Skattely er et relativt nyt fænomen. De første spæde skridt blev taget i 1880’erne i New Jersey, USA, hvor statens økonomisk pressede guvernør indførte easy incorporation, som tillod, at forretningsfolk hurtigt kunne oprette en virksomhed i New Jersey.
Andre stater stillede store juridiske og økonomiske krav til nye selskaber for at undgå konkurser, men i New Jersey blev kravene barberet ned til et minimum og suppleret med en lav selskabsskat. Målet var at lokke nye virksomheder til staten.
Mange lande forvandlede sig i 1960’erne til skattely, hvor rige mennesker kunne deponere deres penge.
Det næste skridt kom i 1929, hvor en britisk domstol afgjorde, at et selskab, som var registreret i Storbritannien, ikke skulle betale skat i landet, hvis dets aktiviteter lå i et andet land. Dermed blev der åbnet et smuthul i skattelovgivningen, som gjorde det muligt for oversøiske britiske områder at fungere som skattely.
Schweiz beskyttede bankerne
Det tredje skridt mod vor tids skattely blev taget i Schweiz i 1934. Her besluttede parlamentet at beskytte landets banker mod konkurser med en ny banklov, der betød, at bankernes konti og handler var at betragte som forretningshemmeligheder.
De britiske skattemyndigheder har flere gange prøvet at slå til mod skattesnydere – bl.a. med denne kampagne fra 2014.
I de efterfølgende årtier lod flere regioner og stater sig inspirere af de tre historiske milepæle og forvandlede sig til skattely, hvor svindlere kunne oprette hemmelige selskaber. Især i 1960’erne tog fænomenet fart, og bl.a. Caymanøerne, Singapore, Irland og Dubai blev til skattely. I 1990’erne eksisterede der mindst 60 skattely rundtom i verden.