Trukket af to hvide heste ruller den sorte karet op foran Athens parlamentsbygning. Det er sen eftermiddag den 13. juni 1905, og mødet i den lovgivende forsamling er allerede begyndt.
Men en lille gruppe af borgere venter, og vognens passager, Grækenlands premierminister, Theodoros Delijannis, har ikke tænkt sig at forsømme en chance for at hilse på sit folk.
Hele fem gange har grækerne stemt den nu 79-årige Delijannis ind på landets øverste post.
Da en mand træder frem fra mængden og åbner karetens dør, gør premierministeren sig klar til at modtage de forsamledes hyldest. Han sender manden et anerkendende blik.
Premierministeren tager sig til maven med begge hænder og udstøder et dybt suk.
Men den fremmede vil ham ikke noget godt. Næppe har Delijannis hævet hånden til hilsen, før en kniv borer sig ind i hans mellemgulv.
Premierministeren tager sig til maven med begge hænder og udstøder et dybt suk.
Sult drev kasinoansat til mord
Mens tililende griber gerningsmanden og holder ham fast, hjælper andre premierministeren.
De støtter ham, mens han med vaklende skridt bevæger sig hen mod parlamentsbygningens marmortrappe.
En ambulance kører Delijannis til den nærmeste samaritterstation. Her forsøger kirurger at redde hans liv, men de indre blødninger er for kraftige. Klokken 19.30 udånder premierministeren.
Tusinder af sørgende athenere stimler om aftenen sammen om den myrdedes båre.
Samtidig afhører politiet morderen.
Motivet er der ingen tvivl om.
Vidner beskrev senere gerningsmanden som “dyster”, men ingen anede uråd, før han trak kniven.
Hjælpsom borger var attentatmand
Premierministeren stikkes ned
På pladsen foran parlamentet venter Antonios Gherakaris i folkemængden. Da premierministerens karet ankommer, træder han frem, åbner beredvilligt døren og dolker den græske leder.
Såret er alvorligt
Kniven borer sig ind i premierminister Delijannis’ mellemgulv. Våbnet trænger mere end 9 cm ind i leveren og efterlader en 8 cm lang flænge. Skaden forårsager massive indre blødninger.
Vagter kommer til undsætning
Parlamentsvagter og tilskuere ser straks, at noget er galt, og løber hen til kareten. Her overmander de gerningsmanden og sørger for, at premierministeren modtager førstehjælp.
Gerningsmanden, den 38-årige Antonios Gherakaris, fortæller beredvilligt, at drabet er hævn for det forbud mod kasinodrift, som premierminister Delijannis kort forinden havde gennemført.
Gherakaris havde indtil da ernæret sig ved forefaldende arbejde på forskellige kasinoer. Det arbejde har han nu mistet, og han selv, hustruen og deres fem børn lever i den yderste fattigdom.
“Han lukkede vores kasinoer i marts, og nu sulter min familie”, beretter Gherakaris bittert.
Måtte føre sin egen sag
Men Gherakaris har andet og mere at fortælle. Drabet er nemlig ikke sket på hans eget initiativ. Hans tidligere arbejdsgiver, den velhavende kasinoejer Giorgos Mitseas, har mistet formuer på grund af den nye lov.
Han har derfor bedt Gherakaris om at dræbe flere af de ansvarlige for loven og dens håndhævelse – herunder politidirektøren og premierministeren.
“Han lukkede vores kasinoer i marts, og nu sulter min familie”.
Da sagen den 17. december 1905 kommer for kriminalretten i Athen, sidder begge mænd derfor på anklagebænken.
Lige vilkår har de to dog ikke. Rigmanden Mitseas bliver forsvaret af landets bedste advokater, og blandt dem, som vidner til hans fordel, er en dommer, flere officerer og siddende parlamentsmedlemmer.
Antonios Gherakaris har derimod ikke råd til en advokat og må efter bedste evne tale sin egen sag. Snart trækker han da også sine beskyldninger mod Mitseas tilbage.
Athens gamle parlamentsbygning huser nu Grækenlands Nationalmuseum.
Anklageren er ikke overbevist.
Han ved, at de to mænd har været varetægtsfængslet sammen, og nærer mistanke om, at Mitseas har benyttet lejligheden til at lægge pres på sin tidligere ansatte og medskyldige.
Beviserne er imidlertid for svage. Da retten den 27. februar 1906 afgør sagen, må Gherakaris bære skylden.
Han bliver dømt til døden ved halshugning. Henrettelsen udføres den 10. juni 1906 i byen Nafplio på halvøen Peloponnes.
Omstændighederne omkring Delijannis død bliver hurtigt glemt. En strid om spillebuler bliver ikke regnet for en værdig dødsårsag for en landsfader af Theodoros Delijannis’ format.