Jødisk dreng blev pavens fange

En dag i vinteren 1851 nøddøbte en ung, nervøs tjenestepige en lille, syg dreng i den italienske by Bologna. Kidnapning, retssag og Kirkestatens opløsning blev konsekvenserne af den næstekærlige handling.

En dag i vinteren 1851 nøddøbte en ung, nervøs tjenestepige en lille, syg dreng i den italienske by Bologna. Kidnapning, retssag og Kirkestatens opløsning blev konsekvenserne af den næstekærlige handling.

Imageselect

En dag i vinteren 1851 blev den fire måneder gamle Edgardo Mortara fra Bologna syg.

Hans tilstand blev hastigt forværret, og tjenestepigen Anna Morisi, som passede drengen alene den dag, troede, at han ville dø.

Da Anna var troende katolik, frygtede hun straks konsekvenserne for den udøbte Edgardo. I sin fortvivlelse tog hun sagen i egen hånd.

“Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, sagde hun højtideligt, mens hun forsigtigt dryppede lidt vand på barnets hoved.

Hvad der end ville ske, var Edgardos sjæl nu sikret adgang til Himlen, mente hun.

Til alt held kom Edgardo sig, og ingen tænkte mere på episoden. Eller nærmere: Næsten ingen, skulle det vise sig.

Jøder var kun tålte

Fem år senere, den 23. juni 1858 lige efter solnedgang, bankede det på døren hos familien Mortara.

Udenfor stod en deling betjente fra det pavelige politi. De forlangte at høre mere om Edgardos dåb.

Annas gerning havde nemlig langtfra været så uskyldig, som den umiddelbart forekom.

Edgardos forældre, Salomone og Marianna, samt deres otte børn tilhørte den lille jødiske menighed i Bologna – en by i Kirkestaten, der var et mellemitaliensk område, som tilhørte Paven i Rom.

Her blev jøder tålt, men de levede under strenge regler; fx måtte de ikke ansætte kristne tjenestefolk som Anna.

Kristen hushjælp var imidlertid mere reglen end und­­ta­­gel­­­sen, da katolikker i modsætning til deres jødiske kolleger måtte arbejde på sabbatten.

Da overtrædelsen var så udbredt, vendte Kirkestaten det blinde øje til.

Hvad kirken der­imod ikke tolererede, var, at kristne børn voksede op i jødiske hjem, så da rygterne om en dåbshandling hos familien Mortara nåede fader Pier Feletti, Bolognas inkvisitor, skred han omgående til handling.

Med tilladelse fra Rom beordrede han Anna til at stille til afhøring i hans kontor i byens San Domenico-kirke. Anna tilstod straks, og Feletti sendte sit politi til Mortaras hus.

Efter et par indledende spørgsmål om dåben erklærede politifolkene, at de tog Edgardo med, så han kunne vokse op som kristen.

Familien fik lov til at tilbringe en sidste nat med deres søn, men den følgende aften kom politiet igen.

Styrkens leder vristede Edgardo ud af armene på hans far og kørte ham til Rom i hestevogn.

Kirkestaten smuldrede

Edgardos forældre forsøgte uden held at overtale kirken til at returnere sønnen.

De søgte hjælp hos familie og venner i udlandet, og snart fandt historien vej til aviserne.

“De græder for hans forældre, men forstår ikke, at jeg også er hans far”. Pave Pius 9.

Her udtrykte skribenter den indignation, som mange følte.

“Hvis Den Hellige Fader havde set denne kvinde, som jeg ser hende, ville han ikke have modet til at tilbageholde hendes søn et eneste øjeblik længere”, skrev en avis om Marianna i 1859.

Sagen var blevet en principsag for Vatikanet, hvor selveste paven tog Edgardo under sine vinger.

“De græder for hans forældre, men forstår ikke, at jeg også er hans far”, erklærede pave Pius 9. fromt.

Men pavens ord gjorde ikke indtryk på Napoleon 3. Pavens rige stod i vejen for den franske kejsers stormagtsambitioner, og han udnyttede i 1859 folkestemningen til at slå til.

Ved hjælp af diplomati og militære alliancer lykkedes det ham at fravriste Pavenstaten store områder, bl.a. Bologna, og forære dem til sin allierede, kongeriget Sardinien.

Omkring to måneder senere satte myndighederne Feletti på anklagebænken for kidnapningen af Edgardo.

Inkvisitoren nægtede imidlertid at samarbejde, og retten måtte opgive at fælde dom, fordi Feletti måtte have handlet på ordre fra Vatikanet.

For familien Mortara betød retssagen kun lidt. De skrev breve til sønnen og besøgte ham flere gange.

Men som årene gik, gled forældre og søn mere og mere fra hinanden.

Edgardo viede sit liv til præstegerningen og selvom han holdt af sine forældre, lod han forstå, at kirken nu var hans sande familie.