Inden fængselsstraf lød dommen på: Smerte og ydmygelse

Jernbidsler til kæphøje kvinder, afhuggede hænder for tyveri og brændemærkning af drukkenbolte – i århundreder blev lovbrydere idømt en korporlig straf. Oven i smerten kom skammen.

Jernbidsler til kæphøje kvinder, afhuggede hænder for tyveri og brændemærkning af drukkenbolte – i århundreder blev lovbrydere idømt en korporlig straf. Oven i smerten kom skammen.

Granger/Imageselect

Mordere og landevejsrøvere endte i galgen, mens landsforrædere blev tortureret til døde. Helt frem til 1800-tallet – og indførelsen af fængsler – anvendte europæerne gerne dødsstraf for at slippe af med hårdkogte kriminelle. Men der var også brug for mildere straffe for at opretholde lov og orden.

Mange lande tyede til deportation og korporlig afstraffelse. Pisk, brændemærkning og lignende skulle først og fremmest afskrække den dømte fra at begå nye lovovertrædelser, men straffen blev som regel eksekveret på byens torv eller et andet offentligt sted, så den øvrige befolkning blev skræmt fra at bryde loven, for straffen var ikke bare smertefuld – den rummede som regel også grove ydmygelser.

1. Savl og ømme kæber

Bidsel fik kællinger til at tie

Ofte blev kvinder straffet med bidslet efter anmodning fra deres ægtemand.

© Granger/Imageselect

En maske kaldet scold’s bridle blev anvendt i 1600-tallets England og Skotland. Bridle betyder bidsel på dansk, og scold var dengang betegnelsen for en gnaven kælling, som sjældent kunne bringes til tavshed. Men det kunne scold’s bridle.

Hovedtøjet af jern blev typisk monteret på kvinder, der forstyrrede den offentlige orden ved at forulempe andre med højlydte tilråb. Straffen medførte både ubehag og smerte, for scold’s bridle var forsynet med et bidsel – en plade eller kugle af jern – som var vanskelig at gabe over.

Bidslet forhindrede den dømte i at tale, fordi hendes mund blev tvunget åben. I særlig ubehaglige udgaver var bidslet forsynet med en spids, der gjorde det smertefuldt at bevæge tungen.

Med scold’s bridle låst fast om hovedet kunne kvinden heller ikke synke, så hun uvægerlig kom til at savle. Oven i meget ømme kæber blev kvinden ydmyget ved at blive slæbt igennem byens gader eller sat i gabestokken med det ubehagelige hovedtøj på.

2. Straffen var et åg

Utro skulle gå skammens gang

“Stadens sten” var tunge og ubehagelige at bære over nakken.

© Torgén, Per/Örebro läns museum & Shutterstock

I middelalderen slog Stockholms bystyre hårdt ned på utroskab. Skyldige kvinder blev straffet med “stadens sten”, der var to 13 kg tunge sten forbundet med en jernkæde.

Stenene skulle bæres over nakken under en længere bodsgang gennem byen. Straffen var kendt fra flere europæiske lande, hvor også andre forseelser kunne udløse den udmattende form for offentlig ydmygelse.

I august 1475 kunne Stockholms indbyggere overvære, hvordan en kvinde ved navn Ärmgard slæbte sig rundt i gaderne med “stadens sten”. Synderen, som Ärmgard havde bedraget sin ægtemand med, slap noget lettere. Han var kendt som Lille Anders og måtte betale en anseelig bøde.

Ärmgard kunne nok også være sluppet med en bøde, men måske nægtede hendes jaloux ægtemand at betale. Og eftersom middelalderens kvinder ikke rådede over egne penge, måtte hun gå den ydmygende bodsgang. Havde Lille Anders heller ikke betalt, skulle Ärmgard ifølge loven have trukket ham efter sig med en snor bundet til hans manddom.

3. Bogstav i panden

Druk og blasfemi blev straffet med brændemærkning

Bødlens rødglødende redskab blev ofte plantet i panden på den dømte.

© Internet Archive Book Images

Den selverklærede engelske profet James Nayler red i 1656 gennem byen Bristol på en hest. Han ville genskabe Kristi indtog i Jerusalem. Nayler var kvæker, og hans forsøg på at hverve nye tilhængere kostede ham en dom for blasfemi.

Som straf bankede bødlen først et rødglødende søm gennem hans tunge, og derefter fik Nayler brændemærket et “B” i panden – B for blasfemi.

Mange former for forbrydelser kunne straffes med brændemærkning, og på bogstavet kunne andre se, hvad han eller hun var blevet dømt for.

I Amerika brugte kolonisterne næsten hele alfabetet til at vise, hvori en forbrydelse havde bestået. Fyldebøtter fik fx et D for drukenness (fuldskab) brændt ind i huden med et rødglødende jern.

I Frankrig blev forbrydere dømt til at slave bag årerne i flådens galejer. Helt til 1832 brændemærkede myndighederne dem med bogstaverne GAL. Forbrydere dømt til slave-arbejde i land fik brændemærket TF – en forkortelse for travaux forcés (tvangsarbejde).

4. Tævet af kammerater

Spidsrod havde mange bødler

Den gamle militærstraf spidsrod har over 2.000 år på bagen.

© Før og Nu, Historisk, topografisk tidsskrift og illustrationsværk

Hvis en soldat udeblev fra tjeneste i 1600- og 1700-tallet, blev han straffet af de kammerater, som han lod i stikken. I bar overkrop og med armene bundet på ryggen skulle delinkventen løbe ned mellem to rækker af soldater, der alle havde strenge ordrer på at slå ham.

Mens slag med hassel- og pilekæppe regnede ned over hans ryg, gik en officer forrest med trukken kårde. Ved at rette det skarpe våben mod delinkventens bryst forhindrede officeren ham i at løbe.

Bag ved rækkerne af soldater stod officerer klar til at disciplinere dem, der udviste nåde og ikke slog til. En straf på tre gange spidsrod gennem 300 mand var hyppig og medførte, at den svigefulde soldat modtog ikke færre end 900 slag.

Straffen blev betragtet som mere ærefuld end fx piskning, fordi soldaten kunne modtage den stående og udvise mandsmod. I krigstid var straffen for udeblivelse ni gange spidsrod – i alt 2.700 slag – det blev betragtet som en dødsstraf.

5. Søens barske straf

Sømænd sprang ud fra masten

Både i flåden og ombord på handelsskibe gjaldt kadaver-disciplin.

© Bettmann/Getty Images

Hollandske kaptajner udviklede som de første straffen “udspring fra råen”, der skulle dæmme op for ulydighed og strid mellem søfolkene. Råen er den runde træstang, som sejlskibes store råsejl er fastgjort til.

For at undgå, at den dømte klamrede sig til mast eller rå og nægtede at springe ud, fik han et reb om livet og blev hejset til vejrs. Når han dinglede 20 meter over havet, slap mandskabet rebet og lod ham styrte ned.

Fra så stor højde er havoverfladen lige så hård som jordoverfladen, hvis ikke sømanden ramte vandet i den perfekte vinkel. Da få kunne svømme, blev rebet om livet på ham derefter brugt til at hale den forkomne uromager ombord med igen.

I 1632 blev en topgast og en kadet på den hollandske ostindiefarer Zutphen idømt den livsfarlige straf. Deres brøde bestod i, at de havde mobbet en sovende kammerat ved at male hans ansigt og manddom sort med sod og olie. Begge overlevede.

6. Ar på ryggen

Piskede fik salt i såret

Både mænd og kvinder risikerede at blive pisket, mens de stod bundet til kagen.

© Google Books

Kagstrygning blev offentlig piskning kaldt i gamle dage. Navnet skyldtes, at straffen blev eksekveret, mens den dømt stod bundet til kagen – en solid pæl midt i byen.

I nogle lande blev de dømte lænket fast til kagen ved deres hals, andre steder fik de hænderne bundet fast så højt oppe, at de måtte stå på tæer.

Ryggen blev derved strakt, og bødlen kunne begynde at slå løs med pisk, kæp eller – som flere steder i Norden – et bundt friske birkeris. For at øge smerten kunne birkerisene være dyppet i saltvand, så det sved i de blodige flænger.

Ud over at smerten var næsten uudholdelig, efterlod kagstrygning også de dømte med voldsomme ar på ryggen. Resten af livet ville arrene afsløre, at han eller hun var dømt for en forbrydelse.

7. Hold ham, mens jeg saver

Hænder og næser flød på bødlens skafot

Bødler amputerede flere legemsdele end læger før i tiden.

© Luisa Ricciarini/Bridgeman Images

Næst efter dødsstraf blev amputation betragtet som den hårdeste dom. Ud over smerterne ved at miste en legemsdel måtte den straffede også resten af sine dage bære skammen ved at mangle næsen, et øre eller en hånd.

Kun alvorlige lovbrud blev straffet med amputation, men mangt og meget blev før i tiden betragtet som alvorligt.

I Jyske Lov fra 1241 står der fx skrevet om falskmøntneri:

“Hvis en mand begår falsk, da skal kongen have hans hånd”.

Middelalderens bødler huggede rutinemæssigt hænder af de dømte, men forbrydere risikerede også at miste andre legemsdele. Tyve fik ofte skåret et øre eller næsen af.

Under kejser Frederik den Store (1740-1786) mistede utro kvinder i Preussen næsen – en praksis, som gik helt tilbage til Det Øst-Romerske Rige samt arabisk og indisk kultur. Skriftlige kilder fortæller, at afskæring af ører i nogle af briternes kolonier i Amerika blev praktiseret helt frem til slutningen af 1700-tallet.

8. Så til hest

Ondt i skridtet var ekstra skamfuldt

I 1864 forevigede kunstneren A.W. Warren en nordstatssoldat i gang med at afsone sin straf.

© www.sonofthesouth.net

Træhesten var en af de nemmeste former for straf at eksekvere og derfor en af de mest udbredte. I Norden blev den dømte placeret overskrævs på en planke, som om han eller hun sad på en hest.

Her skulle synderen sidde i en time eller mere, mens den trekantede plankes skarpe kant borede sig op i skridtet. For at gøre rideturen ekstra pinefuld kunne sten og blylodder hænges om benene.

Både mænd og kvinder blev idømt den ydmygende og smertefulde straf, der stammede fra Sydeuropa: Under den spanske inkvisition i 1500-tallet blev den brugt til at torturere kvinder. Nøgne skulle de bestige en træhest, som i nogle tilfælde var forsynet med jernpigge. Torturen medførte ofte døden pga. de efterfølgende infektioner.

I slutningen af 1700-tallet brugte den amerikanske general George Washington flittigt straffen til at disciplinere sine tropper, og træhesten blev også anvendt årtier senere under Den Amerikanske Borgerkrig.

9. Rådne æg og spytklatter

Småforbryder skulle hånes

10. Nedstirret i kirken

Ydmygelse blev forbudt efter mord

I Sverige skulle faldne kvinder desuden sone deres synd ved at stå på “skammens skammel” under gudstjenesten.

© Russell-Cotes Art Gallery/Bridgeman Images

Hvis en ugift kvinde i 1700-tallets Norden blev taget i at have sex før ægteskabet, fik hun ikke kun en stor bøde. Hun skulle også indrømme synden foran hele menigheden i den lokale kirke. Var kvinden blevet gravid, eller havde hun allerede født barnet i dølgsmål, var det næsten umuligt at undgå straf.

Hvis hendes hemmelige elsker tilmed afviste ethvert kendskab til forholdet, risikerede hun – ud over ydmygelsen – aldrig at blive gift, for ingen ville tage en falden kvinde som hustru. Udsigten til at leve et liv som fattig og udstødt fik kvinder til at begå endnu værre forbrydelser i desperation: At dræbe spædbarnet og skjule liget.

Meningen med at indrømme synden i kirken var ellers, at menigheden efterfølgende skulle tilgive kvinden og genoptage hende i fællesskabet, men sådan gik det sjældent. I Sverige og Finland fandtes samme straf, der kaldtes kyrkoplikt (kirkepligt), men kongen forbød den i 1741. Forbuddet skulle nedbringe det skræmmende antal barnemord, som plagede hans rige.