Charmetrolden Frank Abagnale blev svindlende rig

Frank Abagnale stak af som 16-årig

Frank William Abagnale jr. var 16 år, da han stak af fra sit barndomshjem i Bronxville, New York.

Familien var skilsmisseramt, og faren var lige gået konkurs. Tristhed prægede hjemmet, men i sin bog “Catch me if you can” skriver Abagnale, at det mere var en pludselig indskydelse end stemningen derhjemme, som fik ham til at rejse.

En sommermorgen i 1964 pakkede han en kuffert med sit bedste tøj og gik ud ad døren.

Han efterlod ingen besked til sine forældre. Med sig havde han kun kufferten, en bankbog med 200 dollars samt et checkhæfte til at klare motelregninger og mad i den første tid.

Derefter måtte han finde på noget.

Frank Abagnale fik hurtigt job i en butik i New York, men tjente kun 1,50 dollars i timen, fordi han var mindreårig.

Det var alt for lidt, så teenageren besluttede at­ give sig selv lønforhøjelse. Allerede som 15-årig havde Frank Abagnale været over 180 cm høj og tilsvarende bredskuldret. Han kunne sagtens gå for at være 10 år ældre, end han rent faktisk var. Så hvorfor egentlig ikke?

Alt, hvad han behøvede, var at ændre et ciffer i fødselsdatoen på sit kørekort.

En fantastisk svindlerkarriere var begyndt. Med sin nye alder fik Frank Abagnale job med voksenløn i en anden butik, men lønnen var alligevel kun 2,50 dollars i timen.

Det forslog slet ikke, og hans konto løb hurtigt tør. Derfor så Abagnale sig nødsaget til at udstede en stribe dækningsløse checks i eget navn – en dårlig og kortsigtet strategi. Nu var han virkelig nødt til at finde på noget.

Det slog ham, at bankerne kun forlangte at se billedlegitimation, når kunderne ville hæve penge, men ikke når de satte penge ind.

Derfor brugte Abagnale sine sidste kontanter på at oprette en bankkonto i falsk navn.

Kort efter ringede han til banken og bestilte et checkhæfte, som få dage senere landede i hans postboks på det lokale postkontor.

Nu kunne han uden problemer udstede dækningsløse checks. Når en bank opdagede overtrækket og spærrede kontoen, åbnede Frank Abagnale en konto i en anden bank.

Teenageren havde fundet en uudtømmelig kilde til kontanter, og de næste fire år levede han som en prins, mens politiet jagede hans skygge.

Drømmen fik vinger: Frank Abagnale ville være pilot

Frank Abagnale var indtil videre en identitetsløs knægt uden mål i tilværelsen, men det skulle ændre sig i løbet af et øjeblik.

På en gade i New York passerede han tilfældigt en besætning fra flyselskabet Pan Am: to selvsikre piloter i deres strålende uniformer og en gruppe unge, smukke og nærmest guddommelige stewardesser.

Så meget succes og glamour havde Abagnale aldrig oplevet før, og synet ramte ham som en åbenbaring. Nu vidste han, hvad han ville være: pilot i Pan Am.

Panik hos skrædderen

At skulle færdiggøre high school og efterfølgende tilbringe adskillige år på universitet og dernæst flyveskole var dog ikke noget for Abagnale. Der måtte findes en nemmere løsning.

Det første, han havde brug for, var en uniform. Derfor ringede Frank Abagnale til Pan Am og bad om at tale med indkøbsafdelingen. Han blev straks stillet om.

“Det er Johnson. Kan jeg hjælpe?”

”Ja”, svarede Abagnale. “Mit navn er Robert Blake. Jeg er andenpilot i Pan Am med base i Los Angeles. Vi fløj hertil i morges, og jeg skal flyve ud herfra i aften. Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men nogen har stjålet min uniform. I hvert fald er den væk. Og jeg kan jo ikke flyve i civil”.

“Det er ikke noget større problem”, svarede Johnson venligt. “Du går bare ned i Well-Built Uniform Company og spørger efter hr. Rosen. Så klæder han dig på. Jeg skal nok ringe til ham og sige, at du er på vej”.

Frank Abagnale fik adressen på butikken, og en time senere stod han iført Pan Ams pilotuniform og betragtede beundrende sig selv i et spejl. Alt var forløbet perfekt. Først da Abagnale skulle til at forlade butikken, opstod en kritisk situation.

Da han hev sit checkhæfte frem for at betale, slog det ham pludselig, at alle checkene bar hans rigtige navn, Frank Abagnale, og nu udgav han sig for at være en hr. Robert Blake.

“Jeg tager ikke imod checks”, udbrød skrædderen. Abagnale blev forbavset og svarede, at han i så fald måtte ud og hæve kontanter.

Men igen rystede hr. Rosen på hovedet. Han skulle ikke have betaling nu, da firmaet afregnede direkte med Pan Am.

Kun Abagnales personalenummer havde han brug for. Personalenummer! Abagnale anede ikke, hvor mange cifre Pan Am havde i deres personalenumre, men igen blev han reddet af hr. Rosen, som skubbede en fortrykt blanket over disken.

Der var plads til fire tal i en boks, og Abagnale skrev de første fire, han kom på.

Et minut senere spankulerede han hen ad gaden på vej mod sit nye, glamourøse liv i luften. Han var klar til at lægge verden samt en hel masse smukke damer ned.

Fordomme hjalp Frank Abagnale

I sin pilotuniform fik Abagnale bekræftet noget, han allerede vidste:

Klæder skaber folk, identitet og troværdighed. Ikke én eneste gang nærstuderede nogen hans gummichecks.
Folk var i forbløffende grad ofre for deres egne forudfattede meninger.

De kiggede ikke på checken, men på personen, som udstedte den. Abagnale var altid velsoigneret, velklædt og frem for alt hvid. Hvis han havde været sort, var det aldrig gået, skrev han senere.

Alligevel blev Abagnale forbløffet over, i hvor høj grad pilotuniformen ændrede folks attitude over for ham.

Pludselig sagde de fleste “sir” i hver anden sætning, og smukke kvinder sendte ham kokette smil eller kiggede langt efter ham på gaden. Abagnale var en høj, flot fyr, som altid havde haft nemt ved at møde piger, men dette var alligevel utroligt. Pan Am-piloter havde tydeligvis kærestepotentiale.

Frank Abagnale udnyttede sine nye muligheder optimalt, jagede næsten dagligt i den nærmeste lufthavn og indledte erotiske forhold til en lang række stewardesser fra alle andre flyselskaber end lige netop Pan Am.

Han foretrak voksne kvinder, og hans ældste bekendtskab var en stewardesse på 30 år. Han tænkte tit over, hvad hun mon ville sige, hvis hun opdagede, at hun delte seng med en 16-årig dreng.

Abagnale arbejdede målrettet på at underbygge sin nye identitet.

Umiddelbart skulle han bruge et af de identitetskort, som alle Pan Am-ansatte bar på brystet. Det var en relativt smal sag.

Han gik bare en tur i lufthavnen og studerede kortenes format, typografi og de ret få oplysninger, det indeholdt. Et Pan Am-logo i den rigtige størrelse skulle han også bruge, og det skaffede han ved at købe et lille modelfly af plastik og skrabe klistermærket af det.

Hvad Abagnale virkelig manglede, var viden, og den måtte han slide sig til. I ugevis sad han på biblioteker og pløjede sig igennem fagbøger og flymanualer.

Men ikke alt kunne han læse sig til. Frem for alt behøvede han elementær viden om en pilots hverdag.

Derfor ringede han til Pan Am og bad om at tale med en pilot.

Han udgav sig for at være en universitetsstuderende, som var i gang med at skrive en artikel om luftfart til skolebladet.

Abagnale blev stillet om til en luft-kaptajn, som følte sig smigret over Abagnales brændende interesse og de ivrige spørgsmål, så han svarede tålmodigt.

Abagnale havde fx hørt, at piloter kunne flyve gratis over hele verden. Det fik han nu bekræftet. Systemet hed “deadheading”.

Flyselskaberne havde brug for hurtigt at kunne flytte piloter rundt i verden og havde derfor indgået en aftale om, at alle piloter fløj gratis.

Det kostede ingen penge, da den transporterede pilot ikke optog et passagersæde, men sad på et klapsæde i cockpittet. Abagnale så sin chance. Nu skulle han ud og se verden.

Huskøb fældede Frank Abagnale

En dag følte Abagnale sig klar og gik ombord på et fly for at tage sin første tur.

Den gik helt efter planen. Det samme gjorde de følgende. På kort tid blev Frank en ren globetrotter. Pan Am har opgjort, at han alene de to første år fløj over 1,6 millioner km på godt 250 flyvninger til i alt 26 lande. Abagnale var bare med som passager og havde kun i ét tilfælde styrepinden i hånden i nogle ganske få sekunder.

Svindlen kostede Pan Am dyrt. Som Pan Am-pilot indlogerede Abagnale sig på de hoteller, flyselskabet plejede at bruge.

Både værelset og alt, hvad han spiste og drak, blev skrevet på Pan Ams regning. Abagnales liv blev med ét en luksustilværelse fuld af store oplevelser, lækker mad og masser af sex.

Abagnale strøede om sig med dækningsløse checks, som han oftest indløste mod kontanter. Han havde bunker af pengesedler liggende i lejede bankbokse rundtom i verden.

Men medaljen havde en bagside. Interpol åndede ham konstant i nakken, og han risikerede at blive anholdt når som helst. I perioder turde han ikke betræde en lufthavn og udgav sig i stedet for at være overlæge på et hospital og senere statsanklager. Også det slap han heldigt fra.

Ironisk nok gik svindelnummeret først galt, da han besluttede sig for at blive lovlydig.

Efter fire hæsblæsende år var 20-årige Abagnale efterhånden dødtræt af altid at være på flugt. Han havde svindlet for 2,5 millioner dollars – hvilket svarer til ca. 200 millioner kroner i dag – og behøvede ikke at fortsætte sin kriminelle løbebane.

Derfor besluttede han sig for at købe et hus i den sydfranske by Montpellier og gå på pension.

Det var en skæbnesvanger beslutning. Kort efter huskøbet blev Abagnale genkendt på gaden af en stewardesse, som han tidligere havde været på date med.

Hun vidste, at han var en eftersøgt svindler og alarmerede politiet, som kort efter anholdt Abagnale i det lokale supermarked. Festen var forbi.

Flugt fra flytoilet: Frank Abagnale stak af fra politiet

Abagnale udtænkte en spektakulær flugt fra politiet, da han omsider blev fanget. Efter et år bag tremmer i Frankrig og Sverige sad Abagnale i 1971 ombord på et fly med kurs mod USA, hvor en 12 år lang fængselsstraf ventede.

Til hans store held var flyet en VC10 – en flytype, han kendte lige så godt som checkhæfter og falske ID-kort.

Abagnale vidste, at flyets toilet-møbel var forsynet med hasper, som rengøringspersonalet kunne løsne og herefter løfte hele toilettet af, hvis det var stoppet.

Under toilettet var et hul, som en voksen mand lige akkurat kunne klemme sig igennem. Hullet førte ned til en lem i flyets bug.

Kort før landingen låste han sig inde på toilettet og fjernede toiletmøblet.

Da flyet rørte jorden, krøb han gennem hullet, fandt lemmen, sprang ned på landingsbanen og forsvandt. Pressen elskede historien, og alle – undtagen politiet – fik sig et godt grin. Få dage senere blev Abagnale dog igen arresteret.

Frank Abagnale, svindleren bag Catch Me If You Can, hjælper nu FBI

En amerikansk domstol idømte Abagnale 12 års fængsel, men FBI var i al hemmelighed dybt imponeret over den smarte svindlers kompetencer og meget interesseret i at rekruttere ham.

En aftale blev indgået: Abagnale afsonede fem år af sin straf og fik eftergivet resten, mod at han gratis hjalp FBI med opklaringen af komplicerede svindelsager.

Dette samarbejde har nu varet i adskillige årtier, og Abagnale er stadig en hyppig forelæser på FBI-akademiet.