INTERFOTO/Imageselect

Kidnapning førte til gidselkrise

Den 3. september 1901 bortførte en flok makedonske oprørere den amerikanske missionær Ellen Stone og hendes højgravide ledsager. Missionærerne bad om hjælp hos præsident Theodore Roosevelt, men svaret var nej. USA forhandlede ikke med gidseltagere – og desuden burde kvinder ikke missionere.

Den amerikanske missionær John Henry House nåede dårligt at lukke øjnene om aftenen den 4. september 1901, før en vedholdende banken på døren vækkede ham.

Udenfor stod et bud med et telegram. Meddelelsen fik House til at stivne af forfærdelse. “Stone og fru Tsilka blev på vejen hjem fra Bansko til Djumabala fanget ved klipperne og ført op i bjergene”, lød beskeden.

House havde grund til at være bekymret. Som leder af den kristne amerikanske mission i Osmannerriget havde han ansvaret for at bringe den 55-årige lærer og missionær Ellen Stone uskadt tilbage. Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort.

Helt uventet var begivenheden ikke. Osmannerriget var i 1901 stærkt svækket. Sultanens få tilbageværende europæiske besiddelser, Albanien, Vestmakedonien og det øvrige Thrakien, vrimlede med revolutionære bevægelser, der ville af med den tyrkiske hersker.

En af bevægelserne, kaldet den “Indre Makedonske Revolutionære Organisation” havde længe forsøgt at skaffe penge til våben gennem røverier. Da de ikke var særlig indbringende og desuden gav de revolutionære et dårligt ry, fik bevægelsens leder, Yane Sandanski, idéen om at kidnappe én af områdets mange amerikanske missionærer for at kunne kræve en løsesum.

Valget faldt på Stone.

Ellen Stone sad fanget blandt "de vilde":

Verden fulgte med

Gidseltagningen af Ellen Stone og hendes ledsager optog hele verden. Illustrationen er fra en parisisk avis.

INTERFOTO/Imageselect

Bortført på rejse

Ellen Stone var på rejse for at deltage i et lærerkursus, da hun og hendes hjælper, den bulgarskfødte Katerina Tsilka, blev bortført.

INTERFOTO/Imageselect

Bortførere var “vilde”

Bortførerne var ifølge Ellen Stone “skæggede, vilde i hovederne, atletiske og tungt bevæbnede”. De var desuden klædt som soldater snarere end i traditionel klædedragt som vist på billedet.

INTERFOTO/Imageselect

Gerningsmænd gik fri

Hverken oprørslederen, Yane Sandanski, eller de andre kidnappere, (fra venstre) Sava Mihajlov, Krastyo Asenov og Hhristo Chernopeev, blev fanget og straffet. Løsesummen brugte de på at finansiere en opstand mod tyrkerne i 1903. Oprøret slog fejl.

INTERFOTO/Imageselect

Den 3. september 1901 overfaldt Sandanski og hans mænd missionæren og hendes følge, som til hest rejste i det vestlige Thrakien (Bulgarien) – nær grænsen til Makedonien. Sammen med Katerina Tsilka, en ung bulgarsk kvinde, som var højgravid, blev Stone bortført op i bjergene.

Frygtede kidnapningsbølge

Beskeden til House spredte rædsel blandt områdets mange missionærer. Værre blev det, da en missionsstation modtog et brev med kravet om 25.000 tyrkiske lira – ca. 110.000 dollars – i løsesum. Blev pengene ikke betalt inden 20 dage, ville kvinderne blive skudt, lød truslen.

Den kristne avis The Christian Herald meldte straks ud: “Vi tøver ikke med at sige, at ms. Stone må betales med guld, koste, hvad det koste vil”.

Protester fra missionærer, som frygtede, at betaling ville føre til en bølge af kidnapninger, fik dog straks avisen til at ændre mening.

“Kvinder har ikke noget at gøre som missionærer i de vilde lande”. Theodore Roosevelt, USA’s præsident, 1901.

I stedet henvendte missionærerne sig til USA’s præsident, Theodore Roosevelt. De pårørende frygtede for gidslernes liv, men den spirende stormagt havde ikke råd til at vise svaghed, gjorde Roosevelt klart. Desuden havde han ikke meget tilovers for kvindelige missionærer.

“Kvinder har ikke noget at gøre som missionærer i de vilde lande. De gør ingen gavn”, fastslog han. “Men”, tilføjede han forsonligt, “det er dog umuligt ikke at føle anderledes, end hvis det var en mand”.

Præsidenten tillod derfor i oktober en privat indsamling. Velvillige amerikanere bidrog i de følgende måneder med, hvad der svarer til 15.000 tyrkiske guld-lira.

Tyrkerne ville sabotere planen

Imens gik tiden, uden at nogen kendte til gidslernes skæbne. Først den 2. februar 1902 ankom John House til det vestlige Thrakien, hvor han skulle stå for udvekslingen.

Da House blev overvåget af tyrkiske betjente, der håbede at fange bortførerne, måtte han først undslippe dem, inden han nåede frem til Sandanskis gemmested. Den 23. februar løslod oprørerne endelig gidslerne, som de efterlod i den makedonske by Strumica.

Hverken Stone eller Tsilka havde lidt overlast. Tværtimod havde bortførerne assisteret ved fødslen af Tsilkas lille pige og trakteret gidslerne med stegt kalkun på den amerikanske helligdag thanksgiving.

For bortførerne havde Ellen Stone været en prøvelse. Som en af dem forklarede: “Har I nogensinde været oppe imod en midaldrende kvinde? Hun mener, at du er et udyr, og får dig også til at føle dig som et udyr”.