Du har i din bog kortlagt hele forløbet op til, under og efter Scandinavian Star-katastrofen. Hvordan vil du karakterisere den færge, der sejlede fra Oslo den 6. april 1990?
Hverken Scandinavian Star eller besætningsmedlemmerne var klar til at sejle med passagerer. Så enkelt og tragisk er det. Skibet var nedslidt og stadig under renovering, da det blev indsat på ruten.
Det værste var dog den manglende sikkerhed. Havarichefen for forsikringsselskabet Skuld, der skulle tegne skibets ansvarsforsikring, kom ombord på skibet, knap to uger før det blev sat i drift, for at besigtige skibet.
Han konstaterede, at flere branddøre ikke fungerede, og at sprinklerne på bildækket var rustne. Redningsbåde manglede motorer. Skiltning til flugtveje og branddøre stod hverken på dansk eller norsk.
Madrasser og sengebunde lå på gangene, og det flød med linned og byggematerialer. Skulds havarichef ville ikke forsikre skibet, før tingene blev bragt i orden, fordi det ellers ville være for farligt at sejle med passagerer. Men det skete aldrig. Alligevel forsikrede Skuld skibet, uden at havarichefen vidste det.
De fleste besætningsmedlemmer var portugisere, og mange kunne ikke tale engelsk, så de havde svært ved at kommunikere med besætningsmedlemmer fra andre lande og passagererne.
Der var sådan et hastværk med at få skibet i rute, at mange blev rekrutteret uden den nødvendige uddannelse eller forudsætninger. For flere af de portugisiske ansatte var det første gang, at de havde et job på et skib.
Hvem påsatte i dine øjne den første brand – den i sengetøjet ud for kahyt 416 på dæk fire? Kan det have været den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen? Og er det nogensinde blevet opklaret, hvorfor sengetøjet overhovedet lå på gulvet i gangen?
Det er fortsat et af sagens uopklarede mysterier. Der findes mange teorier om brandforløbet, men som journalist kan jeg kun forholde mig til fakta og dokumentation.
Vi ved, at der blev smidt et blåt tæppe og sengelinned på gangen tæt ved kahyt 416. Det er også kendt fra vidneforklaringer, at en passager havde smidt overskydende linned ud i samme gang. Men det er også alt. Hvem der påsatte den første brand, er stadig uvist.
Hvordan vil du karakterisere besætningsmedlemmernes rednings- og brandslukningsindsats?
Da de påsatte brande brød ud natten til den 7. april, gik alt nærmest galt. Normalt er det obligatorisk at gennemføre en brand- og evakueringsøvelse med besætningen, når et passagerskib går i rute.
Men det havde rederiet og kaptajnen ikke gennemført, så besætningen kendte ikke deres opgaver i tilfælde af en katastrofe som en brand ombord. Godt nok var der oprettet en brandrulle med bestemte opgaver til hvert enkelt besætningsmedlem, men besætningen var ikke blevet orienteret om deres opgaver.
Ingen vidste, hvilke redningsbåde de havde ansvaret for, eller hvem der skulle klare slukning og røgdykning. Selv den portugisiske brandvagt kendte ikke den fastlagte rute rundt på skibet, når han rutinemæssigt skulle på inspektion om natten, når skibet sejlede. Det var op til ham selv.
Mange timer efter de første brande, hvoraf nummer to var dødsbranden, blussede yderligere mindst to brande op på skibet. Var det ifølge din research påsatte brande, eller skyldtes de overophedning/genantændelse?
Det er et af de afgørende spørgsmål i sagen, som stadig ikke er besvaret. Norsk politi mener, at det er mest sandsynligt, at de efterfølgende brande er en opblussen af dødsbranden, men andre brandeksperter er uenige.
Hvis de to store brande, der brød ud henholdsvis omkring 12 og 24 timer efter dødsbranden, er nye påsatte brande, er antallet af mistænkte meget lavt. På tidspunktet for disse brande var passagerer og besætning evakueret.
Men skibets kaptajn og tre andre besætningsmedlemmer var kommet tilbage til det brandhærgede skib for at hjælpe brandfolkene med at finde rundt på skibet. Her mente den svenske brandchef, at to besætningsmedlemmer – maskinmesteren og chefelektrikeren – saboterede hans brandslukning ved bl.a. at give forkerte oplysninger, hvorefter de forsvandt på skibet, så brandchefen ikke vidste, hvor de var.
De to besætningsmedlemmer forklarede senere, at de var uenige med brandchefen om slukningsmetoden.
Formoder du, at det har haft betydning for den manglende opklaring af sagen, at politiet så hurtigt fokuserede på lastbilchauffør Erik Mørk Andersen som den oplagte brandstifter?
Ja, helt sikkert. Norsk politi havde ansvaret for at finde brandstifteren, og da Erik Mørk Andersen tidligere havde fået domme for brandstiftelse i Danmark, endte politiet hurtigt med at få tunnelsyn.
Politiet havde i begyndelsen også andre mistænkte, men da den indledende efterforskning ikke førte til et resultat, blev navnet Erik Mørk Andersen hevet op fra skuffen – på trods af at der hverken var vidneudsagn eller tekniske beviser, som pegede på ham som gerningsmand.
Men de manglende beviser kom ikke offentligt frem. De norske myndigheder behøvede nemlig ikke at gennemføre en retssag, fordi den danske lastbilchauffør omkom i dødsbranden. Det er en af de helt store skandaler i sagen.