Bombemand legede kispus med tysk politi
En genial pengeafpresser lokker tysk politi på intens menneskejagt. Tilsyneladende ved han alt om tidsindstillede bomber, radioteknik og politiets arbejdsmetoder. Imens hutler en syg og forarmet autolakerer sig gennem tilværelsen. Hans hjerne er ødelagt af opløsningsmidler. Ingen kan se, hvordan de to historier hænger sammen.
I den tyske udgave af Anders And hedder Onkel Joakim “Dagobert”. Det navn tog pengeafpresseren Arno Funke til sig. Politiet havde et vellignende fantombillede af ham – uden at det hjalp i efterforskningen.
Hver morgen er en pine. Allerede før Arno Funke slår øjnene op, smerter hovedet, som om han har været på værtshus hele natten. Og det er sært, for på væggen har han med store bogstaver skrevet “Du skal holde op med at drikke!” – en opfordring, han overholder.
Med besvær rejser han sig fra sengen og går i bad. Mens vandet plasker ned over hans ansigt, letter tågen en smule, men hukommelsen er stadig ikke vendt tilbage, da han forsøger at huske, hvor han parkerede sin bil i går.
Efter nogen søgen finder han den og kører til Vestberlins udkant, nær S-banen. Her har hans ven Heinz et værksted med en sprøjtehal, hvor Arno Funke arbejder.
Hvis nogen er en mester i at dekorere kølerhjelme med barmfagre damer og slikkende, orange flammer, er det ham. Hele dagen står han uden åndedrætsværn, og når det begynder at snurre rundt, tager han hjem.
Som dreng drømte Arno om at bygge en rumraket. Han brugte dage på at læse om Solsystemet og fundere over, hvilket brændstof raketten skulle bruge. Til jul fik han “Den Lille Kemiker” – en kasse med kemiske stoffer og en instruktionsbog. Alle forsøg lavede han – også dem, bogen advarede imod. Sådan lærte han at lave krudt.
Raketten kom aldrig i luften, og astronom blev han ikke. Efter skolen forsøgte han sig som fotograf, ekspederede i en forretning og vendte plader som DJ. Intet interesserede ham. Nu er han 38 år gammel og lakerer biler.
Oven i den hullede hukommelse lider han af svære depressioner, der tapper ham for al glæde. I sine klare øjeblikke overvejer han at gøre end ende på livet – pistolen har han allerede.
Men så indser han, at der er en chance for at tjene en formue med et snuptag – og få et helt nyt liv. Det kræver blot, at han begynder at lave krudt igen.
Arno Funke lægger sin første bombe
25. maj 1988: Om natten eksploderer en bombe i stormagasinet KaDeWe, Vestberlin. I et brev truer gerningsmanden med flere bomber, hvis ikke han får 500.000 D-mark. KaDeWe beslutter at betale.
Rundt om Berlin går en S-bane. Skinneområdet er bredt og oversået med ukrudt og småindustri. Dette område har Arno Funke dirigeret betjentene ud til om aftenen den 2. juni. I et træ har han anbragt en tidsstyret radiosender, der giver betjentene besked på at sætte sig ind i et bestemt S-tog med pengene, indstille deres walkie-talkie på kanal 25 og afvente næste instruks.
“Her taler pengeafpresseren! Kast pengene ud nu!” skratter det pludselig i walkie-talkien. Betjentene åbner et vindue og smider pakken med pengene ud på sporet.
Arno Funke, der har drukket en flaske vodka for at dulme nerverne, kommer snublende op på sporet, finder pakken og tager flugten.
Hans plan er at gemme sig i Heinz’ værksted, selvom det er det glade vanvid at færdes i et område, hvor han risikerer at blive genkendt. Nær værkstedet går det da også galt: To drenge er sent ude for at skate og ser ham komme løbende. Arno Funke hilser overdrevent på dem, før han går ind mellem bygningerne.
De næste mange timer gemmer han sig på bilværkstedet, mens politihelikoptere gennempløjer området med deres søgelys.
Et par dage senere: Arno Funke slæber sig hver dag på arbejde hos Heinz for ikke at vække mistanke. Først når alt er faldet til ro igen, vil han sige op.
Netop som Arno Funke har gjort en bil færdig i sprøjtehallen, træder to kriminalfolk ind på værkstedet. De vil tale med Heinz på kontoret.
Med bange anelser lister Arno Funke efter. En af betjentene præsenterer det fantombillede, som er lavet med hjælp fra de to drenge, som så pengeafpresseren løbe væk:
“Har De set denne mand?”
Heinz ryster på hovedet, mens Arno Funkes mave snører sig sammen i rædsel. Enhver kan se, at tegningen forestiller ham! Han flygter ind i sprøjtehallen for at finde noget snaps til at dæmpe angsten.
Men her er ingen sprut. I stedet stikker han hovedet i en spand med opløsningsmidler for at opnå en rus og få styr på nerverne.
Febrilsk får han tændt for trykluften, så han kan begynde at sprøjtemale. Men han er stadig ude af sig selv og taber sprøjtepistolen ned på den nymalede bils køler. En hel dags arbejde er spildt, uden at nogen opdager, hvor forstyrret Arno Funke er. Betjentene går igen.
Pengene er væk!
Efteråret 1988: Politiet har fået 1.200 henvendelser om pengeafpresseren uden at fange ham. Arno Funke vender hjem efter fire ugers ferie i Sydkorea.
Da han får øje på pasbetjenten i Frankfurts internationale lufthavn, blusser frygten op i ham igen. Han har ingen anelse om, hvordan politiets efterforskning er skredet frem, mens han var i Sydkorea. Men han bliver vinket gennem paskontrollen.
Nu er han tilbage i lejligheden i det grå hus på Marmaraweg 12 i Vestberlin. Intet tyder på, at nogen har været her, mens han var væk. Lettet begynder han at lede efter KaDeWe-pengene, som han har gemt. Hvor, kan han ikke huske, og selvom han gennemroder alle tre værelser samt køkken og badeværelse, finder han dem ikke.
Han må gå mere metodisk til værks, og endelig – efter otte timer – finder han dem bag en perfekt lavet falsk væg under håndvasken i badeværelset.
Endelig sidder han med pengebundtet. Naturligvis har politiet noteret løbenumrene på samtlige sedler, så de bliver opfanget i bankernes tælleværker, når han bruger dem.
Sådan kan politiet indkredse ham, ved Arno Funke. Derfor har han lært sig at ændre sedlernes løbenumre, uden at det kan ses. Det arbejde skal han hurtigt i gang med igen, for Heinz har inviteret ham med til Filippinerne, og det kræver et ordentligt bundt pengesedler.
Arno Funke klovnede gerne – for at dække over depression og dårlig hukommelse.
Juni 1992: Politiet finder ikke en eneste seddel fra KaDeWe og må henlægge sagen. I Filippinerne har Funke forelsket sig i en lokal kvinde, Edna, som han gifter sig med. Hun kender ikke hans fortid.
Hver morgen kysser Arno Funke sin unge hustru farvel og kører “på arbejde” – uden at have et. Han er stadig plaget af depression, og hukommelsen svigter. Dagene går med at køre rundt i Berlin eller tage ud til sit kolonihavehus.
Penge fra KaDeWe har han stadig, og han opgiver sågar en årlig indtægt til skattevæsenet, så ingen undrer sig over, hvad han lever af. På et tidspunkt skal han nok blive klar til et job. Han har bare brug for tid til at komme sig.
Men hver gang Arno Funke kigger til pengene i det hemmelige gemmested, ser han, hvordan det svinder i bundtet. Da han kun 100.000 D-mark tilbage, frister tanken om at forsøge en ny afpresning ham.
Det gik så nemt mod KaDeWe, og hvis han kræver en million, vil alle økonomiske sorger være borte. I sine klare øjeblikke overvejer Arno Funke, hvordan han skal løse pengeafpresserens store udfordring: at slippe væk med pengene.
Bomben i Karstadt bliver stjålet
13. juni 1992: Kl. to om natten eksploderer en tidsindstillet bombe i et Karstadt-varehus i Hamborg. Porcelænsafdelingen bliver raseret.
Arno Funke sidder i sengen og ser morgen-TV. “Bombeattentat mod et af Hamborgs stormagasiner”, fortæller den altid veloplagte studievært. “En gruppe, der vil protestere mod konsumterror, har taget ansvaret for attentatet. Der er sket skader for 200.000 D-mark”.
“Nogen har snuppet æren for min bombe!” tænker Arno Funke.
I sit næste brev til varehus-koncernen vil han vedlægge et bevis på, at det var ham, der lagde den.
Få dage senere skriver Arno Funke endnu et brev til varehuset for at forklare, at Karstadt skal indrykke en annonce med ordlyden “Dagobert hilser sine nevøer”, såfremt varehuset er villig til at betale millionen.
Ordene til den lille annonce kom til Arno Funke som en tilfældig indskydelse, men navnet “Dagobert” bliver offentliggjort af politiet; og fra nu af hedder forbryderen, der presser penge af Karstadt, Dagobert – tyskernes navn for Onkel Joakim i Anders And-bladet.
Varehuset skulle indrykke en annonce med teksten “Onkel Joakim hilser sine nevøer” – sådan fik gangsteren sit navn.
Pengeafpresseren melder sig på kanal 15
14. juli 1992: I ugevis har Arno Funke stået i sit kolonihavehus bag blændede vinduer og forberedt pengeoverdragelsen i alle detaljer. En minutiøs plan skal sikre, at han får pengene.
Regnen falder i strømme, da Arno Funke kører mod nord gennem det tidligere Østtyskland. Med sig har han bl.a. en lille metalkasse og en radiosender med tidsindstilling.
Ved byen Bad Doberan nær Rostock holder han ind til siden for at skrue kassen fast på en telefonpæl. Kassen har en lille låge med lås. Indeni ligger en specialkonstrueret taske, som politiet skal hente i morgen. I forvejen har de fået tilsendt nøglen til kassen.
Bagefter spænder Arno Funke klatrejern på sine støvler og arbejder sig op i det højeste grantræ, han kan finde. Her anbringer han senderen, som er programmeret til at udsende en forudindtalt besked kl. 18 i morgen.
Sidst på eftermiddagen ringer Arno Funke på et direkte nummer til de politifolk, der står for Dagobert-efter-forskningen og forhandler på Karstadts vegne: “Kom til Bad Doberan i morgen kl. 18, og lyt til radioen”, siger han.
Dagen efter: Arno Funke kører ud til det punkt på banen mellem Rostock og Berlin, han har udset sig. Imens holder politiet sig klar i Bad Doberan.
Betjentene lægger øret til deres radioer, der er indstillet på kanal 15. Nøjagtigt kl. 18 lyder meddelelsen:
“Hallo! Her er Onkel Dagobert. Jeg siger nu ordene et hundrede og fem, nioghalvfjerds, telefonpæl, grå kasse”.
De løsrevne ord skal betjentene sætte ind i de tomme felter, som pengeafpresseren har ladet stå i et brev, han sendte til politiet for nogle dage siden.
Først nu giver brevet mening: “På hovedvej 105 ved kilometersten 79 er en telefonpæl. På denne telefonpæl er en grå kasse. Til denne kasse passer nøglen. Her får De videre information”. Betjentene finder frem til telefonpælen og åbner kassen. Indeni finder de en sort herretaske samt et ark papir med den næste besked fra Dagobert:
“Tag tog nr. 2009. Afgang 20.58 fra Rostocks hovedbanegård. Fastgør apparatet til togets bagende. På vejen til Berlin bliver tasken udløst vha. radio”.
Halvanden times togkørsel fra Rostock gemmer Arno Funke sig i en skov tæt på banedæmningen. Ved 22.30-tiden tordner toget forbi. Febrilsk trykker han på udløserknappen, som skal frigøre tasken.
Nu bærer måneders arbejde omsider frugt. Millionen er nær. Men Arno Funke finder ingen taske. I flere farlige minutter afsøger han sporet med lommelampe. Så må han give op. Han formoder, at det var en teknisk fejl.
Dagoberts tog er udstillet på Polizeihistorische Sammlung, Berlin.
Psykologerne gennemskuer Dagobert
I mellemtiden: Politiet er overbevist om, at Karstadt bliver afpresset af den samme mand, som krævede penge af KaDeWe.
Dagobert er et mysterium for politiet. Han kan gennemføre komplekse planer og bygge bomber, er et teknisk geni, ved alt om politiets arbejdsmetoder... En overgang frygter betjentene, at der er tale om en af deres egne – en forbitret politimand.
Den fjernstyrede taske var der intet i vejen med, viser betjentenes rapport – de havde bare bundet den fast med en snor, så den ikke kunne udløses.
“Gerningsmanden skal under alle omstændigheder forhindres i at komme i besiddelse af tasken. Derved skal gerningsmanden bringes til at tro, at han muligvis har gjort en fejl”, hedder det i rapporten fra 15. juli.
At politiet tør holde afpresseren for nar, skyldes en observation, politi-psykologerne har gjort: Dagoberts bomber eksploderer om natten, når varehusene er tomme.
“Gerningsmanden er ikke et menneske, der lægger bomber for sin fornøjelses skyld. Han gør det kun for at skabe et pres – som et middel. Han har brug for en motivation, en indre retfærdiggørelse”, skriver psykologerne.
Dagobert er med andre ord ikke i stand til at dræbe. Denne erkendelse giver politiet et stort spillerum.
9. september 1992: Politiet sørger for, at også det næste forsøg på at overdrage pengene mislykkes. Arno Funke synes ikke, at han bliver taget alvorligt – og beslutter at sende politiet en advarsel. Uden vanskeligheder placerer Arno Funke en rørbombe i afdelingen for biltilbehør hos Karstadt i Bremen. Kort før midnat eksploderer den og antænder nogle bøtter med motorolie.
Resultatet er en brand, som sætter hele varehusets sprinkleranlæg i gang. De samlede skader løber op i mindst seks millioner D-mark – 22 millioner kr.
Seks dage senere er Arno Funke i Hannover, hvor han lægger en bombe i et skab med emballage. Eksplosionen sker midt i varehusets åbningstid og sår alvorlig tvivl blandt efterforskerne: Kan Dagobert alligevel dræbe?
12. februar 1993: Det tyske kriminalmagasin “XY uopklaret” bliver hver gang set af millioner af seere.
I lejligheden på Marmaraweg sidder Arno sammen med Edna i sofaen og ser fjernsyn. Kriminalmagasinets vært, Eduard Zimmermann, præsenterer aftenens tophistorie:
“Politiet i Hamborg har i et halvt år kæmpet med Dagobert. Det lyder kuriøst, men det er en dødsensalvorlig kriminalsag. Bag navnet gemmer sig nemlig en af de mest raffinerede forbrydere fra de seneste årtier...”
“Er det en terrorist, de jager?” spørger Edna, der endnu ikke taler så godt tysk. Arno Funke zapper hurtigt væk.
Gangsteren går under jorden
19. april 1993: I løbet af vinteren er flere forsøg på at få pengene gået galt. Hidtil har Arno Funke altid forsøgt sig med tog. Nu skifter han taktik.
De seneste uger har Arno Funke studeret Berlins kloaksystem. Flere gange har han været nede i det net af rør, der leder vandet fra skybrud, og sådan har han fundet et upåagtet kloakdæksel ved en p-plads i bydelen Britz.
Her skal aftenens overdragelses-forsøg finde sted. Arno Funke har fjernet dækslet og stillet en falsk kasse af den type, som vejvæsenet bruger til strø-sand. Med et telefonopkald dirigerer han om aftenen politiet ud til kassen, hvor de lægger pakken med penge.
Uden at de aner uråd, sidder Arno Funke under jorden og nyder en øl, mens hans skjulte mikrofon oppe på parkeringspladsen opfanger alle politiets ordvekslinger. Da der er stille, åbner Funke kassens bund og rækker op efter pengene. Igen har politiet givet ham blankt papir. Ugers forberedelse er spildt.
Status, julen 1993: Medierne har året igennem berettet om politiets vanskeligheder med Dagobert.
Jagten på Dagobert bliver fulgt nøje af avislæsere og TV-seere. De elsker at høre nyt om den opfindsomme forbryder, der gør autoriteterne til grin. Avisen Berliner Tagesspiegel udnævner ham sågar til “Årets Gangster”.
Politiet må løbe efter Dagoberts mini-tog
22. januar 1994: De seneste måneder er endnu to bomber eksploderet i Karstadts varehuse – den ene af dem midt i julehandlen. Nu forlanger varehuset, at politiet giver Dagobert pengene.
Denne aften vil Arno Funke overgå sig selv. Hjemme i kolonihavehuset har han konstrueret et mini-tog, der – hurtigere, end politiet kan rende – skal bringe pengene hen til hans skjul.
Som altid er betjentene komplet uforberedte, da de finder frem til det nedlagte jernbaneterræn ved Jungfernheide S-banestation. Oppe på et af sporene finder de en kasse forsynet med en maskinskrevet instruktion.
Inde i kassen holder et mini-tog, der kan køre på en enkelt jernbaneskinne, klar til afgang. Betjentene skal bare lægge pengene i lastrummet og trykke på startknappen.
Mini-toget stryger afsted, og betjentene eftersætter. Men de må hurtigt opgive, da de hører skud. Imens forsvinder toget ind i mørket med de 1,4 millioner D-mark, som afpresseren krævede i sit sidste brev.
Pengene ser Arno Funke ikke. Få meter fra hans gemmested bliver toget afsporet, og han må flygte, inden betjentene kommer for tæt på. Næste dag kan han læse i avisen, at toget havde rigtige penge med.
Det sidste telefonopkald
22. april 1994: Politiet har de seneste måneder brugt uanede ressourcer i jagten på Dagobert. Når han på de aftalte tidspunkter ringer til politiet, holder 3.000 betjente øje med Berlins telefonbokse.
Arno Funke ejer ikke en klink, for pengene fra KaDeWe er sluppet op. Regninger og husleje kan han ikke betale, og den gamle Mercedes er i stykker. For lånte penge har han lejet en bil, som han skal bruge til næste overdragelsesforsøg.
Uheldigvis er bilen blevet observeret, og registreringsnummeret sporet tilbage til udlejnings-firmaet, hvor Arno Funkes navn står på lejekontrakten. Politifolkene har derfor indledt en overvågning af Marmaraweg.
Denne formiddag skal Funke ud at finde en telefonboks for at meddele politiet udgangspunktet for overdragelsen af de 1,4 millioner. Han er løbet tør for nye, overraskende idéer – i stedet har han lavet en variation over det velkendte koncept “pengene skal kastes ud fra et tog”.
Samtalen varer under tre minutter, så den ikke kan spores.
Alligevel bremser to sorte biler hårdt op foran telefonboksen, da han hænger røret i gaflen.
“Så er dagen kommet”, tænker Arno Funke og løfter armene over hovedet. Betjente stormer ud af bilerne, griber ham i jakken og presser ham op ad en mur.
Nu har de ham. Betjentene giver hinanden highfive og lykønsker hinanden. 22 måneders intens jagt på pengeafpresseren Dagobert er overstået. Nu kan de endelig afspadsere og se deres familier igen.
En politibetjent kunne ikke dy sig. Da Dagobert efter fem års jagt var fanget, tog hun et billede af gangsteren.
Få dage efter: Arno Funke sidder i arresten, da en fængselsbetjent fordeler dagens post.
“Kære Dago!” står der i et af brevene. “De bedste hilsner fra os. Vi sidder på værtshus og skåler for dig. Skål. Du var god... Vi var bedre. På gensyn i 2006. Retfærdigheden sejrer”, hoverer betjentene overstadigt.
Arno Funke blev idømt ni års fængsel, og Edna lod sig skille. Han blev løsladt i august 2000 og arbejder i dag som tegner på satiremagasinet Eulenspiegel.
65-årige Arno Funke er tilbage på det spor, hvor hans minitog strøg afsted med 1,4 mio. D-mark.