Kidnapningen af milliardær-barnebarnet Paul Getty

En sommernat i 1973 bliver 16-årige Paul Getty bortført i Rom. Kidnapperne kræver en gigantisk løsesum, ellers vil de skære drengen i småstykker og sende dem med posten.

En sommernat i 1973 bliver 16-årige Paul Getty bortført i Rom. Kidnapperne kræver en gigantisk løsesum, ellers vil de skære drengen i småstykker og sende dem med posten.

Den nat, Paul Getty III forsvinder sporløst fra Jordens overflade, er han iført stramme jeans, en guldglimtende T-shirt og høje støvler med en brækket hæl.

Den 16-årige dreng med den fregnede næse og det lange, kobberrøde hår plejer at tilbringe sine aftener og nætter på barer og natklubber i Rom, og natten til 10. juli 1973 er ingen undtagelse.

Sammen med jetsettere som Mick Jagger fra Rolling Stones, filminstruktøren Roman Polanski og kunstneren Andy Warhol er Paul Getty turet fra vandhul til vandhul.

Klokken 3 om morgenen begynder diskotekerne at lukke og slukke. Paul er efterhånden pænt overrislet. Han forlader selskabet og slingrer gennem den svedige sommernat til Piazza Navona midt i Rom, hvor han støder ind i veninden Danielle.

“Vær sød at gi’ mig et lift hjem”, snøvler Paul, men får en kold skulder af veninden. Danielle er rasende og beskylder højlydt Paul for at have smittet hende med en kønssygdom.

“Du er ikke andet end et navn”, råber hun hadsk til den berusede dreng, inden de skilles.

Paul stavrer på usikre ben videre gennem byen, men stopper op, da det hele begynder at svimle for ham.

Han står nu foran en fontæne, hvor vandet fosser ud af munden på en marmorfigur, og i sin brandert er Paul villig til at sværge på, at statuen pludselig lyser op i et smil, plirrer med øjnene og stirrer muntert på ham.

Det næste, han sanser, er en bil, der med hvinende dæk bremser ved hans side. To mænd springer ud af bilen, griber fat i Paul og tvinger ham ned på gulvet bag forsæderne. Så sætter bilen i fart.