8: Ku Klux Klan
En filmpremiere i 1915 fik den folkelige interesse for maskerede klansmænd til at vokse.

D.W. Griffith’s film Birth of a Nation idylliserede Ku Klux Klan, der bestod af vrede sydstatsfolk. Den var blevet forbudt i 1874. Men efter filmpremieren i Atlanta i 1915 voksede den folkelige interesse for de maskerede klansmænd, og da en gruppe mænd i Georgia samme år lynchede den jødiske blyantfabrikant Leo Frank på anklager om at have voldtaget en lokal kvinde, genopstod bevægelsen.
Dragterne og de brændende kors var inspireret af filmen, og den oprindelige Klans sydstatsideologi blev nu afløst af voldelig amerikanisme med stærke elementer af racisme og anti-kommunisme. Navnlig i Sydstaterne hærgede volden helt frem til midten af 40erne. I 1924 toppede medlemstallet med 6 mio., mens bevægelsen selv hævdede at kunne mønstre 15 procent af den amerikanske befolkning.
En tredje version af Ku Klux Klan opstod i slutningen af 50erne for at bekæmpe afroamerikanske krav om lige borgerrettigheder, og i dag lever navnet videre som små grupper med tilknytning til det nynazistiske miljø.
I 1997 anholdt FBI fire medlemmer, som planlagde at bombesprænge et naturgasanlæg i Texas, og senest i 2006 blev det forsøgt at få Ku Klux Klan på listen over terrorgrupper. FBI vurderer at bevægelsen har omkring 5000 medlemmer.