Andrzej Wajda/Akson Studio,2007

Hvilken bøddel har taget flest liv?

På ét år slog han angiveligt 7.000 mennesker ihjel. Hans evne til at slå ihjel uden at blinke fik ham højt op i Stalins hierarki.

Historiens mest “produktive” bøddel var sovjetiske Vasilij Blokhin, som var håndplukket chefbøddel for Josef Stalin.

Hans karriere tog fart fra 1921, da han blev ansat i Sovjets hemmelige politi, Tjeka, hvor Stalin bemærkede den koldblodige mand, som myrdede uden at blinke.

Med tiden endte Blokhin i en enhed, som slog ihjel på direkte ordre fra den sovjetiske leder. Blokhin arbejdede for bl.a. sikkerhedstjenesten NKVD, som i 1930’erne gennemførte massehenrettelser.

Blokhin deltog i blodbadet og slog ifølge forskellige kilder over 10.000 personer ihjel. 7.000 af ofrene blev dræbt i 1940, hvor Sovjetunionen likviderede polske officerer og intellektuelle.

VIDEO – Blokhin stod bag polsk massakre:

I et henrettelsesrum skød Blokhin mænd i hovedet med sin pistol 10 timer i træk hver nat i 28 dage.

Blokhin fik flere udmærkelser for sin evne til at “effektivt udføre særlige opgaver”, men blev fyret efter Stalins død i 1953. Derefter sank han ned i alkoholisme og begik – officielt – selvmord i 1955.