constanze Weber mødtes første gang 15 år tidligere. Dengang kom han i musikeren Franz Webers hjem for at gøre kur til hendes storesøster Aloysia.

Men hun gav ham en kurv, og den unge komponist måtte forlade huset med et knust hjerte.

Nogle år senere forsøgte Mozart sig igen. Denne gang var Constanze målet for hans stormfulde følelser, og hun sagde ja.

I et brev til sin far, Leopold, berettede Mozart, at Constanze var Weber-familiens “martyr og den mest varmhjertede, klogeste og – kort sagt – den bedste af dem alle. Hun har påtaget sig ansvaret for hele husholdningen”.

Ifølge Mozart var hans 20-årige udkårne ikke direkte smuk. Skønheden bestod af “to små, sorte øjne og en vakker figur”.

Constanzes største styrke var hendes fornuft og praktiske sans, forklarede Mozart henrykt: “Hun er langtfra ødsel. Det meste af det, en kvinde skal bruge, laver hun selv, og hun sæt­-ter selv sit hår”.

Leopold, som fra starten var imod forbindelsen, kunne ikke benægte, at Constanze var sparsommelig.

Efter en familiemiddag hos de nygifte noterede han, at “måltidet hverken var for overdådigt eller for skrabet. Når det kommer til mad og drikke, er husholdningen i højeste grad økonomisk”.

Pengene forsvinder hurtigt

Mozart var lige modsat. Den nygifte Constanze opdagede hurtigt, at ægtemanden ingen forstand havde på penge.

Han levede over evne, og for at finansiere sin ødsle livsstil skrev han en strøm af tiggerbreve til venner og bekendte.

Pengene gik til en lejlighed, som kostede 500 gylden om året – beløbet svarede til årsindtægten for en embedsmand ved hoffet. Visse år udgjorde huslejen mere end halvdelen af Mozarts indtægter.

Han indrettede også et herreværelse med et kostbart billardbord og betalte endog for en karet med seks heste.

Da nogen påpegede, at et seksspand kun sømmede sig for en fyrste, svarede han med et lykkeligt grin: “Ja, dersom det var heste. Men disse er jo bare ponyer, og dem findes der ingen regler for!”

Mozart elskede også kostbare klæder, juveler og hasardspil. Den fortvivlede Constanze kunne bare se til, mens mandens helt utilstrækkelige indtægter blev ødet væk.

Men Mozart forklarede hende, at forbruget var del af en strategi: “Man må aldrig fremstå simpel – det er hovedsagen – ellers har man ingen chance. Den, som er frækkest, har de største chancer for at lykkes!”

Den store chance lod vente på sig, måtte Constanze erkende. Familien Mozart levede fra hånden og i munden.

“Kanske jeg ingen penge tjener, kanske jeg må sulte, men jeg er ligeglad!” Mozart

Tunge år i Mozarts hjem

For at gøre situationen endnu værre var Mozarts musikalske stjerne for nedadgående. Hans musik var blevet alt for avanceret for Wiens publikum.

Allerede efter premieren på operaen “Bortførelsen fra seraillet” 1782 udtalte kejser Josef de advarende ord: “Det er for smukt for vore øren, min kære Mozart! Og med forskrækkeligt mange toner!”

Ligesom publikum foretrak Constanze “den unge Mozart” med hans forføre­riske melodier, som kunne få hele Wien til at nynne med.

Kompositionerne var ikke bare et spørgsmål om smag, men også om penge. En stor del af Mozarts indtægter kom fra musikforlæggere, der solgte nodehæfter til Europas musikelskere – og de gjorde knuder.

Forlæggeren Franz Anton Hoffmeister opfordrede Mozart til at tænke lidt mere på kundernes ønsker.

“Hvis jeg ikke tjener penge, kan jeg ikke længere udgive Deres musik”, forklarede Hoffmeister, men Mozart afviste at skrive mere populærmusik:

“Kanske jeg ingen penge tjener, kanske jeg må sulte, men jeg er ligeglad!”

For Constanze var livet én lang kamp. Ud over den elendige økonomi ramte flere tragedier det unge par. Deres første barn døde bare to måneder gammelt af dysenteri.

I 1784 kom Karl Thomas til verden, sund og rask, mens de følgende tre børn alle døde som spæde.

Sorgen fik Mozart til at begrave sig i arbejdet. Constanze måtte derimod forsøge at holde sammen på familien – til trods for at hun var gravid meget af tiden og dertil plaget af sygdom.

Hun fik væskende bylder på benene, som gjorde det vanskeligt for hende at gå. Alligevel holdt hun facaden – selvom hun sjældent vidste, hvordan huslejen skulle betales.

Under en særlig vanskelig periode måtte Constanze pantsætte sine smykker. Enhver ville kunne forstå, hvis hun var ved at have nok af sit ægteskab.

Ved sin død boede Mozart stateligt med sin familie i Rauhensteingasse 8, Wien. Lejligheden havde seks værelser, to køkkener og et par kamre. Ejendommen blev revet ned i 1847.

© Getty Images

Utroskab og jalousi

I sommeren 1791 var Constanze atter med barn. Det var det sjette svangerskab på bare otte år, og som så ofte var Constanze syg under graviditeten.

Mozart sendte hende som ved tidligere lejligheder på kurophold i den tyske by Baden. Denne gang fik Constanze selskab. Mozart havde insisteret på, at hans unge assistent, Franz Süssmayr, skulle rejse med.

Constanze syntes, at det var underligt, for Mozart var meget jaloux anlagt – i sine breve formanede han sin hustru om at tænke på moralen:

“En kvinde skal altid opføre sig respektabelt. Hvis ikke, begynder folk at sladre om hende. Min kære, tilgiv, at jeg er så direkte, men min sjælefred og vores lykke afhænger af det!”

Selv var Mozart ingen helgen. Gennem snart 10 års ægteskab havde Constanze vænnet sig til rygterne om hans utroskab. Der fandtes næppe en kvinde i Wien, som ikke allerede var blevet udråbt til hans elskerinde.

Mozart benægtede aldrig, at han havde stærke lyster. Alligevel bedyrede han, at han var trofast over for Constanze.

Og skulle det komme til et sidespring, så “ville jeg ikke skjule det for dig, for det er naturligt for en mand at fejle”.

Nogle af Mozarts breve viser, at ikke alle påstande om affærer blot var rygter. Til baronesse von Waldstätten skrev han:

“Efter at jeg så Deres Nåde på ballet med håret så smukt sat op, får jeg ikke fred i sjælen! Men ak! Hvem banker mig på skulderen? Hvem læser mine breve? Ak! Ak! Ak! Min kone!”

Håvard Stensvold som fuglefængeren Papageno sammen med Pamina (Ann-Helen Moen). Til premieren i 1791 blev Papageno sunget af Ema­nuel Schikaneder.

© Erik Berg/Den Norske Opera

“Mozarts musik var ren avantgarde”

Som operasanger og underviser på universitetet i Trondheim er Håvard Stensvold kommet tæt på Mozart og de tanker, der ligger bag mesterens værker.

I dag forbinder vi Wolfgang Amadeus Mozart med seriøs musik og klassiske arier, men for samtiden var han en komponist med radikale og ofte farlige idéer.

Det fortæller den norske basbaryton Håvard Stensvold. Sangeren er uddannet ved Det Kongelige Operaakademi i København og har sunget rollen som Papageno i “Tryllefløjten” samt Figaro, Don Giovanni og Guglielmo i operaen “Così fan tutte”.

“Mozart var nyskabende og forud for sin tid, særligt når det gjaldt valget af temaer for operaerne”, fortæller Stensvold.

“Tidligere havde operaer handlet om græske guder og mytiske skikkelser – det gjorde Mozarts tidlige værker også. Men særligt efter mødet med librettisten Lorenzo da Ponte begyndte Mozart at tænke, ‘det kan jeg be­stem­me selv’. Han begyndte at skrive operaer om virkelige mennesker som Figaro og Don Giovanni”.

“Mozart fik meget kritik for dette valg”, fortsætter Stensvold. “Figaros bryllup byg­ger fx på et skuespil af den provokerende franske dramatiker Pierre Beaumarchais, som blev forbudt i Frankrig. Det var ganske uhørt at skrive om tjenerskabets oprør mod adelen. Mozart behandlede emner, ingen turde at tænke på! Desuden skrev han på tysk. Tid­l­i­ge­re havde italiensk været operasproget. Tænk bare på operaen ‘Bortførelsen fra seraillet’ – en opera, som foregår i et harem!”

Sin kendteste opera, “Tryllefløjten”, skrev Mozart med digteren og teaterdirektøren Emanuel Schikaneder. Samarbejdet mellem dem var særdeles lystigt.

Schikaneder fik sat en pavillon op uden for sit teater, hvor Mozart arbejdede med musikken, mens teater­direktøren skrev librettoen (teksten).

De to mødtes hyppigt for at diskutere deres udkast – gerne over flere glas champagne. Som Mozart-fortolker og lektor ved universitetet i Trondheim kender Stensvold Mozart bedre end de fleste, men han kan stadig bliver imponeret af mesteren:

“Mozart gjorde sine kompositioner færdig oppe i hovedet, også instrumenteringen. Resten var bare copy-paste – for at bruge et udtryk fra IT-verdenen. Musikken var færdig på datamaskinen og skulle bare printes”.

Partiturerne skrev Mozart fx, mens han spillede billard eller førte en let passiar, fortæller Stensvold med et grin.

“I modsætning til fx Beethoven sad han ikke ved pianoet og prøvede sig frem. Han havde en enorm musikalsk hukommelse. Jeg synes, det er et vidunder, at nogen kan tænke sig frem til et helt værk i alle detaljer!”

“Jeg ved, at jeg skal dø”

Mens Constanze i 1791 var i Baden, skrev Mozart næsten dagligt, og han forpassede sjældent en anledning til at komme med en stikpille til Süssmayr, som han kaldte “Snai” og “min hofnar”.

Brevene sluttede med: “Giv venligst Snai nogle gode spark fra mig. Det er bedre at prygle ham for meget end for lidt”.

Bysladderen ville vide, at Süssmayr var far til det barn, Constanze bar – og angiveligt vidste Mozart besked.

Lige meget om rygterne stemte eller ej, må ugerne i Baden med den evindelige hån fra Mozart have været en lidelse for Süssmayr.

Sommeren 1791 rejste den mobbede assistent og den trætte hustru tilbage til Wien, så Constanze kunne føde. Drengebarnet fik navnet Franz Xaver Wolfgang, og spørgsmålet om faderskabet var hurtigt afgjort.

“Jeg er ved at skrive musikken til min egen død!” Mozart blev bestilt til at skrive en dødsmesse.

Slægten Mozart havde en arvelig skavank, som forårsagede en synlig deformitet i øret. Mozart havde den – og hans nyfødte søn også.

Få måneder senere betroede Mozart sig til Constanze under en spadseretur: “Jeg ved, at jeg skal dø. Nogen har givet mig acqua toffana (en mikstur med arsenik, red.) og udregnet det nøjagtige tidspunkt, jeg vil dø – og derfor har de bestilt et rekviem. Jeg er ved at skrive musikken til min egen død!”

Kort før Mozarts dystre forudsigelse var en mystisk herre dukket op i familiens lejlighed – det hævdede Constanze i hvert fald senere. Den sortklædte med det alvorlige ansigt havde sagt:

“Jeg kommer med bud fra en meget fornem herre. Et menneske, som var ham kært, er død. Han ønsker, at De skal komponere et rekviem for ham”.

Mozart, der altid manglede penge, havde sagt ja til opgaven, og kort efter var han blevet syg, registrerede Constanze. Hans led svulmede op, og han fik svære smerter.

Hun havde plejet ham, badet hans værkende lemmer og syet en rummelig natskjorte, som hang løst og ikke irriterede den smertende krop.

I al den tid fortsatte Mozart med at arbejde på “Requiem”. Constanze fortalte, at han havde været som besat af at fuldføre værket, mens der endnu var tid.

Panfløjten er 6.000 år gammel. I “Tryllefløjten” kan dens toner afværge farer og formilde fjender.

© Shutterstock

To mænd kommer i søgelyset

Da Mozart under spadsereturen fortalte om giften og forudså sin snarlige død, slog Constanze tanken hen, men som årene gik, blev hun overbevist om, at hans frygt havde været velbegrundet.

Mozart var “omgivet af mennesker, han frygtede, og som stræbte ham efter livet”, påpegede hun. En anklagende finger rettede hun mod den kejserlige kapelmester Antonio Salieri.

I en brevveksling med sin far antydede Mozart, at Salieri saboterede ham – de nærmere omstændigheder forklarede han aldrig.

Helt til sin død i 1825 måtte den aldrende kapelmester Salieri forsvare sig mod de hårdnakkede rygter om, at han af ren misundelse havde skaffet sin unge konkurrent af vejen.

Vore dages historikere har ikke fundet beviser på Salieris angivelige ondskab. Men hvis ikke kapelmesteren stod bag mordet, stod en anden kandidat klar: Embedsmanden Franz Hofdemel.

Næppe var nyheden om Mozarts død ilet gennem Wiens gader og gyder, før voldsomme begivenheder tog fart i en nobel ejendom i byen.

“Der er ikke længere håb. Jeg vil dø! Kvinde – ingen anden skal have dig! Du skal dø sammen med mig!” Embedsmanden Franz Hofdemel dagen efter Mozarts død.

Naboerne hørte råb fra ægteparret Hofdemels lejlighed. Det var langtfra første gang, at den midaldrende mand og hans purunge hustru Magdalena skændtes, men denne gang lød det åbenbart alvorligt.

Ifølge avisen “Wiens Kvindejournal” hørte naboerne Hofdemel brøle: “Nu er det sket med mig! Der er ikke længere håb. Jeg vil dø! Kvinde – ingen anden skal have dig! Du skal dø sammen med mig!”

Så blev der dødsens stille. De urolige naboer tilkaldte en låsesmed, som åbnede døren. Inde i lejligheden var der blod overalt.

Magdalena lå sammensunket på gulvet med dybe snitsår i ansigtet og halsen. I et værelse ved siden af lå Franz Hofdemel med struben skåret over. Han holdt stadig barber­kniven i hånden.

Sagen syntes oplagt: Hofdemel havde først overfaldet Magdalena med kniven og derefter begået selvmord.

Forbindelsen til Mozart var også hurtigt etableret: Embedsmanden var en af komponistens mange, mange kreditorer, og desuden havde den 23-årige Magdalena været elev hos Mozart.

“Grätzer Zeitung” skrev dét, hele Wien hviskede om: “Selvmordet skyldtes jalousi”. Det var jo en kendt sag, at Mozart kun antog elever, som han var betaget af.

Komponisten og musikeleven havde haft et forhold, som Hofdemel var kommet under vejr med – altså havde han dræbt sin rival, forsøgt at myrde sin kone og så taget sit eget liv.

Magdalena overlevede, men hun talte aldrig om baggrunden for tragedien.

Ved 100-året for Mozarts død skabte konditoren Paul Fürst et stykke himmelsk konfekt til komponistens ære.

© Der Standard

Mozart-feberen vender tilbage

Som enke måtte Constanze bruge alle sine kræfter for at sikre, at hun og de to sønner fik mad på bordet. På kort tid forvandlede hun sig fra opofrende hustru til talentfuld forretningskvinde.

Hun gik til musikforlæggerne med historien om den mystiske fremmede, der havde bestilt “Requiem” – og Mozart, som havde brugt sine sidste kræfter på at få værket gjort færdigt.

At assistenten Franz Süssmayr skrev de manglende toner, nævnte hun ikke. Constanze havde hurtigt indset, at et musikstykke skrevet af en assistent ikke har nær samme appeal som et værk med titlen “Mozarts sidste værk”.

Salget af de færdige “Requiem”-noder samt en donation fra kejseren ryddede op i de mest prekære pengesorger.

Constanze indledte også en omfattende turnévirksomhed, hvor hun spillede klaver i Europas koncertsale, mens sønnerne Karl og Wolfgang sang.

Overalt, hvor de tre optrådte, oplevede de stormende succes. Efter en enkelt koncert kunne Constanze indkassere 1.700 gylden.

I flere år optrådte sønnerne Wolfgang og Karl Mozart med deres mor i Europas koncerthuse.

© A. Dagli Orti/De Agostini Picture Library/Bridgeman Images

I Prags nationalteater sang lille Wolfgang Fuglefænger-arien fra “Tryllefløjten”, så publikum blev rørt til tårer.

En anmelder skrev, at “den bløde, barnlige sang bragte både glæde og sorg til publikummet i Prag, som havde elsket drengens far på grænsen til tilbedelse”.

På tre år fik Constanze vendt holdningen til Mozarts kompositioner. Hvor han i sine sidste leveår havde nærmet sig musikhistoriens glemmebog, var han nu – takket være sin hustrus store indsats – atter en super­stjerne.

Mozarts efterladte musik indbragte nu formuer. Kongen af Preussen sikrede sig otte originalpartiturer for 3.600 gylden.

Musikforlæggerne aftog resten af Constanzes beholdning for 10.000. Alligevel fastholdt enken til sin død, at hun aldrig havde tjent på ægtemandens musik.

“Alle Mozarts operaer blev enten givet bort eller stjålet. Resten blev solgt for småsummer”, hævdede hun.

På denne tid flyttede Constanze ind hos den danske diplomat Georg Nikolaus von Nissen, der levede i Wien.

Årstallet er ukendt, fordi hun undlod at offentliggøre den romantiske forbindelse. Hendes koncertvirksomhed trivedes formentlig også bedre, hvis hun forblev enke.

Imens sank assistenten Franz Süss­mayr stadig dybere ned i alkoholisme og fattigdom. Rygterne om Mozarts mistænkelige død voksede, i takt med at hans popularitet voksede.

Derfor blev det også bemærket, at Süssmayr engang havde funderet over, at “det var åbenbart for Mozarts enke, at der ville blive stor efterspørgsel efter hendes mands værker efter hans død”.

De mistroiske ord om Constanzes dispositioner uddybede Süssmayr aldrig, og i 1803 døde han som blot 37-årig.

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

Antonio Salieri - FRIKENDT

Mistanken klæbede hurtigt til Salieri. Som 73-årig forsøgte han at tilbagevise al snak om mord: “Jeg forsikrer Dem på min ære, at der ikke er nogen sandhed i de absurde rygter. De ved, hvad jeg sigter til – at jeg forgiftede Mozart”. Salieri be­hø­ve­de ikke at være jaloux, for i sin levetid opnåede han større succes end Mozart.

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

Franz Hofdemel - FRIKENDT

Om han mistænkte Mozart for at have en affære med hans unge hustru, er uvist, men det fortælles, at Beethoven senere sagde nej til at spille for Magdalena Hofdemel, “fordi hun havde været Mozarts elskerinde”. Hofdemel havde store økonomiske problemer og led af depressioner, hvilket kan forklare hans selvmord.

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

Franz Süssmayr - FRIKENDT

En affære med den gravide Constanze under kur­opholdet i 1791 er næsten utænkelig. Hun holdt heller ikke kontakten med ham, efter at han havde skrevet “Requiem” færdig. Siden fik Süssmayr kortvarig succes som komponist og var en tid kapelmester ved Burg­theater i Wien. Men han var alkoholiker og satte alt over styr.

© Fine Art Images/Imageselect, la sacra musica & The Print Collector/Imageselect/Wikimedia/Shutterstock

Constanze Mozart - FRIKENDT

Ingen fik så meget ud af Mozarts død som hans enke. Men den ansete østrigske læge dr. Guldener von Lobes noterede, at så mange mennesker havde besøgt den syge Mozart, at “selv det mindste tegn på forgiftning umuligt ville være blevet overset”. Enten var Constanze sin tids mest durkdrevne giftmorder – eller hun må frikendes.

Rekviem for Wolfgang Amadeus

Efter 10 års hemmeligt samliv giftede Constanze sig omsider med sin Georg Nikolaus. Det kaotiske bohemeliv i Wien blev erstattet af en respektabel borgerlighed i København, hvor von Nissen fik hvervet som kongens avis- og bogcensor.

Den position gjorde ham til tider upopulær i byens kulturelle elite, men som en trøst kunne Constanze af og til nyde Mozarts værker på Det Kongelige Teater.

I årene 1810-1820 spillede Det Kongelige Kapel “Requiem” flere gange – og selv i det provinsielle København løb rygterne om den døde komponist: Hvem var den mystiske fremmede, der havde bestilt dødsmessen? Havde Mozart skrevet musikken til sin egen begravelse? Spekulationerne ville ingen ende tage.

© Pictorial Press Ltd/Imageselect

... men hvad døde Mozart så af?

Mozart var glad for livet. Han arbejdede meget og festede gerne. Hans livsførelse kan dog ikke være forklaringen på, at han blot blev 35 år gammel. Den gennemsnitlige levealder i Wien var 10 år højere.

Flere af Mozarts symptomer i dagene op til hans død kunne tyde på en forgiftning, men eftersom hans jordiske rester er forsvundet på St. Marx-kirkegården ved Wien, kan ingen i dag finde håndfaste beviser for en forbrydelse.

Mozarts biograf Franz Niemet­schek (1766-1849) lod mysteriet være uløst – han skrev blot, at “lægerne var ikke enige om sygdomsdiagnosen”.

Hele Mozarts 35-årige liv var præget af sygdom. Som barn led han af kopper, tyfus, streptokokinfektioner og flere mavelidelser.

Også symptomerne på dødslejet er veldokumenterede: Han havde høj feber, udslæt, ophovnede og smertende led – særligt i hænder og fødder.

Det kunne være en forgiftning, men nutidige læger mener, at det lyder som akut nefritisk syndrom – en infektion med streptokokker.

Noget, som taler imod infektionen, er Mozarts brunlige opkast. Det kunne tyde på blødende mavesår – eller at det var en fysisk reaktion på datidens lægekunst.

Brækmidler og åreladning blev i 1700-tallet anset for at være mirakelkure, og lægerne udsatte Mozart for dem begge. Et brækmiddel i kombination med åreladninger kan have svækket den syge Mozart yderligere.

Det vil være skæbnens bitre ironi, hvis lægerne i forsøget på at redde Mozarts liv blev hans virkelige drabsmænd. Men sygdomsforslagene er fortsat mange.

Friesel-Feber

Høj feber og udslæt fik i 1700-tallet lægerne til at diagnosticere “friesel-feber”. Lidelsen er ukendt blandt nutidens læger.

Kviksølv

Mozart kan have lidt af syfilis og forsøgt at behandle sig selv med alt for store doser af kviksølv.

Streptokokker

De smertende lemmer og ophovnede led tyder på en infektion.

Mavesår

Den brunlige farve i Mozarts opkast kan skyldes blod fra et blødende mavesår.

Nyresvigt

Smerter og ophobning af væske i kroppen er tegn på nyresvigt.

Efterskrift:

Den sortklædte herre, der bestilte “Requiem” hos Mozart, var ingen budbringer fra dødsriget. Det var en tjener sendt af grev Franz von Walsegg.

Greven ville gerne have et musikstykke til sin kones dødsdag, og han ønskede at sætte sit eget navn på kompositionen for at imponere gæsterne.

Mozart havde sagt ja til at skrive værket i grev von Walsegg navn. Constanze Mozart døde som 80-årig i 1842 i Salzburg.