10 brutale pirater

En te-drikkende pirat med etikette. En statsautoriseret sørøver. Og historiens mest brutale priat. Mød dem alle i oversigten over 10 brutale pirater.

Årene 1690-1730 betegnes ofte som piraternes guldalder.

Da var de store europæiske krige blevet afløst af relativ ro og livlig handel på kolonierne, og de tungt lastede skibe, som bragte varer hjem til Europa, udgjorde et nemt bytte.

Men pirater har gjort verdenshavene usikre lige fra oldtiden til i dag, og flere af dem har bidraget til at strø romantik over et stykke barsk hverdag i historien.

1. Francis Drake - sponsoreret af dronningen

Da Francis Drake som den første englænder sejlede jorden rundt fra 1577 til 1580, angreb og plyndrede han enhver spansk besiddelse, han mødte på sin vej.

Dronning Elisabeth 1. finansierede rejsen, da hun havde en interesse i at forstyrre det konkurrerende Spanien på denne måde. Men når spanske ambassadører opsøgte hende i London, beklagede hun Francis Drakes opførsel.

I England var Sir Drake folkehelt, mens spanierne betegnede ham som ”un corsario” – en korsar, eller sørøver.

Francis Drake (1540–1596) - sørøver eller folkehelt?

2. John Hawkins – succesrig slavehandler

Den engelske dronning Elisabeth 1. opretholdt en hel flåde af individuelle skibe, der med hendes godkendelse bedrev pirateri.

Disse kaptajner hed ”The Sea Dogs”. Francis Drake var en af dem, og kommandanten var John Hawkins (1532-95), der som den første englænder supplerede indtægterne ved slavehandel.

John Hawkins er kendt som manden, der etablerede den profitable trekantshandel i forbindelse med slavetrafikken.

3. Piet Hein - Statsautoriseret pirat

Fire år som spansk gallejslave lagde grunden til dyb hævntørst i den unge hollandske søofficer Piet Hein.

Da han blev købt fri i 1602, gik han gladelig ind på at blive kaperkaptajn. Han havde statens godkendelse til at overfalde spanske handelsskibe, hvilket var en del af 80årskrigen (1568-1648) mellem Nederlandene og Spanien.

Han opretholdt streng disciplin ombord på sine skibe, og han behandlede sine fanger med respekt.

Men når han skulle udføre større opgaver, gik han i samarbejde med ”rigtige” pirater – som f.eks. den jødiske Moses Cohen Henriques, der var langt mere brutal.

4. John Ward - konverterede til islam

I 1603 blev John Ward tvangsudskrevet til den engelske flåde, og to uger senere deserterede han ved at stjæle en lille bark sammen med 30 andre.

I Middelhavet lykkedes det dem at erobre et rigtigt krigsskib med 32 kanoner, som de brugte til at overfalde handelsskibe i området.

Den tunesiske hersker, Othman Dey, lod dem bruge sit land som base, mod at de afleverede en femtedel af byttet. Da John Ward lå syg med pest i 1622 viste han sin taknemmelighed ved at konvertere til islam og døde kort efter som Yusuf Rais.

5. Emanuel Wynne - opfinder af pirat-flaget

Den franske pirat Emanuel Wynne nævnes i den tidligst kendte kilde, der beskriver piratflaget. Et engelsk orlogsfartøj løb i 1700 på ham ved Kap Verde ud for Afrikas kyst.

Piratkaptajnerne var interesserede i at komme lettest muligt til byttet og brugte derfor drabelige flag til at skræmme handelsskibenes besætninger, så de overgav sig uden kamp.

Wynne brugte kraniet og de korslagte knogler, som senere blev det almindeligste piratflag. Han havde også et timeglas på sit flag for at fortælle sine ofre, at deres tid var ved at løbe ud, hvis de ikke makkede ret.

Emanuel Wynne brugte, muligvis som den første, kraniet og de korslagte knogler, som senere blev det almindeligste piratflag.

6. Edward Teach - Sortskæg undgik vold

Han var bedre end sit rygte. Den notoriske engelske pirat Edward Teach opererede i Caribien og langs den amerikanske østkyst en kort tid fra 1717 til 1718.

Han fik borgerne i Charleston til at betale en stor løsesum, mod at han hævede belejringen af byen og plyndrede talrige handelsskibe. Men han søgte altid at undgå vold og fik i stedet hvad han ville ved et frygtindgydende udseende.

Et stort sort skæg gav ham sit berømte tilnavn, og for at skræmme sine omgivelser bandt han lunter i kanten af sin hat, så den lignede en bombe. Den 22. november 1718 blev han dræbt i kamp mod en deling soldater, og hele verden åndede lettet op.

Edward Teach (cirka 1680 – 1718), bedre kendt som Sortskæg, blev taget til fange ombord på skibet Adventure i Ocracoke Bay.

7. Bartholomew Roberts - te-drikker med etikette

Bartholomew Roberts (1682-1722) glemte aldrig sin tid som matros i den engelske handelsflåde. Månedslønnen på 3 pund rakte ikke til den luksus, han drømte om, så han havde slået sig på sørøveri i Caribien. Og han var en af tidens bedste.

I de fem år han var aktiv, kaprede han 470 handelsskibe, og hver gang det trak op til kamp, tog han sit fineste tøj på.

Efter hver erobring slap han festen løs ombord på skibet Royal Fortune - men inden for faste rammer. Mændene måtte ikke bære våben, mens rommen flød, de måtte ikke spille om penge, og kvinder ombord blev straffet med døden.

Klokken otte om aftenen skulle alt lys være slukket, og de som ville drikke videre, skulle gøre det på skibets mørke dæk. Selv drak han ikke, men foretrak en kop te af bedste kvalitet.

8. Anne Bonny – Advokatens uægte datter

Anne Bonny var datter af en velstående advokat i de amerikanske sydstater. Han havde fået hende med en stuepige, og for at det ikke skulle skade forretningen, lod han Anne vokse op forklædt som dreng. Omkring 1714 stak hun af fra hjemmet, og turede Karibien sammen med en fattig sømand.

De sluttede sig til John Rackham, en af tidens piratkaptajner, indtil de alle blev taget til fange af en troppedeling fra Jamaica i 1720.

De blev alle dømt til hængning, men da det viste sig, at Anne Bonny var gravid, kunne hun ifølge engelsk lov ikke henrettes. De historiske kilder nævner intet om hendes videre skæbne.

Anne Bonny blev født i Irland, levede som pirat i Caribien og endte - ifølge flere historikere - sine dage i South Carolina.

© Wikipedia

9. Edward Low – vild, grotesk og brutal

Som barn var Edward Low lommetyv på Londons gader, og han endte som en de mest brutale pirater, da han fra 1721 til 1724 overfaldt mindst 100 handelsskibe i Caribien og langs Nordamerikas kyster.

Han torterede gerne sine fanger, bl.a. ved at binde deres hænder med tjærevædet tov, som han satte ild til, eller ved at hejse dem op i masten for at lade dem falde mod dækket.

De skibe, han ikke brændte, efterlod han på havet uden rigning og forsyninger. Forfatteren Arthur Conan Doyle har beskrevet Low som ”en desperat mand af grotesk brutalitet.”

Lows vildskab fik stormagterne til at sende flere krigsskibe til området, hvilket betragtes som afslutningen på de caribiske piraters guldalder.

10. Kaptajn Klo - en gentleman med jernklo

Forfatteren J. M. Barrie (1860-1937) nægtede at afsløre forbilledet for Kaptajn Klo, skurken i hans roman om Peter Pan. Det ville udløse en skandale, sagde han.

Litteraturforskere gætter på, at det kan være en blanding af en studiekammerat fra Eton og Christopher Newport.

Denne var engelsk kaperkaptajn i 1600-tallet, en veluddannet gentleman, og en hård hund når han angreb spanske skibe. Under nærkamp i Caribien havde kaptajn Newport mistet højre hånd og erstattet den med en jernkrog, hvilket gjorde ham kendt og berygtet.