Bevæbnet med sværd, spyd og økser stormede samurainerne Kiras landsted.

© Bridgeman

47 samuraier tog hævn over blodtørstig shogun

Et skænderi i shogunens slot tvinger en ung adelsmand til selvmord, og hans samuraier må genoprette familiens ære. I to år planlægger de mordet på shogunens ceremonimester, og da han er dræbt, findes kun én ærefuld udvej. De 47 samuraier må tage deres eget liv.

25. maj 2018 af Tobias Stenbæk Bro
Klokken tre om natten bryder taktfaste skridt den vinterdøsige stilhed i Japans magtcentrum Edo. Mens de fleste af byens indbyggere sover, krydser en større flok af marcherende samuraier Ryogoku-broen i sydlig retning. 


Målet er Sengakuji-templet i i udkanten af Edo, hvor deres afdøde herre, Asano Naganori, nu har ligget begravet i to år. Med sig bringer de et makabert trofæ til ham.

Mændene er herreløse samuraier – eller roniner, som samuraier uden herre kaldes. De er trætte, og deres tøj og rustninger er plettet af blod. 


Da de tidligere på aftenen tiltvang sig adgang til Kira Yoshihisas landsted, satte de et forløb i gang, som nødvendigvis må få en tragisk afslutning. Kira var ceremonimester for Japans shogun – landets egentlige leder. 

På hans landsted udkæmpede de herreløse samuraier en spektakulær sværdkamp med Kiras vagter, og på et af de spyd, som de nu bærer med sig på deres march, hænger resultatet af deres dåd. Kira Yoshihisas afhuggede hoved.

Nytårsceremoni med blodig udgang

To år tidligere, den 17. april 1701, skulle kejserens udsendinge besøge shogunens hof i Edo for at overbringe Japans øverste militære leder kejserlige lykønskninger i anledning af nytåret.
Den hovedansvarlige for de udførlige ceremonier, der hørte en sådan begivenhed til, var shogunens ceremonimester Kira Yoshihisa. 


Til at assistere sig under det fine besøg havde Kira udnævnt to unge herremænd, Date Muneharu og Asano Naganori.

Under forberedelserne til den traditionelle gavegivningsceremoni mellem shogunen og de kejserlige udsendinge gik noget fuldstændig galt imellem ceremonimesteren og den unge Asano. De historiske kilder røber ikke årsagen til uoverensstemmelsen mellem Kira og Asano, men konsekvensen var, at Asano opsøgte ceremonimesteren i en af Edo-slottets korridorer ved middagstid.


“Har du glemt min nylige klage?” råbte Asano ophidset. Så greb den unge herremand sit sværd. Uden varsel angreb han Kira. Sværdhugget ramte kun den ældre ceremonimester overfladisk, og vagter fik øjeblikkeligt pacificeret den unge angriber, som blev eskorteret væk fra gerningsstedet.

Efter et forhør blev Asano omkring klokken 13.00 sat i husarrest på et landsted i nærheden. Her fik overfaldsmanden mulighed for at skrive en meddelelse til sine tjenestefolk. I brevet beklager Asano, at han ikke havde haft mulighed for at fortælle om sine intentioner på forhånd, men han forklarer ikke, hvad striden mellem ham og Kira gik ud på.

Historikere mener i dag, at Kira kan have provokeret Asano, fordi den unge mand ikke havde overrakt ceremonimesteren en passende gave som tak for hans udnævnelse og for at modtage instruktioner i de ceremonielle pligter. 

En anden mulighed er, at Kira kan have latterliggjort Asano, fordi han ikke udførte sine pligter dygtigt nok.

Hvad end stridens kerne var, tøvede shogun Tokugawa Tsunayoshi ikke med at fælde dom over Asano. Overfaldsmanden havde angrebet en af shogunens betroede mænd. Og dét inden for Edo-slottets mure, hvor enhver blodsudgydelse var utilgivelig. Asano Naganori blev dømt til døden ved seppuku – rituelt selvmord – og klokken 18.00 samme dag eksekverede Asano shogunens dom.

Asano var en ung herremand, da han ragede uklar med shogunens ceremoni­mester og
blev tvunget til rituelt selvmord. 

47 samuraier blev til roniner

Det var imidlertid ikke kun Asano, der blev straffet for angrebet. Hans bror blev sat i husarrest, og da shogunen også konfiskerede Asanos landområder, stod hans 270 tjenestefolk med ét uden beskæftigelse.

Efter at have begravet Asano rejste de herreløse samuraier, der havde gjort tjeneste i Edo, mod slægtsgården i provinsen Ako øst for Edo. Her mødtes roninerne for at diskutere, hvordan de kunne genoprette Asano Naganoris ære. Problemet var, at da shogunen havde dødsdømt Asano, men samtidigt havde ladet Kira Yoshihiso slippe fuldstændig uden straf, var Asano-familiens ære blevet alvorligt plettet.

I vore dage lyder det urimeligt at offeret, Kira, efter roninernes opfattelse burde straffes for at have været målet for Asanos utilgivelige sværdoverfald. Men traditionen i shogunatet var temmelig forskellig fra den moderne vestlige retsopfattelse. Flere gange tidligere havde blodet flydt under tilsvarende omstændigheder, og det var helt normal praksis, at gerningsmand såvel som offer blev straffet for at forstyrre freden.

I en sag fra 1627 havde den menige infanterist Naramura Mogokuro i et anfald af raseri angrebet to af sine soldaterkammerater inden for slottets mure. Mens Naramura Mogokuros straf var seppuku, blev den af de to modstandere, der overlevede hans angreb, straffet for sin medskyld med landsforvisning.

Også Asanos egen familie havde været involveret i en lignende sag. I 1681 blev Asanos onkel Naido Tadakatsu idømt dødsstraf, da han under begravelsesceremonierne for Japans daværende shogun havde angrebet og dræbt en herremand i Edo. 

Herremanden havde ifølge Naido Tadakatsu fornærmet ham, og derfor blev offeret også straffet. Eftersom han også bar en del af skylden for forstyrrelsen af freden, blev hans ejendomme konfiskeret.

I Asanos tilfælde viste den totale frifindelse af ceremonimesteren Kira Yoshihisa imidlertid, at shogunen mente, skylden for optrinnet alene lå hos Asano. Den plet på Asanos ære skulle vaskes bort. Så langt var hans mænd enige. De skulle blot beslutte hvordan.

Flere muligheder blev forelagt. Nogle i gruppen mente, at de burde besætte slægtsgården i Ako og kræve Asanos ære genoprettet af shogunen. Andre i gruppen mente, det var urealistisk at håbe på forståelse, og foreslog i stedet, at de alle skulle begå selvmord i protest. Til sidst blev de enige om en tredje plan.

Hvis familiens ære skulle genoprettes, måtte Kira dø. Som den 76-årige Horibe Yahei, den ældste af de herreløse samuraier, sagde til sine kammerater: “Hvordan skal vi dog kunne vise vores ansigt offentligt, så længe Kira lever?”

Trods beslutningen om hævn måtte mændene besinde sig. Der var nemlig ingen hjemmel i lovgivningen til at angribe deres fjende. Ifølge shogunens lov kunne slægtninge søge om tilladelse til at hævne døde familiemedlemmer. Men denne regel gjaldt ikke for tjenere, der ville hævne deres herre. De 47 roniner måtte operere uden for lovens rammer og lægge deres planer i smug.

Kampen mellem en hær af sværtbevæbnede samuraier og de søvndrukne tjenere på landstedet havde et forudsigeligt udfald.

Ronin-lederen gik fra konen

Fuld diskretion skulle ikke alene forhindre indgreb fra ordensmagten. Af frygt for repressalier havde ceremonimesteren sendt spioner ud for at undersøge, om nogle skulle konspirere mod ham. Så i de følgende måneder opførte de hævngerrige roniner sig, som om ethvert håb om gengældelse var opgivet.

Lederen af de 47 roniner, den tidligere forpagter af slægtsgården i Ako, Oishi Kuranosuke, levede sig fuldstændig ind i rollen som afmægtig. Han lod sig skille fra sin kone og opførte sig, som om han var blevet alkoholiker. Han drak sig sanseløst beruset og væltede endda omkuld på gaden i fuldskab til morskab for de forbipasserende, der grinede af ham og sparkede ham.

Som månederne gik, blev Kira og alle andre mindre vagtsomme. De herreløse samuraier havde endda held til at skaffe sig plantegninger af Kiras landsted, da en af dem giftede sig med datteren af ejendommens bygmester.

Kiras landsted lignede de fleste andre velhavende familiers hjem i Edo og virkede som et uindtageligt fort. Den grusbelagte grund, hvorpå bygningerne lå, dækkede omtrent et areal som to fodboldbaner.

Rundt om ejendommen løb en høj mur, og langs indersiden af muren lå vagternes kvarterer. I midten af komplekset var en sammenhængende klynge af boliger, embedskontorer, udhuse og små afskærmede haver.

Kiras landsted var yderligere omgivet af naboernes tætliggende ejendomme på tre sider, og langs den fjerde side løb en flod. Ud over det imponerende befæstede hjem var Kira beskyttet af omkring 180 samuraier, vagter og tjenestefolk. Hvis de kun 47 roniner skulle tiltvinge sig adgang til hans hjem og overvinde en talstærk fjende, krævede det både snilde og hurtighed, så de herreløse samuraier forberedte sig grundigt.

I månederne op til angrebet anskaffede de sig solide hjelme og konstruerede lette rustninger ved at påsy mønter og jernringe på tøjstykker, og den 30. januar 1703 var de klar til angreb. 

Angrebsstyrken var svært bevæbnet

Hver ronin var udstyret med de to traditionelle sværd – det lange katana og det korte wakazashi – der kendetegnede deres rang som samuraier, og derudover rådede de over et arsenal af spyd, buer og økser. Flere af dem medbragte stiger, små diskrete lamper og tunge hamre. Og alle som en havde de en skinger fløjte i deres oppakning.


De 47 roniners plan var enkel. I ly af mørket ville de snige sig ind på ejendommen og kæmpe sig vej frem til Kiras private gemakker, hvor de forhåbentligt kunne pågribe ceremonimesteren. Når de havde fundet ham, skulle de hidkalde resten af gruppen og ved hjælp af de små lamper identificere ham med sikkerhed, før de til sidst kunne hævne deres herre og myrde Kira.

Alle Asano Naganoris samuraier var forberedte på, hvad deres skæbne ville blive efter hævnen over Kira. Som roninen Yogokawa Kanpei forklarede i et afskedsbrev skrevet fem dage før angrebet, så var “tårer krigerens lod”.

De præcise begivenheder den januarnat i 1703 kender ingen. Men et væld af historiske dokumenter gør, at eksperter i dag kan sammenstykke et realistisk bud på begivenhederne.
Edo var dækket af et tykt lag sne. 

Et koldt, hvidt tæppe, der dæmpede enhver lyst til at være udendørs. De 47 roniner begyndte ved midnatstid deres lynangreb i fuldkommen stilhed.

Ved hjælp af deres medbragte stiger kravlede fire roniner lydløst over murene ved den østlige port, og et andet hold gjorde det samme ved den vestlige port. Håbet var at skaffe nøgler, der kunne lukke krigerne ind gennem portene uden støj. Desværre var portvagten ikke i besiddelse af en nøgle, og de ventende roniner måtte derfor smadre de store porte med tunge hamre.

Ronin-lederen Oishi Kuranosuke sendte straks budbringere til de omkringliggende landsteder. Alle skulle vide, at angrebet ikke var et indbrud, men derimod en ædel hævngerning.

Oishi sendte også den af de 47 roniner med den laveste rang hjem mod slægtsgården i Ako for at fortælle om angrebet. Den 47. ronin slap dermed for at blive en del af det forestående blodbad.

Mens nogle af Oishis mænd smadrede portene, løb to andre hold hen til vagternes kvarterer langs indersiden af muren. Her lå de fleste af Kiras mænd og sov trygt. Ved at sætte jernkiler ind mellem dørkarme og døre sørgede roninerne for, at de mange vagter ikke kunne deltage i nattens voldsomme begivenheder. Så skred 46 roniner til næste fase af det nøje planlagte angreb. Oishi slog taktfast på sin tromme. Signalet til, at hans mænd skulle bryde ind i selve de private gemakker.

Indenfor vågnede Kira og hans familie. I larmen fra splintrende døre og råbende tjenere handlede den aldrende ceremonimester lynsnart. Sammen med et mindre følge skar han sig vej gennem papirvæggen og forsvandt ud i mørket for at finde et skjulested på ejendommen.

Imens var alt kaos i landstedets gange og værelser. Kampen mellem rustningsklædte roniner med sværd, buer, økser og mord i sinde og Kiras lille skare af søvndrukne, uforberedte tjenere i nattøj havde et forudsigeligt udfald. Mens hæren af hævnere trængte sig frem gennem bygningskomplekset, havde de stort set frit spil. Først ude på gårdspladsen mødte de for alvor modstand.

Ude i sneen stødte to roniner på en af Kiras samuraier. Kiras kriger vidste, hans pligt var at forsvare sin herre til døden, og han kæmpede det bedste, han kunne. Men pludselig mistede han fodfæstet og faldt hovedkulds ned i en lille dam. Da han rejste sig igen, blev han såret af en forbipasserende ronins sværd, og i skam over nederlaget kunne han kun gøre ét. Han greb resolut et spyd og begik selvmord. 

Roninerne kunne ikke finde Kira

Inden døre var kampen ved at nå den afgørende fase. Oishis roniner havde efterhånden kæmpet sig ind til midten af beboelseskvarteret, hvor de i kaosset af skrigende kvinder og desperat kæmpende krigere mødte deres allierede, som var trængt ind fra den modsatte side af komplekset. Men der var stadig intet spor af Kira.


En gruppe roniner nåede frem til ceremonimesterens soveværelse, hvor de efter at have nedkæmpet tre af hans mænd fandt hans tomme leje.

Kampen var ved at dø ud, og 17 af Kiras mænd lå døde eller døende rundt omkring i ceremonimesterens hjem. Oishis mænd begyndte at mærke frygten brede sig. Måske var Kira slet ikke hjemme! Hvis roninerne ikke kunne finde ham, var det alt sammen forgæves. De 46 roniner vidste, at hvis de ikke fik fat i Kira denne nat, var de tvunget til at begå selvmord i skam – uden at have udrettet det, de kom for.

Seppuku var en ærefuld død. Selvmorderen stikker sit sværd i maven og trækker det fra venstre mod højre uden at skrige af smerte.

© Bridgeman

Kira møder sin skæbne

Så fik en af roninerne en indskydelse. Han mærkede på lejet. Det var varmt. Kira måtte have ligget der ganske kort tid før. Han var altså hjemme.


Under gennemsøgningen af ejendommen nåede nogle af Oishis mænd et lille skur i haven. Pludselig stormede to af Kiras samuraier frem. Uden problemer nedkæmpede roninerne de to mænd og gik så ind for at undersøge skuret. Her sad en ældre mand, der rystende af skræk prøvede at skjule sig i mørket. Roninerne blæste i deres fløjter, og snart stod Oishi foran manden.

I skæret fra de medbragte lamper undersøgte Oishi den gamle og fandt et afslørende ar. Det passede med det sår, som Asano havde tilføjet Kira to år tidligere. Respektfuldt knælede Oishi foran ceremonimesteren. 

Han forklarede Kira sit forehavende, og han gav sin fjende muligheden for at begå ærefuldt seppuku. Kira reagerede ikke, og kort tid efter huggede Oishi hovedet af ham med det sværd, som Asano begik seppuku med to år forinden.

Så var Oishi og de 45 andre roniner klar til den sidste del af deres mission. Først lagde de et brev i Kiras hus, hvori de forklarede deres handling. Dernæst bandt de Kiras afhuggede hoved ind i et stykke stof, hængte det på et spyd og begyndte deres march til Sengakuji-templet og Asanos gravsted.

Ved templet vaskede de omhyggeligt det afhuggede hoved og lagde det ærbødigt foran deres afdøde herres gravsted.Med denne ceremonielle gerning havde de omsider hævnet deres herres død og genoprettet hans ære.

Rundt om dem havde en skare af shogunens mænd allerede taget opstilling, og uden den mindste modstand anholdt de ronin-gruppen. Oishi og de 45 andre krigere fulgte med shogunens mænd og blev sat i husarrest mens de afventede deres videre skæbne.

To måneder senere, den 20. marts 1703, faldt shogun Tokugawa Tsunayoshis endelige dom. Alle 46 roniner var skyldige i at konspirere mod shogunen og i at forstyrre freden i Edo. Som straf blev de dømt til at begå seppuku. Kort efter stak de 46 mænd deres sværd i maven og trak vejret for sidste gang. Deres lig blev kremeret, og asken begravet ved siden af deres afdøde herre uden for Sengakuji-templet.

Japans historie er fascinerende og skræmmende, og det rituelle mord seppuku betyder noget i retningen af: "Skære maven op".

Du kan som altid læse meget mere om japans historie, rituelle mord og blodige ceremonier i HISTORIE. Hvis du bestiller nu, kan vi helt ekstraordinært også tilbyde dig et gratis Hasaki Omakase knivsæt.

Det japanske ord omakase betyder "det er op til dig", og hvis du siger det på en restaurant i Japan, får du kokkens bud på det bedste den dag.

Sættet indeholder:

  • En kokkekniv (Nakiri, 32 cm), som er perfekt til at hakke og skive med.
  • En filetkniv (Yanagiba, 33 cm) til detaljeret udskæring.

Få fascinerende historier og knivblade i kvalitetsstål her! 

Læs mere

Stephen Turnbull: The Revenge of the 47 Ronin, Osprey Publishing, 2011. John Allyn: The 47 Ronin Story, Tuttle Publishing, 2006.  Algernon Bertram Freeman-Mitford: Tales of Old Japan, University of Michigan, 1871. 

Måske er du interesseret i...

Læs også