10 gigantiske svindelnumre snød hele verden
Verdens dygtigste historieforfalskere stræbte efter penge, ære og berømmelse. Eller drømte om at ændre verdens syn på historien. Med flid og opfindsomhed fremstillede de falske dagbøger og kunstværker, kranier og mindeplader, fotodokumentationer og “beviser” for begivenheder, der aldrig har fundet sted.
Opdigtede statuer, fotografier og beviser har forfalsket historien gennem flere hundrede år.
1. Konstantins gavebrev: Kirken stjal Rom
I 700-tallet sikrede paven sig ejerskab til Rom og omegn med et gavebrev. Da fupnummeret blev afsløret efter 800 år, var det for sent.
År 756 overdrog frankerkongen Pepin byen Rom til den katolske kirke. For at sikre sig mod fremtidige krav havde paven dog hårdt brug for at dokumentere, at kirken havde lovligt krav på byen.
Miraklet skete – netop samme år fandt man i pavestolens arkiver et 400 år gammelt gavebrev fra den romerske kejser Konstantin den Store.
Af gavebrevet fremgik, at kejseren i år 330 e.Kr. havde overdraget herredømmet over Rom og Romerrigets vestlige egne til pavemagten som tak for, at pave Sylvester havde helbredt ham for spedalskhed.
Med sin gestus ville frankerkongen altså blot returnere kirkens retmæssige ejendom.
Trods protester stod Konstantins gavebrev ved magt, og kirken udbyggede med flid sin Vatikanstat. Midt i Rom groede kontorbygninger, klostre og kirker op, og paven konsoliderede sin magt og rigdom.
Gavebrevet var dog stadig en kilde til skepsis. I renæssancen, hvor mange af kirkens etablerede dogmer blev sat til debat, gav den italienske humanist Lorenzo Valla sig til at studere gavebrevet nøjere, og han gjorde opmærksom på, at det rummede en del anakronismer.
Hvordan kunne Konstantin fx nævne kirker i Rom, som i år 330 endnu ikke var bygget?
Vatikanet nåede dog at opføre Peterskirken i Rom, før det i 1600-tallet blev bevist, at brevet var falsk. Kirken fastholdt i mange år dokumentets ægthed, men måtte til sidst erkende, at der ikke var dækning for kejserens gavmildhed.
Gavebrevet er formentlig fremstillet o. 756 af kreative klerke i pavens sold. I øvrigt led Konstantin ifølge historikerne aldrig af spedalskhed.
Konstantins fint indbundne gavebrev og maleriet af den knælende kejser foran paven var “beviser” for, at kirken ejede Rom.
2. Vermeer-forfalskningerne: Göring købte et falsk mesterværk
Vermeer-forfalsker beviste i retten, at han selv malede billeder, han solgte for formuer til bl.a nazister.
Er det landsforræderi at narre fjenden? Sådan forsvarede hollænderen Hans van Meegeren sig, da han efter 2. verdenskrig blev anholdt og sigtet for at have solgt fornem hollandsk malerkunst til den tyske luftmarskal Hermann Göring, mens Holland var besat af nazisterne.
Maleriet hed “Kristus og ægteskabsbrydersken” og var et angiveligt glemt værk af Vermeer, den berømte maler fra 1600-tallet. Ved et lykketræf havde van Meegeren fået fingre i billedet, påstod han over for Göring.
I virkeligheden havde han selv malet det – og mange andre værker af gamle mestre, han havde solgt for formuer.
Da sagen i 1947 kom for retten, måtte den ferme forfalsker bevise sin uskyld ved på stedet at fremstille endnu en Vermeer-forfalskning, ”Jesus blandt de skriftkloge”. “Landsforræderen” slap med en dom for falskneri.
I retten frikendte kunstforfalskeren van Meegeren sig selv for landsforræderi ved på stedet at male en “ægte Vermeer”.
3. Drakes messingplade: Practical joke blev til livslang løgn
For 75 år siden besluttede fem venner at narre en anset historieprofessor. Det gik så godt, at de måtte holde mund for ikke at gøre ham offentligt til grin. Først i 2003 gik én til bekendelse.
I 1933 besluttede fem venner i Californien at spille en fælles bekendt et puds. Deres bekendt, den ansete historieprofessor Herbert Bolton, var stærkt optaget af at finde en historisk messingplade og opfordrede endda sine studerende til at lede efter den.
Pladen var efterladt af den engelske søfarer Francis Drake, da han i 1579 nåede til Californien og i dronning Elizabeths navn gjorde krav på det nye land.
De fem venner fik lavet en messingplade, der matchede Drakes beskrivelse, og efterlod den i det fri. Først fire år senere blev den fundet – tilpas vejrbidt – og Bolton blev ellevild.
En teknisk undersøgelse blåstemplede pladen, den kom med i lærebøger og blev masseproduceret som souvenir. I 1977 viste en grundig undersøgelse dog, at metallet umuligt kunne stamme fra 1500-tallets England.
Men ikke før i 2003 sivede forklaringen ud fra kredsen af de sammensvorne: Spøgen var hurtigt vokset dem over hovedet, og de valgte at tie. Da var Bolton for længst død i den tro, at Drakes messingplade virkelig var fundet.
Nederst til højre mangler den sixpence med dronning Elizabeths portræt, som Drake brugte som underskrift.
4. Hitlers dagbøger: Kunstner skrev førerens hemmelige tanker
I 1983 trykte magasinet Der Stern Hitlers dagbøger. Men de var falske, og sensationen blev en skandale.
Tænk, hvis man vidste, hvad der havde foregået i hovedet på Adolf Hitler! Den chance fik det respekterede tyske magasin Der Stern i 1983.
En ufattelig historisk skat var dukket op: Hitlers dagbøger, som ifølge deres ejermand, kunstneren Konrad Kujau, var fundet i et nedskudt Luftwaffe-fly. Magasinet købte dagbøgerne for ikke mindre end 9,9 millioner D-mark, og scoopet gik i trykken.
Men snart påpegede kritiske eksperter, at papiret i dagbøgerne var lavet efter krigen, og at mange passager var skrevet af fra en bog med Hitlers taler. Desuden rummede dagbøgerne udtryk, der endnu ikke var i brug, mens Hitler levede.
I virkeligheden havde Kujau selv forfattet bøgerne. For dét fik han fire års fængsel, plus følgeskab af sin kontakt på Stern, Gerd Heidemann, der havde satset på sit livs historie, men fik en dom for delagtighed i svindel.
“Sagen Hess” og “Hitlers dagbøger fundet” proklamerede Der Stern i 1983 på magasinets forside.
5. Piltdown-manden: Kranium beviste Darwins teorier
Gerningsmanden bag et af alle tiders største videnskabelige svindelnumer er aldrig fundet.
Men da sandheden kom frem, måtte 40 års historiebøger skrives om. I 1912 fandt en advokat og amatørarkæolog, Charles Dawson, et interessant kranium i Piltdown, en lille by i England.
Panden var høj som hos et menneske, mens kæbebenet så ud til at have mest til fælles med en menneskeabes.
Fundet blev anslået til at være en halv million år gammelt. Historien røg direkte på aviserne forsider: Piltdown-mennesket måtte være intet mindre end “the missing link”, det arkæologiske bevis på slægtskabet mellem menneske og abe.
Charles Dawson blev anerkendt af etablerede forskere, og da han døde få år efter, var det som en respekteret videnskabsmand.
Men i begyndelsen af 1950’erne gik forskere kraniet efter i sømmene, og igen kom Piltdown-mennesket på forsiden. Hovedskallen havde tilhørt et ganske vist gammelt, men i arkæologisk forstand moderne menneske. Kæben stammede fra en nutidig orangutang. Patinaen var lagt på med almindelig maling.
Dawson blev udpeget som falskneriets mest oplagte bagmand. Ikke kun havde han et motiv, fordi fundet omsider havde bragt ham anerkendelse. Det havde også vist sig, at mange af hans andre “fund” var forfalskninger, nogle af dem endda indkøbt i souvenirbutikker.
På den anden side har det givet næring til mange gætterier, at Piltdown-falskneriet forudsatte en viden om anatomi og udviklingslære, som Dawson næppe selv besad. Om han også blev narret, eller måske havde en lægekyndig medsammensvoren, er aldrig blevet opklaret.
Piltdown-mennesket på jagt, som en avistegner forestillede sig ham i 1912, da han blev fundet.
6. Alferne i Cottingley: Selv Sherlock Holmes' forfatter lod sig narre
To kusiner på ti og 16 år ramte samtidens begejstring for åndelige fænomener, da de i 1917 tog en række fotos af alfer i naturen. I 50 år lå svindelnummeret uopklaret hen.
Der skete noget magisk i den engelske by Cottingley i sommeren 1917. Kusinerne Frances Griffith og Elsie Wright på ti og 16 år kom løbende ind fra haven og fortalte, at de havde set alfer og endda leget med dem.
Forældrene slog det hen som overtroisk pjat, men inden længe kunne pigerne fremvise fem fotos af deres nye vingede venner.
Snart var alferne i Cottingley på alles læber, og i to avisartikler talte selveste Sherlock Holmes-forfatteren sir Arthur Conan Doyle varmt for fotografiernes ægthed.
Med begejstring anerkendte han, hvad han så som et afgørende bevis for, at verden rummede noget dybere og mere magisk end den materielle og rationelle virkelighed.
Åbenbart vakte det ingens mistanke, at den 16-årige Elsie var en dygtig kunstner, som tilmed havde arbejde på et fotolaboratorium med at sammenklippe fotos af dræbte soldater og deres kære.
Eksperter lagde de sensationelle fotografier under lup, men kunne ikke bevise, at de var snyd. Alferne vedblev at dele offentligheden i tilhængere og modstandere, og for at undslippe mediernes søgelys udvandrede Elsie som ung til Amerika.
Der gik over 50 år, før en forsker påpegede, at alferne på en prik lignede tegningerne i en børnebog fra 1915. Omsider indrømmede kusinerne, at alferne var klippet ud fra bogen og sat fast med hattenåle.
I 1917 undrede ingen sig over, at det lille vandfald er i bevægelse og derfor sløret, mens de “dansende alfer” står helt skarpt.
7. Tasaday-folket: Et lyslevende stenalderfolk blev fundet i 1971
Midt under Vietnamkrigen stødte rejsende på et primitivt, isoleret folk, der levede af naturen og i deres sprog ikke ejede et ord for “krig”. Det lød for godt til at være sandt – og det var det også.
I 1971 gik nyheden om en sensationel opdagelse verden rundt.
På Filippinerne havde myndighederne opdaget et primitivt folk, der levede afsondret fra resten af verden.
Straks begav antropologer og journalister sig af sted for at studere og dokumentere de vildes livsstil, og rygterne talte sandt: Tasaday-stammen dyrkede ikke jorden, holdt ikke husdyr, men boede i grotter og levede af små dyr og bær.
De gik ikke med tøj, havde ingen våben, og i deres sprog fandtes der intet ord for krig.
Alle besøg blev dog skarpt overvåget af den filippinske regering – og i 1972 lukkede regeringen fuldkommen af for kontakt til resten af verden. Først da styret blev væltet i 1986, genså vestlige journalister tasaday-folket – men nu boede de i landsbyer og gik klædt i vestligt tøj.
Tilsyneladende var de slet ikke et stenalderfolk, men var blevet bestukket af regeringen til at smide tøjet og flytte i grotter for at trække turister til.
Tasaday-folket var en gruppe på 26 personer, der boede nøgne i huler.
8. Ossians heltekvad: Skolelærer skrev selv oldtidskvad
En generation af Europas kunstnere hentede inspiration i gælisk “heltedigt”.
Et enestående fund satte den litterære verden på den anden ende i 1760’erne. Den skotske skolelærer James Macpherson var kommet i besiddelse af nogle gæliske kvad af skjalden Ossian, nedfældet i 200-tallet.MacPherson oversatte dem til engelsk, og den “skotske Homers” heroiske digte blev en international bestseller.
Goethe inddrog dem i et af sine værker, Schubert satte musik til dem, og Europas borgerskab opkaldte deres børn efter Ossians figurer.
Kun var Macpherson påfaldende tavs, når man spurgte til originalmanuskripterne, og det vakte en vis mistanke.
Først ved hans død fik man mulighed for at undersøge hans kilder. Tilsyneladende havde han haft et gælisk forlæg – men det bestod af dels sporadisk indsamlede skriftfragmenter, som Macpherson havde lagt til og trukket fra, og dels mundtlige overleveringer, som folk i højlandet havde reciteret for ham. Ossian var ganske enkelt ham selv.
MacPhersons Ossian-kvad blev en bestseller og inspirerede til navne som Orla og Fiona.
9. Zions Vises Protokoller: Ruslands hemmelige politi bagvaskede jøder
Én af verdens mest succesrige forfalskninger har været “Zions Vises Protokoller”, der beskriver jødiske planer om en verdensomspændende magtovertagelse. Pure opspind, der inspirerede til vold og massedrab.
En jødisk verdenskonspiration blev afsløret i begyndelse af 1900-tallet. Et skrift var dukket op i Rusland, der nu beviste, at jøder arbejdede målrettet på at overtage verdensherredømmet.
“Zions Vises Protokoller”, som det hed, beskrev en række møder i 1897, hvor jøder planlagde at underminere den kristne civilisation.
Deres hensigt var at smadre verdensøkonomien og undergrave den politiske orden med socialisme og anarkisme. Alkoholisme og pornografi skulle imens fordærve moralen.
Protokollerne blev udgivet i 1903 og indledte en bølge af antijødiske angreb og hærværksaktioner i Rusland.
I 1921 blev de dog afsløret som et falskneri fra 1865, sandsynligvis udarbejdet af agenter fra det russiske sikkerhedspoliti. Men da havde protokollerne allerede gået deres sejrsgang i Europa og USA.
Den amerikanske industrimand Henry Ford langede i den avis, han selv ejede, ud efter “den jødiske konspiration”, og i nazitidens Tyskland fandt de systematiske jødeforfølgelser bl.a. deres berettigelse i “Zions Vises Protokoller”. Selv i nutiden giver propagandaskriftet næring til antisemitisme.
De fabrikerede planer blev i 1940 udstyret med en forside, som tyder på en brutal ny antijødisk æra.
10. Michelangelos Sovende Amor: Berømt kunstner fik debut som svindler
En drengestreg gjorde Michelangelo berømt i renæssancens Rom. Han udgav en statue, han havde lavet, for at være fra antikken og tjente gode penge. Især, da han blev afsløret.
I renæssancen var forfalskninger big business. Genopdagelsen af klassisk kunst og litteratur gjorde værker fra det gamle Rom og Grækenland til højst eftertragtede varer.
Og for mange kunstnere blev det en indbringende forretning at fremstille skrifter og skulpturer i gammel stil og lade samlere købe dem som autentiske antikke værker.
I 1496 var Michelangelo en kunstnerspire på bare 21 år, og han besluttede at prøve, om ikke han kunne gøre falsknerne kunsten efter. Med hammer og mejsel gik han i gang og fremstillede en skulptur, der forestillede en sovende Amor.
For at få den til at se ud, som om den havde flere hundrede år på bagen, begravede han den i syreholdig jord og solgte den efter en tid til en kardinal som et klassisk mesterværk.
Svindelnummeret blev afsløret, men åbnede samtidig magthavernes øjne for det unge supertalent.
Året efter satte kirken Michelangelo i gang med et fornemt bestillingsarbejde til Peterskirken, den berømte “Pietá”-skulptur af Maria med den døde Jesus. “Den Sovende Amor” er derimod gået tabt.
Fupnummeret udløste Michelangelos første bestillingsopgave, “Pietá”.