Intet var overladt til tilfældighederne, når Herman Lamm udførte et kup. Alt blev planlægt og øvet af "baronen", inden han slog til med sin bande.

© Indiana Historical Society
Kriminalitet - Kriminelle

Bankrøveriets godfather: Det sidste kup blev skæbnesvangert

Historikere regner Herman Lamm for det moderne bankrøveris fader. Han tømte amerikanske banker under kup, hvor alt var planlagt ned til mindste detalje, lige indtil planen kiksede i det sidste kup.

Bankrøverier med omhu

Fire mænd stiger ud af en sort Buick, der netop har parkeret foran Citizens State Bank. De skutter sig uvilkårligt, for det er bidende koldt i Clinton, Indiana, den 16. december 1930.

Herrerne er velklædte og ser ud til at være succesfulde forretningsmænd. Men de nyankomne har specialiseret sig i en alternativ form for business. Deres frakkelommer skjuler pistoler, for mændene er “baron” Lamms bande, og de er kommet for at tømme banken.

Klokken er lidt over ni om morgenen, og tidspunktet er valgt med omhu. Banken har været åben i godt en halv time. Tid nok for personalet til at flytte kontanter fra hovedboksen, hvor pengene opbevares om natten, til det mindre sikre pengeskab i banklokalet og til kasserne. De er lige til at snuppe.

Lamm og hans mænd træder ind samtidig via hovedindgangen og bagdøren. Indenfor danner han sig roligt et overblik. Fem bankansatte og en kunde er til stede.

Ingen af dem tager notits af de nyankomne, før Lamm trækker sin revolver op af lommen og råber: “Dette er et røveri! Træk tilbage i lokalet, og læg jer ned!”

Nu går alt hurtigt. De seks i banken tvinges bagud af røvere, der brøler ordrer, mens de truer med skydevåben. Lamm ser efter, om bankens hovedboks står åben. Den er lukket og forsynet med tidslås, så personalet kan ikke lukke den op i utide.

Lamm tvinger i stedet en ansat til at åbne pengeskabet ved kasserne. Indholdet stuver han i en taske sammen med kassebeholdningen – 15.567 dollar eller 1,1 mio. nutidskroner.

To kunder er i mellemtiden dukket op. De udgør ikke et problem, for en røver står klar til at tage imod ved døren. Han sender de nyankomne bagud i lokalet til de andre.

Alt går efter Lamms plan, ligesom det plejer. Efter præcis fem minutter går røverne ud af banken og stiger ind i flugtbilen. Endnu et velgennemført kup ser ud til at være forbi, men denne gang er en banalitet ved at spolere det hele.

Herman Lamm var et mysterium

Herman Karl Lamm var en af 1920'ernes mest omtalte, men også mest gådefulde bankrøvere. Angiveligt var han en tidligere preussisk soldat, som emigrede til USA før 1. verdenskrig og brugte sin militære træning til at planlægge perfekte kup.

Som gangster fik Lamm tilnavnet “baronen”, men han havde intet adeligt blod i sine årer. Ifølge hans amerikanske sessionspapirer fra 1917 blev han født i den tyske by Kassel den 19. april 1890, var amerikansk statsborger og levede i Colton, Utah.

Hans profession blev angivet som “arbejder”, og Lamm led af hjerteproblemer. Svagt helbred og hans etniske baggrund betød, at han ikke blev indkaldt, da USA trådte ind i 1. verdenskrig mod Tyskland samme år.

Myndighederne havde ikke opdaget, at Lamm var tidligere straffet. Han blev arresteret i San Francisco i 1914, mistænkt for røveri, men ikke dømt. Til gengæld sad han i Utah State Prison fra marts 1916 til november 1917 for tyveri.

Det var den eneste gang, Lamm havnede i fængsel – til trods for yderligere fire anholdelser for bl.a. røveri og indbrud. Beviserne mod ham holdt ikke.

Lamm-banden blev politimordere

Den småkriminelle Lamm blev med tiden leder af en bande. Men han var stadig god til at undgå opmærksomhed.

Først efter afslutningen på hans kriminelle løbebane blev han udpeget som den sandsynlige hjerne bag 10-20 bankrøverier med et samlet udbytte på over én mio. dollar – omtrent 60 mio. kroner omreget til nutidige priser.

Lamm blev hverken identificeret eller anholdt, selv om han aldrig bar maske. Han mente, at et anonymt udseende sikrede ham bedre mod genkendelse end opsigtsvækkende forklædninger.

Det var først i forbindelse med flere kup i 1927, at øjenvidner siden kunne udpege Lamm og flere fra hans bande som gerningsmændene. Et af dem var en dramatisk aktion mod Tippecanoe Loan and Trust i Lafayette, Indiana, den 1. november 1927. Her blev Lamm-banden politimordere.

Da røverne kom ind i banken, nåede en ansat at udløse alarmen. Øjeblikke senere dukkede ordensmagten op i form af politiinspektør Charles Arman -bevæbnet, men alene.

Måske troede han, at det var falsk alarm. Da han uforsigtigt trådte ind ad døren, genkendte gangsterne ham straks som politimand, selv om han var i civil.

“Vi ved, hvem du er!” råbte en røver, der var ifærd med at tømme kasserne ved skranken. Han hævede en automatpistol og trykkede af.

Arman trak sin revolver og affyrede alle patronerne. Han nåede endda at kaste det nu tomme våben efter røveren, inden han selv faldt om, dræbt af skud. Hans modstander var også ramt af flere projektiler.

Selv om han tydeligvis var dødeligt såret, bar Lamm-banden ham med ud i flugtbilen og skyndte sig bort. Politiet i Indiana satte deres bedste opdagere på sagen, men de fandt hverken et lig eller levende gangstere.

I tre år efter skudkampen i Lafayette begik Lamm ingen kup, der kunne forbindes med ham. Måske holdt han lav profil, måske røvede han videre langt fra Indiana.

Så, den 3. december 1930, gik han roligt ind i Farmers State Bank i Frankfort kun 40 km fra sit forrige gerningssted.

Få minutter senere kom han og hans mænd ud igen – 125.000 dollar eller ni mio. moderne kroner rigere. Det var det hidtil største udbytte af et røveri i delstaten Indianas historie.

Lamm brugte flere gange gangstere fra den sværtbevæbnede Birger-bande til sine kup. Charles Birgers folk smuglede illegal spiritus i midtvesten.

© Getty/All over

Bandens allersidste job

Succesen fik ikke Lamm til at droppe sit næste mål. Alt var planlagt ned til mindste detalje, og røverbaronens planer var til for at blive fulgt.

13 dage efter Frankfort-kuppet ankom Lamm derfor til byen Clinton og det, der skulle blive hans sidste job. Ud over den 41-årige leder talte holdet hans trofaste følgesvend G.W. “Dad” Landy på 71 år, “Oklahoma” Jack Clark, Walter Dietrich og chaufføren E.H. Hunter. Som tid­ligere spritsmugler havde Hunter stor erfaring i at køre fra politiet.

Inde i Citizens State Bank foregik alt efter den faste rutine – også da en forsikringsmand ved navn Henry Call trådte ind og blev tvunget ned på gulvet. Men derved begyndte en kædereaktion af uforudsigeligheder, der ødelagde alle Lamms omhyggelige forberedelser.

Call var et vanedyr, og hver morgen ankom han til banken på det samme tidspunkt med et indskud og sin bankbog. Begge dele efterlod han hos kassereren. Han gik straks igen, ordnede et ærinde på posthuset og vendte derpå tilbage efter bankbogen.

Hver morgen samme rutine. Og hver morgen vinkede han undervejs til Ed Vansickle, der fulgte med i gadelivet fra sin frisørsalon.

Denne morgen den 16. december kom Call ikke ud af banken, som han plejede. Vansickle anede straks uråd. Han greb sit haglgevær, ladede begge løb og gik ud af sin salon mod banken.

Netop i dette øjeblik kom Lamm og hans mænd ud. Våbnene var gemt bort i frakkelommerne, og de steg roligt ind i den sorte Buick, der ventede ved fortorvskanten. Vansickle tøvede.

Chaufføren Hunter satte straks i gang og havde svinget bilen ud på gaden, da han pludselig så en mand med et dobbeltløbet haglgevær midt på kørebanen.

Hunter kastede øjeblikkeligt bilen rundt i et U-sving. Under den voldsomme manøvre ramte han noget, muligvis en kantsten, og der lød et brag. Højre fordæk var eksploderet.

“Bankrøvere! Bankrøvere!” Vansickle var ikke længere i tvivl. Han hævede sit gevær og trykkede af, men intet skete. I sin ophidselse havde han glemt sikringen.

Inden han fik rettet fejlen, var flugtbilen forsvundet i en hørm af brændt gummi fra det ødelagte fordæk.

Røverne var ekstremt uheldige

Så snart røverne var borte, slog Citizens State Banks ansatte alarm. To lokale betjente optog kort efter forfølgelsen, men de havde være chanceløse mod Hunter og hans Buick, hvis ikke dækket var punkteret.

Røverne var ved at skifte hjul i grøftekanten nord for Clinton, da politibilen pludselig dukkede op. Lamm havde sat en mand til at holde vejen dækket med en maskinpistol, og røveren åbnede straks ild.

Før betjentene kunne nå at reagere, føg projektiler gennem patruljevognen og gav den ene et overfladisk sår. De kastede sig begge ud og svarede igen med deres pistoler.

Imens blev Hunter færdig med reservehjulet, og banden kunne fortsætte flugten. Hidtil var ingen af de fem blevet såret, og kun Dietrichs frisure havde lidt overlast, da en kugle gjorde skilningen bredere. Men endnu et uheld ventede.

Reservehjulet var muligvis råddent, for efter kun én km eksploderede det også. Bandende måtte Lamm opgive bilen én gang for alle. Netop da kom bandens næste flugtvogn kørende i den modsatte retning – endnu en Buick af lidt ældre fabrikat.

Røverne stoppede den, hev den 71-årige fører Jediah Frist ud, stak ham 500 dollar og kørte videre i hans bil. Skæbnen var ikke Lamm venligt stemt den dag.

Lige meget hvad Hunter fandt på, kunne han ikke få bilen op over 55 km/t. Årsagen viste sig at være en klods under speederen. Gamle Frist var ikke længere sikker i trafikken, og hans søn havde skruet klodsen fast, så pedalen ikke kunne trykkes i bund.

Røverne sneglede sig afsted mod grænsen til Illinois, og nu havde de igen betjentene fra Clinton efter sig. Kun maskinpistolen holdt forfølgerne på afstand.

Imens alarmerede telefoncentralen i Clinton alle sherifkontorer i området. Ordenshåndhævere strømmede ud i deres biler, og det samme gjorde en lang række stridslystne borgere. En af dem var forhenværende vicesherif Joe Walker, der tog jagten op med et par venner og et arsenal af håndvåben.

En Ford A Coupe model 1930 var Lamms sidste mulighed for at undslippe. Men så løb bilen tør for benzin. Forinden havde den fået et skud ind gennem bagruden.

© Indiana Historical Society

To valgte døden

Joe Walkers patrulje fik øje på røverne, netop som Lamm og hans medsammensvorne var ved at skifte bil igen. Banden havde stoppet en gammel Chevrolet kreaturvogn, hvis ejer ironisk nok var kørt ud for at hjælpe politiet i eftersøgningen.

Røverne skulle til at stige ind, da Walker dukkede op. Et kort øjeblik stod de to grupper af mænd og stirrede på hinanden. Så gik eks-vicesheriffen fremad med en hævet pistol, mens han beordrede Lamm og hans mænd til at overgive sig. Svaret var en skudsalve, der slog Walker omkuld.

“Giv dem hele armen, drenge! Jeg er blevet skudt!” råbte han. Walker var dødsdømt med et skud gennem maven og leveren. Han havde til gengæld ramt Lamms chauffør, Hunter.

De andre røvere fik deres sårede kammerat ind i kreaturvognen og satte i gang. En hel hale af biler fulgte efter, og ingen tog notits af, at de kort forinden var kørt ind i Illinois. Her havde Indiana-politi ingen jurisdiktion, men mange af forfølgerne var civile borgere. De var ligeglade med teknikaliteter.

Imens antallet af bandit-jægere nåede op på 200 bevæbnede bønder, skiftede Lamms bande bil igen. Denne gang til en helt ny Ford A model 1930. Med vognens kraftige motor havde de en chance for at køre fra jægerne – hvis ikke tanken havde vist sig at være halvtom. I desperation gav Lamm ordre til at dreje ind på en gård nær vejen.

“Vi har brug for din bil!” råbte Lamm til farmeren Leo Moody, som røverne fandt på gårdspladsen.

“Der er I uheldige…” begyndte Moody. Hans kone var ude at køre i bilen.

“Kom i gang!” afbrød de ham truende. Moody tøvede et øjeblik. Så sagde han, at bilen holdt i laden, og at han straks ville hente nøglerne i stuehuset.

Kort efter kom Moody ud igen – ikke med nøgler, men med et jagtgevær. Han åbnede ild, og i samme øjeblik begyndte hele hæren af forfølgere at køre op ad indkørslen. Lamm bjæffede en ordre om at sprede sig og flygte over markerne.

Da bandelederen var nået ind mellem majsene, stoppede han. Lige nu var han skjult, men snart ville forfølgerne danne kæde og begynde en klapjagt. Lamm agtede ikke at tilbringe et halvt liv i fængsel eller dingle i galgen. Han knappede roligt sin skjorte op. Så spændte han hanen på sin revolver, pressede mundingen mod brystet og trykkede af.

Gamle “Dad” Landy valgte samme udvej, mens Dietrich, Clark og Hunter overgav sig uden yderligere kamp. Clark var tæt på at blive lynchet på stedet, mens chaufføren døde to dage senere af sit skudsår.

Lamm-banden fandtes ikke længere – den metodiske bankrøver havde tabt til en endeløs række af uheld, der ikke stod i hans plan.

LÆS MERE: Herman Lamms guide til det perfekte bankrøveri

Læs også:

Kriminelle

Herman Lamms guide til det perfekte bankrøveri

3 minutter
Bygningsværker

Mød virkelighedens Indiana Jones

2 minutter
Kunst

Kunstens “Indiana Jones” ­opsporer uvurderlige skatte

2 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!