Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Kidnapningen af milliardær-barnebarnet Paul Getty

En sommernat i 1973 bliver 16-årige Paul Getty bortført i Rom. Kidnapperne kræver en gigantisk løsesum, ellers vil de skære drengen i småstykker og sende dem med posten.

Corbis/Polfoto & Getty/AOP

Den nat, Paul Getty III forsvinder sporløst fra Jordens overflade, er han iført stramme jeans, en guldglimtende T-shirt og høje støvler med en brækket hæl.

Den 16-årige dreng med den fregnede næse og det lange, kobberrøde hår plejer at tilbringe sine aftener og nætter på barer og natklubber i Rom, og natten til 10. juli 1973 er ingen undtagelse.

Sammen med jetsettere som Mick Jagger fra Rolling Stones, filminstruktøren Roman Polanski og kunstneren Andy Warhol er Paul Getty turet fra vandhul til vandhul.

Klokken 3 om morgenen begynder diskotekerne at lukke og slukke. Paul er efterhånden pænt overrislet. Han forlader selskabet og slingrer gennem den svedige sommernat til Piazza Navona midt i Rom, hvor han støder ind i veninden Danielle.

“Vær sød at gi’ mig et lift hjem”, snøvler Paul, men får en kold skulder af veninden. Danielle er rasende og beskylder højlydt Paul for at have smittet hende med en kønssygdom.

“Du er ikke andet end et navn”, råber hun hadsk til den berusede dreng, inden de skilles.

Paul stavrer på usikre ben videre gennem byen, men stopper op, da det hele begynder at svimle for ham.

Han står nu foran en fontæne, hvor vandet fosser ud af munden på en marmorfigur, og i sin brandert er Paul villig til at sværge på, at statuen pludselig lyser op i et smil, plirrer med øjnene og stirrer muntert på ham.

Det næste, han sanser, er en bil, der med hvinende dæk bremser ved hans side. To mænd springer ud af bilen, griber fat i Paul og tvinger ham ned på gulvet bag forsæderne. Så sætter bilen i fart.

Paul opfatter, at i alt tre mænd sidder i bilen. To oppe foran og én enkelt på bagsædet med fødderne solidt plantet oven på Paul. Først efter en times kørsel i dyb tavshed brydes stilheden:

“Hvem er du?”, spørger chaufføren.

“Paul Getty”, stønner den ufrivillige passager og trygler om en tår vand. Hans mund er tør som en ørken, og han kan knap få et ord over sine sprukne læber.

I stedet for vand tvinger bortførerne ham til at drikke whisky. De hælder halvanden flaske i halsen på ham, og da Paul flere timer senere atter kommer til bevidsthed, ligger han med dundrende hovedpine på en græsmark, bundet på hænder og fødder og med bind for øjnene.

Han er omtumlet og forvirret, men også skrupsulten. Han beder om mad, og en af mændene henter en skål bønner.

"Fra nu af vil vi ikke tale mere med dig”, siger manden som det sidste til den bagbundne dreng.

Politiet mistænker Paul for fup-kidnapning

Den 16-årige Paul Getty III er ikke en hvilken som helst teenager. Han er barnebarn af en af verdens rigeste mænd, den amerikanske oliebaron Jean Paul Getty.

Kidnapningen blev årtiets mest omtalte, ikke mindst fordi den gav millioner af almindelige borgere indblik i en af verdens rigeste familiers bizarre verden – en familie så dysfunktionel, at det nær kostede Paul Getty III livet.

Knap to dage efter kidnapningen, om eftermiddagen 12. juli, ringer telefonen hos Pauls mor, Gail Getty. Hun er fraskilt og bor i en lejlighed i Roms Trastevere-kvarter sammen med Pauls tre små søskende.

Trods sin unge alder er Paul flyttet hjemmefra og overnatter hos venner og veninder. Gail har derfor som sædvanlig ingen anelse om, hvor sønnen befinder sig. Hun har opgivet at følge med i drengens gøren og laden – ved bare, at han følger sin egne veje, og at han har det med at rode sig ud i ballade.

Men nu fortæller en stemme i røret, at Paul er blevet bortført, og at kidnapperne snarest vil vende tilbage med et krav om en løsesum. Gail når knapt at høre beskeden til ende, før hun besvimer af chok.

Da hun kommer til sig selv, ved også resten af verden, at et af den berømte Getty-families medlemmer er blevet bortført.

Kidnapperne har ringet ikke alene til drengens mor, men også til de italienske medier, der kaster sig over historien med glubende appetit.

I Rom har den unge Paul Getty for længst vundet ry for at være en utilpasset vildbasse, der kører dødskørsel på sin Harley-Davidson og har et heftigt forbrug af både stoffer og kvinder.

Paul er desuden kendt for at være en lovende kunstmaler og fast gæst på Roms fashionable natklubber, hvor han hænger ud med berømtheder og tvivlsomme eksistenser som narkopushere, mafiosi og andre­ vaneforbrydere.­

På grund af sin udsvævende livsstil, sit lange hår og sine flippede gevandter har Paul Getty fået øgenavnet “den gyldne hippie”, og om morgenen 13. juli 1973 udkommer aviserne med overskrifter som “Den gyldne hippie forsvundet” og “Olieprinsen bortført”.

Da nyheden om Pauls forsvinden brager løs, nægter de fleste at tage forbrydelsen alvorligt. Over for journalisterne lægger politiet ikke skjul på, at drengen efter al sandsynlighed selv har iscenesat sin bortførelse for at skaffe penge til sit hæmningsløse forbrug.

Allerede den 13. juli lufter avisen Il Messaggero spekulationerne om svindel. “Bortført eller fup?”, lyder overskriften.

Ifølge politiets afhøringer i Pauls bekendtskabskreds har drengen leget med tanken om at lade sig bortføre for at rejse penge til at købe et palads i Marokko, en slags refugium, hvor han frit kan dyrke sine laster, og han har indviet flere af sine venner i planerne.

Angiveligt har han ladet sig inspirere af filmatiseringen af bogen “Farligt otium”, som bl.a. omhandler en falsk kidnapning, hvor offerets finger bliver sendt med posten.

Blandt italienerne vækker sagen derfor større harme end bekymring, også selv om kidnapning af rigmandsbørn nærmest har udviklet sig til en nationalsport i Italien.

I årene fra 1960 til 1973 er 320 børn af velhavende forældre blevet bortført i landet, men at Paul nu skulle indgå i denne uhyggelige statistik, forekommer politiet og de fleste­ italienere­ usandsynligt.

Søn: hippien

Allerede før kidnapningen var unge Paul Getty de italienske paparazzi-fotografers yndlingsoffer.

M. Colansanti/Scanpix

Pauls far og farfar nægter at hjælpe

Heller ikke Pauls far, den excentriske John Paul Getty II, og hans hovedrige farfar, den 80-årige Jean Paul Getty, begge bosidddende i Storbritannien, føler sig overbevist om, at Paul er blevet bortført.

Farfarens første reaktion er da også at afvise al snak om at gribe til lommerne. “Jeg har 14 andre børnebørn, og hvis jeg betaler så meget som en penny i løsepenge, vil de også blive kidnappet”, udtaler den notorisk påholdende olding.

Over for sine nære bekendte har oliemilliardæren aldrig lagt skjul på, at hans ældste barnebarn ikke er faldet ud, som han kunne have ønsket.

“Ingen Getty bør være hippie eller narkoman”, har han ytret ved flere lejligheder. Især har det vakt rigmandens vrede, at Paul tidligere har offentliggjort et brev, hvor han utvetydigt tager afstand fra sin families enorme rigdom:

“Jeg er flygtning fra en Rolls-Royce. Jeg er en undvegen fra kreditkortet. De rige er denne Jords fattige. De er et nødlidende mindretal, hvis ånd er fejlernæret. Hav medlidenhed med dem. Når det gælder livet, er de tiggere”, har den unge Getty bl.a. skrevet.

I Pauls vennekreds tvivler ingen dog på, at drengen er blevet offer for en forbrydelse. Hans kæreste, den tyske skønhed Martine Zacher, iværksætter en eftersøgning i Rom, og sammen med en flok kammerater finkæmmer hun Roms gader og stræder i håbet om at finde spor efter Paul.

Men drengen er som sunket i jorden. Den sidste, der har set ham, er Danielle, men hun har ikke den fjerneste ide om, hvor Paul forsvandt hen efter deres natlige skænderi på Piazza Navona.

Knap en uge efter at Paul er forsvundet, 16. juli 1973, giver han for første gang livstegn fra sig. I et håndskrevet brev til moren trygler han hende indtrængende om at forstå, at kidnapningen er reel og ikke et fupnummer.

“Jeg beder dig, bring ikke mit liv i fare, få mig ikke dræbt. Hvis du elsker mig, så betal de penge, kidnapperne vil have. Hvis du ikke gør det, vil de skære en finger af og sende den med posten. Og lov mig ikke at gå til politiet, for så vil kidnapperne dræbe mig. Jeg elsker dig, Paul”, har hendes bortførte søn bl.a. skrevet.

I brevet nævner Paul intet om løsesummens størrelse, men Gail frygter det værste. Hun ejer ikke en klink. Hendes mareridt går i opfyldelse, da bortførerne 24. juli 1973 i et brev omsider fremsætter deres krav på 17 mio. dollars – svarende til ca. 90 mio. nutidsdollars.

Gail bryder sammen. Så mange penge kan hun umuligt skaffe, og hverken drengens far eller farfar vil hjælpe. De nægter begge stadig­ at tro på, at Paul virkelig er blevet kidnappet.

Mens den gamle Getty afviser at veksle så meget som et ord med sin tidligere svigerdatter, tåger drengens far, John Paul Getty II, forvirret omkring i en heroinrus. Han er narkoman og har været det i mange år, og efter at hans kone nummer to er død af en overdosis, har han bevæget sig stadig længere ude på overdrevet.

Den ene dag kræver han forældreretten over sine børn i Italien, den næste nægter han nogensinde at se dem igen, og sin ældste søn Paul har han mere eller mindre opgivet: “Hvis jeg skulle betale løsesummen, ville jeg blive nødt til at sælge hele min bogsamling. Bare på grund af den uduelige dreng”, betror han en af sine elskerinder.

Kidnapperne myrder en af deres egne folk

Mens Pauls dysfunktionelle familie skændes, ringer folk fra alle verdenshjørner til politiet og de italienske aviser for at fortælle, at de har set drengen.

Paul er blevet spottet på Korsika, i Paris, i Sydamerika, i Texas, i München og sågar på sin farfars yacht i Middelhavet. Alle disse forlydender understøtter blot politiets og offentlighedens formodning om, at bortførelsen er iscenesat.

Men for Paul selv spidser situationen til. Han befinder sig et sted i området omkring byen Napoli, flere hundrede kilometer syd for Rom.

Gennem medierne følger hans bortførere udviklingen tæt, og tilsyneladende kommer det fuldstændig bag på dem, at Getty-familien stiller sig på bagbenene og ikke bare punger ud med pengene.

Som dagene går, bliver bortførerne stadig mere desperate og truer drengen til at skrive flere breve, hvor løsesummen hele tiden ændrer sig.

Efter en måned er beløbet landet på 5,5 mio. dollars – næsten 30 mio. nutidsdollars. I brevet med dette krav skriver Paul til sine forældre:

“Hvis I ikke betaler pengene inden 20 dage, vil I ikke få mulighed for at se mig i live igen. Hvis bekymrer jer bare den mindste smule om mig, hvis I elsker mig, som jeg håber, så få mig ud af dette helvede”.

Selv tvivler han efterhånden på, at han nogensinde slipper væk fra sine utilregnelige bortførere, der hvileløst fører ham fra den ene faldefærdige hytte til den anden i et goldt og menneskeforladt bjerglandskab.

Også hans vogtere bliver konstant udskiftet med nye folk, der alle har nylonstrømper trukket ned over hovedet, så Paul ikke skal kunne se deres ansigtstræk.

De skiftevis truer­ og behandler ham som en ven, men igen og igen gør de det klart, at de ikke vil tøve med at føre­ deres trusler ud i livet, hvis Getty-familien fortsat nægter at betale.

De agter at skære drengen­ i småstykker og sende hans kropsdele med posten­, advarer de.

En dag i slutningen af august står det gysende klart for Paul, at kidnapperne ikke skyr noget middel i jagten på den store gevinst.

Da en af vagterne en eftermiddag glemmer at tage nylonstrømpen over ansigtet, gør de andre kidnappere kort proces. De fører manden bort og dræber ham. Herefter sætter morderne ild til mandens lig og smider­ det på en øde strandbred i Napoli.

Da den forkullede krop dagen efter bliver fundet, falder Gails verden fra hinanden. Hun frygter, at den døde er hendes søn, og aviserne bekræfter hendes værste anelser.

De oplyser, at liget efter al sandsynlighed er “den gyldne hippie”. Hurtigt viser det sig dog til Gails umådelige lettelse, at aviserne tager fejl: De retsmedicinske undersøgelser afslører, at den døde umuligt kan være Paul.

Kidnapperne mister tålmodigheden

I Rom modtager Gail og den advokat, hun har hyret til at hjælpe sig, nu nærmest dagligt opringninger fra bortførerne.

Det samme gør James Chase, en tidligere CIA-agent, som Pauls rige farfar har sendt til Rom for at bistå med efterforskningen efter at have opgivet at få Pauls far til at tage affære.

Den gamle Getty og hans søn er nemlig ikke på talefod, bl.a. fordi gamle Getty er stærkt fortørnet over det navn sønnen har valgt til sit seneste barn: Tara­ Gabriel Galaxy Gramophone Getty.

Derfor har den gamle Getty hyret James Chase til at opklare, om Paul er forsvundet frivilligt, og om hans mor Gail i så fald også er indblandet i fupnummeret, sådan som flere i Getty-familien mistænker. Som led i detektivopgaven har den gamle Getty også bedt James Chase om at stå for forhandlingerne­ med kidnapperne.

Et hav af personer er nu pludselig involveret i sagen – Det italienske politi, Gail og hendes advokat og endelig gamle Getty via den tidligere CIA-agent.

Bortførerne har derfor efterhånden svært ved at hitte rede i, hvem de egentlig bør tale med. Så de ringer på skift til de forskellige parter og kommunikerer desuden med omverdenen via breve stilet til de italienske aviser.

Men uanset hvem de taler med, er deres budskab klart: “Hvis I ikke betaler, får I hans lig. Hvis I ønsker, at Paul skal dø, vil han dø”, lyder advarslen.

Kidnappernes endegyldige og ufravigelige krav lyder nu på 2,8 mio. dollar, men Chase forsøger ihærdigt at presse dem ned i pris – en halv million dollars, svarende til ca. 2,5 mio. nutidsdollars – kan han maksimalt tilbyde.

Men bortførerne fraviger ikke deres krav. De evindelige forhandlinger går dem på nerverne, og i en meddelelse til avisen Il Messaggero den 5. oktober 1973 – næsten tre måneder efter Pauls bortførelse – lader de omverdenen forstå, at de er ved at miste tålmodigheden: “Getty-familien­ har 15 dage til at finde pengene til Pauls frigivelse.

Efter denne tidsfrist vil det måske blive jer (på avisen, red.), der åbner et brev med et øre og en lok af Pauls hår”, advarer kidnapperne og fortsætter:

“Hvis familien ikke straks derefter betaler løsesummen, vil Paul blive dræbt. Hans familie hører ikke til verdens fattigste, og vi er nu fast besluttede på at afslutte sagen på den ene eller den anden måde”.

Paul får sit øre skåret af

I sit fangenskab råder Paul over en radio, så via nyhederne kan han holde sig orienteret om udviklingen.

Han kender sine bortføreres ultimatum og gruer konstant for, hvornår de vil sætte handling bag deres trusler. Det vil de tidligt om morgenen 21. oktober 1973, opdager­ han til sin store skræk.

Endnu inden daggry tvinger de Paul til at sætte sig på en huggeblok i den hytte, hvor han bliver holdt som gidsel, og mens drengen rædselsslagen afventer sin skæbne, hvisker han til sig selv: “Tænk på i morgen, tænk på i morgen, i morgen har du det godt igen”, messer han igen og igen.

Paul har bind for øjnene og aner ikke, hvad bortførerne laver, men han kan høre den klirrende lyd af metalinstrumenter, som skraber mod hinanden. Så siger en af bortførerne til en anden:

"Gør vattet og joden klar”.

“Kommer det til at gøre ondt?” fremstammer Paul.

”Selvfølgelig gør det det”, lyder det kontante svar.

“Må jeg få et lommetørklæde?” spørger den rystende dreng, der får sit beskedne ønske opfyldt.

Han krøller lommetørklædet sammen og propper det i munden som en knebel. Sekundet efter mærker han en skarp genstand mod sit højre øre og hører en lyd, som når man flår papir i stykker.

Han når ikke engang at registrere smerten, før det er overstået, og mens en af bortførerne vikler bandage om hans hoved, roser de andre ham:

“Du er så tapper, en virkelig tapper dreng”.

Mændene vaccinerer Paul mod stivkrampe og giver ham en penicillinindsprøjtning, men blødningen kan de ikke stoppe. På få minutter gennemvæder blodet forbindingen og drypper ned på gulvet, hvor det samler sig i en kæmpe sø.

Sammen med blodet mærker Paul kræfterne ebbe ud, han føler sig omtåget og døsig og dejser bevidstløs omkuld. Da han flere timer senere slår øjnene op, er det til synet af en flok rotter, der sidder på hans smertende hoved og labber hans halvt størknede blod i sig.

Poststrejke forsinker øret i tre uger

Ikke kun Gettyfamilien, men hele verden får et chok, da avisen Il Messaggero 10. november 1973 modtager en pakke med Pauls øre og en lok af hans rødbrune hår.

Postvæsenet har strejket, og derfor har pakken været tre uger undervejs, men da den omsider dukker op, indser selv de største skeptikere, at bortførelsen er reel.

Moren genkender både øret og håret som Pauls, men som en af få nægter faren fortsat at tro på, at drengen er offer for en forbrydelse.

Da han hører, at ekskonen har identificeret øret, vrisser han, at “hun ikke engang vil kunne kende forskel på et øre og en skive skinke”.

I afmagt og vrede sender Gail plakatstore fotografier af det afskårne øre til både Pauls far og farfar i Storbritannien, så de med egne øjne kan se de frygtelige detaljer.

Men skræmmekampagnen virker ikke efter hensigten – faren indvilger dog i at betale en løsesum på én million dollar. Til gengæld kræver han fuld forældreret over Pauls tre små søskende, som hans ekskone øjeblikkeligt skal sætte på et fly til London.

Gail nægter, og mens stridighederne mellem de to forhenværende ægtefæller brager løs, truer bortførerne med at skære Pauls andet øre af – og derefter skære drengen i småstykker.

I afmagt og desperation appellerer Gail nu om hjælp i et åbent brev til Richard Nixon. Hendes håb er, at den amerikanske præsident kan overtale gamle Getty til at bløde op på sin stejle holdning og betale kidnapperne.

Farfar: gnieren

Getty tjente styrtende på saudiarabisk olie. Pengene brugte han bl.a. på at bygge Getty Villa, som huser 44.000 græske og romerske antikviteter.

© Getty/AOP

Gamle Getty trækker løsesum fra i skat

Om Nixon reagerer på appellen, er uvist, men blot to dage senere kan Gail og kidnapperne læse i avisen, at Getty­familien er vendt på en tallerken.

Nu indvilger både Pauls farfar og far i at efterkomme bortførernes krav om 2,8­ mio. dollars, og de to mænd har endda fastsat en fordelingsnøgle.

Oliemilliardæren vil selv punge ud med 1,8 mio. dollars – netop det beløb kan han ifølge indviklede regler trække fra i skat. Derudover vil han bevilge sin søn – Pauls far – et lån på yderligere 1 mio. dollars, som skal betales tilbage med en årlig rente på fire procent.

Kidnapperne forlanger at få pengene i italienske lire, så med over 100 kg pengesedler fordelt i tre store sække kører CIA-veteranen James Chase tidligt om morgenen den 7. december 1973 ud i vintermørket med kurs mod syd.

Aftalen med kidnapperne lyder, at han skal køre ad motorvejen med præcis 80 km/t. i retning mod Calabrien, den sydligste region på Appenninerhalvøen.

Et sted på denne strækning vil kidnapperne kaste grus på bilens forrude som et signal om, at Chase skal stoppe og placere sækkene i vejkanten. Når bortførerne har modtaget løsesummen, vil de efter et par dage sætte Paul på fri fod.

Men en forfærdelig snestorm raser, og Chase må snegle sig af sted. Efter 460 kilometers kørsel i elendigt føre opgiver han og vender om. Klokken 11 samme aften ringer en af kidnapperne til Gail.

Han er rasende over, at planen er gået i vasken, og skælder og smælder, men aftalen bliver, at James Chase skal gøre et nyt forsøg fem dage senere­ – den 12. december.

Denne gang forløber alt planmæssigt. Efter aftale skygger politibetjente i civil Chase, og da kidnapperne kaster grus på bilen, når betjentene at få et glimt af deres bil, en Morris Mini.

Idet Chase stiger ud, bliver han mødt af en krumbøjet mand, der sigter på ham med en pistol. Ud af krattet i vejkanten kravler yderligere tre bortførere, alle er iført skibriller, som skjuler det meste af ansigtet.

Uden at sige en lyd vifter de Chase væk og slæber af sted med de tre tunge pengesække.

Far: Narkomanen

Pauls far, Paul Getty II, var berygtet for sit narkomisbrug. Hans anden kone, Talitha Pol, døde af en overdosis i 1971.

© Camera Press/Scanpix

Paul bliver smidt af på en øde motorvej

Hele natten og i de næste to dage venter Gail anspændt på et opkald fra kidnapperne. Hun frygter, at de har brudt aftalen og er flygtet med pengene, men sent om aftenen den 14. december kan hun omsider ånde lettet op.

“Du må hellere skynde dig. Sæt dig ind i bilen nu, og kør! Vi sætter Paul af ved motorvejen syd for Napoli klokken 01.30 i nat, og der vil han vente på dig”, meddeler en efterhånden velkendt og nu også påfaldende venlig stemme­ i telefonrøret.

Mens Gail drøner mod syd i snevejr, vel vidende at hun tidligst kan nå frem ved firetiden om morgenen, gør kidnapperne Paul klar til friheden.

Hans tøj er sølet til af blod, men bortførerne har købt en ny garderobe til ham – en kridhvid skjorte, en tyk, hvid sweater, flonelsbukser, nye sko og blå sokker.

Så selv om den gyldne hippie stadig er bleg og udmattet efter sit massive blodtab, er han mere velklædt end nogensinde, da kidnapperne fører ham ud i bilen og kører af sted med ham.

“Hvis du sladrer om os, slår vi dig ihjel”, advarer de, da de senere på natten sætter ham af i vejkanten.

Så forsvinder de i mørket, og tilbage i den isnende kulde ved en øde motorvej står Paul, rådvild, men usigeligt lettet over omsider – efter fem måneders fangenskab – at have genvundet sin frihed.

Trafikken er sparsom, og Paul forsøger forgæves at stoppe de biler, der suser forbi.

Omsider bremser en lastbil op, men da drengen præsenterer sig med ordene “Jeg er Paul Getty”, stirrer den italienske chauffør blot undersøgende på ham:

“Ja, det er dig, er det ikke?” siger han og kører videre.

Tårerne presser sig på hos Paul. Under hele sit fangenskab er han blevet mødt med ligegyldighed af sine nærmeste, og tilsyneladende bekymrer hans ve og vel fortsat ikke en sjæl i hele verden.

Men bedst som han står helt fortabt i den kolde vinternat, stopper en politibil op ved hans side. Lastbilchaufføren har trods alt slået alarm, og rystende af kulde sætter Paul sig ind i den varme bil.

“Ved du godt, at ingen har troet på, at du var blevet kidnappet før nu?” spørger betjenten, da han sætter kurs mod nærmeste politistation i byen Lagonegro.

“Ja, og det gør mig meget ked af det”, svarer Paul og tilføjer: “Se, de har skåret mit højre øre af”.

Efter fem måneders fangenskab blev Paul omsider frigivet. Her fremviser han sit manglende øre til italiensk polti.

Getty/AOP

Paul nægter at få plastik-operation

På grund af heftig snestorm er Gail forsinket, og mens nat bliver til dag, leder hun med stigende desperation efter sin søn langs motorvejen.

Undervejs møder hun tilfældigt en politibil, og betjenten oplyser, at Paul er i sikkerhed i Lagonegro.

Da hun ankommer til politistationen ved 7-tiden om morgenen den 15. december, må hun kæmpe sig gennem en kødrand af journalister og fotografer, som sensationslystent har taget opstilling udenfor.

De maser og skubber og stikker mikrofoner og kameralinser op i hendes ansigt, mens en betjent forsøger at gelejde hende indenfor.

Præcis klokken 7.30 ser hun endelig sin søn, og i fire minutter står de tæt omfavnet.

“Omsider er det overstået”, hvisker Paul, mens moren grædende kærtegner hans højre kind nær det blodige sår.

“Jeg har hele tiden stolet på dig”, forsikrer hun igen og igen sin trætte og forkomne søn.

Senere på dagen vender Paul og hans mor under politieskorte tilbage til Rom til et sandt mediehysteri.

“Den gyldne hippie er vendt hjem”, triumferer nyhedsoplæserne på alverdens tv-skærme.

For en stund er Paul langt mere berømt end sin stenrige farfar, som fylder 81 år netop denne dag.

Fra sit enorme gods i Storbritannien udsender oliemilliardæren en pressemeddelelse, hvori han slår fast, at “dette er den fineste og mest vidunderlige fødselsdagsgave i hele mit liv”.

Følelserne stikker dog tilsyneladende ikke dybt. Da unge Paul kort efter ringer til sin farfar for at udtrykke sin taknemmelighed over, at den gamle mand i sidste ende alligevel­ valgte at betale løsesummen, nægter oliemilliardæren angiveligt at besvare barnebarnets opkald.

I de følgende dage bliver Paul indlagt til observation på en privatklinik, hvor lægerne giver ham beroligende medicin. De tilbyder ham også en plastikkirurgisk operation, så han kan få genskabt sit afskårne øre.

Men den unge mand takker nej. Han har ikke glemt, at de fem måneders fangenskab skyldes hans nærmestes mistro og nærighed.

Hans vansirede ansigt skal derfor for evigt minde familien om den pris, han har måttet betale for deres penge.

Læs også:

Kriminalitet

Sadistisk kidnapper holdt blaffer indespærret i kiste i 7 år

16 minutter
Vikinger

Kåde vikinger kidnappende fjendens kvinder

2 minutter
Kriminalitet

Skruppelløse betjente rensede ud i gangsternes L.A.

23 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul