Med sit viltre hår og store, buskede skæg ligner Felice Orsini det, han er – en italiensk patriot og revolutionshelt. Og folk i Storbritannien elsker ham for det.
Da Orsini i 1856 indleder en foredragsturné i det politisk tolerante land, hylder politikere og intellektuelle ham og hans kamp for Italiens genforening.
Italien har siden den sene oldtid været splittet og består nu af en række kongedømmer domineret af Østrig. Tanken om at genforene det gamle kulturrige tiltrækker sværmeriske briter.
Det samme gør Orsinis dramatiske fortællinger om sin kamp mod den østrigske overmagt.
“Baldakinen over indgangsdøren var flænset og fortovet smurt ind i blod”. Øjenvidne til attentatet, 1858.
Men charme er ikke nok for at nå målet, erkender Orsini. Lige efter nytår i 1858 sætter han derfor kursen mod Frankrig.
Med sig bringer han en kasse med bomber. De britisk-producerede granater er konstrueret, så de detonerer, når de rammer målet. Ved sprængningen udspyer de en regn af kugler, jernstumper og søm.
Med en sådan slagkraft skal han nok få sin vilje.
Napoleon står i vejen
Målet er Orsinis værste fjende, kejser Napoleon 3. Kejseren kan som leder af en politisk og militær stormagt knække østrigerne og dermed bane vejen for Orsinis sag.
Men italienerne står langt nede på den ambitiøse statsleders liste over gøremål. Orsini ser derfor kun én udvej. Den fodslæbende kejser må ryddes af vejen.
Det høje antal dræbte og sårede skyldes, at mange tilskuere var mødt frem for at se kejserparret.
Bombe eksploderer under kareten
Panser i bunden og i siderne på den kejserlige karet beskytter passagererne, men eksplosionen knuser vinduernes glas, og projektiler efterlader hele 76 mærker i køretøjet.
Heste bliver dræbt
20 af eskortens heste bliver dræbt eller såret. Den ene af hestene, som trækker Napoleons karet, dør på stedet, mens den anden må aflives.
Eksplosion får blodet til at flyde
Eksplosionen dræber otte mennesker og sårer 156. Blandt de sårede er 42 politibetjente. Af Napoleons eskorte på 24 mand såres 13.
Om aftenen den 14. januar 1858 gemmer han og tre italienske medsammensvorne sig ved Paris’ operahus i Rue Le Peletier nr. 12. Klokken 20.30 kommer øjeblikket, de har ventet på.
Med ryttere som eskorte kører kejser Napoleons karet op foran operaens hovedindgang.
Næppe står kareten stille, før mændene kaster bomberne.
Den ene slår ned foran kareten, en anden ved dens side. Den tredje eksploder under køretøjet.
Kraften er så stor, at karetens vinduer og glasset i gadens gaslys splintres.
“Hvis Deres Majestæt frelser mit land, vil 25 mio. borgeres velsignelser følge Dem”. Felice Orsini, 1858.
Alt er et kaos af sårede, der skriger, og vrinskende heste.
“Baldakinen over indgangsdøren var flænset og fortovet smurt ind i blod”, beretter et øjenvidne.
Panser i karetens bund og sider har beskyttet kejserparret. Et granatstykke er gået gennem Napoleons høje hat, og et stykke glas har strejfet kejserindens ene øje, men ellers er de begge uskadte.
Mens politi og forbipasserende hjælper de sårede, bliver de ført i sikkerhed i operaen.
Drabsforsøg ændrer Europa
Imens jagter politiet de skyldige. En fjerde medskyldig, Pieri, er allerede i politiets varetægt. Ham har en patruljebetjent anholdt på Rue Le Peletier, få minutter før Napoleons karet ankommer.
En kropsvisitering afslører, at manden er i besiddelse af en bombe af samme slags, som er brugt ved attentatforsøget.
Afhøringen af Pieri og endnu en medskyldig, leder politiet til Orsini. Han bliver arresteret næste morgen.
Bomberne var forsynet med pigge, som indeholdt det letantændelige sprængstof kviksølvfulminat.
Orsini kommer straks for retten og bliver dømt til døden i guillotinen. Inden henrettelsen sender han en appel til Napoleon.
“Hvis Deres Majestæt frelser mit land, vil 25 mio. borgeres velsignelser følge Dem”, skriver han.
Napoleon behøver ikke flere tilskyndelser. En svækkelse af Østrig er i forvejen i Frankrigs interesse. Den 20. juli mødes han derfor med Cavour, Sardiniens ministerpræsident og ivrig fortaler for italiensk enhed. Sammen lægger de planer mod den fælles fjende. To år senere er Italiens genforening en realitet.
Også for Storbritannien får attentatet konsekvenser.
Premierminister William Gladstone må gå af i unåde, da det kommer frem, at han ikke blot har huset Orsini, men tilmed drukket te med den kommende attentatmand.