Kaos kostede Portugals konge livet

Portugal var i 1908 på randen af et politisk sammenbrud, og et mislykket statskup varsler enden for kongen.

Portugal var i 1908 på randen af et politisk sammenbrud, og et mislykket statskup varsler enden for kongen.

Leemage/Getty Images

Portugals konge, Karl 1., hav­­de været alt andet end tryg ved situationen, da han torsdag den 30. januar 1908 underskrev re­ge­rin­gens seneste lovforslag.

“Jeg underskriver min egen dødsdom. Men sådan vil De jo have det.” Karl 1., to dage før attentatet.

Loven, som majestæten satte sin signatur på un­­der et ophold i sin vinterresidens i det sydøstlige Portugal, var af den slags, som ingen hersker bryder sig om at lægge navn til: Enhver, som forsøgte at forstyrre den offentlige orden, kunne uden ret­­ter­­gang blive deporteret til kolonierne, lød den barske tekst.

“Jeg underskriver min egen dødsdom. Men sådan vil De jo have det, mine herrer”, havde kongen dystert sagt, da han lagde pennen fra sig.

Såvel loven som kongens reaktion af­spej­le­de den desperate situation, som Portugal befandt sig i. Landet var i de foregående år blevet mere og mere ustabilt.

Politikere og dommere var korrupte, statsunderskuddet vok­se­de, og mange portugisere var både analfabeter og ludfattige. At Portugal tilmed efter britisk pres måtte afgive be­­sid­del­ser i Afrika, bidrog til vreden, som i sti­gen­de grad rettede sig mod kongen.

Politiet ville redde landet

Situationen spidsede til, da en gruppe mænd den 28. januar forsøgte at storme udvalgte steder i byen som led i et statskup. Blandt kupmagerne var den yder­lig­­gå­­en­de republikaner Alfredo Costa, som stod i spidsen for et angreb på én af byens kaserner.

Kupforsøget slog fejl, fordi politiet var blevet advaret. Derfor lykkedes det or­­­dens­­mag­­ten at pågribe 100 af de sammensvorne, men ikke dem alle. Bl.a. Alfredo Costa var på fri fod.

“Hvis nogen forsøger at fange mig, så skyder jeg dem i stumper og stykker.” Alfredo Costa, radikaliseret republikaner.

Hårde midler måtte der til, hvis monarkiet skulle reddes, konkluderede regeringen og bad kongen un­der­skri­ve loven om deportation. To dage senere, den 1. februar, forlod Karl 1. sin vinterresidens for at tage sig af krisen.

Ved 17-tiden ankom kongen til Lissabon. Den sidste del af rejsen foregik med færge over Tajo-floden. En mindre menneskemængde var mødt frem for at hylde majestæten, da han sammen med dronning Amélie og sønnerne, kronprins Ludvig Filip og prins Manuel, steg op i en ventende hestevogn.

Gemte riffel under frakken

Beskyttet af politibetjente og en enkelt kavaleriofficer kørte vognen over Terreiro do Paço, byens centrale plads, med kurs mod slottet.

Gerningsstedet, Terreiro do Paço (i dag Praça do Comércio), var Lissabons centrale plads.

© Shutterstock

Men Karl 1. nåede aldrig hjem. Da vognen næsten havde passeret pladsen, kom en mand til syne. Med en hur­tig bevægelse løsnede han sin overfrakke og trak en riffel frem. Et skud ramte kongen i halsen og dræbte ham på stedet.

Imens folk på pladsen flygtede i pa­nik, fortsatte attentatmanden med at skyde. Samtidig steg en an­­den mand op på vognens trinbræt. Herfra affyrede han en serie skud.

Dronningen rejste sig op og slog på ham med den blomsterbuket, hun under turen havde knuget i hæn­­­­der­­ne. “Infames, infames (en skænd­­sel, en skændsel, red.)”, råbte hun ude af sig selv.

Følg det blodige attentat skud for skud:

Herefter rettede angriberne våbnene mod kronprinsen og ramte ham i hovedet. Kongen og kronprinsen blev ført til det nærliggende flådearsenal, hvor de blev erklæret døde.

På dette tidspunkt var begge gerningsmænd også døde – skudt ned under arrestationen. Ordensmagten identificerede attentatmændene som kup­ma­ge­ren Alfredo Costa og Manuel Buíça, som også havde deltaget i det mislykkede statskup.

Hvordan attentatmændene kendte kongens ankomsttidspunkt, blev aldrig afklaret, men opklaringsarbejdet afslørede et bredt komplot.

Inden sagen blev fuldt afdækket, afsatte republikanere dog kong Manuel, Karl 1.s søn og efterfølger. Med kuppet den 5. oktober var det portugisiske monarkis tid uigenkaldeligt forbi.